Læsetid: 4 min.

Socialistens sidste smil

Det lykkedes den canadiske filosof G.A. Cohen at redde socialismen på målstregen i hans sidste bog udgivet kort efter hans nylige død
Moderne Tider
10. april 2010

Hvis vi tog en på en tur sammen. Hvis vi nu tog nogen af vores bedste venner, som vi alt for længe ikke havde set, og endelig skulle tilbringe en uge sammen på en campingplads. Så ville vi denne uge stræbe efter at leve sammen som socialister. Naturligvis ville vi ikke bruge dette historisk belastede ord til at betegne vores måde at være sammen på. Det skulle jo være en sjov og hyggelig tur med plads til alle og frihed til selvudfoldelse.

Men det er den afdøde canadiske filosof G.A. Cohens pointe i den lille bog
Why Not Socialism?,som netop er udkommet, at vi som en selvfølge ville agere som socialister i den situation. Hvis der var én, som lavede mad, ville vedkommende ikke hævde sin private ejendomsret til middagen. Det ville almindeligvis ikke kræve forhandlinger at få kokken til at dele sin mad med os andre, og det ville være uhørt at afkræve vennerne betaling for at spise med. Og hvis en anden var så heldig at fange en fisk, ville det være socialt blamerende ikke at dele fangsten med os andre. Hvis du selv havde bragt dit kroketudstyr med hjemmefra, ville du ikke bede de andre betale entre for træde ind på banen og leje for brug af køllerne.

Vi ville med andre ord ikke insistere på ejendomsretten til produktet af vores arbejde. Hensynet til fællesskabet ville stå over vores personlige regnskaber og interesser. Man kan også sige, at vores personlige interesse ville falde sammen med fællesskabets. Hvis vi nu på privatkapitalistisk vis skulle arrangere en alternativ tur, hvor man betalte for alle de andres ydelser og selv afkrævede betaling for egne bidrag, ville det ikke være attraktivt. Langt de fleste af os ville vælge den første form, hvis vi fik frit valg:

»Det er almindeligvis sandt om campingture,« skriver Cohen, »og for den sags skyld i mange andre sociale kontekster, at folk samarbejder med en implicit enighed om, at enhver skal have nogenlunde lige muligheder for at udfolde sig og slappe af, og at ingen skal stille sig i vejen for andres muligheder for at udfolde sig og slappe af. I disse situationer vil langt de fleste mennesker - selv dem, der er stærke ideologiske modstandere af lighedstanken - uden videre anerkende normer om lighed og gensidighed.«

På hovedet

Denne indsigt er sådan set både starten og slutningen på Cohens sidste værk: Vi er alle praktiserende socialister, men langt de færreste af os er politiske socialister. Som ung var Cohen marxist, men som lidt ældre udviklede han en analytisk marxisme, der blev berømt som hans
non bullshit-marxisme. Tidligt kritiserede han totalitarismen i Sovjetunionen, og senere kaldte han sig 'ex-marxist'. Men socialist blev han ved med at være.

Why Not Socialism? er heller ikke en ortodoks marxistisk bog. Han starter ikke med en gengivelse af de objektive love i den sociale virkelighed, som mennesker efterfølgende må indse som sande. Han ankom ikke teoretisk med en færdig sandhed om en sociale, virkelighed, som de andre mennesker så må indstille sig på at lære som facit om virkeligheden. Denne spekulative marxisme kan være intellektuelt appellerende i lukkede sociale kredse, men dens appel til mennesker uden for dette selskab er stærkt begrænset. Og den kan være umenneskelig i den forstand, at den ikke erkender, at virkeligheden altid er social: Virkeligheden er sat sammen af menneskelige ord, tanker, forventninger, tegn og følelser.

Why Not Socialism?starter med at afdække menneskelige ord, tanker, forventninger og følelser i praktiske sammenhænge for at vise og overbevise om, at vi faktisk er socialister. Cohen demonstrerer, hvordan lighed og fællesskab i forskellige sociale spil er anerkendte af alle aktører som de højeste principper. Hans sene socialisme starter altså ikke på papiret, men i vores sociale praksis.

Gravstenen

Den indlysende indvending mod campingsocialismen er, at den betegner en undtagelsestilstand. Den slags ferieudflugter er parenteser i den hverdagslige tilværelse. Vi er jo lige så implicit enige om at rejse hjem og fortsætte vores professionelle selvrealisering og optimering af kompetencekort efter ferien, som vi er om at suspendere konkurrence-mekanismen på turen. Den indvending adresserer Cohen selv, og som ny socialistisk dyd tilstår han sin begrænsning:

»Vi socialister ved endnu ikke, hvordan vi skal få campingplads-procedurerne til at fungere i resten af samfundet midt i en kompleksitet og mangfoldighed, der kendetegner store sociale sammenhænge. Vi ved endnu ikke, hvordan vi skal tilskrive fælles ejerskab og lighed den virkelige værdi, som det har på campingturen, men som det ikke havde i Sovjetunionen og lignende stater.« Alle ved i følge Cohen, hvordan man skal organisere samfund omkring grådighed og frygt for nederlag. Men han nåede, lige inden han selv døde, at give udfordringen videre til de næste generationer af socialister: Kan man ikke basere samfund på højere instinkter end de lave tilbøjeligheder? Det er ikke let, men det er der heller ikke nogen, som lovet, det ville blive. Cohens sidste bog er en gravsten over ham selv og en trædesten for de nye unge intellektuelle. Denne fine lille bog kan læses som socialistens sidste smil.

G.A. Cohen

Why Not Socialism?

83 sider. 11 pund.

Princeton University Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Hvorfor skal vi læse denne bog som socialismens sidste smil; når socialismen vinder frem hver dag, så forskellige steder som i Sydamerika (Se f.eks.: http://venezuelanalysis.com/news/2979) og Rusland (Se min artikel: http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=61620&TS_ID=2&S_ID=23&C_ID=98). Så i stedet for ”socialismens sidste smil” vil jeg meget hellere sige med Kim Larsen: ”Internationale er først lige begyndt”.
Det vrimler med nye socialistiske bøger, hvoraf G.A. Cohen er en ud af mange fremragende bøger. Jeg vil f.eks. anbefale de mange små publikationer som udgives på ”Seagull Books” – i serien ”What Was Communism?”. Udgiveren er den kendte undergrunds aktivist Tariq Ali (Jo det er ham som Rolling Stones lavede en sang om: ” Street Fighting Man”) . En af de forfattere som Tariq har udgivet er Boris Kagarlitsky som også er aktuel med mange andre bøger f.eks.: ”The Return of Radicalism – Reshaping The Left Institutions”, på Pluto Press. Meget af det Slavoj Zizek skriver er jo, også den skinbarlige socialisme, og ligeså med Alain Badiou og Etinne Balibar som slet ikke er døde endnu. Få mig til at tænke på en vigtig bog i den socialistiske debat: ”Lenin Reloaded – Toward a Politics af Truth” udgivet af Sebastian Budgen; Stathis Kouvelakis og Slavoj Zizek (Duke University Press). Glem heller ikke: Historical Materialism Book Series.
PS: Så studser jeg over den skråsikkerhed, hvormed G.A. Cohen udtaler sig om ”fælles ejerskab og lighed” i Sovjetunionen. Mærkværdigt nok er det ikke den slags udsagn man hører fra flertallet, af de mennesker der rent faktisk boede og levede i Sovjetunionen – der få man for det meste mere nuanceret analyser!!!

Søren Rehhoff

Det virker lidt som om det G.A Cohen snakker om er forskelllen på pengeøkonomi og gaveøkonomi eller i hvilken ånd udvekslngerne af ting, ydelser, tanker foregår i et samfund. I et samfund præget af pengeøkonomi vil der være en mere streng afregning af om man nu værdimæssigt helt konkret får det samme tibage som man nu har givet ud , mens i et samfud præget af gaveøkonomi vil der være større elastik.

Søren Rehhoff

Det virker lidt som om det G.A Cohen snakker om er forskelllen på pengeøkonomi og gaveøkonomi eller i hvilken ånd udvekslngerne af ting, ydelser, tanker foregår i et samfund. I et samfund præget af pengeøkonomi vil der være en mere streng afregning af om man nu værdimæssigt helt konkret får det samme tibage som man nu har givet ud , mens i et samfud præget af gaveøkonomi vil der være større elastik.

Søren Rehhoff

Det virker lidt som om det G.A Cohen skrev om, er forskelllen på pengeøkonomi og gaveøkonomi, eller i hvilken ånd, udveksllngerne af ting, ydelser, tanker foregår i et samfund.
I et samfund præget af pengeøkonomi, vil der være en mere streng afregning af, om man nu i forhold til værdi, helt konkret får det samme tilbage, som man nu har givet ud, mens i et samfund præget af gaveøkonomi, vil værdien af udvekslinger beregnes udfra andre mere elastiske kriterier.
Det er måske ideelt set, en af forskellene på et kapitalistisk versus et socialistisk samfund.
Selvom udvekslng af værdi, i begge typer af samfund, nok foregår på baggrund af både pengeøkonomiske og gaveøkonomiske beregnnger, er der nok en forskel på hvad man anser som værdifuldt og efter hvilke kriterier man beregner udveksling af værdier på.
Det er lidt ligesom, at værdiudekslingen på markedet mere nøjagtigt i kroner og ører, beregnes efter hvor meget man får ud af det, mens værdiudveksling i forholdet mellem familie, venner, nærsamfund o.s.v., nok beregnes efter andre mere elastiske kriterier .
Bortset fra det synes jeg, at PET skulle til at holde øje med campingpladserne, hvis det der foregår bare er socialistisk indoktrinering. På den anden side hvem har nogensinde hørt om en vellykket campingferie, det er ren utopi.