Baggrund
Læsetid: 11 min.

Han døde af sin drengedrøm

Den 18-årige maskinapirant Jon Sandholt fik kun fem sejldage på Svendborg-coasteren Orasila, der sejlede på Østgrønland. Den 16. januar 2009 kæntrede han sammen med skibets førstestyrmand fra en åben arbejdsjolle, og begge forsvandt i det iskolde hav. Rederiet slap med en mindre bøde, fordi skibet manglede det påbudte sikkerhedsudstyr - bl.a. en redningsdragt til 3.000 kr.
Moderne Tider
8. maj 2010
Den 18-årige maskinapirant Jon Sandholt fik kun fem sejldage på Svendborg-coasteren Orasila, der sejlede på Østgrønland. Den 16. januar 2009 kæntrede han sammen med skibets førstestyrmand fra en åben arbejdsjolle, og begge forsvandt i det iskolde hav. Rederiet slap med en mindre bøde, fordi skibet manglede det påbudte sikkerhedsudstyr - bl.a. en redningsdragt til 3.000 kr.

Da coasteren Orasila af Svendborg den 16. januar 2009 ankrer op ud for bygden Saarloq på Sydgrønlands østkyst ca. klokken 16.45 lokal tid, er det koldt, men vejret er efter omstændighederne meget godt.

Luften er minus 10 grader, havtemperaturen mellem de forrevne klippeskær er et par kuldegrader, men der er hverken vind eller strøm, kun små bølger på 10-20 centimeter. Nyeste mand ombord på Orasila er den 18-årige maskinaspirant Jon Sandholdt fra Haderslev.

Jons far har senere fortalt, at det er sønnens drengedrøm, der går i opfyldelse, da han fem dage før, den 11. januar 2009, er fløjet til Nuuk for at påmønstre Orasila. Sønnen har en af de højeste karakterer fra Søfartsskolen, og hans plan er i fritiden at tage gymnasiale tillægskurser og kvalificere sig til maskinmesterskolen i Frederikshavn. Seks år vil det tage at blive maskinmester, planlægger Jon.

Selv om det er mørkt, beslutter Orasilas kaptajn sig for at få overstået opgaven så hurtigt som muligt. Skibet skal fortsætte sejladsen med diesel til bygderne langs østkysten, og i forvejen er man blevet forsinket af dårligt vejr. Den nytiltrådte førstestyrmand og Jon får besked på at sejle skibets åbne arbejdsjolle ind til bygdens elektricitetsværk, hvis tanke skal have diesel. Først skal de ind med en matros, der skal hjælpe til med det besværlige arbejde i land, derefter skal jollen fra Orasila sejle ind med en tre tommer tyk gummislange, hvorigennem dieselen skal pumpes ind til land. Et hårdt slæbearbejde, men trods alt rutine for Orasilas 10 mands besætning. Det har skibet gjort siden 2006, og det er altid gået.

Fra Orasilas dæk ser kaptajnen, at førstestyrmanden og Jon er iklædt termokedeldragter og støvler, men hverken redningsvest eller overlevelsesdragt, da de sejler af sted i jollen. Sammen med en matros følger kaptajnen lyset fra jollens projektør, der bliver svagere, efterhånden som den tykke losseslange i længder på 40 meter kobles sammen og rulles ud over rælingen. På grund af mørket er sigtbarheden kun tre meter. Fra Orasila har kaptajnen radiokontakt både med jollen og med matrosen i land. Da syv længder á 40 meter er rullet ud i det kulsorte hav, stopper udfiringen på Orasila, og slangen låses fast. Jollen, der sejler med spidsen af slangen, er da ca. 30 meter fra kysten og landingsstedet og flere hundrede meter fra skibet.

»Alt så indtil dette tidspunkt normalt ud,« som det senere noteres i Søfartstyrelsens opklaringsrapport. Men det er ikke normalt. I næste sekund vipper lyset fra jollen rundt og forsvinder.

Trækket i slangen

Det er den tykke losseslange, der får jollen til at kæntre. Slangen er gjort fast fortil i jollen, og for at den ikke skal genere påhængsmotoren, ligger der hen over den åbne båd en nyligt påsvejset jernbøjle, som slangen er bundet fast til. Elasticiteten og dermed trækket i losseslangen er så stærk, viser det sig, da Opklaringsenhedens senere gennemfører forsøg, at slangen kan rykke en tung firhjulstrækker på halvanden ton, når den trækker sig sammen. Dertil kommer, at fordi losseslangen er bundet fast til jernbøjlen, forskyder tyngdepunktet sig. Jollen får simpelthen overbalance og tipper rundt, da losseslangen trækker sig sammen, og det gør den, da kaptajnen og en matros på Orasila stopper med at fire mere slange ud. Kommunikationen mellem Orasila og jollen er heller ikke perfekt. På Orasila erindrer hverken kaptajn eller matrosen, da de senere afhøres, om førstestyrmanden i jollen svarer på beskeden om, at man stopper med at fire mere slange ud.

Da lyset fra lygten forsvinder, bliver både matrosen på land og kaptajnen på Orasila klar over, at styrmanden og Jon er forsvundet, ikke bare i mørket, men i det iskolde hav flere hundrede meter væk fra skibet.

Den druknede styrmand bliver fundet to timer senere, det samme gør hans ene støvle. Han efterlader sig en kone samt to drenge på 16 og 18 år.

Der går mere end fem timer, før den ubefarne maskinaspirant bliver fundet. I løbet af aftenen er det blæst op, og højvandet har ført liget en lille sømil væk, hvor et tilkaldt skib fra Søværnet finder Jon.

Han får ikke seks år til søs, han får ikke en gang seks dage. Men senest har hans arbejdsgiver fået en bøde på 50.000 kroner. Om bord på Orasila mangler der nemlig det nødvendige sikkerhedsudstyr i form af passende overlevelsesdragter til ca. 3.000 kroner stykket, da det gælder.

Voksen mands arbejde

Om formiddagen den 16. januar 2009 ringer Jon på satelittelefon hjem til sin far, Bent Sandholt, der bor i Haderslev sammen med Jons to mindreårige søskende. Klokken er 10 lokal tid. Jon har lige fået ros af maskinchefen og er fuld af gåpåmod. I dag har han sin tredje arbejdsdag på dækket, og han er især imponeret af den storladne natur: »Ved du hvad, far, jeg har bare set den smukkeste solopgang, jeg kan huske,« husker Bent Sandholdt senere, da han til Fagbladet 3F refererer slutningen på satelitsamtalen. Godt syv timer senere drukner Jon i det iskolde hav.

Egentlig er det slet ikke meningen, at Jon skal gå dagvagt på dækket i den første tid, han er om bord. Han skal heller ikke sejle med arbejdsjolle og losseslangen. Men sådan er det blevet, fordi skibet har været nødt til at sende en befaren matros hjem på grund af sygdom. »Man manglede derfor 'Dagmand 2'«, bemærker Opklaringsenhedens rapport.

Den ubefarne lærling overtager vagten for den fuldbefarne matros, selv om Jon lige er påmønstret. Som resten af besætningen indgår han nu i vagtskiftet. Den 16. januar er det ifølge vagtskemaet meningen, at Jon skal arbejde, indtil slangen er tilsluttet i land. Så skal han skeje ud, som det at hvile sig hedder på sømandssprog, og så tørne til, når slangen skal bjærges et par timer senere.

Et par dage efter, Jon er kommet om bord, har kaptajnen, hvad han senere over for Opklaringsenheden kalder »en uformel samtale« med ham. Jon får en orientering om, hvad han skal arbejde med »samt de ting, der var specielle i Orasila«, og »de faremomenter, der skulle passes på.«

Måden, Jon skal lære om sit nye job, er med Opklaringsenhedens ord »en indledende 'familiarization'«, som vel nærmest kan kaldes learning by doing. Et særligt skema, 'Familiarization Checklist deck', hvor en række emner som f.eks. sikkerheds- og brandregler skal afkrydses, når man har fået instruktion fra en af skibets officerer, indgår i oplæringen. Nogle af besætningsmedlemmerne udtaler bagefter til Opklaringsenheden, at de aldrig har set et sådan skema. På Jons skema, som Opklaringsenheden senere har offentliggjort, er der sat i alt 17 flueben, bl.a. ved emnerne 'redningsvest' og 'redningsdragt'.

Før Jon kommer ud og sejle med arbejdsjollen, har overstyrmanden - ifølge sin senere forklaring - gennemgået »risikomomenterne (klemningsfare m.m.), når båden blev brugt.« Jon har nået to ture med jollen og slangen, inden Orasila den 16. januar ankrer op ud for Saarloq.

Manglende redningsudstyr

Koldt vand dræner kroppen for varme 32 gange hurtigere end luften, og kroppens naturlige modreaktion er at dæmpe blodtilførslen til andet end hjerne, hjerte og lunger. At træde vande eller svømme øger blodcirkulationen og dermed afkølingen. Med redningsvest og overlevelsesdragt kan sømanden koncentrere sig om at blive fundet, f.eks. ved at råbe om hjælp. Prisen for en godkendt overlevelsesdragt, der i iskoldt vandt kan sikre kropstempraturen i seks timer, er knap 3.000 kroner plus moms. Dragten indeholder flydemidler, men skal anvendes sammen med redningsvest ifølge SOLAS-reglerne (Safety of Life at Sea).

I det lokale i Orasila, hvor besætningen klæder om, hænger et opslag om 'Arbejdsbådens udstyr på bygderejser'. Punkt 13 lyder: »2 stk. redningsveste eller overlevelsesdragter.«

Der er overlevelselsesdragter til hver mand i besætningen på Orasila. Men de skal opbevares på kammeret, de skal reserveres til nødsituationer og må ikke bruges som arbejdstøj, forklarer besætningen senere til Opklaringsenheden. Derfor har rederiet i 2006, da Orasila bliver indsat i Grønlandsfarten, anskaffet yderligere tre kombinerede beskyttelses- og arbejdsdragter. Skibsledelsen har købt dem alle i størrelse XL, og som besætningen senere oplyser til opklaringsenheden, så bliver dragterne »betragtet som uegnede, fordi de var for store. Dragterne blev kun brugt i de tilfælde, hvor det var nødvendigt at vade i land med slangen.«

I august 2008 udarbejdes en såkaldt risk assesment om arbejdsjollen. Den har især fokus på slag mod skibssiden og klemning af fingre, for denne risiko vurderes til likely, og her er rådet ganske klart: Hold hænder og fingre indenbord. 'Overbordfald' er kategoriseret som very unlikely, men rådet er lige så klart: 'Redningsvest overlevelsesdragt' med markeringen Go ahead.

Under søforhøret i Qaqortoq den 23. januar 2009 kommer kaptajnen nærmere ind på besætningens påklædning: »Grunden til at de havde kedeldragter på og ikke flydedragter, var at flydedragterne hæmmede bevægelsesfriheden, som var meget vigtig, når man skulle transportere slangen ind på land. Det var som regel kun ved dårligt vejr eller meget dårlig landgang, at de tog flydedragterne på,« hedder det i referatet i retsbogen fra kredsretten i Qaqortoq. Opklaringsenheden mener derfor, at den normale påklædning ved brug af arbejdsjollen har været termokedeldragt, hue og støvler.

Under søforhøret forklarer kaptajnen i øvrigt, at førstestyrmanden »plejede altid og have redningsvest på, men han havde ingen på denne dag.« I retten siger han også, at Jon har modtaget instruktion i brug af redningsvest. Han siger ikke i retten, hvorfor han ikke gør indsigelse eller griber ind, da han ser maskinaspiranten og førstestyrmanden gå ned i arbejdsjollen uden redningsvest eller overlevelsesdragt. Han bliver heller ikke spurgt.

Defekt lygte i MOB-båd

De manglende redningsveste og overlevelsesdragter er forklaringen på, at Jon og Michael drukner, inden hjælpen når frem fem-ti minutter senere. Hvis Jon og Michael havde haft hver sin dragt på, havde de været i live i dag. Matrosen på land - >der er 30-40 meter fra jollen - >ser nemlig lyset fra jollen tippe rundt. Han er klar over, at den er kæntret og råber det på grønlandsk i radioen til Orasila. I løbet af cirka fem minutter er matrosen fremme ved uheldsstedet i en jolle, han har lånt på land af elværksbestyreren, men han har ingen ordentlig lygte. Han banker på den kæntrede jolle og ser, om de to savnede er inde under jollen. Det er de ikke. Så sejler han ind for at skaffe en bedre lygte.

Da Orasilas såkaldte MOB-båd (mand-over-bord) knap et kvarter efter ulykken er fremme, viser det sig, at dens projektør ikke virker. Den har måtte følge losseslangen i vandoverfladen for overhovedet at finde frem til den kæntrede båd. MOB-bådens projektør har et defekt stik, så det er højst begrænset, hvad man derfra kan se med de lommelygter, besætningen har med. Efterhånden deltager hele bygden i eftersøgningen, man lyser ned i vandet fra klippeskærene og lytter efter råb. Men det er først, da Søværnets tilkaldte redningsskib Knud Rasmussen kommer til Saarloq flere timer senere, at man får ordentligt søgelys. Så går der cirka to timer, før Jon bliver fundet.

Rederiet erkender fejl

Den 16. januar har den 47-årige førstestyrmand Michael Kryger Sørensen blot tre måneders sejlads bag sig med Orasila. Det er hans anden tur, og han er påmønstret den 16. december 2008, altså præcis en måned før ulykken. Hans far, der bor i Hjerm i Vestjylland, fortæller, at Michael stod umiddelbart forud for eksamen som skibsfører. Men en kort tur med Orasila kunne han lige nå.

På den første to-måneders hyre i september-oktober 2008 har Michael fået oplæring i at sejle med arbejdsjollen og losseslangen ved at gøre turen sammen med overstyrmanden et par gange. Om bord er man ifølge Opklaringsenhedens rapport dog klar over, at Michael ikke føler sig tryg ved arbejdsjollen. Ganske vist har han klaret opgaverne hidtil, men »blot gik det ofte langsomt, fordi han ikke var særlig erfaren«.

Efter Michaels første hyre på Orasila i efteråret 2008 afviser overstyrmanden, at han egner sig til sejladsen på Grønland. Michael er ikke god til at »improvisere og løse nye og ikke tidligere sete problemer«, meddeler overstyrmanden lidt usædvanligt til rederiet i Svendborg. Men selv om rederiet H. P. Simonsen Aps. modtager advarslen, får Michael alligevel en ny hyre.

Da Opklaringsenhedens rapport kommer den 29. maj 2009, rammer kritikken ned et andet sted end styrmandens manglende kvalifikationer. Rapporten kritiserer nemlig, at besætningen hverken har haft redningsvest eller overlevelsesdragt på og fastslår, at »der var ikke arbejds-/overlevelsesdragter i de nødvendige størrelser om bord«. Den kritiserer også skibsledelsen for ikke tilstrækkeligt at have erkendt risici ved sejlads i arktiske områder, lige som den kritiserer rederiet for, at fremskaffelse af nødvendigt sikkerhedsudstyr har været utilstrækkeligt, og det samme gælder kommunikationen mellem rederi og skibsledelse om indkøb af sikkerhedsudstyr. Endelig bliver rederiet kritiseret for, at sikkerhedspolitikken har været utilstrækkeligt implementeret om bord.

Sådan ser rederiet ikke på sagen. De har redegjort for deres sikkerhedssystem og forklaret til Opklaringsenheden, at man altid søger »at sikre, at der er de egnede personlige redningsmidler ombord ved altid at opfordre skibsledelserne til at gøre opmærksom på, hvis de mangler noget eller ting ikke passer.« Ifølge Opklaringsenheden har rederiet også fremlagt korrespondance mellem skibene og rederiet, der dokumenterer det.

»Det er rederiets holdning, at der skulle have været båret både redningsvest og dragt ved ulykken«, refererer Opklaringsenheden. Rederiet mener også, at det burde skibsledelsen selv have indset. Når det alligevel ikke er sket, henviser rederiet som forklaring til en slags 'selvtilfredshed' på Orasila. Rederiet erkender dog også selv en fejl: Man »har fejlvurderet« ved at tro på, at den eksisterende organisering af sikkerhedssystemerne har taget »højde for 'alt'.«

Hertil har besætningen forklaret til Opklaringsenheden, »at det var vanskeligt at få rederiets tilladelse til indkøb af nyt udstyr«. Derfor har man ikke gjort rederiet opmærksom på de for store dragter, »da man alligevel ikke ville få tilladelse til køb af nye dragter.« Kaptajnen har tilføjet, at »det til tider har været en sej diskussion at få de egnede personlige værnemidler.«

Søfartsstyrelsen overlod i sommer sagen til Fyns Politi med henblik på at afdække, om straffeloven var overtrådt. I januar 2010 har Fyns Politi givet rederiet H. M. Simonsen Aps. en bøde på 50.000 kroner. Kaptajnen har fået en bøde på 15.000 kroner og overstyrmanden en bøde på 10.000 kroner. Bøderne er accepteret, men nærmere er det ikke muligt for offentligheden at få indblik. Skibsreder Lars Simonsen har ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Information.

Fakta

Artiklen er baseret på opklaringsenhedens rapport, retsbogen fra søforhøret, dokumenter fra Fyns Politi, interviews med pårørende til tidligere besætningsmedlemmer samt én artikel i fagbladet 3F og tre artikler fra fyens.dk.

SOLAS-reglerne (Safety of Life at Sea) blev vedtaget som følge af Titanic's forlis i 1912.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her