Læsetid: 6 min.

Læser spørger: Hanne-Vibeke Holst

Hvordan kan man blive andet end feminist, når man er en rimelig begavet kvinde, der blev født ind i patriarkatet og hurtigt gennemskuede, at det ene køn havde højere status end det andet, spørger forfatteren Hanne-Vibeke Holst
Digtning. Hanne-Vibeke Holst mener, at hun hverken besidder det lyriske temperament eller det lyriske talent, der fordres af en poet.

Digtning. Hanne-Vibeke Holst mener, at hun hverken besidder det lyriske temperament eller det lyriske talent, der fordres af en poet.

Bo Amstrup

15. maj 2010

Hvordan har du det med spekulationerne om, at du klynkede dig til De Gyldne Laurbær?

Haha! Hvis det skulle virke at klynke, havde jeg nok fået de laurbær noget før, for allerede for flere år siden luftede jeg en vis forbitrelse over, at de var gået min næse forbi. Dog har jeg senere ydmygt måttet sande, at først når man har gjort sig fortjent til hyldest, får man den. Så svaret er, at man ikke kan tvinge nogen til påskønnelse. Ligesom man hverken kan forvente eller forlange at blive elsket.

Hvorfor blev du feminist?

Det lange svar kan man få ved at læse min (feministiske) selvbiografi Min mosters migræne. Det korte svar er: Hvordan kan man blive andet som en rimelig begavet kvinde, der blev født ind i patriarkatet (i 1959) og hurtigt gennemskuede, at det ene køn havde højere status end det andet? Selvfølgelig fik man kællingesplinten i øjet, selvfølgelig blev det den store undren: Hvorfor har mænd magten? Fulgt af spørgsmålet: Hvordan får vi emanciperet kvinden - og for den sags skyld manden? Så det var kønnet, man slog sig på fra begyndelsen - denne skævhed i de to køns udfoldelsesmuligheder, indignationen over uretfærdigheden; frustrationen over, at kvinder blev betragtet som lutter krop (følelse), mens manden repræsenterede hovedet (fornuften). Siden er meget forandret, kønsrollerne er blevet mere flydende, frem for alt er fædrene blevet knyttet tættere til afkommet, men i bund og grund lever vi stadig i en mandsdomineret, patriarkalsk kultur. Så nye feminister m/k kan begynde her!

Tror du, at forfattere kan ændre noget ved udlændingedebatten i Danmark? Hvad har I - efter din opfattelse - fået ud af jeres undsigelse af Dansk Folkeparti?

Spørgeren må tænke på den gruppe af bl.a. forfattere, der kaldte sig 'De 12' og som tilbage i 2005-2006 kritiserede tonen i udlændingedebatten. Vi tog især et opgør med Dansk Folkepartis fremmedfjendske retorik og VKR-regeringens stramme udlændingepolitik, ligesom vi kritiserede de umenneskelige forhold for asylansøgere, der er stuvet sammen i de danske asyllejre. Hjalp det så? Skete der noget som helst? Pia Kjærsgaard ville sige nej, der skete ikke en hujende fis, det var bare en flok opblæste elitekunstnere, der skulle ud at markere sig. Men jeg er faktisk ret overbevist om, at det lykkedes os at få ført en dissens til protokols og at få formuleret en protest over det værdipolitiske højreskred, som både DF og Anders Fogh Rasmussens regeringer har ansvaret for. I hvert fald oplevede vi, at mange danskere ikke alene var enige med os - mange tusind mødte eksempelvis op til den 'tolerancefest', der blev afholdt på Bispetorv i Århus. Vi oplever også en udtalt lettelse over, at nogen omsider satte ord på den sorgfyldte følelse af tab af de 'danske værdier', tolerancen og humanismen, som vi i gamle dage var enige om at dele. Så jo, jeg mener absolut, at forfattere kan påvirke debatten om udlændingepolitikken - og enhver anden debat for den sags skyld - om end vi ikke kan ændre politikken, i det mindste ikke over natten.

Kunne du nogensinde forestille dig at skrive en digtsamling?

Forestillingen om at være digter kunne jeg sagtens blive henført af. Som ung skrev jeg faktisk mange digte, mest for at imponere min far og min kæreste, tror jeg. Og måske kunne jeg også som ældre eller gammel finde på at gå i sådan en slags haiku-mode, hvor alt overflødigt er skrællet fra. Der kommer jo en tid i ethvert menneskes liv, hvor man kun ønsker sig enkelhed, ikke? Men selv om jeg af og til dagdrømmer om at skrive helt minimalistisk, så teksten bliver prunkløs som en hvidkalket klostercelle, ved jeg udmærket, at det ikke holder. Eftersom jeg har erkendt, at jeg først og fremmest er storyteller med hang til at udfolde fortællingen. Desuden besidder jeg hverken det lyriske temperament eller det lyriske talent, der fordres af en poet. Så det bliver nok ikke til noget med at skrive digte - og da slet ikke hele samlinger!

Har du nogensinde overvejet at gå ind i politik?

Ja, flere gange. Især omkring årtusindskiftet var jeg meget fristet. Jeg har altid været engageret i politik, og mine år (som medfølgende hustru) i Moskva og Bruxelles skærpede interessen. Samtidig var jeg stærkt fascineret af den flok af unge kvinder, der var en del af den sidste Nyrup-regering, bl.a. Lotte Bundsgaard, Margrethe Vestager, Elsebeth Gerner Nielsen, Anita Bay Bundegaard, og fulgte dem tæt. Egentlig tror jeg, at jeg skrev Kronprinsessen som en slags afklarende sondering af, om politik kunne være noget for mig. Det fandt jeg så ud af, at det ikke kunne. Ikke fordi jeg var skræmt af magtspillene, og igen kommer kønnet på banen som en væsentlig faktor, men fordi jeg indså, at jeg ikke er holdspiller. Jeg er solisten, der ser de store linjer. En klassisk gratist, der er mere interesseret i ideologiske diskussioner end i at udføre det kedelige, lovforberedende rugbrødsarbejde i råd og udvalg. Dertil kommer, at jeg nok heller ikke er den store strateg. Så igen, jeg mangler talent!

Hvad er den værste beskyldning, du har været udsat for?

Årh, jeg er blevet kaldt mange slemme ting gennem tiden. Og her må jeg lige minde om, at betegnelsen 'feminist' ofte bruges som skældsord! De fleste fornærmelser er prellet af, men jeg husker endnu ubehaget ved at blive udråbt som 'dum' i Ekstra Bladet. »Dumheden er hendes styrke,« lød rubrikken, jeg husker den ordret! Og så handlede kommentaren om, hvor ubegavet og simpelthen dum jeg var, og hvor meget jeg altid skulle hive min far, forfatteren Knud Holst, »den nedgroede negl«, op af hatten. Det var alt sammen noget fordrukkent vrøvl, men det generede mig, at den anonyme skribent, hvis identitet var mig særdeles bekendt, notorisk var en mandschauvinistisk narrøv. Hvordan kunne den mand tillade sig at svine nogen til på den måde? Ikke så længe efter skandaliserede han sig selv eftertrykkeligt, så karmahammeren faldt heldigvis, og den faldt tungt.

Når man ser dig på skærmen, virker du meget selvsikker - er du det, og har du altid været det?

Gør jeg det? I givet fald er det ren professionel facade. Måske er det den tilsyneladende selvsikkerhed, der kan virke provokerende på nogen? Jeg føler mig ellers ikke særlig selvsikker - snarere og i stigende grad selv-usikker! Når jeg tænker tilbage, husker jeg mig selv som mere kæk, mere skråsikker og mindre tvivlende. Men når jeg så tænker på, hvordan det var at være 25 eller 35 og stå der i karnappen og stirre melankolsk ud i regnen, husker jeg, at jeg også dengang led under stor tvivl om, hvem jeg var, hvad jeg kunne, hvordan jeg skulle finde min plads i tilværelsen. Dog har jeg nok på trods af usikkerheden, som jeg vel deler med de fleste, en grundlæggende tiltro til mig selv, en fornemmelse af egen styrke og livsevne. Hvad angår tvivlen har jeg, selv om den er besværlig, lært at betragte den som en nådegave. Livet bliver rigere, når det kan betragtes fra flere sider.

Næste uge: Erik Meier Carlsen

Carlsen har sammen med Markus Uvell netop udgivet 'Folkhemspopulismen - en bok om Sverigesdemokraterne'. Sidste år udgav han 'Schlüters epoke' som den seneste af en række bøger om konflikterne i dansk politik og den danske velfærdsstat.

Send dit spørgsmål til , så vi har det senest tirsdag kl. 12

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu