Læsetid: 7 min.

Den svenske udgave af den danske syge

Bogen om det svenske svar på Dansk Folkeparti, Sverigedemokraterna, glimrer ved at give rationelle svar på en demokratisk udfordring - og ved at vise at Danmark og Sverige trods alt er tættere på hinanden, end det svenske mediebillede vil være ved
Velfærdschauvenisme? Er svenskerne blevet ramt af chauvenistisk selvtilfredshed eller de bare at ligne et normalt land?

Velfærdschauvenisme? Er svenskerne blevet ramt af chauvenistisk selvtilfredshed eller de bare at ligne et normalt land?

Carsten Ingemann

Moderne Tider
29. maj 2010

Danmark og Sverige har i snart mange år bevæget sig væk fra hinanden i politisk kultur. Ikke engang sejren for en koalition af borgerlige svenske partier for tre år siden førte tilsyneladende til blidere vinde mellem de danske og svenske regeringer. Det så ud til, at de to geografisk nærmeste nordiske lande skulle indtage pladserne i hver sin ende af det europæiske politiske spektrum. Mens Danmark understregede sin nationalt og religiøst homogene karakter, erklærede Sverige sig officielt som et multikulturelt indvandringsland. Og efter ophævelsen af båndet mellem kirke og stat i 2000 også som et multireligiøst samfund. Selv flersproget har Sverige erklæret sig, om end det aldrig har medført en officiel status for langt det største mindretalssprog, nemlig finsk. Det var alligevel for tæt på. Men spansk, persisk, arabisk, tyrkisk og andre har status som anerkendte mindretalssprog, sammen med tornedalsfinsk, der siden afståelsen af den østlige del af Sverige under navnet Finland til det Russiske Imperium i 1809 har været anerkendt i internationale traktater.

Så langt har det politisk korrekte Sverige bevæget sig væk fra det politisk ukorrekte Danmark - eller omvendt - at det ikke kun var danske politikere, der som Pia Kjærsgaard kunne foreslå at der skulle indsættes en klap i Øresundsbroen, så den kunne trækkes op. Talrige svenskere har lagt afstand til Danmark og danskerne, som efter deres mening har forladt det gode nordiske selskab og er blevet racistisk, populistisk og intolerant. Derfor har det ikke været svært at registrere en vis glæde i danske kredse over fremgangen i de senere år for partiet Sverigedemokraterne. Trods boykot i medierne og fra de andre politiske partier går de frem i meningsmålingerne. Partiet er endnu ikke repræsenteret i Riksdagen, men alt tyder på at de bliver det ved næste valg i forlængelse af de mange kommuner, især i den sydlige og vestlige del af landet, hvor de længe har været repræsenteret.

Så meget større har den danske tilfredshed været, som Sverigedemokraterne eksplicit kopierer Dansk Folkeparti, lige fra programmet til den beslutsomme centrale styring for at lægge afstand til alle nynazistiske og racistiske kredse. Ikke at denne strategi, ligesom tilfældet er for Dansk Folkeparti, har forhindret dem at blive anklaget for netop at være nynazister og racister. Men forbilledet er klart og vedgås af den unge ledelse. Det eneste, Sverigedemokraterne endnu mangler, er tilsyneladende en karismatisk leder som Pia Kjærsgaard. Og så selvfølgelig at indkassere de stemmer, som meningsmålingerne lover dem.

