Interview
Læsetid: 5 min.

Martin Ågerup

»Jeg ønsker ikke, at mine børn skal blive opdraget til en offertænkning, hvor det er ting derude, som er årsag til min egoisme, mine nederlag og dårligdomme. Se i spejlet, når ting går galt - ikke ud ad vinduet,« skriver CEPOS-direktør Martin Ågerup
Moderne Tider
8. maj 2010
»Jeg ønsker ikke, at mine børn skal blive opdraget til en offertænkning, hvor det er ting derude, som er årsag til min egoisme, mine nederlag og dårligdomme. Se i spejlet, når ting går galt - ikke ud ad vinduet,« skriver CEPOS-direktør Martin Ågerup

Ville du kunne være gift med en, der stemte på Enhedslisten?

Nej, det tror jeg faktisk ikke. Et parforhold handler jo ikke kun om at kunne omgås hinanden. Det handler også om at være nogenlunde enige om de værdier, der skal sætte rammen for familielivet, herunder ikke mindst opdragelsen af ens børn. Bag Enhedslistens vilje til at acceptere en voldsom forøgelse af statens magt over individet, civilsamfundet og markedet gemmer sig en opfattelse af begreber som frihed og ansvar, som er væsensforskellig fra min egen borgerlige opfattelse.

Borgerlige mener, at man selv bærer ansvaret for sin egen livssituation - bortset fra ganske særlige omstændigheder som sygdom og naturkatastrofer. Et venstreorienteret værdigrundlag tenderer imod at betragte sig selv og andre som ofre for ydre omstændigheder. I Enhedslistens principprogram står, at det er kapitalismen, der skaber aggressiviteten og egoismen. Det passer jo ikke. Vi kæmper alle sammen med og imod egoismen, og den vil være der under alle samfundsformer. Jeg ønsker ikke, at mine børn skal blive opdraget til den form for offer-tænkning. At det er ting derude, som er årsag til min egoisme, mine nederlag og mine dårligdomme. For mig hænger frihed uløseligt sammen med et personligt ansvar. Se i spejlet, når ting går galt - ikke ud ad vinduet.

Oplever du, at folk har forudindtagede meninger om, hvordan du er?

Det tror jeg, alle, der er den mindste smule eksponeret i medierne, gør. Det er helt naturligt. Vi mennesker danner os altid forestillinger om det ukendte. For nylig mødte jeg en person, hvis stemme jeg havde hørt i radioen næsten hver dag i årevis. Jeg blev overrasket over hans udseende. Jeg havde simpelthen alene ud fra stemmen ganske ubevidst dannet mig en forestilling om, hvordan han måtte se ud. Det er jo helt skørt.

Højrefløjen har klaget meget over, at de venstreorienterede bestemte det hele i Danmark. Vil du ikke give mig ret, at det ikke mere er de venstreorienterede, som bestemmer i debatten?

Jeg forstår godt, hvad du mener. Men samfundsdebatten er fortsat præget af en stærkt dominerende diskurs eller logik, som favoriserer en venstreorienteret dagsorden. Et eksempel: Hvis en privat virksomhed ikke leverer kvalitet til kunderne, kritiserer man virksomheden. Og det manglede da bare andet. Men hvis en kommunal institution ikke leverer kvalitet, går man straks ud fra, at problemet er for få ressourcer. Hvis kommunerne ikke vedligeholder skolerne, er det synd for dem. Så skal de have nogle flere penge. Men Danmark er i forvejen et af de lande i verden, som bruger flest penge på folkeskolen. Hvorfor kan skolerne ikke finde ud af at vedligeholde bygningerne inden for deres i forvejen meget høje budget? Det falder ingen ind at stille det spørgsmål - ud over CEPOS, altså. VK-regeringen har udvidet det offentlige forbrug med 67 mia. kr. (renset for inflation), så det i dag udgør den største andel af BNP nogensinde. Men i medierne får man det indtryk, at der er blevet skåret ned. Og et flertal af befolkningen tror også, at der er blevet skåret.

Hvornår fandt du ud af, hvad dit politiske ståsted skulle være?

Jeg har været borgerlig lige så længe, jeg kan huske. Jeg skrev politiske essays i folkeskolen fra omkring 12-13 års-alderen, vil jeg tro - indtil en af mine lærere i 9. klasse spurgte pænt, om jeg ikke nok ville lade være. Hun kunne ikke holde det ud længere. Jeg forbarmede mig over hende og holdt mig i skindet resten af 9. klasse. Mine holdninger til mange konkrete spørgsmål har dog ændret sig igennem tiden, for eksempel min holdning til narkopolitik og euroen.

Hvem har ansvaret for de svage i et samfund?

Jeg vil definere de svage som dem, der er ude af stand til at forsørge sig selv. Hvem der har ansvaret for dem, er der forskellige holdninger til blandt borgerlige. Ifølge den klassisk liberale og konservative tænkning ligger ansvaret for dem, der ikke kan forsørge sig selv, primært hos familien og civilsamfundet, for eksempel godgørende institutioner. Socialliberale og socialkonservative mener, at staten skal træde til over for mennesker, der ikke kan klare sig selv, men til gengæld klart afgrænse denne gruppe og ikke yde bistand til borgerne generelt.

Jeg tilhører den sidste gruppe. I TV-Avisen blev det for nyligt påstået, at jeg går ind for at afskaffe alle sociale ydelser. Det er ikke korrekt. Jeg går ind for at afskaffe for eksempel efterlønnen, men det er ikke nogen social ydelse. Jeg ønsker at bevare ydelser såsom kontanthjælp og førtidspension, der er målrettet borgere, som midlertidigt eller permanent ikke er i stand til at forsørge sig selv.

CEPOS går ind for lavere skat. Men hvor meget lavere end nu?

Nu er CEPOS ikke noget politisk parti, hvor alle involverede skal være enige om alting. På kort sigt er de fleste i CEPOS nok enige om, at de største problemer i det danske skattesystem er de skatter, som er mest forvridende - altså dem, der skader vækst og produktivitet mest. Disse skatter skal vi have ned på et niveau, så vi er internationalt konkurrencedygtige. Der er specielt tale om marginalskatten på arbejde, som bør reduceres til omkring 40 pct. for at skabe større incitament blandt danskere til at dygtiggøre sig og yde en ekstra indsats samt for at kunne tiltrække dygtige udlændinge. Endvidere har vi i Danmark en meget høj beskatning af kapitalindkomst. Det er meget skadeligt, fordi det mindsker investeringerne og dermed produktivitet, lønninger og velstand. Det samme gør selskabsskatten, som man også med fordel kunne reducere, især hvis tyskerne gør alvor af planerne om at sænke deres selskabsskat fra 25 til 15 pct.

På længere sigt så jeg personligt gerne en samfundsmodel, hvor velfærdsstaten primært var for dem, der ikke kan forsørge sig selv, og hvor resten af os klarer os med privat finansiering af velfærdsydelser, blandt andet igennem forsikring. Det ville potentielt muliggøre en væsentlig reduktion i skattetrykket - men i første omgang er udfordringen blot at forhindre yderligere skattestigninger. Velfærdsstaten er underfinansieret på trods af verdens højeste skattetryk.

Serie

Læserne spørger

Seneste artikler

  • Læserne spørger: Morten Sabroe

    18. maj 2013
    »Kvindelige litteraturanmeldere, har jeg hørt, skulle være meget tørre. Det gælder også de mandlige. Jeg tror, det var sidste år, at nogle videnskabsfolk gav en mandlig anmelder snorkel og briller på og lagde ham i vandbad i en uge. Da de tog ham op, var han nøjagtig lige så tør, som da de lagde ham i ...«
  • Læserne spørger: Pablo Llambias

    2. marts 2013
    »Jeg tror ikke, at jeg ville blive skudt for mit første kritiske spørgsmål, men jeg ville helt sikkert få internettets kærlighed at føle. Dét er der ikke mange, der kan holde til i længden. Hvad stiller vi op med dén trussel?«
  • Læserne spørger: Carl Pedersen

    22. september 2012
    Carl Pedersen besvarer læsernes spørgsmål
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her