Igennem længere tid har jeg været i tvivl om, hvor lesbisk jeg egentlig er. Ikke på måske-jeg-snart-skal-have-noget-pik-kontoen. Men mere, hvor meget identitet gider jeg køre ind over lige præcis den her del af firmaet. Der er jo så meget andet, man også er. Sur f.eks. Musikinteresseret. Og rejseglad. Så det skal da blive helt spændende, tænkte jeg, da der kom en invitation til at spille til L Beach - den største lesbiske festival nogensinde i Europa - ind ad døren. Kan jeg mon holde ud at blive lukket inde i kategorien i hele 48 timer - sammen med 4.500 andre forbundsfæller - eller hvad siger man. Søstre? Nej det siger man fandme ikke længere. Tænk, at de har rendt rundt på Femø og lignende og råbt 'hej søster' - og så stadig gramset på hinanden om aftenen - i lejrbålets skær. Vildt, hvor politisk ukorrekt det egentlig er. Top incestuøst.
Man ved, hvorfor man er her
Nå, men jeg + kæreste tog af sted til det tyske i en af de helt store askeuger, hvor togene var proppet med desperation og folk, der var vokset sammen med deres kuffert i et eller andet holdepunkt i civilisations breakdown. Vi ankom som planlagt til et helt klassisk tysk ferieparadis, der er anlagt flere steder langs deres begrænsede riviera. Strandhoteller i alle prisklasser, temarestauranter, vandland og shopping-arkade. Minigolf, minitivoli og minizoo. I disse forrygende omgivelser har gode kræfter så brugt år på at planlægge en gigantisk lesbisk festival med workshops, biografer, konkurrencer, miss wet T-shirt, oilwrestling og selvfølgelig alt, hvad der kunne kravle og gå af musikalske tilbud med stærkt kvindeligt indhold. Her er alt fra tyske F Faktor-vindere i blød hat, butterfly og seler. Følsom sing-a-song-write fra Paris. Dansecrews. Punkbands, elektroacts. Noget Grand Prix. Noget jamband. Noget seriøs røvballe. Og så mig. Den kvindelige dj. Den kvindelige skribent. Den kvindelige myte om, at vi bliver brugt og booket og googlet - fordi vi er dygtige - vores køn underordnet. En dejlig ting ved L Beach er, at man i det mindste ved, hvorfor man er der. Du er lebbe, du kan spille, fint - kom lige herned.
Den magelige lesbiske kliché
Vi blev indlogeret af sød guide, hvis hund blev væk under indtjekningen. Helt kåd var den. Love and x-kromosomer in the air. Total forvirring og så meget optjent energi. Det her er Roskilde Festival gange 200 for selv aldrende damer, der har købt billet et halvt år før og sat den på køleskabet og kigget hver vintermorgen med sug i maven. Først sad vi bare på altanen og gloede. I fire stive timer. Udsigten var så dejlig paradoksal. Et fint lille udsnit af verden, som altid når det er seksualitet, der sætter dagsordenen. Jeg ved ikke så meget om semiotik, men jeg tror, jeg talte samtlige koder. Alle tænkelige tegn. Høj, lav, døv, smuk, crazy, tilbageholdende og så videre og så videre. Skolelærer ved siden af gymnasieelev. Hustler ved siden af fængselsbetjent. Hellerupansigt og Amagerrøv. Der var selvfølgelig en særlig afart provins-dykes i flok. Fagforeningskammerater. Fodboldhold. 'Veninder'. 20 kilo for meget. Tofarvet hår. En bajer i den ene hånd. En pølse i den anden. Den magelige lesbiske kliché. Kødmarked ad libitum.
En verden, der ikke findes
Mens vi sad der, og damerne langsomt blev fulde, og der var latter på den ene altan og drama på den anden, besluttede jeg mig for at gå - all in. Der var lidt indre modstand - måske fordi jeg stadig synes, det er lidt klamt. Jeg har været med i alle tænkelige damefællesskaber i de sidste 15 år, alt inklusive sportsugen på Femø, Kvindehuset, Dameulove, Vela, Jolene bar, de vildeste veninder - you name it. Kvinde, kvinde, kvinde. Men der ligger en god bund selvhad nedenunder det meste. Som når man kommer ned i fitnesscentret, og døren til stram-op timerne blæser op af østrogen. Jeg vægrer for mit ansigt med mine arme.
Nå, vi gik med oprejst pande over til junglerestauranten og hvor der er svingende aber og tjenere i fuldt safarioutfit, som ligesom understregede hele voyeur-feelingen. Alle tjekker hinanden ud. Vi bestilte mere glosuppe og gik forbi den absolutte største attraktion på hele festivalen. Måske hver anden dame, der har indløst billet, har gjort det på grund af tilstedeværelsen af Leisha Haley. Kendt for sin rolle som Alice i den amerikanske tv-serie L Word. Den serie er vores Sex and the city. Vores Mad Men. Vores Godfather. Og jeg har ikke set lignende fanhysteri. Folk gik amok. Autografer. Bodyguards og den der helt specielle følelse, når noget uvirkeligt bliver til virkelighed. Leisha Haley er lesbisk og med i et band, der headlinede festivalen. Bandet var helt sindssygt dårligt. Tårekrummende collegerock på en stor scene, de slet, slet ikke kunne fylde ud. Men folk var ligeglade. Det var Alice, der stod deroppe og svingede med bassen. Og nogle gange må man, med et Inger Christensen citat »skabe en verden, der ikke findes, for at den findes«. Jeg havde en fantastisk weekend. Dansede med Hollywoodstjerner og gamle kraner nede på Bodegaen i shoppingarkaden. Blev helt opløftet ind i kategorien. Havde lyst til at råbe. Havde lyst til mere. Kom tilbage!
Maria Gerhardt har hidtil skrevet i Information under pseudonymet Djuna Barnes