Folkhemmet

Om Sverigedemokraterne specielt og den nordiske velfærdsstatspopulisme generelt er der nu udkommet en glimrende lille bog skrevet af den svenske kommunikationsforsker Markus Uvell og den danske journalist og politiske iagttager Erik Meier Carlsen. Bogen er opkaldt efter den svenske betegnelse for velfærdsstaten folkhem, et begreb der blev formuleret af den socialdemokratiske landsfader Per Albin Hansson i en berømt tale i Sveriges Riksdag i 1928. Hans geniale greb ved proklameringen af målet for det svenske socialdemokrati var at erobre et konservativt begreb fra 1800-tallet og omdanne det til målet for den socialt demokratiske drøm om et fælles samfund, baseret på en rød-grøn koalition, men reelt i samarbejde med storindustrien kaldet Harpsund-demokratiet efter de møder i Stockholms skærgård hvor aftalerne blev til. Så godt lykkedes denne politik, at det i næsten et halv århundrede lykkedes Sverige at tage patent på den tredje vej mellem fascisme og kommunisme. Lige siden introduktionen af modernismen i arkitektur, byplanlægning og samfundsvidenskab ved Verdensudstillingen i Stockholm i 1930 har Sverige opfattet sig som det, Arne Ruth har kaldt the second new nation - moderne sammen med det ofte kritiserede, men reelt beundrede USA. Til misundelse for mange danske samfundsforskere og politikere lykkedes det indtil krisen i 1990'erne Sverige at tage patent på den 'nordiske' velfærdsstatsmodel. Det ændrede sig, og indtil for nylig var det Danmark, som påkaldte sig interessen udefra. Men længe var Sverige selve indbegrebet af alt det nye og moderne med socialteknologi i aftapning fra ægteparret Gunner og Alva Myrdal - i samarbejde med verdensomspændende storindustrielle foretagender som Volvo, Ericsson etc.

Krise og usikkerhed

Markus Uvells analyse viser klart, at denne lange periode har sat sig dybe spor i den kollektive svenske mentalitet. Det er ikke kun nostalgiske velfærdsforskere, der længes tilbage til 1960'erne og 70'erne, hvor Sverige viste vej, og Saab og Volvo var indbegrebet af sikkerhed og moderne design. Den tid betød nemlig også tryghed for de livsvarigt ansatte i det sydvestlige industri-Sverige fra Gøteborg og Trollhättan til Malmø. Salget i 1990'erne af Kockum-værftets kæmpekran i Malmøs havn til Sydkorea for en svensk krone kom til symbolsk at markere globaliseringens sejr over folkehjemmets tryghed. Og krise for industribyen Malmø, som først i de seneste år er overvundet med satsning på uddannelse og grøn økonomi i forbindelse med væksten i København.

Krise og usikkerhed for den gamle svenske model er ifølge Uvell baggrunden for Sverigedemokraternes fremgang. Han forsøger nemlig til forskel fra det store flertal af svenske iagttagere at forstå deres fremgang som et svar på globaliseringens udfordring af den nationale tryghedsmodel. Ikke indgroet racisme og fremmedhad som hos de mange politikere og intellektuelle, der anbefaler boykot, men et forståeligt og delvis rationelt svar. Ikke et korrekt svar ifølge den liberalistiske forsker, men et svar drevet frem af desperation over ikke at blive hørt af den svenske økonomiske, politiske og intellektuelle elite. Ud fra en populistisk forståelse af verden mener de næsten 10 procent, som overvejer at stemme på Sverigedemokraterne, at de penge, der bruges på indvandrere, går fra velfærdsydelser til de 'rigtige' svenskere, der stadig drømmer om det gamle folkehjems tryghed. Men det er ikke racisme, højst velfærdschauvinisme. Og som sagt et forståeligt og rationelt svar på samfundsproblemer - om end næppe et, der vil hjælpe.

Om der virkelig er tale om velfærdschauvinisme, diskuteres i Erik Meier Carlsens del af bogen. Han begynder med en opdatering af sin banebrydende analyse fra 2000, De overflødiges oprør, hvori han forudså gennembruddet for Dansk Folkeparti som et indflydelsesrigt midterparti, før det skete ved valget i 2001. Denne profetiske analyse er mindre overraskende for en dansk læser, men nyttig for de svenske læsere, der kun kender Danmark gennem slagord om den kollektive racisme, der har ramt de ellers så muntre og ubekymrede danske naboer. Nu kommer turen til jer, og Sverige vil vise sig at være et næsten normalt land, lyder Carlsens undertekst. Det mest tankevækkende er imidlertid de afsluttende analyser, hvor han forsøger at forklare udfordringerne for demokratiet i de nordiske velfærdsstater. Norge inddrages kort, idet et mere renlivet liberalistisk oprørsparti under ledelse af den veltalende Siw Jensen, der er tæt på at blive endnu mere magtfuldt end Dansk Folkeparti med et løfte om at uddele alle oliemilliarderne på én gang. Det vil formentlig umuliggøre al produktion i Norge og gøre landet til Nordens Kuwait. Men dejligt vil det være for dem, der oplever det - indtil olien slipper op engang. Men næppe en klog økonomisk strategi. Det er imidlertid analysen af den danske erfaring med højrepopulisme og begrænsning af indvandringen, der står i centrum.

Den bærende tillid

Det problem, Carlsen forsøger at besvare på baggrund af en opdateret analyse af det globale netværkssamfund og den ustyrlige finanskrise, de uigennemsigtige finansstrømme skabte, er, om det er muligt at bevare de nordiske sociale demokratier med deres høje grad af borgerdeltagelse. Styrken i de nordlige demokratier har været, at borgerne nærer meget større tillid til andre, end tilfældet er i andre lande. Især åbne indvandringssamfund som det amerikanske. 'Social kapital' kalder sociologer med den amerikanske Robert Putnam i spidsen fænomenet. I parentes bemærket har vi her grunden til, at Francis Fukuyama de senere år har tilbragt så megen tid i Danmark. Han analyserer nemlig Danmark som et laboratorieeksempel på et samfund med høj grad af samfundsmæssig tillid for at finde ud af, om retsstat og religiøs homogenitet er årsag til tilliden, eller omvendt om tilliden ('sammenhængskraft') er forudsætning for retsstaten. Han vil nok finde ud af, at det især er tidligere tiders militære nederlag, der er årsagen til de små stater, der er baggrunden for den danske og nordiske høje grad af samfundsmæssig tillid, men det er en anden, og i denne sammenhæng mindre, vigtig historie.

Accept af demokratiet

Erik Meier Carlsen er i forlængelse af sin bog fra 2007, Den fjerde alliance forsigtigt optimistisk på de nordiske samfunds vegne. Han ser det som et sundhedstegn, at der opstår nye partier, der forsøger at besvare nye udfordringer, som det politiske system har ignoreret. For ham er det mindre afgørende, om de nationalistiske og populistiske svar er rigtige. Vigtigst er det, at utilfredsheden kommer til orde inden for det demokratiske system og bæres frem af partier, der som Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne respekterer de demokratiske spilleregler. Accept af demokratiet er den altafgørende forskel mellem dem og de højreekstreme partier, vi møder andre steder i Europa. Det vil derfor være klogt at holde op med at bruge betegnelsen 'højreekstrem' om partier, der søger populistiske svar på reelle problemer og støttes af traditionelle midtervælgere. Ja, sågar utilfredse fra den gamle arbejderklasse og mindre privilegerede fra den offentlige sektor.

Alt tyder ifølge Carlsens referater af den sociologiske forskning på, at danske og svenske vælgere i virkeligheden er nogle af de mindst fremmedfjendske i hele Europa. At de forveksler globaliseringens udfordringer med EU og er skeptiske over for den eneste mekanisme, der muligvis kan hjælpe os, er en anden sag, som ikke diskuteres, men blot registreres i bogen. Vi må håbe, at de to forfattere har ret i deres moderate optimisme på demokratiets og vælgernes vegne. Bogen overbeviser i hvert fald om, at Sverige ikke længere befinder sig på en anden klode end Danmark, selv om man skulle tro det, når man følger de svenske medier.

Markus Uvell og Erik Meier Carlsen
Folkhemspopulismen
Berättelsen om Sverigedemokraternas väljare
271 sider. 74 SKR
Timbro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her