Læsetid: 4 min.

Det pinlige møde mellem magten og afmagten

Eksperterne erklærer Udkantsdanmark for død, men det er ligesom med nationalstaten, kernefamilien og religion sådan, at alt det, der er dødt på papiret, lever videre i virkeligheden
Afviklingen. For dem, det handler om - som her på Kalundborg sygehus - bliver udvikling, når den er uafvendelig, til afvikling.

Afviklingen. For dem, det handler om - som her på Kalundborg sygehus - bliver udvikling, når den er uafvendelig, til afvikling.

Kristine Kiilerich

8. maj 2010

Forskellen er forunderlig: Politikerne omfavner Udkantsdanmark og siger, at de har ret i, at det er for galt. De lover Udkantskommissioner og Udkantshandlingsplaner og tager rundt på turnéer derude. De centrale politiske aktører kører så meget rundt ude i udkanten, at det nærmer sig overdrevet.

Eksperterne krammer derimod ikke Udkantsdanmark. De siger, at Udkanten er død. Det er et spørgsmål om tid, og de mange løfter trækker kun pinen ud og skaber illusioner om, at der er noget at gøre. Der er ikke vækst i Udkantsdanmark, og det giver ikke mening at investere i områder, der allerede er døde. Gymnasier lukker derude, fordi de unge enten vælger nye supergymnasier eller gymnasiet fra. Seminarier bliver afviklet, og andre institutioner bliver nedlagt. De, der kan gøre karriere, flytter væk, mens de, der kan alt muligt andet end lige karriere i Konkurrencedanmark, bliver tilbage. De unge vil ikke i praktik som journalister og i turnus som læger i Udkantsdanmark. Så tager de hellere orlov. Tallene fra Danmarks Statistisk siger, at de unge, de produktive og de profitable forlader Udkantsdanmark, men der er flere rygere og markant overvægtige derude.

Politikerne tilskriver protesterne fra Udkantsdanmark en enorm magt, eksperterne ser protesterne som symptom på en enorm afmagt. Politikerne er med Udkantsdanmark, men 'udviklingen' siges at være imod Udkantsdanmark.

Udviklingen

Umiddelbart synes denne forskel forunderlig: For dem, der bliver ved med at tro på 'udviklingen' som altings overdommer, er politikerne latterlige svæklinge, de nægter at se sandheden om Udkanten i øjnene.

»Det er en narresut,« sagde lederen af Udkantsdanmarks nye parti, Fælles-Listen, på tv til Venstres gruppeformand Kristian Jensen. Og formanden forsvarede sig ikke. Den vigtige mand med magt i centrum bukkede og skrabede for den vrede mand fra den nye politiske bevægelse. Jensen knælede ikke for FællesListen, fordi han ikke har hørt om udviklingen. Det har han, men han ved også, at det, der er dømt død af udviklingen, har det med at leve virksomt videre i den sociale virkelighed. Faktisk er den politiske dynamik i den moderne danske velfærdsstat ikke kommet fra det, man troede på som den store statistiske, administrative og økonomiske udvikling. Den er kommet fra dem, der har protesteret imod udviklingen. De rindalister, kulturfascister, landsbytosser og kolonihaveklovner, som skulle være udviklingens store tabere, har i offentligheden domineret og produceret politiske sejre.

Det ved de godt på Christiansborg. Både de venstreorienterede partier, protestpartiet Dansk Folkeparti og det gamle bondeparti Venstre er historisk allierede med udkantens kamp mod dem, der bestemmer. Og selv om alle tilslutter sig den store modernisering af Danmark, har også de politiske partier oplevet udviklingen som en afvikling. Protesterne fra Udkantsdanmark minder de politiske partier om de bevægelser, de engang selv har været, men ikke er længere. De har ikke ret i uretfærdigheden længere. Forskeren Palle Svensson dokumenterer i Magtudredningen, hvordan det danske demokrati opleves som retfærdigt af dem, der bestemmer, mens det som regel kun på afstand af magtudøvelsen opleves som mere uretfærdigt. Centrum oplever samfundet som lige og rigtigt, mens man i Udkanten kan se det som skævt og uretfærdigt. Det virker fra centrum selvfølgeligt at lave supersygehuse - regeringen siger, at der er kun otte minutter længere på motorvejen til det nye sygehus. Lukninger af små kommuner, nedlæggelse af mindre institutioner og afvikling af uddannelsessteder er effektive løsninger på papiret, mens det i den lokale virkelighed er eksempler på, at nogen sidder langt væk og bestemmer. De kæmpestore vindmøller i Thy er et monument over dette møde mellem det administrativt rigtige og det lokalt forkerte.

Den pinlige

Forskellen mellem eksperternes dødsdom og det politiske løfte om liv til udkanten er pinlig. Den viser afstanden mellem det politiske 'vi' og det produktive 'vi'. Det politiske 'vi' er langt større end det produktive 'vi': Ikke alle deltager i den vidensrigtige produktion, men alle har stemmeret. Dem, der anskuer samfundet som et administrativt og økonomisk problem, kan erklære steder for døde, men dem, der skal vælges, ved godt, at alt det andet, som blev erklæret for administrativt og videnskabeligt dødt, lever videre. Det er ikke så længe siden, at nationalstaten blev erklæret død, fordi den politiske magt var flyttet til Bruxelles og Strasbourg og Washington. Det er heller ikke længe siden, at kernefamilien blev anset for et endnu levende levn fra det gamle samfund, og religion blev betragtet som noget, historien havde dømt ude. Men det lever jo alt sammen videre som spørgsmål, man prøver at undgå. Der bliver ganske enkelt ved med at være chokerende få mennesker, som er moderne og med i udviklingen. Og de bliver ved med at mangle svar på spørgsmål fra dem, der ikke er med på holdet. Det er det, der gør forskellen mellem det produktive 'vi' og det politiske 'vi' så pinligt: De politikere, som hævder at tale Udkantens sag, tror ikke selv på den. De har nu i mindst 10 år hævdet provinsen mod centralmagten og borgeren mod systemet, men de har skabt enorme administrative og centralistiske bureaukratier. De har i over 50 år ikke formået at omsætte de politiske protester, som de har lært at knæle for, til administrative løsninger, som kan rejse de protesterende. Det forunderlige ved denne forskel er, at magten tilstår sin egen pinlige afmagt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Hansen

Min borgmester i Lolland kommune har netop sagt noget meget afslørende: vi kan godt tiltrække uddannet arbejdskraft, f.eks. pendler hver dag højtuddannede kommunale chefer til Lolland for at arbejde!
Ja, så knækker filmen! Uendeligt mange kommunale chefer er på ventepenge eller fyrede ovenpå kommunesammenlægningerne, så det er købers marked. Første krav er: bopælspligt! Hvis man ikke vil efterkomme den, må kommunen vælge en anden, der er villig til at varetage det job, der principielt kræver, at man står til rådighed døgnet rundt.

Peter Hansen

Svaret på ungdommens ladhed i forhold til at ville være med til at bygge op er ikke at føje dem i en stadig voldsommere koncentration om byerne - det er tværtimod politisk bestemt decentralisering endnu længere ude på landet end i dag.
Giv læger i turnus forpligtelse til først at aftjene en tid på Nakskov eller Frederikshavn sygehus, før de kan komme i betragtning på de store, mere specialiserede afdelinger.
Læg seminarierne i byer ved de danske kyster, vendt mod periferien. Det er en god idé - Oxford og Cambridge er jo ikke verdens centrum, men giver studerende adgang til kontemplation og koncentration uden det stressende byliv, der frister alt for meget.

Jesper Wendt

"men der er flere rygere og markant overvægtige derude."

Ah diskrimination af værste skuffe, de lever jo ikke så længe så, det er vel bedre end at have en til den tid, fed og gammel journalist på overførelses indkomst i 30 år? :P

Jesper Wendt

Men der er vel intet nyt i at udkants Danmark ikke er med på vognen, jeg kan da husk da det meste lukkede i Nakskov, det er vel snart helt tilbage fra da jeg var barn. Så måske politikerne bare lige skal opdateres når de kigger op fra rødvinen betalt af dem fra Nakskov.

Gorm Petersen

Lukningen af skibsværftet i Nakskov var knap gennemført før en sort økonomi af sicilianske dimensioner opstod.

RL har en pointe i at "den officielle konsensus" - altså de meningsdannere medierne dyrker - fjerner sig mere og mere fra ikke blot udkant-Danmark men også fra meget store grupper i KBH.

Det er et ældgammelt problem at den kulturelle elite (modsat f.ex. kunstnere med kommerciel succes) ikke har andre end sig selv til at udpege sig selv som en elite.

Det har menigmand gennemskuet forlængst, og interesserer sig derfor mere for sports-eliten fordi elite-status ikke er selvudnævnt men bygger på en objektiv måling.

Det er også værd at bemærke, at "praktisk sans", som også ofte er mere udviklet hos den jævne mand, af nogle hjerneforskere udlægges som bedre matematisk begavelse.

M.a.o. - at den selvbevidst intellektuelle i virkeligheden er et - i de fleste henseender - dårligt begavet menneske, der blot har kombineret klæbehjerne med social musikalitet (klapper de rette på ryggen).