Baggrund
Læsetid: 3 min.

Den ikke-hvide krops 'naturlighed'

Der var en tid, hvor Politiken skrev begejstret om inderes 'abeagtige behændighed' og forklarede, hvordan kirgisere, der blev udstillet i Zoo, foretrak farverigt tøj, fordi deres øjne var mindre udviklede end vores. Og den tid er ikke helt så langt væk, som man måske skulle tro
Moderne Tider
7. maj 2010

»Jeg har for eksempel haft en oplevelse, hvor vi sad nogle stykker og ventede, og der var en, der spurgte, om jeg ikke kunne danse og underholde lidt, når nu jeg var fra Afrika«. Sådan udtrykte en anonym kvinde med afrikansk baggrund i en artikel i Information i sidste uge sine oplevelser af at have sort kropstegn i dagens Danmark. Udsagnet blev i situationen slået hen som - og var måske også ment - humoristisk, men det affødte alligevel ubehag hos kvinden, at hun i den grad blev talt frem som en, der har bestemte egenskaber på grund af sin hudfarve og oprindelsesområde.

Denne type af opfattelser af ikke-hvide folk som havende iboende 'naturlige' karaktertræk og færdigheder har en lang historie i Danmark. I år 1900 kunne man eksempelvis læse i Politiken, at forklaringen på, at kirgiseres telte og beklædningsgenstande var ekstraordinært farverige, kunne findes i, at kirgisernes øjne var mindre udviklede end danskernes:

»Farvebrogede og farvemættede er Omgivelserne i det hyggelige Rum, thi stærke Farver, ofte grelt sammenstillede, tiltaler det lidet udviklede og lidet 'kultiverede' Menneskes Øje. Hans Nerver er ikke saa modtagelige som vores, stærke skal Paavirkningerne være for at gøre Indtryk paa dem.«

Kirgiserne og deres kulørte smag var udstillet i kød og blod til københavnernes fornøjelse. Det foregik i en af de såkaldte folkekaravaner, der i København blandt andet udstilledes i Tivoli og Zoo i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, ligesom samme eller tilsvarende karavaner udstilledes i zoologiske haver i resten af Europa på denne tid. Folkekaravanerne bestod af mennesker og dyr fra eksempelvis Sudan, Indien, Kina og Kirgistan, der levede og optrådte i udstillingsområderne igennem en længere periode og således både blev beskuet i deres (tilnærmede) dagligdag og gennem deres forskellige kunster og performances. Et potent mix af folkeoplysning og underholdning - hvad vi i dag ville kalde edutainment - udgjorde altså udstillingernes logik og styrede iscenesættelserne af dem. Og fixpunktet for de spektakulære etnografiske lektioner var de udstillede menneskers spændende, anderledes kroppe.

Naturlige egenskaber

Disse kroppe blev beskuet og beskrevet indgående af journalister og reportere, så alle danskere kunne lære om de udstillede menneskers mærkværdigheder og sær- egenheder. Hyppigt drejede reportagerne sig om de udstillede menneskers hudfarve og udseendemæssige karakteristika - såsom øjen- og næseform, læbestørrelse og hårpragt - ofte ledsaget af æstetiske vurderinger af de udstillede folkeslags fysiske fremtræden på baggrund af de besete repræsentanter.

Også kropslig kunnen spillede en central rolle, når folkekaravanernes spektakel skulle beskrives og vurderes. Kirgisernes halsbrækkende hesteshows blev beskrevet som helt naturlige for dem, og deres imponerende kastefærdigheder blev forklaret med, at de som naturfolk var fødte mestre udi al slags kaste- og ringspil. Og da Politikens udsendte i 1901 skulle beskrive den indiske karavanes akrobatiske øvelser, var han således fuld af beundring over indernes »fuldkommen abeagtige behændighed, til hvilken man i evropæisk akrobatik næppe finder noget sidestykke«. Indernes balancefærdigheder gjorde uden tvivl indtryk på skribenten, men han beskrev og forklarede det høje akrobatiske niveau ved at henvise til deres 'abeagtighed', som gjorde dem i stand til at udføre gøgl, som ingen europæisk krop kunne opnå at gøre.

Og her er vi tilbage til den anonyme kvinde med afrikansk oprindelse i Informations nylige artikel. Som de udstillede mennesker i Tivoli og Zoo blev hendes ikke-hvide krop til et tegn på en bestemt type færdigheder, som opfattedes som naturgivne for folk med hendes baggrund. Uanset om dette var humoristisk ment, og uanset om folkene, der blev udstillet i Zoo og Tivoli, blev beundret for deres 'naturlige' færdigheder, er det ikke uskyldigt eller uproblematisk at møde andre med den type forestillinger. Når folk med hvide kropstegn forstår ikke-hvide folk som definerede af deres 'natur' eller 'naturlige' anlæg, er der forsvindende kort til racistisk reduktionisme - hvad enten det er gennem venskabelig humor eller folkelig edutainment.

Anne Folke Henningsen er post.doc. på Saxo-Instituttet og arbejder sammen med lektor Rikke Andreassen, Malmö Högskola, på et forskningsprojekt om levende etnografiske udstillinger i Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her