God, bedre, kristen

»Den skinhellige skiderik!« Det kom fra Gitte, som ellers ikke er en kvinde af store, grimme ord. Men bare jeg nævner navnet på vores kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, farer hun op. Gitte deltager i frivilligt arbejde for flygtninge og oplever dagligt konsekvenserne for enkeltpersoner af en såkaldt »fast og fair« udlændingepolitik.

»Birthe Rønns far var præst, hun er kristent opdraget, hun går meget i kirke og er den øverste verdslige myndighed for vores folkekirke. Men synes du, hun er godt menneske?«

Gitte så på mig med anklagende øjne, som om jeg altid gik rundt og havde lyst til at forsvare Birthe Rønn Hornbech.

Anledningen til det hele var en udtalelse af den tidligere biskop Jan Lindhardt, som i et interview i Information den 3.-4. april blev spurgt om »troende kristne har en bedre moral end folk, der ikke tror på Gud?«

Lindhardt svarede: »Ja, det mener jeg faktisk. Kristendommen rummer moral som de 10 bud og først og fremmest kærlighedsbudskabet (du skal elske din næste som dig selv).«

Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg læste det, ja, troede, at det var sagt i spøg, og at der snart ville komme et uddybende dementi fra denne sarkasmens mester. Nå, men i hvert fald fik det mig til at tænke videre over et emne, som har beskæftiget mig meget gennem årene i forbindelse med en række film om tortur, nemlig hvorfor nogle mennesker er i stand til at begå handlinger, som vi andre opfatter som så oplagt ondsindede.

I årene efter Anden Verdenskrig og holocaust var der en tendens til at betragte disse udslag af ondskab som udtryk for karakterafvigelser og fremkaldt af en målrettet indsats for at skabe fjendebilleder. Det sidste punkt er stadig vigtigt - derfor opmærksomheden omkring hate speech - mens det synes mere og mere erkendt, at stort set alle mennesker kan bringes til at gøre ting, som de på et tidligere tidspunkt ville have betragtet som utænkelige og onde.

Alle kan være med

Det var hovedindholdet af den film, som Erik Stephensen og jeg lavede i 1981, Din nabos søn, om torturen under militærstyret i Grækenland. De unge værnepligtige fra militærpolitiet, som gennem uddannelsen var blevet hjernevasket til at hade frihedskæmperne, virkede ikke som personlighedsforstyrrede. Men tværtimod yderst almindelige. Fra gode familier og med en stærk kristen baggrund. Det rystede os, at vi ikke kunne sætte etiketter på dem, finde formlen, som garanterede, at vi aldrig selv kunne gøre noget lignende.

Ud af dette og senere filmarbejde med andre torturbødler - sidst en amerikaner, der havde arbejdet i Abu Ghraib - har jeg lært en masse om, hvor svært det er inden for en bestemt kultur og dens påvirkninger selv at se faresignalerne, og hvor nemt det er at overskride grænsen fra at være et godt til at blive et ondt menneske. Også i egen senere selvopfattelse.

I 1982 stod jeg i Sabra og Chatila blandt ligene af palæstinensiske familier i hundrede vis og baksede med spørgsmålet om, hvordan nogen mennesker kunne bringes til at begå sådanne grusomheder. Forleden læste jeg, at en af de øverste ledere for den kristne milits, som begik massakren, As'ad Shaftari, havde udtalt på et møde i Beirut, hvor han undskyldte gerningen: »Efter en uge med tortur og drab gik jeg i kirke for at tilstå min synder. Men det var nyttesløst, for jeg så det ikke som en synd at dræbe palæstinensere.« Det var kristne, som dræbte palæstinensere, mens jødiske soldater så til. Handlede det om religion? Ikke alene. Det handlede om magt og om gamle opgør om magt og territorium. Men med religionerne som den altid bekvemme legitimering. Med Gud i ryggen bliver man per definition selv uansvarlig. Hvad enten man en kristen, libanesisk militsmand på hævntogt eller en palæstinensisk selvmordsbomber.

Samtidig er det klart, at ondskabens dilemma ikke bare handler om voldsomme ting som tortur og drab, men om alt, hvad vi gør mod vores medmennesker i dagligdagen. Det handler om mobningen på en arbejdsplads eller i en skolegård. Og det handler om den heftige lyst til at sladre om andre mennesker, som de fleste af os er fange af, fordi det samtidig med, at vi godt ved, det er ondt, er så forbandet underholdende. Det er jo også derfor, at mere og mere journalistik handler om at udpege syndebukke på et spinkelt grundlag.

Bare jeg kunne

Jeg kender rigtig mange mennesker - kristne som ikke kristne - der gør meget godt. Som uegennyttigt og uden at bryste sig af det hjælper mennesker, der er uendeligt svage, og som de ikke kan forvente den ringeste belønning fra, men kun fortsat bøvl. Jeg ville ønske, at jeg var sådan. Eller kunne blive sådan. Men ser ingen genvej i den kristne tro.

Tværtimod er jeg bange for, at i samme øjeblik man - som Lindhardt tilsyneladende gør det - giver udtryk for, at netop den kristne tro skaber mennesker med en bedre moral, har man åbnet en dør for ondskaben - skabt en dem og os problematik, der i sidste ende giver fripas til en ringere behandling af dem. Det viser både historien og dagligdagens erfaringer.

Men nu tilbage til Birthe Rønn Hornbech, som vi - hvis vil være ordentlige - slet ikke må kalde sådan nogle ord som »skinhellig skiderik«- selv om det politiske frisprog er stort, og hun ikke selv lægger fingrene imellem, når der skal tages afstand fra noget, som ikke behager ministeren.

For nylig tildelte hun således Det Danske Institut for Menneskerettigheder et håndkantslag, da instituttets direktør havde nægtet at sende et høringssvar til forslaget om en ny og strammere udlændingelov, fordi tidsfristen havde været alt for kort. Hun udtalte ifølge aviserne:

»Institut for menneskerettigheder afgiver politiske svar. Vi læser alle svar, men politiske svar kan ikke ændre vores politik, for den er fastlagt ved en aftale.« Her har vi at gøre med et menneske, som tidligere - før hun blev minister - var kendt for sin utrættelige kamp mod at jaske lovene igennem og sin sans for menneskerettigheder. Nu står en aftale med Dansk Folkeparti over alt andet - også over de saglige, juridiske indvendinger, som det organ samfundet har etableret til at holde øje også med den danske regering, måtte have imod lovforslaget. Det er da også rarest ikke at blive sagt imod, hvis man er svag i argumentationen, og vi husker alle det berømte foto af Birthe Rønn Hornbech flankeret af både Kristan Thulesen Dahl og Peter Skårup efter en ny stramningsrunde. Ja, det var lige før, vi fik ondt af hende ved tanken om de tommelskruer, som de havde anvendt på hende, de to alvorsmænd fra partiet, som med to kristne præster i spidsen har slået sig op på at mobbe et mindretal med en anden religion.

Aldrig kun ond

Skal man kandidere - kristen eller ikke kristen - til at være et godt menneske, må man prøve at forstå et andet menneskes bevæggrunde. Jeg tænker derfor, at Birthe Rønn Hornbech ser sig selv som det bedste forsvar mod noget, som kunne være endnu værre. Hun tænker med vemod tilbage til den tid, da hun havde rollen som en uskyldig havkat i hyttefadet, og hvor hendes kritik af udlændingepolitikken var forholdsvis gratis, men føler så til gengæld, at hun i dag virkelig gør en forskel ved at forhindre noget, som ville være endnu mindre humant. Med store omkostninger. Med tab af venskaber. Med urolige nætter, fordi presset fra DF'erne aldrig holder op, og fordi hun gennem sit arbejde - selv om ministeren er i god afstand fra virkeligheden - trods alt må have stødt på ofrene for politikken. F.eks. torturofrene, som lider af posttraumatisk stressyndrom, og som får sværere ved at tjene points til permanent opholdstilladelse, og som nu får mindre tolkehjælp.

Virkeligheden er sjældent sort-hvid og nem at forholde sig til. Mennesker er sjældent enten gode eller onde. De fleste skaber en fortælling inde i sig selv, som hen ad vejen legitimerer deres handlinger, og faren er størst, når denne fortælling er blevet så altdominerende, at tvivlens nådegave er gået tabt. Jeg tror, at en stærk tro på hvilken som helst religion kan døve trangen til at være kritisk over for egne handlinger. Man kan ikke være på korstog, hvis man hele tiden er i tvivl om, hvor og hvem fjenden er.

Jeg er opvokset i KFUM. Da fik vi hver dag at vide, at vi skulle være gode. Og vi følte os bedre end de fleste andre drenge. Lige ind til vi på en tur til Sverige plyndrede et stormagasin for lightere. Vi var menneskelige.

Jeg kommer i kirken af til. For at få vide, at jeg kun er et menneske - og hverken værre eller bedre end så mange andre af samme slags.