Klumme
Læsetid: 3 min.

Tankpasserlogik

Nutidens politiske tænketanke kan bedst forstås med hjælp fra Steven Spielbergs film 'Minority Report'. Tænketankene 'tænker' som sådan ikke, men forudser, bebuder eller advarer mod fremtidens farer
Nutidens politiske tænketanke kan bedst forstås med hjælp fra Steven Spielbergs film 'Minority Report'. Tænketankene 'tænker' som sådan ikke, men forudser, bebuder eller advarer mod fremtidens farer
Moderne Tider
24. april 2010

'Tænketank' er en af de betegnelser, der tiltrækker sig alle former for positiv karma i det offentlige rum for tiden. Tænketanken er smart, uafhængig, innovativ og emmer af en friskhed, som vi ikke forbinder med mere klassiske forskningsinstitutioner, såsom universiteterne. Men spørgsmålet er, hvad vi skal forstå ved en 'tænketank'? Ordet har to led, der kan give forskellige associationer. Der 'tænkes' angiveligt i en tænketank, men hvilken form for tænkning er der tale om, og hvad er det for en 'tank', der tænkes i?

Tænkning og tankpassere

I den vestlige tradition har man forstået tænkning som undren, tvivl, at stille sig ud i det åbne - eller endda at fortvivle over uholdbarheden af det verdensbillede, eller den selvopfattelse, man hidtil har bekendt sig til. Den, der tænker grundigt efter, kan pludselig komme i tvivl om sig selv og sin egen viden - som om man lige pludselig mister al grund under fødderne.

Allerede her, burde kontrasten til tænketankene være klar.

I stedet for at undres og tvivle tager tænketankene snarere udgangspunkt i et sæt af allerede færdigtænkte tanker, som de mener, verden bør indrette sig efter. Tænketankenes 'seniorforskere' og 'chefanalytikere' fungerer i de fleste tilfælde som en slags tankpassere, der administrerer den pågældende tanks reserve af allerede formulerede ideer og hælder på, når nogen (samfundet, forskellige regeringsorganer og nye tiltag) skulle have brug for det.

Chefanalytikeren som precog

Det betyder dog ikke, at tænketanke som CEPOS, CEVEA og Concito er helt uden kognitive evner. Deres bestræbelser går ofte netop ud på at forudse problemer og give løsninger på dem: »Hvis ikke vi sænker skatten, flytter arbejdspladserne til udlandet,« eller »hvis ikke vi skærer 30 procent af CO2-udledningerne, stiger verdenshavene med 70 cm«.

Tankpasserne forholder tænketankens ideer til en mere eller mindre virtuel fremtid, og forudser på den måde mulige ulykker. I den forstand minder deres hjerneaktivitet i påfaldende grad om den, der foregår hos de såkaldte precogs i Steven Spielbergs kendte film Minority Report fra 2002. Oraklerne - the precogs - befinder sig her i en hemmelig, isoleret tank, hvor de, nedsænket i en grumset næringsmælk, udkaster forudsigelser af endnu-ikke-udførte forbrydelser. Denne viden analyseres og formidles derefter af Precrime-centrets øvrige medarbejdere, hvilket gør det muligt at sætte aktioner i gang, der skal forhindre det, som chefanalytikerne har forudset. Precogs kan se, hvad der vil ske i fremtiden, hvis ingen griber ind.

Det kendetegner dagens tænketanke, at de arbejder i et deterministisk univers. Historien forløber på en helt bestemt måde - konsensus er i øjeblikket, at historien er noget, som skrider stille og roligt fremad mod mere fred og fordragelighed på jord, mere frihandel og mere demokrati. Tænketankenes opgave er at optimere på denne fredelige progression. Uanset hvilke løsninger, tænketankene præsenterer, er det fælles for dem alle, at de vil forhindre de forskellige onder, som kan forstyrre udviklingen. Tænketanke kan bearbejde og forudse, hvad der kan forstyrre den udvikling, vi ønsker os. Men de kan ikke tænke det, der bryder med den grundlæggende logik i den bestående orden. Der er ikke plads til begivenheder i tænketankenes univers. Der er ikke plads til marginalrapporter, alternative hændelsesforløb og pludselige spring. Det forudsættes med andre ord, at folk ikke tænker selv og handler på måder, som ingen kunne forudse.

Et ubehageligt klarsyn

Man må forestille sig Martin Ågerup nedsænket i næringsrig mælk, som en anden Agatha fra Minority Report, indtil han pludselig får et ubehageligt klarsyn. Omkring ham venter, ideelt set, et Precrime-center (læs: en regering) med højt kvalificerede medarbejdere, der kan gå i gang med at forebygge ulykken. De danske tænketanke er med andre ord miniature-udgaver af det sovjetiske GOSPLAN - kontoret for rationel planlægning af statens fremtidige aktiviteter. Alt sammen udmærket. Men ikke tænkning.

Skal tænkning bevares og udvikles som andet end en fremskrivning af kendte, ideologiske og tekniske forudsætninger, må den næres af en anden kultur end tænketankenes. Det har filosofien søgt at gøre gennem hele sin historie. Måske må tænketankenes precogs suppleres af en omvendt konstitueret gentænkning af fortiden: Måske er opgaven for tænkningen i dag at nedsænke sig i historien, teksterne og traditionen for pludselig at kunne bryde op til overfladen og udbryde: »Du godeste, vi kunne være blevet noget helt andet, end det vi er blevet.« Den filosofiske tænkning er i denne forstand meget mere besindig, men samtidig meget mere radikal end tænketankenes. Den er en slags postcognition, der undersøger de historiske brud, der har været og er nødvendige for, at vi kan komme ud af stedet.

Tænkning handler ikke om fremtiden. Tænkning handler om nutiden og om at bryde op i nutiden ved at anvende fortiden som brækjern.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

mariann offersen

Dagens bedste artikel!

(og jeg har læst Metz, som heller ikke er så ringe endda)

Næste gang en DR-medarbejder ærbødigt præsenterer "chefanalytiker Martin Ågerup fra tænketanken Cepos", vil jeg tænke "tankpasser Ågerup".
Uden i øvrigt fonærmende sammenligning med det hæderlige, for længst udfasede job, tankpasser.

Hulheden i tidens newspeak er slående.

Det er lykkedes at finde et billede af tankpasser Ågerup, mens han betjener sin tænketank:

http://www.andeby.dk/upload/temp/thumbs/thumb_70x70__False__upload_Ducki...

Kristian Lund

1) Fantastisk artikel, der rammer hovedet på sømmet ift. den nærmest bagstræberiske måde der "tænkes" politik på i dag. (Jeg kan, som sædvanligt, kun anbefale at man læser sin f...ing Frank Herbert).
2) Der mangler et emneord... :-)

Jørn Sonny Chabert

@Kristian lund

Enig
jeg opfodrer til at læse Asimov: stiftelsen (en trilogi)

Heinrich R. Jørgensen

Center for Vild Analyse er danske eneste tænketank.

Det øvrige, der påstår at være det, er reelt blot tanketomme messedrenge.