Læsetid: 11 min.

Mere Sune og Ida end Auken

Søskendeparret Ida og Sune Auken har gjort præcis som deres forældre. Sune Auken er doktor i nordisk litteratur ligesom sin far. Ida Auken er teolog og politiker ligesom sin mor. Sune Auken sidder på samme institut som faren; Ida Auken i samme parti som moren. Men det er knap så mærkeligt, som det lyder, mener Sune og Ida Auken selv, for netop når man går i sine forældres fodspor, bliver man tvunget til at finde sine egne veje
Ud af skyggen. Det har været en kamp for både Ida og Sune Auken at få deres egen identitet i offentligheden, siger de. Begge har skulle gøre sig fri af historien om familien og bevise, at de selv er noget.

Ud af skyggen. Det har været en kamp for både Ida og Sune Auken at få deres egen identitet i offentligheden, siger de. Begge har skulle gøre sig fri af historien om familien og bevise, at de selv er noget.

Kristine Kiilerich

15. maj 2010

Sune og Ida Auken går ikke med til et familiebillede. De skal ikke sidde sammen med forældrene ved middagsbordet i villaen i Valby. De vil heller ikke fotograferes sammen med fotografier af deres forældre. Nej. Hælene på Ida Aukens støvler slår i gulvet på en måde, der ikke efterlader tvivl. Sune Auken dukker op lige bag sin søster, han smiler, bakker sin søster op. Man kan hurtigt komme til at ligne en klon af sine forældre.

Især når man som Sune og Ida Auken laver præcis det samme som forældrene. Faren, Erik A. Nielsen, er litteraturprofessor på samme institut, hvor Sune Auken er lektor. Moren, Margrete Auken, er præst og politiker i det parti, som Ida Auken selv sidder i Folketinget for. Hun er i øvrigt også teolog.

»Man skal finde sin egen måde at gøre tingene på, når man bevæger sig på et felt, ens forældre har tegnet så markant i offentligheden,« siger Ida Auken, der har siddet i Folketinget for SF siden 2007 og har et cv, der minder meget om sin mors. Ekstremt meget. Det vil hun gerne fortælle om, men at optræde med fotos af forældrene i Information, dér går grænsen.

»Der er mange, der ender med at gå i deres forældres fodspor; det gør læger, det gør musikere, det gør journalister. Men når forældrene er nogle, der har været med til at tegne feltet meget tydeligt, og folk har meget faste forestillinger om dem, så kræver det noget ekstra at få sin egen identitet. Den eneste grund til, at jeg lader mig interviewe om det igen, er, at jeg efterhånden har slået fast, at jeg er mere Ida end jeg er Auken,« siger Ida Auken, da vi har sat os i et SF-mødelokale på Christiansborg, hvor der står krus med kaffesjatter, og der er halvt udviskede streger på whiteboardet.

Når man er i samme fag som ens forældre - især når forældrene er kendte - så præger det ens muligheder, mener Ida Auken. På godt og ondt. På godt, når den hjælper en til at blive valgt ind i Folketinget, og når den kan få anmelderne til at interessere sig for de bøger, man har skrevet. På ondt, når man skal stå til regnskab for ting, man ikke selv har gjort.

Jeg er den rigtige

»I begyndelsen husker folk en, fordi man har en familiehistorie, de kender, men ikke nødvendigvis for, hvem man er, og hvad man står for. Det er en kamp at få sin egen identitet i offentligheden,« siger Ida Auken.

Sune Auken nikker. Han nikker igen. Han genkender tydeligvis det, søsteren siger.

»Det sværeste har været at bevise hinsides enhver tvivl, at netop jeg var den rigtige til at blive ansat på universitetet, og at der ikke lå noget som helst nepotistisk i det,« siger han. Det har ikke altid været nemt. Især ikke, da man var »i alderen 19 og 24 og ikke var særlig varsom med sin mund«, siger Sune Auken. Hans søster afbryder: »På den måde tror jeg, det var godt for mig, at jeg kom så sent ind i politik, at jeg havde fået min egen voksenidentitet. Selv om jeg på mange måder var en ret vild teenager, så var det først sent i mit liv, at jeg gjorde de ting, der for alvor kunne distancere mig fra mine forældre, og som medførte, at jeg kunne blive min egen person.«

Så heldig var Sune Auken ikke. Ikke i begyndelsen.

»Det danskfaglige miljø er forholdsvis lille, og dengang jeg selv fik videnskabelige ambitioner, fik jeg sagt nogle ting, som fik tegnet mig for meget som en klon af min far, og de kan stadig fra tid til anden forfølge mig.«

Hvad for eksempel?

»Det ville være klogt at gentage dem her,« påpeger Ida Auken. De griner. Sune Auken tænker sig om. »Altså. Sådan noget, som gør en til klon.«

Men Sune og Ida Auken har også selv gjort sammenligningen nem. De kunne have gået tusind andre veje, men valgte den samme karriere som deres forældre. Da Sune Auken blev doktor i nordisk litteratur i 2005 kun ni år efter, at han blev færdig med sit speciale, talte folk om, at han havde gjort lynkarriere. Men han havde jo altså også sin far, professoren.

På en ny måde

»Man skal forbi en ph.d.-bedømmelse, siden en adjunktbedømmelse og så en lektorbedømmelse, før man bliver ansat. Det er hele tiden personlig merit, personlig merit, personlig merit. Det er ekstremt konkurrencepræget, og samtidig skulle jeg så hele tiden passe på med ikke at blive som min far,« siger Sune Auken, der alligevel mener, at hans valg også har tvunget ham til at distancere sig fra sin far på en anden måde, end hvis han eksempelvis var blevet ingeniør.

»Jeg distancerede mig som fagmand ved at blive meget anderledes end far. Jeg bevægede mig ind på områder, hvor min far ikke havde været, ingen af mine bøger handler om noget af det, far har skrevet om i forvejen. Jeg skriver langt mere køligt og mindre grænsesøgende end far gør, og som underviser er jeg så aparte en type, at det danner en skarp kontrast til fars rolige og mere kontrollerede undervisningsform. Det kan ikke sammenlignes: Jeg dør på gulvet, står på bordene, danser og synger, sådan noget. Det har far altså for megen værdighed til.«

Fars job. Doktor i nordisk litteratur Sune Auken i en undervisningstime på samme institut, hvor hans far, Erik A. Nielsen, er professor.

Kristine Kiilerich

Ida Auken griner. »Virker det? At dø på gulvet?« Måske skulle hun prøve det samme på Folketingets talerstol, ræsonnerer hun. »Nej, det ville nok virke lidt for meget som min mor,« siger hun og griner igen.

Når man går i sine forældres fodspor, vil man meget gerne gå i dem på en ny måde.

»Jeg tror nærmest, at jeg er kommet til at ligne Margrete mindre af, at jeg er gået i hendes fodspor, for det var først, da jeg gik ind i politik, at det gik op for mig, hvor meget jeg var blevet min egen.«

De er så forskellige som mennesker, forklarer hun, at der aldrig går ret lang tid, før folk ikke længere tænker på, at de er i familie. Desuden undgår Ida Auken konsekvent at tage sin mors kampe. Hun står imod, selv om Margrete Auken ihærdigt forsøger at overtale hende, og uanset hvor mange argumenter hun har for at netop denne sag er vigtigt. Euro-kampen for eksempel eller den københavnske Metro-diskussion.

»Når min mor brænder for noget, synes hun, at jeg skal mande mig op og komme på banen i netop den sag, men jeg siger, at det må hun finde sig i, at jeg ikke gør. Det har hun svært ved at acceptere, fordi hun synes, det er vigtigt. Det er lige præcis dér, jeg gør oprør. Det er hendes kamp, ikke min.«

Vågnede op på farens institut

Det var en tilfældighed, at Sune Auken begyndte at læse dansk. Det var efter, at han havde læst samfundsfag på RUC og opdagede, at det var helt, helt forkert. Han kunne ikke være der.

»Og så gik jeg lidt i ring om, hvad jeg skulle. Jeg gjorde et mere eller mindre behjertet forsøg på ikke at gøre det samme som min far, men alligevel dumpede jeg ind på dansk. Det var ikke noget, jeg tænkte alvorligt over, og pludselig vågnede jeg op rent fagligt, og det skete altså på danskfaget. På den måde endte jeg baglæns ind ad døren med den skæbne at skulle være på min fars institut.«

Det var Erik A. Nielsen glad for, tror Sune Auken. Han har i hvert fald aldrig sagt noget andet.

»Vi har altid haft stor glæde af at diskutere vores fag,« siger Sune Auken.

Samtidig har Ida og Sune Aukens forældre ikke blandet sig særligt i, hvad børnene valgte.

»Måske var vores forældre bange for at presse os, fordi de selv begge to havde de her store karrierer. Det har aldrig fyldt særligt meget, om vi nu gjorde det ene eller det andet, men vi har heller aldrig ligget på sofaen halve år i træk,« siger Ida Auken.

Og hvorfor skulle han ikke læse dansk, spørger Sune Auken. Man kan blive så optaget af, at man ikke må gøre det samme som sine forældre, at det bliver destruktivt.

»Da må man nogle gange se lidt mere afslappet på det og sige, at jeg går ind i det her, fordi det er et spændende og vigtigt område, hvor jeg kan levere en indsats. Hvad andre i min familie har lavet før mig, er mindre vigtigt.«

Jeg prøvede virkelig

Hvor Sune Auken valgte dansk ved en tilfældighed, valgte Ida Auken teologien efter at have undersøgt alt andet. For hun skulle bare overhovedet ikke læse teologi.

»Og jeg skulle slet ikke være præst, det er det værste, man kan ende som i denne verden, hvis man er præstebarn.« I løbet af det halve år, hvor Ida Auken skulle til at vælge, hvad hun ville læse, ringede hun ofte hjem til sine forældre og afslørede, at nu vidste hun, hvad hun ville. Hun ville læse jura, så ville hun læse dansk, så var det statskundskab, så historie. Hendes udgangspunkt var nej, men endte med et ja. Hun begyndte at læse teologi.

Mors job. Ida Auken er formand for Folketingets miljøudvalg, her i samråd med miljøminister Karen Ellemann. Arbejdet som politiker og uddannelsen som teolog har hun til fælles med sin mor, Margrete Auken.

Kristine Kiilerich

»Jeg undersøgte alt muligt andet, jeg prøvede virkelig. Men jeg oplevede altid at blive revet ret meget i stykker, når jeg stod over for store personlige valg, især når de indebar et fravalg af andre ting. I lang tid troede jeg, at der kun var ét valg, man kunne blive lykkelig med. Og derfor valgte jeg et studium, der dækkede mange af mine interesser. Jeg fandt ud af, at netop på teologi kan man både få filosofi, sprog, historie og kulturkendskab og kendskab til sin egen religion. Ting, der handler om liv og død, og hvad der er vigtigt. Senere gik det op for mig, at man selvfølgelig kunne være blevet lykkelig mange forskellige steder.«

Det forklarer også meget godt, mener Sune Auken, hvorfor hans søster gik ind i politik så sent.

»Jeg plejer at sige, at forskellen på Ida og mig er, at jeg kun har ét talent, jeg er akademiker. Ida har 10.000.«

Ida Auken ser pludselig lidt genert ud. »Tak,« siger hun så.

»Selv syntes jeg bare, at jeg zappede rundt. Jeg beundrede din stålsathed,« siger hun til Sune og forklarer, at interessen alligevel med garanti er opstået, fordi man netop har forældre, der har interesseret sig for de her emner.

De har været der allerede

»Når man er barn, og ens forældre fylder meget, så tænker man: Kan jeg overhovedet komme med noget selv? Hvor er der egentlig plads til mig? Jeg bliver i hvert fald aldrig lige så god som dem eller lige så klog eller lige så sjov. Sådan tror jeg, alle børn har det. Og en dag finder man ud af, at det kan man egentlig godt - på sin måde.«

Det ultimative forældreoprør for Sune og Ida Auken ville hverken være at blive håndværker eller politiker for Dansk Folkeparti. Det ultimative forældreoprør ville være at være ligeglad, at lade være med at engagere sig.

»Men det oprør kan ikke laves, med mindre man har det i sig. Det er svært at være ligeglad, når man ikke er det,« siger Sune Auken.

Der, hvor Ida Auken irriterer sin mor mest, er, når hun siger: 'ved du hvad, jeg er faktisk ligeglad' eller 'jeg kan ikke se, det er et problem'.

»Så bliver hun rasende,« siger Ida Auken, der ifølge sig selv ikke var nogen udelt fornøjelse, da hun var teenager. Hun hang ud med rødderne fra Sjælør. Hun så mængder af dårlige tv-serier, interesserede sig for makeup, Madonna og håndbold, hun fik teenageskrigeture og smækkede med døren.

»Det tror jeg ikke, de var specielt pjattede med,« siger Ida Auken.

Men forældrene vidste godt, at hvis de havde prøvet at stoppe det, så var det blevet endnu værre, mener Sune Auken.

»Jeg tror, at Ida var færdig med sit teenageoprør, da hun var 20, sådan et oprør, som udeblev hos mig. Det kom først senere,« siger Sune Auken.

Man må ikke være stolt

Men ligeglade, det kunne hverken Sune eller Ida Auken være. Kampene blev udkæmpet, også der, hvor det havde været rarest netop at være ligeglad. Det er bare svært at være, når man er barn af en generation, der brændte for alting.

»De kunne simpelthen hidse sig op over alting, og de syntes, alting var vigtigt. 68'erne kæmpede alle kampe, og efter dem kan ingen slås lige så meget, og lige meget hvor engageret man er på sit område, så har man forældre, der har været der allerede,« siger Ida Auken. Hendes stemme bliver pludselig anspændt, da hun får spørgsmålet om, hvordan det var at vokse op i villaen i Valby. Hun er træt af dem: Spørgsmål om, hvordan der var i deres barndomshjem, hvad de snakkede om ved middagsbordet, hvordan det føltes at være barn af Margrete Auken og Erik A. Nielsen.

»Kunne du selv svare på det om dit eget liv? Jeg er blevet tvunget ud i den slags spørgsmål gang på gang; hvordan jeg følte, og hvordan jeg oplevede min barndom. Det er bare en ting, man har med sig, og på et tidspunkt i ens liv opdager man, at man har haft en start på livet, som måske var anderledes end andres.«

For egentlig er der så mange andre ting, der former én end forældrene. Det er der mange, der overser, mener Sune Auken.

»Mit livs største kamp har handlet om, at jeg var mobningsoffer i folkeskolen, og det tog mig år at komme tilrette med. Det har jo ikke noget med mine forældre at gøre, men det har formet mig mindst lige så meget. Når jeg i dag er ualmindeligt svær at skræmme og godt kan tage en meget lang tur op ad bakke, så er det det, der har givet mig styrken. Der er ingen, der i dag kan ramme mig på den måde, de der 10-12-årige drenge gjorde dengang.«

På den anden side må man heller ikke være stolt af sine forældre.

»Når jeg sidder her og siger, at Ida er helt fantastisk, og at jeg ser vildt meget op til hende, så går det kun, fordi hun er min søster. Men hvis jeg sagde det samme om min far inden for mit felt, hvis jeg sagde 'min far er bare den bedste forsker, jeg beundrer ham bare så meget' ... Du kan jo selv høre det. Det lyder helt forkert.«

Man må godt sige, at ens forældre er gode og dejlige forældre, længere må man ikke gå. Man går ikke rundt og praler af dem eller er åbenlyst stolte af dem, mener Ida Auken.

Er I stolte af jeres forældre?

»Ja,« lyder det prompte fra Ida Auken. »De har fået os,« tilføjer hun lidt for sjov. Sune Auken tøver. »Det er lidt mærkeligt at tænke over. De er mine forældre.«

Blå bog

Sune Auken

Født 1970, cand.mag. i dansk (1996) og dr.phil. (2005).
Ansat som lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

Ida Auken

Født 1978, uddannet teolog og medlem af SF siden 2003.
Folketingsmedlem siden 2007 og partiets miljøordfører

 

Serie

Oprøret er forbi

Man skal gøre op med forældrene for at blive et velfungerende menneske, lyder mantraet i generationerne efter ungdomsoprøret. Men hvad koster det at vælge samme karriere som forældrene? Information interviewer en række mennesker, der har valgt at gøre som far og mor.

Seneste artikler

  • Kathrine Lilleør: Jeg har ikke selv valgt at være præstedatter

    5. juni 2010
    Når der manglede lidt morskab i klassen på teologistudiet, sagde underviserne bare noget dumt om det teologiske tidsskrift Tidehverv. Så kunne de være sikre på, at Kathrine Lilleør blev sur. For selv om Kathrine Lilleør ikke nødvendigvis var enig med præsterne i sin familie, så er der alligevel grænser for, hvad hun ville finde sig i
  • Det store oprør er en myte

    15. maj 2010
    Unge vælger ikke en uddannelse, de vælger en fremtidig identitet - og det er nemmere, hvis man kender den i forvejen. Det er derfor, lægebørn stadig bliver læger
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer