Læsetid: 4 min.

En forbryder er ikke en forbryder

Hver gang folk møder en narkoman i deres eget liv eller en forbryder i deres omgangskreds, lyder det: Jamen, hun lignede slet ikke sådan én ...
Den onde. Fordømmelsen af bogen om Brian Sandberg bygger på den fejlslutning, at han kun og udelukkende er en forbryder. Men det er der ingen, der er.

Den onde. Fordømmelsen af bogen om Brian Sandberg bygger på den fejlslutning, at han kun og udelukkende er en forbryder. Men det er der ingen, der er.

Jens Nørgaard Larsen

15. maj 2010

En forbryder er en forbryder er en forbryder. Der er en metafysisk linje, som skiller de gode lovlydige borgere og de forkastelige kriminelle. Og denne linje skal ikke tilsløres, eller den skal bestemt ikke udfordres. Denne linje er grunden for den sociale orden og samfundets moral.

Det er ikke det, de siger, men det synes at være logikken i det, de siger: Fornuftige mennesker kritiserer udgivelser af bøger om og med kriminelle. Det er ikke et spørgsmål om ret og straf, og ingen anfægter Sandbergs ytringsfrihed. Men intellektuelle, journalister og forlæggere har hver på deres facon bekymret sig over udgivelser som den nye bog om rockeren Brian Sandberg. Tv-værter har stillet kritiske spørgsmål til udgiverne af bogen om Sandberg, og forfatteren forsikrer i forordet, at han har stillet kritiske spørgsmål til rockeren. Han lover ikke mere, end han kan holde: Det her er ikke hele sandheden, det er den »bedst opnåelige version«.

Sympati for forbryderen

Bogen Gangster omtales nærmest som en pornofilm: Alle anerkender fristelsen til at læse om kendisrockeren, men mange mener også, vi bør overvinde fristelsen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kramer

Jeg fik en vacination mod græsallergi. Sygeplejeskerne spurgte hvordan det gik og jeg forklarede et par bivirkninger. De nikkede forstående, noterede og det blev registreret. Jeg fortalte et par andre bivirkninger, sygeplejeskerne smilede overbærede og spurgte, hvornår jeg kunne komme næste gang.

Næste gang havde jeg læst indlægssedlen i medicinæsken. Så da de spurgte hvordan det gik, fortalte jeg det der stod , og fik derefter at vide at det var helt normalt. Så var det på plads, og vi kunne alle smile til hinanden på den rigtige måde.

Det er jo til at se i brudsprækker hvordan diagnosen og det medfølgende sprog konstruerer fx. sygdommen og giver mening eller sætter en markør som fx. godt/ondt. Men hvad med selve ideen om diagnosen og de præmisser den bygger på, hvilke konsekvenser har det for vores forståelse og identitet?

Fr. Hansson

som medierne beskrev familien,
fra tragedien i greve,, en helt almindelig/normal familie!
Hmm!!
det håber jeg så bestemt ikke !

Dana Hansen

Selvfølgelig er en forbryder ikke *kun* en forbryder.

En forbryder er også nogens barn, partner, ven, det ved vi alle - eller det burde vi alle vide. Vi har også allesammen kimen til forbryder i os et eller andet sted.

Men derfra og så til at idolisere forbryderen og hans/hendes mentalitet er der altså stadig et langt hop. Raskolnikov og hans forbrydelse var et tankeeksperiment. En eksemplificering af, hvordan en forbryder skabes. Sandbergs bog (som jeg kastede fra mig efter ca. 1/3) er én lang retfærdiggørelses- og undskyldelsestale.

Han har ikke engang nosser nok til at stå ved sine gerninger og deres motivation ...

Søren Kramer

Sandberg og Carlsbergs direktør gør det tilsyneladende mindre kompliceret for de gode at leve rigtigt.
Og netop derfor er det interessant at man alligevel - i smug? - læser 1/3 del af Sandbergs forsvarstale.

Dana Hansen

@ Søren Kramer:

"mindre kompliceret for de gode at leve rigtigt" ... den kommer du lige til at uddybe.

Ingen er 100% god (eller 100% ond, for den sags skyld) undtagen i egen indbildning.

Læser du Sandberg i smug? Jeg gjorde ikke. Det var bestemt heller ikke i smug, at bogen røg i skraldebøtten ...

Sven Karlsen

At "ondskaben" ligger i forbrydelsen, men ikke i forbryderen, er noget som ethvert reflekterende menneske er klar over, men som desværre ikke er alment udbredt viden.

Flertallet foretrækker at lulle sig ind i en tro på stereotypier, - den onde forbryder og den gode politimand, og det danner naturligvis grobund for populistiske partiers udnyttelse af dette snæversyn, når de kæfter op om strengere straffe.

Hvis folk har lyst til at købe bøger af/med HA'er, familiemordere og kassebedrøvere, eller gider at høre på jetset-dronninger og politikere føre deres personlige vendettaer mod politi og domstole i medierne, jamen så er der ikke noget at gøre ved det, - det er nu engang en af de ting, der kendetegner et frit samfund.

Problemet opstår først, når medierne vælger (for det er et valg!) ikke at tage stilling, men blot agerer benovet mikrofonholder.

Medierne både kan og skal fordømme både forbrydelsen, og manglende anger hos en dømt forbryder ... ellers er det svært at forsvare en journalistisk særstilling i retsplejen, for så er der ikke længere nogen samfundsfunktion i deres skriverier - kun higen efter profit og Cavling-priser!

Charlotte Primdal

Nu skal man nok lige være klar over at fascination af kriminelle, interesse for deres historie og dyrkelsen af dem som en slags helte, er et fænomen der har eksisteret lige så længe som der er kilder til at belyse det. Fortællingen om den farlige kriminelle som alligevel har gode kvaliteter er et fænomenologisk fænomen.

Så forklar mig hvorfor I (pressen, offentligheden) opfører jer som om det her er noget spritnyt der ikke allerede er forklaret?

Jens Thorning

Kriminelle og deres forbrydelser er nødvendige. Raskolnikov og de to uvorne brødrene Karamassov kan ikke undværes, de bringer verden fremad på ders egen måde. Men Sandberg og Bagger er jo overhovedet ikke rigtige forbrydere! De er tidstypiske globaliserede, markedsorienterede samfundsborgere, der blot træder lidt ved siden af og er så uheldige at blive opdaget, netop som medierne og politikernes hyldest er på sit højeste.

Hvor ofte skal man så udføre forbrydelsen før man er mere forbryder end alt det andet man osse er? Og hvordan oplever andre een så - og hvordan påvirker forbrydelserne andre?

Fx kan man sagtens forestille sig en voldelig mand, der måske kun slår sin kone et par gange om året. Men resten af tiden lever hun som regel i evig frygt for hvornår det sker igen - og undertiden provokerer hun volden frem fordi hun ikke kan holde angsten ud længere.... Lignende tanker kan man gøre sig om andre situationer - fx den villaejer der oplever indbrud flere gange om året.

Den mentalitet, der disponerer for forbrydelsen, er der stadig, selv om forbryderen ikke er aktiv pt - og gir sig måske udslag i andre sociale og psykiske problemer - hos forbryderen og hos andre, mere elelr mindre pårørende...

Jesper Kristensen

For at tjene etiketten "forbryder" må man nødvandigvis også begå en forbrydelse. Her er en forbrydelse ikke bare er en forbrydelse og forbryderen nødvendigvis have krav på en nuancering.

Ellers er som at sige "Hitler havde sort hår. Ham der har sort hår. Ergo er sidstnævnte sorthårede = Hitler. Nej, vel? Det er jo en art Rasmus Montanus logik, der kører på overfladiske ligheder.

Der hvor en forbrydelse har den "metafysiske linje" er udelukkende ved de såkaldte "malum in se" forbrydelser. Det er forbrydelser, der er "forkerte i sig selv", og her mærker man spaden bøje op, da det rammer grundfjeldet. Mord, voldtægt, vold, røveri og dødskørsel er forkerte uanset hvad loven siger. Sådan er det bare, også fordi man via indlevelse godt kan føle en ubændig trang til at være fri for sådanne overgreb. Man vil gerne være fri og sikker, men nogen forbryder sig mod disse friheder. Vi går med på den som en art kontrakt. Vi lover ikke at gøre ondt mod andre, så længe de ikke gør ondt mod os.

Men narkomaner? Er det samme forbryder som en morder? Hvad angår forbruget af ulovligt rusmiddel: Nej, for narkotikalovgivningen beskriver "malum prohibitum" forbrydelser. Ting, der er "forkerte fordi de er forbudte". Ydermere ligger narkotikaforbrydelser LANGT ude i den ekstreme ende af malum in se spektret. Altså hvor vi taler om offerløse forbrydelser.

Offerløs forbrydelse. OK, så der er ikke nogen, den reelt forbryder sig mod andet et teksten på papiret. Faktisk giver det dårligt mening at kalde offerløse forbrydelser for forbrydelser.

Folk, der mener at "en forbrydelse er en forbrydelse er en forbrydelse", er deontologer. De er pligtetikere, der knytter MERE værdi til dyden i at følge pligten og reglen på papiret end resultaterne af deres gerninger. "Vi fulgte bare ordrer", siger deontologerne mens de holder dørene til den brændende muslimske pigeskole stængt så alle de ulovligt klædte piger derinde omkommer i røg og flammer.

Konsekvensetikerne ser klarere forskellen på typer af forbrydere og forbrydelser. De kigger på konsekvenserne af morderens handlinger og ham med en joint i flaben, og de forstår de vitale forskelle. "Jeg nægter at følge ordren, da den er umenneskelig og kontra alle mine sande, menneskelige værdier", siger Lars Kragh Andersen og bliver fyret fra politiet

Jeg ved såmænd ikke hvad der er værst, forherligelsen af kriminelle forbrydere, eller den forherligelse af politiforbrydere vi hver dag får smasket i hovedet i tv

Altid er de "modige" politifolk på jagt efter de slemme forbrydere. Der blir så lige dræbt nogle stykker i processen, men skidt det er jo i det "godes tjeneste"

Når man så endelig fanger delinkventen så bliver han banket til lirekassemand fordi han ikke vil udtale sig. Det drejer sig i høj grad også om at få delinkventen til at udtale sig før der er en forsvarer til stede.

Forsvaren bliver dermed fremstillet som en forbryder på linie med de forbrydere han/hun forsvarer.

ak ja