Læsetid: 5 min.

Nu kommer den konservative opposition

At David Cameron blev tvunget til at dele magten styrker hans kritikere på de indre linjer - og lægger dermed op til en grimmere udgave af 'den moderne konservatisme', end den konservative partileder havde ønsket sig
At David Cameron blev tvunget til at dele magten styrker hans kritikere på de indre linjer - og lægger dermed op til en grimmere udgave af 'den moderne konservatisme', end den konservative partileder havde ønsket sig
15. maj 2010

Han er lige blevet ny britisk premierminister, men alligevel valget den 6. maj et nederlag for David Cameron og for hans vision for et koderne konservativt parti i Storbritannien. Han er en hadet forgur i sit eget parti, ligesom Tony Blair var det i Labour. Men i modsætning til Blair har han ikke leveret den jordskredssejr, som kunne sikre ham heltestatus blandt konservartive.

Cameron var hurtig til at erklære sejr og tilbyde Liberaldemokraterne andel i regeringsmagten. Men at han ikke kunne levere noget, der er i nærheden af et flertal, har konsekvenser, som hans konservative kritikere vil være de første til at registrere og reagere på.

Regeringskoalition eller ej - David Cameron står nu over for stigende vanskeligheder i egne rækker. Og det er selve valgresultatet, der har svækket ham. Derfor er spørgsmålet næppe så meget, om han kan regere Storbritannien, men om han kan kontrollere sit parti.

Bag spørgsmålet lurer en større tvivl om, hvilken slags parti de britiske konservative har udviklet sig til.

Vildledende image

Medierne har i vidt omfang købt Camerons påstand om, at partiet har ændret sig fundamentalt under hans ledelse. Men sandt at sige er de forandringer, som er tvunget igennem af Cameron og hans lille hold af fornyere, beskedne og overfladiske i sammenligning med dem, som Blair på-tvang Labour. Nok har de konservative udviklet sig, men det har været i retning af en anden slags modernisering. Snarere end at føle sig mere hjemme med liberale værdier er de på en række område drevet imod en form for illiberalisme, som vil kunne blive vanskelig at indpasse i de britiske værdinormer af i dag - og i de værdier, som tæller for de liberaldemokrater, Cameron nu tilbyder en »omfattende aftale«.

Der er noget vildledende over det bløde og runde image, som Cameron har tilført de konservative. Hvis slagordet
Big Societyhar noget indhold, er det som kodesprog for en nedskæringspolitik mod den offentlige sektor, som vil overgå selv Margaret Thatchers vildeste drømme. Samtidig er Camerons accept af, at samfundets mainstream også skal omfatte homoseksuelle medborgere og singleforælderfamilier, blevet stadig mere nedtonede. Fra som udgangspunkt at anerkende, at de konservative må favne det mere liberale Storbritannien, som er en realitet i dag, er Cameron hoppet med på at udbasunere det hysteriske nonsens om
Broken Britain.

Et flakkende kompas

At Camerons moralske kompas flakker, er indlysende. Men hans gennemskuelige positurer som en leder, der accepterer det liberale Storbritannien er langt mindre foruroligende end det snæversyn, som nu vinder terræn i partiet. Der er nemlig ikke blot tale om et tilbagefald til fortiden. Intolerance har altid eksisteret i Tory-partiet, men de militante tendenser, vi nu ser, repræsenterer noget nyt.

Det lange efterchok fra Thatcher-tiden har forvandlet de konservative til noget, der ligner et parti på den gamle venstrefløj - intenst ideologisk, massivt splittet i fraktioner og altid på vagt over for forræderi. Nogle af disse spændinger udspringer af personlige rivaliseringer og ambitioner, men en vigtigere kilde er den radikalisering, som er sket i bredere lag i partiet.

Det kan indvendes, at man også kan gøre et for stort nummer ud af konservative kandidater, som prædiker om ægteskabets hellige status eller lader skinne igennem, at de anser homoseksualitet for en vederstyggelig synd.

Ikke desto mindre er kristen fundamentalisme utvivlsomt blevet en voksende magtfaktor i partiet - en tankegang, som har meget til fælles med den 'teo-konservatisme', som har splittet og lammet republikanerne i USA.

Kontinental populisme

Nok havde tidligere tiders toryisme stærke bånd til Church of England, men de afspejlede et syn på den kristne tro som en del af kulturarven. Af hensyn til partiets enhed og den sociale sammenhængskraft blev trosspørgsmål sjældent taget op. Det var den fredelige sameksistens, ikke den fundamentalistiske vished, der blev dyrket og værdsat. I dag, hvor Storbritannien er desto mere pluralistisk, ville denne tilgang være desto mere relevant og berettiget end nogensinde. Beklageligvis findes den gamle borgerligt-skeptiske konservatisme, som inkarnerede denne 'lev-og-lad-leve'-holdning, knapt nok i dag.

Hvis de konservative kæntrer over i retning af fundamentalisme efter amerikansk forbillede, risikerer de at blive marginaliseret. Dette er da også grunden til, at teo-konservatismen, skønt den øver stærkere indflydelse end tidligere, næppe vil blive nogen seriøs kraft i britisk politik. En mere realistisk fare er fremvæksten af en populisme i stil med den, som har udviklet sig i Holland. For Geert Wilders og afdøde Pim Fortuyn er et liberalt samfund ikke det samme som et åbent samfund. Deres europæiske populisme stiler efter at påbyde en ganske bestemt fortolkning af liberale værdier. Og at udelukke enhver - som det mest iøjnefaldende: religiøse minoriteter - der måtte have svært ved at acceptere deres fortolkning af, hvad frihed betyder.

Når masken falder

Det er ikke svært at forestille sig, at de britiske konservative kan finde på at anslå sådanne takter i den tid, der nu kommer efter valget.

Der har allerede været uro i partiet over den gensidige forståelse, som Cameron har tilbudt Liberaldemokraterne, bl.a. har det indflydelsesrige konservative tidsskrift The Spectator i skarpe vendinger advaret imod at nedsætte en kommission til undersøgelse af en valgreform.

Derfor vil det ikke være overraskende, hvis Cameron søger at formilde sine kritikere ved at stå stejlere på den konservative holdning til Europa, indvandring og 'traditionelle værdier'.

Når den intetsigende moderniseringsmaske under indtryk af begivenhedernes pres falder, vil det konservative parti, som dukker frem, efter alt at dømme tage sig meget anderledes ud end det moderne og liberalt orienterede parti, som Cameron lovede.

Hans regeringsdannelse har fundet sted midt i en finansiel malstrøm. Han vil være tvunget til at gennemføre nedskæringer, som selv de konservative, der er stærke i deres tro på en reduceret stat, vil finde vanskelige at sluge, og skatteforhøjelser, som hans parti vil føle bitter modvilje imod. På disse vilkår kan en eftergivenhedsstrategi over for hans partis militante tendenser vise sig som den mindst vanskelige udvej.

Hvordan processen vil udmønte sig mere præcist, er fortsat uigennemskueligt, men resultatet tegner til at blive en grimmere form for 'moderne konservatisme' end Tory-lederen kunne have forestillet sig. Det er ikke desto mindre det parti, som Storbritannien står foran at blive regeret af. Om Labour i opposition og Liberaldemokraterne i regering kan finde på noget for at afværge et så nedslående udfald, er et åbent spørgsmål.

John Gray

Jon Gray, født 1948, er filosof og professor emeritus i europæisk tænkning ved London School of Economics.

© The Wylie Agency og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sonja Bautz

Sektion : Morderne tider

Artikel : Nu kommer den konservative opposition

Jeg håber at andre kan se komikken.

Heinrich R. Jørgensen

Øv, jeg håbede det drejede sig om det danske konservatives bagland, der langt om længe tog sig sammen til at detronisere deres talentløse partitop...

Curt Sørensen

John Gray, der måske til manges overraskelse er værdikonservativ, er samtidig en af de mest skarpsindige kritikere af den modene udvikling ( se f.eks. hans 'False Dawns,. The Delusions of global Capitalism'. Jeg er som socialist ingenlunde enig med Gray, men han er fænomenal, en formidabel og agtværdig modstander og en skarp samfundskritiker. Hans analyse af Camerons opsminkede konservative parti er fremragende. Desværre har de danske medier -med TV stationerne i spidsen- generelt købt hele Camerons skuespil. Desværre, og mere alvorligt, har en del af de britiske vælgere gjort det samme.