Læsetid: 6 min.

Aldersgrupper er det nye klassesystem

Samfundets grupper defineres ikke længere af race, køn og klasse. Nu adskilles vi i højere grad af alder. Vi får rettigheder og pligter efter vores fødselsdato - og ikke efter vores evner. Det graver grøfter mellem generationerne, der kun får forståelse for jævnaldrende. Farligt for en samfundsmodel, der er bygget på solidaritet. For hvordan skal man få respekt for dem, man aldrig er tæt på?
Familien. Tre generationer bor sammen lejligheden i København. Dog har de hver deres afdeling med egen indgang. Fra venstre er det datteren Rosamunde, mor Katrine og sønnen Roberto. Derefter søster Maria og bedstemor Gitte og hendes kæreste Børge Jensen.

Familien. Tre generationer bor sammen lejligheden i København. Dog har de hver deres afdeling med egen indgang. Fra venstre er det datteren Rosamunde, mor Katrine og sønnen Roberto. Derefter søster Maria og bedstemor Gitte og hendes kæreste Børge Jensen.

Anders Birch

Moderne Tider
8. maj 2010

For det meste står dørene åbne mellem værelserne i den store lejlighed midt i København. Og der er næsten altid nogen hjemme. Her bor Gitte Bonfils sammen med sin kæreste Børge Jensen og de to døtre, Maria og Katrine. Det lyder umiddelbart ikke mærkeligt, men Maria og Katrine er henholdsvis 44 og 46 år. Og Katrine har to børn, Rosamunde og Roberto. De bor der også. Tre generationer under samme tag. Men man kan ikke se, at de forskellige rum har forskellige ejere. Antikke møbler, guldbelagte spejle og lysestager går igen på alle 410 kvadratmeter. De kan lide de samme ting, og de kan lide hinanden.

For dem er det naturligt at bo sammen, men det er langt fra normalt i Danmark. Kun 15.000 børn bor ifølge tal fra Danmarks Statistik med både deres forældre og bedsteforældre. Og det kan familien Bonfils mærke.

»Folk reagerer da på det, fordi det er anderledes. Mange af mine venner syntes, at det var for meget, da jeg flyttede ind lige ved siden af mine forældre,« fortæller Katrine Bonfils.

»Ja, og mine veninder kunne i hvert fald ikke tænke sig det,« siger Rosamunde Bonfils.

Et aldersopdelt samfund

Men det har ikke altid været 'anderledes'. Tilbage i 1960'erne boede omkring 18 procent af de 65-årige sammen med deres børn og børnebørn. I dag er der blot én procent af de ældre, der bor sammen med andre generationer. I dag skiller alderen os ad.

»Samfundet er blevet svært opdelt efter begrebet kronologisk alder. Vi placerer befolkningen i alderskasser som aldrig før, og derfor bliver det mere og mere utænkeligt for forskellige generationer at bo sammen. Ja, det er sågar blevet underligt at have venner, der har en anden alder end en selv,« siger professor ved Syddansk Universitet Jørn Henrik Petersen.

Han mener, at vi i de senere år har set kulminationen på den udvikling mod mere alderssegmentering, der har været i gang siden den første lov baseret på alder blev indført i 1891 med alderdomsunderstøttelsen. Langsomt har samfundet indstillet sig på aldersopdelingen. I dag skal der en bestem alder til, før man kan komme i vuggestue. Det samme med børnehaven. Når man er seks år, skal man i skole. Når man er 15 må man have sex, og ved de 16 år må man købe spiritus. Man skal have en bestemt alder for at få kørekort, en bestemt alder for at blive gift og for at stemme til valgene. Og når man er 65, kan man blive pensioneret.

»Vi får rettigheder, muligheder og pligter efter vores alder og ikke efter vores evner. Det er blevet indbygget i vores samfund, at alderen afgør, hvad vi kan og ikke kan,« siger Nils Christie, professor i kriminologi ved Olso Universitet.

De forskellige aldersgrupper bliver endda tilskrevet bestemte egenskaber - også selv om de strider imod fakta. Det mener psykolog Karen Munk, der er tidligere leder af Center for Gerontopsykologi, altså alderspsykologi. For selv om vi lever længere med bedre helbred, så ser samfundet for eksempel stadig dem på 60 år som gamle og svækkede:

»Aldersbegrebet er blevet så naturaliseret, at alle mennesker ser på alder på en bestemt måde, uden at tænke over det. Unge bliver automatisk set som narcissistiske og oprørske. Og ældre bliver set som nytteløse.«

Det nye klassesystem

Gruppeinddelingen ligger også i sproget. Politikere og journalister bruger hyppigt udtryk som 'de unge' og 'de ældre'. For ikke at nævne 'ældrebyrde', 'ældrecheck' og 'ældrepleje'.

»Samfundet definerer, at når man er i en bestemt aldersgruppe, så ligner man de jævnaldrende. Men naturen og psykologien er jo ikke så firkantet. Det eneste, man får ud af det, det er, at man graver generationskløfter. Man laver et 'vi' og et 'dem', der er imod hinanden,« siger Henning Kirk, forfatter til en lang række bøger om aldring.

Og når befolkningen deles ind i 'dem' og 'os', så får grupperne en tendens til at holde sig til sine egne. Man koncentrerer ifølge Nils Christie al sin opmærksomhed hos jævnaldrende og den kultur, der skabes her. Man tager ejerskab over bestemt musik, tv og påklædning. I dag inddeles tv-kanalerne og programmerne i langt højere grad efter aldersgrupper, som for eksempel Ramasjang for de såkaldte tweens på ni til 14 år, Tv 2 Zulu for teenagere og lidt ældre og Tv 2 Charlie for pensionisterne.

»Man bliver mere og mere selvcentrerede. Og det, der sker, er, at man får svært ved at forholde sig til resten af samfundet, og derfor udelukkes man fra det,« siger Nils Christie.

Generationsinddelingens eksklusionsmekanisme ser man ifølge Jørn Henrik Petersen især på arbejdsmarkedet. Her er de forskellige aldersgrupper ikke lige meget værd.

»Hver gang man laver en regel ud fra en bestemt alder, så har du skabt en udelukkelsesmekanisme. I en vis forstand holdes man ude af det gode selskab,« siger han.

Så hvor samfundets befolkning tidligere blev klasseinddelt efter parametre som race, køn og familiehistorie, så er aldersgrupper nu blevet det nye klassesystem:

»Vi er vores alder i langt højere grad, end vi er noget andet. Og når der så skabes afstand mellem de forskellige aldersgrupper, så giver det manglende forståelse for hinanden,« siger Nils Christie.

Kløfter giver konflikter

For tæthed giver forståelse. I familien Bonfils lejlighed ser børnebørnene deres mormor næsten hver dag. Hun ved, hvad de foretager sig i deres hverdag, hvem deres venner er, og hvad de ser i fjernsynet. Hun kan kalde på dem fra sin ende af lejligheden eller åbne deres klædeskab for at se, hvad de går i.

»Det følger helt naturligt med, at man får en indsigt i andre generationers liv,« fortæller Katrine Bonfils.

»Ja, vi har en meget nemmere kontakt, fordi vi kender hinandens dagligdag så indgående. Vi slipper for den der dårlige samvittighed, hvor mange tænker, at nu må de også hellere komme og besøge deres forældre eller deres svigerforældre. På den måde har vi en mere positiv kontakt og et andet bånd til hinanden,« siger Maria Bonfils.

Familien er stadig et sted, hvor forskellige aldersgrupper har kontakt. Her lærer man ifølge Jørn Henrik Petersen at have forståelse for hinanden. Men i og med at de traditionelle familiestrukturer er blevet mere og mere opløst, så forsvinder hensynet til de andre generationer også. Og samtidig opbygges der i disse år et stærkere modsætningsforhold i økonomisk og samfundsmæssig forstand, fordi den voksende ældre generation bliver en belastning for den yngre.

»Derfor støder moral og økonomi sammen. Men moralen bliver svækket, fordi familierne bliver mindre og mindre tætte. Derfor kommer den dimension, hvor de andre grupper er en belastning, til at spille en større rolle. Så der ligger en latent konflikt,« vurderer Jørn Henrik Petersen.

Men konflikten er her allerede, mener Henning Kirk. Politikerne har i flere år prøvet at score stemmer ved at rette sig mod en bestemt aldersgrupper, som for eksempel med ældrechecken og efterlønnen.

»I det overordnede samfund vedligeholder man derfor nogle indbildte konflikter mellem de forskellige aldersgrupper,« siger Henning Kirk.

Bølgen af tiltag, der er tough on crime set i mange vestlige lande de seneste år, er også et udtryk for, at man rent politisk prøver at tilfredsstille de ældre, mener Karen Munk.

»Det er de ældres syn på de unge, der trænger igennem der. Fordi de unge ses som uromagere, der skal holdes nede.«

Mangel på solidaritet

I det lange løb kan konflikterne få store konsekvenser for især de nordiske samfundsmodeller, vurderer Karen Munk. De bygger på solidaritet. På at man tager noget. Og giver noget. Men hvorfor give til dem, man ikke har nogen forståelse for?

»Det er hundefarligt, fordi de ældre kommer til at sidde på magten. De har jo adgang til stemmesedlen, og derfor vil tingene blive indrettet efter dem,« siger Karen Munk.

Hun mener, at en løsning kunne være at sætte valgalderen ned til 16 år.

Men det er langt fra nok. Der skal simpelthen en mentalitetsændring i samfundet til, vurderer Jørn Henrik Petersen, der i 2005 var formand for regeringens udvalg, Det aldrende samfund 2030. Udvalget havde til formål at finde forslag til at håndtere den såkaldte 'ældrebyrde'. Her fandt man, at samfundet skal gøres langt mere fleksibelt, især på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. For at nå et aldersintegreret samfund, skal vi ifølge Jørn Henrik Petersen bryde med den forestilling om, at bestemte ting hører til en bestemt alder.

»Hvorfor hører uddannelse for eksempel kun ungdommen til? Og hvorfor skal man gøre karriere samtidig med, at man får børn? Alle samfundets institutioner skal laves om. Det er ikke noget, man lige gør fra den ene dag til den anden, så vi skal tænke det med, hver gang vi foretager os noget. Alder skal gøres til noget mere diffust.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Thomsen

Jeg synes efterhånden at redaktionen skulle se at komme til lommerne og sponsorere et kompetenceudviklingskursus til Sabrina Drevsfeldt, Rune Lykkeberg og andre journalister på Information, så de kan få lært, hvad en klasse er for noget.

Begrebet klasse i sin oprindelige teoretiske og sociologiske betydning knytter sig til en række antagelser om, hvordan samfundet er struktureret, og derfor er det simpelthen noget overfladisk vås at påstå, at de forskellige generationer skulle udgøre klasser, eller at man kan inddele overklassen i en økonomisk og en kulturel af slagsen.

Jesper Wendt

I bund og grund har det vel fodfæste i titler, som adelen etc.

Jesper Wendt

Ellers kan man falde i søvn mens man læser den her teori http://www.leksikon.org/art.php?n=1371

Søren Kristensen

Man kunne også sige, at aldrig før har alder betydet så lidt som det gør idag. Jeg mener: i gamle dage var der meget præcise uskrevne regler om hvordan man opførte sig i de forskellige aldersklasser. Se bare på historiske klædedragter, hvor de forskellige aldersgrupper forventedes at klæde sig på ganske bestemte måder og opføre sig i overensstemmelse hermed. Idag er den personlige frihed til at klæde sig som man vil og i øvrigt gøre som man har lyst (råd) til større end nogensinde. Dette i en grad så man nogle gange griber sig selv i at savne en mere traditionel eller gammeldags ældre-rolle man kan falde ind i, hvorefter man ikke behøver hverken at gå til Fitness eller spise sushi hver anden dag.

I øvrigt synes jeg spørgsmålet "hvorfor hører uddannelse fx. kun ungdommen til?" vidner om en enorm naivitet. Svaret er jo at det langt bedre kan betale sig at bruge kræfter på uddanne ungdommen, frem for de ældre, der som regel enten ikke kan eller ikke vil flytte sig. Myten om at indlæringsevnen er konstant livet igennem, kan vi ikke snart blive af med den?

Bare lige for at være lidt på tværs.

odd bjertnes

Søren Kristensen :
Det er sandelig ikke på tværs, men meget konkret - den sidste passus.
'Vilje til omstilling' er et svindelbegreb med køllen vendt nedad (as usual). .
Den anden side af sagen er, at megen ung leder-'nytænkning' er ren onani, som kun har den praktiske betydning at markerer forskel til en forgænger.
At det forholder sig sådan, vil ofte være en såkaldt 'Ind-Sigt', som denne ikke endnu er i besiddelse af.

Anne Marie Jensen

Det var dog det mest besynderlige vås:

"Så hvor samfundets befolkning tidligere blev klasseinddelt efter parametre som race, køn og familiehistorie, så er aldersgrupper nu blevet det nye klassesystem"

Hvad er det for et samfund og hvilken historisk periode?

Race? Udover racedelingen i nazityskland, Apartheidtidens Sydafrika og nu mere eller mindre i Israel, kan jeg ikke genkende den beskrivelse.

Familiehistorie? Ok, hvis man regner adelen med, men ellers? Er det kastesystemet i Indien, der hentydes til.

Køn? Det har aldrig været en klasse, men en faktor i patriarkalske familiemønstre. Patriarkatet er en realitet, men det er ikke en klasse og var aldrig en klasse.

Klasse er en særdeles væsentlig faktor, hvis vi skal have et samfund, hvor unge og ældre er lige og frie. For ikke at sige lige frie. Men klassekampen går ikke mellem ung og gammel, men mellem top og bund.

Per Thomsen

Glimrende kommentar af Anne Marie Jensen.

Som nævnt tidligere er der et stort behov for efteruddannelse af nogle af informations journalister, så de kan få styr på helt basale samfundsvidenskabelige begreber som eksempelvis klasse.

En klasse har ikke noget med alder at gøre, og en klasse kan heller ikke deles op i en økonomisk og en kulturel del.

Sven Karlsen

Jeg er også enig med Anne Marie Jensen, men nok mest i konklusionen.

For jeg mener bestemt at familie har været - og er - klassebestemmende på andet end adelsområdet - det gør en stor forskel for menneskers selvopfattelse, om de f.eks. er vokset som børn af den besiddende klasse, og dermed er klasseskel noget der bliver vedligeholdt ad "familievejen".

Der er trods alt forskel på, om man arver en gammel sofa og en udtjent corolla, eller en strandvejsvilla med mercedes og lystyacht.

Familier akkumulerer værdier, og arvefølge medvirker dermed til at fastholde uligheder og klasseskel, fra generation til generation.