Læsetid: 5 min.

Ugens medarbejder: Hver sko er en skulptur

Louise Hvide­gaard er skomager på Christiania. Kunderne må meget gerne udfordre hendes kunnen som håndværker
Håndværk. Selvfølgelig er der en passion for selve håndværket. Det sidder i mig, og det gør det lettere at omgå reglerne, når der skal laves noget nyt, siger Louise Hvidegaard.

Håndværk. Selvfølgelig er der en passion for selve håndværket. Det sidder i mig, og det gør det lettere at omgå reglerne, når der skal laves noget nyt, siger Louise Hvidegaard.

Kristine Kiilerich

24. april 2010

Jeg starter en normal arbejdsdag med at hugge brænde og tænde op i brændeovnen.

Hver dag ser forskellig ud, men lige nu arbejder jeg på nye prototyper på sko for et firma, så jeg har rigtig travlt. Jeg bruger tit lang tid på prototyper - især hvis mine kunder har specielle ønsker. Så kan man ikke bruge standardmønstre, men må i stedet lave prøver. Hvis de forestiller sig noget vildt, siger jeg altid 'Umiddelbart ser det ud som noget, der ikke kan lade sig gøre, men jeg tror godt, det kan lykkes'. Så kan det godt tage lang tid at regne ud, men det lykkes altid. Håndværket sidder i mig, og så bliver det lettere at omgås reglerne.

Processen bag en håndlavet sko er lang, fordi det er kompliceret at lave en sko fra bunden. Inden jeg går i gang, tænker jeg altid 'puha, det bliver en lang proces'.

Som udgangspunkt arbejder man ud fra en læst (en fodformet træform. red.), men hvis skoen er alt for speciel, kan det ikke altid lade sig gøre. Forarbejdet tager rigtig lang tid. Det mest nervepirrende er, når skoen til sidst sys sammen. Der kan skindet sprække, når det pindes ned til sålen og skal sømmes fast. Selvfølgelig er der nogle tricks, hvis noget går galt. Men læder er et naturmateriale, og hvis koen eller kalven har fået en gren i siden, og der er et svagt punkt, kan det pludselig sprække, og så er det forfra.

Mine kunder kommer typisk med en ide. Og derudfra går der en udvikling i gang af en prototype, der senere enten skal sættes i produktion, eller bliver et showpiece, som kun bliver lavet et meget begrænset antal af i hånden.

Til hverdag følger jeg med i alle mulige modeblogs og modeblade, men jeg glemmer tit at kigge på tøjet. Jeg kigger kun på sko. Selv har jeg ikke særlig mange sko, efter jeg har sorteret i dem. Jeg havde måske 150 par, nu er jeg nede på cirka 30.

Livsværdi omsættes

Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jeg lige elsker at lave sko. Selvfølgelig ligger der en passion for selve håndværket. Hver sko er en lille skulptur i sig selv. Det er et held for mig, at jeg har kunnet finde dén ene ting, som er rigtig for mig. Jeg har altid syntes, at stiletter var helt fantastiske; men det var, da jeg startede på Holbæk Kunsthøjskole, at det gik op for mig, at det var sko, jeg skulle lave. Så undersøgte jeg uddannelsesmulighederne, men i Skandinavien er det kun muligt at blive uddannet ortopæd, og det var bestemt ikke det jeg ville.

Efter et par år, hvor jeg lavede andre ting, tog jeg endelig springet og tænkte 'nu gør jeg det'. Så søgte jeg ind på teknisk skoles grundforløb i sko og design og overbeviste lærerne om, at jeg skulle have et specielt forløb. De andre skulle sy tøj; det gad jeg ikke spilde min tid med. Så jeg kom i praktik hos en teaterskomager. Han lavede egentlig mest reparationer af sko, men jeg lærte alle grundtingene og maskinerne at kende.

Samtidig havde jeg været ude hos Tata her på Christiania, og jeg drømte om at komme i praktik her. Det endte med, at jeg spurgte tre gange, og endelig sagde hun ja. Så måtte jeg komme herud i 14 dage, som blev til en måned - og nu er jeg her på tredje år. Nu gælder det bare om at blive bedre, sådan er det med håndværk.

Det er fedt at arbejde på Christiania, nogle gange kommer der skoleklasser ind og kigger på, hvad jeg laver. Det er for det meste hyggeligt at være her. Her sker mange skøre ting, og der kommer mange interessante mennesker forbi og siger hej. Tempoet er lidt off, og det er rart. Vi har flekstid, og Tata plejer at sige, at vi omsætter livsværdi. Alt det stress, der bliver talt om, det mærker vi ikke. Vi går en tur.

Det er en god afveksling at være på værkstedet på Christiania, fordi jeg ofte har meget travlt med mine projekter op til modeugerne. Det giver en form for balance.

Cowboystøvlen

For at lære håndværket bedre at kende tog jeg til USA og lærte at lave cowboystøvler. Det begyndte med, at jeg søgte lidt på nettet, indtil jeg fandt et sted, hvor man kunne lære at lave dem. Det var i Oregon i en meget lille by. Og på hjemmesiden var der et billede af en mand med cykelstyrsskæg og cowboystøvler - og det føltes bare virkelig rigtigt.

Jeg fik hjælp af en veninde til at skrive en ansøgning til et legat, som jeg fik på Rådhuset, hvor Dronningen overrakte det. Legatet havde kun betalt rejsen, og jeg havde ingen penge. Så jeg tog af sted med et gasblus under armen og lejede en stor bil, hvor jeg sov. Den holdt parkeret på en gratis campingplads, som de lokale brugte til shooting range, altså hvor de stod og skød. Det var vildt syret. Der boede jeg i en måned. Det var rigtigt koldt, nogle dage var bilen dækket af sne. Der var ikke noget bad, så det var i svømmehallen eller på tankstationen, når jeg skulle i bad. Man må ikke være for sart, hvis man vil leve på den måde. Men jeg kan godt lide det. Det er giver en frihed, som er vigtig. Jeg havde min rygsæk med; og det, der kan være i den, har jeg med, når jeg rejser. Så behøver man ikke tage stilling til en hel masse ting.

Arbejdet var vildt hårdt. Jeg mødte på arbejde kl. syv og havde fri 17 eller 18. Så var det tilbage til bilen, lave mad på gasblusset og sove.

Fremtiden

Mine forældre var lidt skeptiske i starten, men så længe, jeg er glad og kan stå inde for det, jeg laver, støtter de mig. De bor i Aalborg har lige været i København. Så kommer de herud på Christiania og besøger mig. Jeg tror, de synes, det er spændende.

Jeg er ikke kommet til, hvordan mit drømmejob ser ud. Jeg ved bare, at jeg er klar på eventyr. Jeg er begyndt at undersøge en masse omkring bæredygtighed i sko, og det er klart et område, jeg vil udforske mere. En del af mit arbejde kræver ophold i udlandet, som er rigtig spændende.

Det ideelle for mig ville være at have en base i København, og så rejse ud og lave projekter i udlandet, men nærmere bestemt ved jeg ikke. Jeg har ikke lyst til at lave en plan for resten af mit liv.

Louise Hvidegaard

29 år

Skomager på Christiania.

Har blandt andet været på kursus i at lave cowboystøvler i USA, gået på teknisk skole og været i praktik hos en teaterskomager og en ortopæd.

www.louisleatherlounge.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu