Læsetid: 5 min.

'Måske skulle vi smile lidt mere, når vi betaler vores skat'

Dagpengene er i mere end hundrede år blevet fejret som en succeshistorie, men de bliver stadig mere kulisse og mindre indhold ...
Dagpengene er i mere end hundrede år blevet fejret som en succeshistorie, men de bliver stadig mere kulisse og mindre indhold ...
29. maj 2010

For seks år siden erklærede han sin kærlighed til det danske dagpengesystem. I denne uge kom han til at ligne en modstander af det:

»Lige nu høster vi frugterne af et højt skattetryk,« sagde Claus Hjort Frederiksen med henvisning til dagpengesystemet, da han som beskæftigelsesminister i 2004 holdt tale på Dansk Metals Arbejdsmarkedskonference. Han understregede, at regeringen stadig arbejdede på at få skatten ned: »Men det må aldrig ske på bekostning af fleksibiliteten på arbejdsmarkedet,« fortsatte han:

»Skattelettelser skal ikke hentes ved at skære i de sociale satser. De er en væsentlig del af forklaringen på vores fleksible arbejdsmarked. Så måske skulle vi alle sammen smile lidt mere, når vi betaler vores skat. Den er med til at ruste os til fremtiden.«

I 2010 er Hjort Frederiksen finansminister, og nu har han valgt at halvere dagpengeperioden fra fire til to år. Det sker efter en periode, hvor afstanden mellem lønnen for dem, der er i arbejde, og dagpengene for dem, der er uden for arbejde, er blevet så stor, at de færreste har råd til at miste deres job.

Fagbevægelsen kalder denne uges indgreb mod dagpengene for et voldsomt angreb på det fleksible arbejdsmarked, fordi fleksibiliteten bygger på, at folk garanteres dagpenge som tryghed, mens arbejdsgiverne garanteres muligheden for at hyre og fyre.

»Når man halverer dagpengeperioden, halverer men sikkerhedsnettet,« siger Morten Kaspersen, leder af 3Fs a-kasse. Han mener, at fagbevægelsen vil være nødt til at kræve andre former for sikkerhed i ansættelsen.

Man har allerede set de første tiltag i den retning. I overenskomstforhandlingerne mellem DI og CO-industri i februar blev det aftalt, at arbejdere, der har været ansat i mindst tre år, får en godtgørelse, når de bliver fyret, som kompensation for de lave dagpenge.

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs, mener ikke, at det fleksible arbejdsmarked er truet:

»Vi fastholder, at fleksibiliteten betyder, at der er bevægelse på arbejdsmarkedet. Vi øger fokus på, at folk kommer i beskæftigelse inden for to år,« siger hun.

En lejr for dovenskab

Der står kampen om dagpengene i dag, men den startede for mere end 100 år siden. Da Rigsdagen i 1907 vedtog loven om arbejdsløshedskasser, havde diskussionen allerede bølget i den danske offentlighed i mange år. Startskuddet kom med de første arbejdsløshedskasser efter den franske revolution i februar 1848, hvor Paris havde genlydt af kampråbet om retten til arbejde »droit au travail«.

Ikke alle var begejstrede for ideen, hvilket fremgår af Bent Jensens historiske gennemgang i bogen Arbejdsløshedsforsikringsloven. Den førende konservative avis Berlingske Tidende skrev i 1848 om de franske arbejdsløshedskasser:

»... en lejr for Dovenskaben og stedsevarende Oprør, hvor enhver Eventyrer var vis på at finde Bifald og Kammerater til sine vildeste Planer«.

I Danmark blev det ved diskussionerne. Endnu var der relativt få industriarbejdere herhjemme. Vi skal frem til 1883, før typograferne oprettede den første landsdækkende arbejdsløshedskasse. Omkring århundredeskiftet havde fagforeninger og fagforbund etableret understøttelseskasser, der dækkede omkring 30.000 medlemmer, og i 1896 kom de første forslag fra den socialdemokratiske gruppe i Rigsdagen om, at staten skulle yde finansiel støtte.

Socialdemokraterne argumenterede for, at arbejdsløshed var et samfundsskabt onde, den enkelte arbejdsløse ikke havde noget individuelt ansvar for.

Flere partier var bange for, at offentlige midler til kasserne ville styrke fagbevægelsen i dens arbejdskampe, som der var mange af i perioden.

I foråret 1907 lykkedes det, efter nogle økonomisk gode år, samtlige partier i Rigsdagen at blive enige. Med Venstres Sigurd Berg som ansvarlig indenrigsminister vedtog man loven om statslig støtte til arbejdsløshedskasserne på betingelse af, at kassernes økonomi holdtes strengt adskilt fra fagforeningerne og de faglige kampe.

I samme båd

I de første år frem til 1914 blev praksis, at stat og kommune finansierede 48 procent af ydelserne og de faglige organisationer resten. A-kasserne blev hurtigt en succes.

Efterfølgende har den største forandring af systemet været, da staten med reformerne i 1967 gik ind og tog en større del af risikoen ved øget arbejdsløshed. Det betød, at alle nu betalte det samme i a-kassebidrag, uanset om de tilhørte et fag med stor eller lille risiko for ledighed.

»Det var det samme som at sige: Vi er alle i samme båd. Der blev Danmark et velfærdssamfund ligesom Sverige,« siger Asbjørn S. Nørgaard, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.

Siden sidst i 1960erne har princippet været, at dagpengene skulle være en forsikring mod utilsigtet og kortvarig arbejdsløshed. En indkomsterstatning til folk, der mistede arbejdet.

»Det princip bliver udfordret nu,« siger Asbjørn S. Nørgaard.

Først og fremmest fordi forskellen mellem maksimum dagpenge og folks realløn for mange grupper er så stor, at de ikke kan klare deres faste udgifter, hvis de skal gå fra løn til dagpenge. Det betyder, at dagpengene siden 1980erne er blevet stadig mindre attraktive.

Den værste krise er ovre

I 1993 kom Socialdemokratiet til magten efter 11 år med borgerlige regeringer. De følgende år blev dagpengereglerne strammet i takt med bedre konjunkturer og øget behov for arbejdskraft. I første omgang blev dagpengeperioden nedsat til syv år, og frem mod 2001 vedtog man en række arbejdsmarkedsreformer, der forkortede perioden til fire år. Når regeringen i dag foreslår at halvere dagpengeperioden, ligner det altså de tiltag, som socialdemokraterne foretog under Poul Nyrup Rasmussen.

Men Morten Kaspersen, leder af 3Fs a-kasse, mener, at tiden er en anden i dag. Hvis man skulle have diskuteret en halvering af dagpengeperioden, burde det være sket under opsvinget. Han fortæller, at der i øjeblikket er 35 ledige 3Fere om hvert muligt job. Hvis den situation fortsætter, risikerer regeringens forslag at sende mellem 10-20.000 mennesker fra dagpenge til kontanthjælp.

»Folk sendes jo ud i ingenting, for der er ikke noget arbejde at få. At gøre det nu er det ondeste tidspunkt, man kan forestille sig,« siger Morten Kaspersen.

Det afviser Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs.

»Der er tale om det helt rigtige tidspunkt, fordi ledigheden er holdt op med at stige, den værste krise er ovre, og vi kan se en spirende vækst,« forklarer hun.

Ulla Tørnæs henviser desuden til, hvordan også de økonomiske vismænd, OECD og Arbejdsmarkedskommissionen har anbefalet halveringen af dagpengeperioden.

»Det er jo ganske få ledige, der er fire år i dagpengesystemet,« siger Ulla Tørnæs.

Hvordan kan det så være, at man kan spare 1,5 milliarder kroner?

»Det må du ikke spørge mig om. Jeg kender ikke forudsætningerne for beregningerne,« svarer Ulla Tørnæs.

Tror du stadig, vi har dagpengene om 100 år?

»Ja, fordi det er så grundlæggende for at sikre fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, og dermed bidrager det til den danske konkurrenceevne,« siger Ulla Tørnæs.

Dagpengnefakta:

2010-2013: Reduktionen af dagpengeperioden fra fire til to år giver, ifølge regeringens beregninger, en besparelse på 0 kroner i 2011, 300 millioner kroner i 2012 og 1,5 mia. kroner i 2013.

Maksimum dagpenge er i dag for fuldtidsforsikrede 752 kroner om dagen. Det giver omkring 16.500 kroner om måneden før skat.

I 2009 modtog knap 100.000 personer dagpenge enten som ledige eller aktiverede. Af disse havde godt 8.700 modtaget dagpenge i mere end to år. I dag er antallet af ledige dagpengemodtagere vokset til knap 130.000.

1982-2004: Dagpengene falder 25 procent i forhold til lønnen for en gennemsnits-LO-arbejder. I dag svarer det maksimale dagpengebeløb for en ledig 3Fer til lidt over 60 procent af den oprindelige løn.

1993-2001: Perioden skæres fra ubegrænset til fire år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

martin sørensen

besparelse i form af vindfrigideller og sky sovs, nej hvad sker der nu? jo hele det danske arbedsmarkdet vil nu indrette sig på de "nye tider", med den 2 årige dagpenge periode hvilket betyder at opsigelses varslet det bliver minst fordoblet, og der vil komme opsigelses godtgørelser ind i den danske overenskomst, dette giver et precist lige så stift og uflexibelt arbedsmarkdet som vi ser i resten af EU. nej DUMT DUMT OG ATTER DOBBELT borgerligt dumt var det at halvere dagpenge retten,

For hvad sker der nu, jo bankerne, de bliver nødtil at hæve renten for at kompencere for den forøgede riciko det er at give lån, når der nu kun er en 2 årig dagpenge periode, jo forsikrings selvskaberne de vil få kronede dage for at lave tillægs forsikriger der forlænger dagpenge perioden som tillæg til en låne forsikering. jo bankerne vil tage sig ganske godt betalt for den større riciko som de nu skal tage ved at tegne et lån til alle normale timelønnede,

faktisk så vil det give måske hele 1-3% dyre lån. for bankens riciko er nu blevet mere end dobbelt så stor,

Peter Hansen

Faktisk er det ikke ganske rigtigt, at dagpengene var ubegrænsede under Schlüter - men dagpengeretten kunne optjenes under aktivering, der strakte sig over 6 mdr. til overenskomstmæssig løn indenfor det fagområde, man var organiseret indenfor. Da man gav køb på disse rettigheder, begyndte glidebanen.

Peter Hansen

I virkeligheden er problemet nok, at man ukritisk accepterer en sammenhæng mellem den enkelte lønmodtagers rettigheder og samfundsøkonomien som sådan.

Niels Østergård

»Det er jo ganske få ledige, der er fire år i dagpengesystemet,« siger Ulla Tørnæs.

Hvordan kan det så være, at man kan spare 1,5 milliarder kroner?

»Det må du ikke spørge mig om. Jeg kender ikke forudsætningerne for beregningerne,« svarer Ulla Tørnæs.

Marianne Mandoe

Nej jeg vil ikke smile. Overhovedet.

Som selvstændig skal jeg først betale 20% i momsafregning, og så 50% af det tilbageværende i B-skat.
Måske er jeg heldig at få noget af min B-skat tilbage året efter, men man skal ikke holde vejret i spænding, for det dør man af.

Hvis mit enkeltmandsfirma tjener 1000 kr så får jeg, efter skat, 400 kr.
Selvfølgelig er der udgifter der skal dækkes, så det er et meget optimistisk regnestykke. Men da jeg sælger ydelser og ikke varer, så er udgifterne til at uverskue.
Det reelle er nok nærmere 320 i min lomme pr hver 1000 kr. jeg tjener.
Staten lever urimeligt fedt af mit hårde arbejde, og 37 timers arbejdsuge er noget der nærmer sig utopi.
Groft sagt kan man sige at jeg har en timeløn på omkring 40 kr, og af de 40 kr betaler jeg de 60% i skatter og afgifter.

Så herfra vil der aldrig komme smil. I hvert fald ikke før det bliver gjort nemmere og enklere at være selvstændig, så man ikkea, ud over arbejde, skal bruge op til 25 timer om ugen på ren administration for det offentlige.

Den eneste fordel er at jeg er min egen chef. Men engang i mellem spekulerer man alligevel over om det er det værd.
Men i det mindste slipper man for aktiverings-hurlumhejet.