Den lille leg med bolden nærmer sig atter engang sit kvadriennale klimaks: VM. Fodboldspillet fascinerer ved sin enkelhed og sin mangfoldighed af udtryk. Som den lukkede verden, den er, frembyder fodboldbanen et neutralt rum, hvor mennesker fra alle kulturer kan mødes. Her lader vi fødderne tale. Men der er faktisk mere på spil end bare leg og konkurrence inden for en regelsat ramme for selv inden for de givne regler får fodbolden mangfoldige udtryk.
Det viser fodboldens historiske og geografiske versioner på tydelig vis. Fra historisk kendte varianter såsom det engelske kick and rush over den italienske catenaccio, den hollandske totalfodbold og det tyske liberosystem til nyere kulturelle varianter fra Drillo Olsens statistik-fodbold til den brasilianske samba. I alle tilfælde gælder det, at fodbold er mere end bare et sæt af regler om, hvad man må, og hvad man ikke må på en bane. Reglernes tomme ramme får altid forskelligt indhold, mening, betydning. Hver eneste spiller bærer i sig idealer om fodboldens betydning og formål, og det er foruden den åbenlyse kamp om at vinde meget ofte også dette aspekt, som kampen på banen drejer sig om.
Fodboldens mestre
Således kan VM i fodbold udmærket sammenlignes med Bibelens historie om Babelstårnet: På den ene side en skueplads for et produktivt kulturmøde; på den anden side et konfliktfelt, hvor kulturer mødes i strid om, hvad det hele rent faktisk drejer sig om.
Af og til bliver disse betydningssystemer inden for fodbolden inkarneret i bestemte spillere. Det er dem, vi kalder fodboldens mestre. Mestrene er mere end bare gudsbenådede boldtalenter. Boldtalenterne kan det hele per automatik, boldsikkerheden forekommer legende let, og afslutningerne leveres med dødelig præcision. Tænk bare på spillere så forskellige som Lionel Messi, Ruud Van Nistelrooy, eller for nu at tage den anden ende af banen, forsvarsspillere som Cannavaro og Roberto Carlos.
Fra disse boldtalenter er der stadig et skridt op til de virkelige mestre. De virkelige mestre er dem, hvis tilstedeværelse på banen med det samme ændrer hele kampens koordinater, dem, som medspillerne løber for, og modspillerne ængstes for. En af de største i nyere tid var Zinedine Zidane, som nærmest med sit mindste vink, den mest undselige manøvre med bolden, kunne hensætte et forsvar i en tilstand af momentan rådvildhed. Denne magt hvilede ikke bare på en god teknik en kropslig viden som man kunne kalde den men på den position, de andre på banen tilkendte ham. Folk som Zidane indfører et moment af Andethed på banen, en slags uudgrundelig magtfaktor, der får spillerne til at grue (eller håbe alt efter, hvilket hold man spiller på), lige så snart han har bolden.
Laudrup i Barcelona
Michael Laudrup spillede i sin storhedstid den samme rolle hos FC Barcelona. Johan Cruyff nævner i et interview med Jørgen Leth, hvordan den essentielle ide med i sin tid at hente Laudrup til Barcelona ikke bestod i at lære Laudrup nye tricks og teknikker Laudrup kunne allerede alt, hvad han havde brug for. Det eneste, Cruyff behøvede, var at få Laudrup til at indtage en bestemt funktion på holdet, nemlig mesterens funktion. Laudrup skulle være den, der skabte afgørelsen i en kamp. Han skulle være ham, der satte den rækkefølge af begivenheder i gang, der førte til mål.
Men hvordan gør man det? Hvordan når man op i den position, hvor det, man gør, kommer til at fungere som en kickstart af begivenheder, der fører til mål? Spørgsmålet her er ikke så ligetil, som man skulle tro det involverer nemlig to perspektiver, hvoraf den ene er spillerens eget perspektiv og kunnen, mens det andet involverer det, de andre spillere ser i en.
Vil man blive ved med at kunne udfordre, må man udvide sit repertoire så meget som muligt. Man må for hvert øjeblik i kampen sikre sig det maksimale antal tilgængelige spilvariationer. Derfor fokuserer Laudrup endeløst på timingen i spillet ikke bare, hvad fødderne gør med bolden, men hvornår man kigger ned på bolden, hvornår man orienterer sig, i hvilken vinkel man vender hovedet og kroppen for i sit løb at have maksimalt panoramisk udsyn over de relevante dele af banen og den længst mulige betænkningstid, før modstanderens knopper kommer farende. Vigtigst af alt er ikke bare, at man ser de åbenlyse muligheder, men at man ser netop den mulighed, som modstanderen ikke selv har set. For har man først én gang demonstreret, at man besidder denne mulighed, vil modstanderen fra da af være på hælene. Han vil konstant være tvunget til at fundere: Hvad ved han om mig nu, som jeg ikke selv ved? Man er derved trådt ind i positionen som den, der formodes at vide mesterens position.
Mens vi venter på den næste
Fodboldens arena er altså ikke bare neutral grund. Kulturmødet er også en kulturkamp mellem forskellige betydningssystemer, og mestrene kan siges at være dem, som opfinder og inkarnerer disse nye betydninger. Derfor er det også mestrene, vi mere end noget andet venter på spillere som Beckenbauer, Cruyff, Platini, Maradona, Laudrup, Zidane. Indtil en ny mester opstår, må vi nøjes med Messi, Ronaldo, Rooney og de andre boldtalenter.
Center for Vild Analyse
Center for Vild Analyse er et sted for tænkning, som har eksisteret siden august 2006.
Centret analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen »hvis du vil vide det modsatte«, oftest med inspiration fra psykoanalysen.
