Det store oprør er en myte

Lige nu behandler universiteterne kvote 2-ansøgninger. Mange af dem er ansøgninger fra lægebørn, der gerne vil være læger, juristbørn, der gerne vil læse jura, og tandlægebørn, der gerne vil læse til tandlæge.

»Vi ser en hel del eksempler på, at her er der en ung, som gør, som man altid har gjort i den familie, nemlig eksempelvis at blive læge,« siger Claus Nielsen, der er studiechef ved Københavns Universitet.

Og det er ikke mærkeligt, ifølge samfundsforsker ved Aalborg Universitet Johannes Andersen: »I en verden, hvor der er kolossalt mange valg, har man mulighed for at danne sig overblik ved at læne sig op ad det, forældrene har gjort. Det kan være, at statskundskabsfaren får et sociologbarn, men det minder stadig om det samme,« siger han og påpeger, at det samtidig er her, i middelklassen, at arbejdspladserne er. Og sådan har samfundet hele tiden udviklet sig i takt med arbejdsmarkedet. For 70 og 80 år siden blev bondebørnene reproduceret ind i bondefamilien og blev på landet, hvor arbejdspladserne var. I 60'erne og 70'erne skiftede det danske arbejdsmarked karakter, der var ikke længere behov for bønderne, industrien aftog, og middelklassen voksede. En ny generation af veluddannede med arbejder- eller bondebaggrund skulle igennem et identitetsopgør og finde sig selv i en ny rolle. Og i 80'erne og 90'erne begyndte middelklassebørnene så at reproducere sig selv ind i middelklassen. Oprør mod forældregenerationen er der tilsyneladende ikke meget af.

Under familiepanseret

Men det er også et levn fra ungdomsoprøret, at vi i dag synes, at ethvert sundt menneske bør gøre oprør, mener Mette Bauer, der er psykolog og har mange erfaringer med unge.

»Selvfølgelig skal der finde en vis form for løsrivelse sted. Hvis man er meget afhængig af forældrene, af deres dom, af at få hjælp, har man svært ved at klare sig selv. Men det behøver ikke at indebære, at man forkaster alt det, de står for, og man kan sagtens vælge det samme som forældrene, hvis det er et valg, man træffer i overensstemmelse med sig selv,« siger Mette Bauer.

Morten Smistrup, der er uddannelseskonsulent i LO, skrev i 2003 sin ph.d., hvor han bl.a. fandt ud af, at hver sjette unge bankmedarbejder var vokset op med en far eller en mor i banksektoren: »Rigtig meget skyldes, at de unge ikke vælger en uddannelse, de vælger en fremtidig identitet. De færreste vælger en uddannelse alene for uddannelsens skyld, de vælger et fremtidigt liv, og det gør de ved at se på forældrefigurer; ved at tænke, at 'jeg kan godt se mig selv som sådan en som tante Hulda eller onkel Anton',« siger Morten Smistrup og påpeger, at de store ryk sker, når det går økonomisk godt i samfundet.

»Det skaber den tryghed, der skal til for at bryde med det kendte og det sikre. Det er der, man tør tage de store uddannelsesmæssige spring.«

Oprøret aflyst

Men børn har altid reproduceret deres forældre. Selv der, hvor man mindst forventer det, ja selv blandt ungdomsoprørerne i 1968.

»En norsk undersøgelse viser for eksempel, at de, der var mest aktive under studenteroprøret, kom fra politisk aktive familier. Børnene blev selv politisk aktive, bare på en anden måde end deres forældre,« siger Anette Warring, professor i historie på Roskilde Universitet. På den måde gjorde ikke alle ungdomsoprørere konkret oprør mod deres forældre, de reproducerede langt hen ad vejen den måde, de var opdraget på til at være samfundsengagerede, selv om det politiske projekt var et andet. Det, der var nyt, var, at der var flere, der ikke havde denne baggrund, der blandede sig i oprøret. Den sociale mobilitet var stor.

»Men det er de færreste, der i dag peger deres forældre ud, når man kommer helt tæt på deres livshistorier. De opfatter ikke nødvendigvis deres forældre som autoritære barrierer for, at de kunne udfolde sig, barriererne lå mere i de autoritære institutioner og strukturer i samfundet. De ser ikke deres forældre som fjender, men de tager afstand fra forældrenes livsform, og de vil noget andet,« siger Anette Warring.

I dag har unge uendelige muligheder. Hvis man vil være skuespiller, bakker forældrene op og siger, 'bare du bliver lykkelig'. Det er det, der gør løsrivelsesprocessen sværere end nogensinde, mener psykolog Mette Bauer.

»Mange af de unge, jeg taler med, siger, at deres forældre aldrig har presset dem, og det er positivt. Samtidig gør det, at de unge føler et stort ansvar på deres skuldre, og at det er meget vigtigt, at de lykkes. De får en forestilling om forældrenes forventninger, fordi de ikke har en klar fornemmelse af dem.«