Læsetid: 3 min.

Det store oprør er en myte

Unge vælger ikke en uddannelse, de vælger en fremtidig identitet - og det er nemmere, hvis man kender den i forvejen. Det er derfor, lægebørn stadig bliver læger
15. maj 2010

Lige nu behandler universiteterne kvote 2-ansøgninger. Mange af dem er ansøgninger fra lægebørn, der gerne vil være læger, juristbørn, der gerne vil læse jura, og tandlægebørn, der gerne vil læse til tandlæge.

»Vi ser en hel del eksempler på, at her er der en ung, som gør, som man altid har gjort i den familie, nemlig eksempelvis at blive læge,« siger Claus Nielsen, der er studiechef ved Københavns Universitet.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg var "ikke egnet" til at komme i gymnasiet og slet ikke den sommer afgørelsen fandt sted.Jeg var ulykkelig forelsket i en Jytte som til gengæld var egnet ikke bare til at komme i gymnasiet, men til alt hvad hun måtte have lyst til. Om det var derfor jeg valgte at tage "studenten" på kursus, ved jeg ikke, men det var helt sikkert en måde at udfordre skæbnen på og da det lykkedes over alt forventning at blive student, lå det ligefor at fortsætte sabotagen af den sociale arv på arkitektskolen. Her mærkede jeg dog tydeligt for første gang tyngden af den ballast det (alt andet lige) var at have en far der var "opvarter", som han selv kaldte det at være tjeneruddannet, mens langt de fleste af mine studiekammeraters fædre var læger, skolelærere, jurister, direktører eller arkitekter, uden at det skal være den gamles skyld jeg ikke fik den afsluttende eksamen. Til gengæld opnåede jeg en betydelig studiegæld, som forfulgte mig det meste af mit voksne liv, som arbejdsløs (overkvalificeret) og på den måde fik jeg alligevel en smule anerkendelse. En studiegælde var der nemlig ingen andre, i min familie, der havde.