Læsetid: 4 min.

Hjælp! Der kommer en italiener!

Hvis fodbold udelukkende kredsede om rå muskelkraft, ville tyskerne altid vinde. England ville være nr. 1, hvis hurtighed var i fokus. Og spanierne ville sejre på akademisk forædling og adrætte kombinationer. Men fodbold er et spil, der foregår på tid. Og i tid. Og derfor vinder italienerne ofte
Angreb. Lazios argentiske angriber Mauro Zárate, kæmper sig vej gennem Inters forsvar - en af de få indsatser, der var værd at skrive hjem om efter opgøret i Rom.

Angreb. Lazios argentiske angriber Mauro Zárate, kæmper sig vej gennem Inters forsvar - en af de få indsatser, der var værd at skrive hjem om efter opgøret i Rom.

Alberto Pizzoli

8. maj 2010

Scenen var sat til et fodbolddrama af tegneserieagtige dimensioner på Stadio Olimpico i Rom sidste søndag, da Lazio tog imod titelaspiranterne fra FC Internazionale. Forinden havde Serie A's nummer 17 og 18, Bologna og Atalanta, nemlig spillet uafgjort, og resultatet gav luft til nedrykningsstregen for Lazio, der i halen på en kummerlig sæson endelig kunne føle sig en smule sikre. Og hvad bedre var: Et formodet nederlag til et José Mourinho-mandskab i sit livs topform med billet til Champions League-finalen senere på måneden var ikke alene legitimt i et sportsmæssigt perspektiv. Nej, det ville samtidig betyde exit for Lazios værste rivaler, Roma, som i samme weekend havde kørt Parma over med 2-1. Det er femte gang i træk, at Inter står til at gafle scudetto'en, og heller ikke denne gang sker det uden den obligatoriske konspirationsbuldren i baggrunden.

Efter matchen tordnede Romas præsident, Rosella Sensi, over Lazios alibifodbold, der førte til Inters 0-2-sejr. Kun Mauro Zárate, som i ensom offensiv satte Inters forsvar lapidarisk på prøve, og målmanden Fernando Muslera, som parerede flere af milanesernes skud, var værd at skrive hjem om. Synet af Muslera, der omkranset af et dorskt Lazio-forsvar spjættede i enlig bagtrop, fik Gazzetta dello Sports Luigi Garlando til dagen efter at portrættere keeperen som »den gale japaner ude i skoven, der ikke vil indse, at krigen er forbi«.

Og Sensi var edderspændt: »Efter den her opvisning er det officielt blevet absurd at påstå, at vi har verdens smukkeste turnering,« anførte hun. Selv Inter burde »skamme sig«, og ordet »skandale« blev også brugt. Der var ingen beskyldninger om aftalt spil, men det lå kapslet ind i retorikken, at den historiske forbrødring mellem Lazio og Inter var den pure djævelskab, og at den havde stukket sit grimme fjæs frem dén søndag. Romas direktør, Gian Paolo Montali, hævdede, at »ikke bare Lazio havde tabt, men hele italiensk fodbold.«

Strategiske rgisebasser

Foruden at tænde Mourinhos velturnerede replik efter lang tids radio silence - »Signora Sensi er muligvis født med en guldske i munden, men hun bliver nødt til at give os respekt« - gav Sensis brøl ekko i verdenspressen. For var miseren på Olimpico ikke italiensk fodbold i en nøddeskal? En samling strategiske grisebasser, der korrumperer den rene, angebsivrige fodbolds ve og vel?

I Lazio griner de videre og fortsætter med at kreere spydske bannere. Som råbet lød på curva nord, da Lazios spillere blev præsenteret forud for Inter-matchen: »Lad vær' med at stå i vejen for Inter!«

Visionær kløgt

Er det umoralsk? Måske. Men det er også illusorisk at påstå, at alle andre end italienske tophold spiller uden rationel omtanke og strategisk kompetenceoptimering. Tag nu semifinalen for nylig mellem FC Barcelona og Inter, der som bekendt sendte italienerne videre til finalen mod Bayern München. Hvad var værst? Thiago Mottas vildfarne hånd, der gav Inter-forsvareren et rødt kort og straks stod som sindbilledet på støvlelandets sportslige kynisme? Eller var det Sergio Busquets hysteriske kolbøtter i græsset og hænder for et ansigt, han tydeligvis ikke havde slået synderligt, til ære for dommerens (retfærdige) jurisdiktion?

I Italien kalder de det furbizia, som betyder noget i retning af 'snilde' eller 'visionær kløgt'.

Furbizia er flowsportens lakuner: taktiske frispark, abrupte hjørnespark, tidsforhaling og verbale provokationer. Furbizia er en praksisfilosofi om fodbold som kunsthåndværk - techne, som de gamle grækere sagde. Den teknik handler ikke bare om at hylde 'idéen' fodbold, men endnu mere om at beherske dens materiale. Hvis fodbold udelukkende kredsede om rå muskelkraft, ville tyskerne altid vinde. England ville være nr. 1, hvis hurtighed var i fokus. Og spanierne ville sejre for evigt, hvis det hele stod og faldt med akademisk forædling og adrætte kombinationer. Men fodbold er et spil, der foregår på tid. Og i tid. Og derfor vinder italienerne ofte. For et par år siden så jeg en kamp mellem Irland og Italien. De irske fans gik ud efter friske fadøl i pausen. De italienske fans rykkede sig ikke en tomme. De havde travlt med at kigge fjenden ud.

Inters kynisme

Vi har vænnet os til, i en sentimental og selvforglemmende gestus, at sætte et skot mellem spillet på grønsværen og fodboldens 'pauser'. Altså mellem stage og backstage. Sådan er det ikke i den italienske furbizia, der netop forstår at udnytte sportens ambivalente og nervøse konflikter til egen fordel. Her er det ikke boldens graciøse svæv fra station til station, der er afgørende - som i billedet af den spanske midtbane - men derimod alt det, som ikke inkluderer bolden. For italienske hold handler det ikke om at kontrollere modstanderen, men snarere om at destabilisere hans spil.

Kig igen på Inter mod Barcelona: Spanierne dirigerer sig selv frem i bølger med højt genpres og total boldbesiddelse, hvorimod italienerne spiller med lavt genpres, en defensivt orienteret 'lav 10'er' og næsten ingen boldbesiddelse. Tilsvarende lærer italienerne tidligt, at furbizia ikke bryder reglerne, men udnytter dem maksi- malt.

For så vidt er Serie A den ægte gesandt for fodboldens materialebeherskelse og kunsthåndværk. Reglerne i fodbold er jo ikke, at man ikke kan begå frispark, men at man ikke kan lave frispark og fortsætte med at spille.

Netop. Og i den afbrydelse excellerer furbizia. Inklusiv Inters kynisme, Lazios ladhed og Romas backstage-bulder. Imens fortsætter medierne med at reproducere myterne og hyle med i latent dovenskab - italienere er svin, tyskere er kedelige, og spaniere er små guder - for furbizia vil altid være pisseirriterende for nogle og visionær klogskab for andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu