Læsetid 6 min.

Historien om en moder

Søndag er Mors Dag, og moderskabet kalder på evige refleksioner. Men mest kalder det åbenbart på brok og bekymringer, hvilket jeg finder på det nærmeste uforståeligt her i en af verdens mest forkælede regioner, hvor børn hyldes som religion, og fint nok i øvrigt
Søndag er Mors Dag, og moderskabet kalder på evige refleksioner. Men mest kalder det åbenbart på brok og bekymringer, hvilket jeg finder på det nærmeste uforståeligt her i en af verdens mest forkælede regioner, hvor børn hyldes som religion, og fint nok i øvrigt
8. maj 2010

Nå, så sidder man der meget ucool og skal skrive om moderskab, over midnat efter at der endelig er ro i hytten. Det er mors dag i morgen, og det kalder på refleksioner, mener både jeg og redaktricen. For ud over at Mors Dag er en lidt klam kommerciel fidus på linje med fars ditto og Valentines Day, så er der noget med selve moderskab, som både synes at provokere konstant og kalder på overvejelser, som faderskab tilsyneladende fortsat ikke gør det.

Se blot på nærværende avis, som for ganske nylig publicerede en anselig artikel om sagen, der konkluderede, at »den perfekte mor skræmmer kvinderne fra at føde børn.« Den franske filosof Elisabeth Badinter mener, at de stadigt voldsommere krav til nutidens mødre »får kvinderne til at droppe 'projekt børn' og realisere sig selv på anden vis. Dermed omdefinerer de kvindeligheden, som hidtil har været inkarneret af moderrollen.«

Pattetanker

Kort sagt mener Badinter, selv mor til tre, at presset fra en reaktionær hellig alliance af øko-mødre og Verdenssundhedsorganisationen, der fordømmer de kvinder, der ikke vil amme deres børn i de 12 måneder, som WHO anbefaler, ødelægger moderne kvinders muligheder for at realisere deres personlige frihed. At amme fuldt ud kalder Badinter noget uvenligt for at »gå i symbiose med barnet« og opføre sig »som et pattedyr,« og det er der nogen kvinder, der synes om, men det ligger lidt i luften, at disse følgelig tænker med patterne, og at moderne, intellektuelle kvinder holder sig til den »sunde modermælkserstatning.«

Tak for kaffe, siger jeg bare. Det har jeg slet ikke opdaget, og jeg er endda ret optaget af at realisere mig selv, min hjerne og mine mange talenter, samtidig med at jeg er mor til fire og har ammet de små i henholdsvis 12, 16, 18 og 24 måneder. Jo, jeg indrømmer, det blev værre og værre eller bedre og bedre alt efter temperament og hellighed, dels fordi det var så supersmart at amme - ingen udgifter, ingen flasker, ingen opvarmning og ingen forberedelser - dels fordi jeg er sådan indrettet, at jeg ikke rigtig gider at stå op om natten og så er brysterne ligesom tættere på en selv end mikrobølgeovnen. Og børnene sov på bedste afrikanske vis i sengen, til de ikke gad mere. Det tog kun et par år og det var ret hyggeligt. En gad i øvrigt slet ikke, en anden kommer stadig af og til på visit. Man kan godt have sex andre steder end i dobbeltsengen ...

Langt interview

Jeg husker godt nok en del episoder, hvor det krævede sin mand (eller rettere kvinde, men det hedder det som bekendt ikke). F.eks. dengang jeg skulle kommentere den danske afstemning om euroen på BBC og CNN, og blev nødt til at amme på en sidegade i Indre By, mens babysitteren stod og ventede med klapvognen, så jeg kunne cykle i lyntempo tilbage til Christiansborg, og babyen på 11 måneder kunne blive fragtet hjem.

Eller dengang jeg sagde ja til at kommentere på det franske præsidentvalg for Radioavisen, og tænkte, at mine to ældste børn på dengang otte og seks vel godt kunne overvåge en baby på fem måneder, der lå på en seng i et andet rum langt væk fra telefonen, hvor jeg sad og klogede mig. Jeg tog fejl. Men da bumpet fra den faldende baby og skrigene begyndte i den anden ende af lejligheden var interviewet lige gået i gang, og jeg skulle lige tale i to minutter, før jeg kunne løbe hen og se, om turen gik til skadestuen eller ej.

Det skulle den så ikke, men det føltes som et meget langt interview.

Men helt ærligt. Det klarer man jo nok. Vi er ikke i Darfur.

Mor som irriterende offer

Det klæder virkelig moderskabet rigtig dårligt at iføre sig offerlammets klæder. De færreste i Danmark bliver mødre mod deres vilje, så hvorfor det partout skal iscenesættes som noget svært i stedet for noget af det lykkeligste, man kan forestille sig, fatter jeg ikke.

Nok er det som Erich Fromm har sagt: »Mor-barn forholdet er paradoksalt og i en vis forstand tragisk. Det kræver den mest intense kærlighed fra moderens side, uanset at det er præcist denne kærlighed, der skal hjælpe barnet til at vokse væk fra moderen og blive frit og uafhængigt.«

Men først og fremmest giver moderskabet glæde.

Jeg dør uden dig

Jovist giver det da osse en masse bøvl og manglende nattesøvn, og man kan ikke gå i byen uafbrudt eller rejse hele tiden. Bortset fra, at det kan man da godt, hvis man insisterer og orker. Der findes barnepiger og tålmodige mennesker og børn kan sove hvor som helst. Det er da mere, fordi man ikke selv gider hele tiden at være på, og så er småbørn den perfekte undskyldning for at lave noget andet. Være sammen med dem f.eks.

Her har vi så belønningen, for udover at især mindre børn konstant har det med at sige lige hvad der falder dem ind, hvilket kan være ret rørende, så har de det også med at elske deres mor (og far) ret betingelsesløst, og der kommer så det med sammensmeltningens lyksaligheder. F.eks. får jeg flere gange om ugen en fugtig lille varm arm rundt om min hals og et tilbud som smækkys, mens min fireårige med overbevisning ytrer »jeg dør uden dig, mor.«

Perfekt efter min mening. Hvor finder man ellers den slags uhæmmet kærlighed? Sgu da ikke hos ens ægtefælle, som altid har travlt med at være voksen og arbejde, og som naturligvis hårdt presset godt vil være ved kærligheden, men ikke sådan non stop og hele tiden. Og jo, han vokser jo nok snart fra det, men jeg vil bære varmen og oplevelsen i mit hjerte resten af mit liv.

Så slap dog af

Ikke at man ikke kan skabe problemer for sig selv med sit moderskab. I Politiken skriver en selvbestaltet øko-mor en fast klumme om problemerne med sit grønne moderskab og evige dårlige samvittighed. Uden at hænge denne helt sikre velmenende kvinde ud med navn, faldt det mig alligevel for brystet at hun forleden skrev om, hvor svært det var at være økologisk mor, for hun blev nødt til at smide den tunsalat, som farmor i sin hjertens godhed havde medbragt til familien ud, lige så snart farmor var ude af døren, fordi vi havde at gøre med industriel tun på dåse. Hendes børn kunne ikke komme på den ferie, de gerne ville, fordi flyrejsen var for CO2-krævende. Og pandekager kunne man ikke lige lave, fordi supermarkedet havde udsolgt af øko-æg; og vores blogger satte alligevel bare grænsen ved buræg.

På mors dag synes jeg nok, at man skal sende en tanke (og gerne en skilling) til mødrene i de mange lande i verden, hvor fødsler er noget, man kan dø af. Til de mange lande, hvor nybagte mødre står alene i verden, fordi fædrene er væk eller døde i krig eller af aids eller af en af de mange sygdomme, der rutinemæssigt slår også både mødre og børn ihjel døgnet rundt. Eller til de mødre, der opdrager deres børn i diktaturets og krigens skygge. Eller i uvidenhed og undertrykkelse.

Og så spare på krudtet, når det gælder brok over æg, tunsalat eller fædre, der har glemt D-dråberne eller den rigtige jakke til skovbørnehavens udflugt. Eller WHO's anbefalinger om amning, der giver god mening i mange udviklingslande, hvor modermælkserstatning er alt for dyrt. Kort sagt: vær mødre i glæde eller sorg. Men hold brokkeriet i proportioner i Jantelovens fædreland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer