Baggrund
Læsetid: 4 min.

Udfordring til Rom

Den katolske teolog Hans Küng opfordrer i åbent brev kirkens biskopper til at tage ansvar for en tiltrængt fornyelse og reform, når nu pave Benedikt ikke vil selv
Moderne Tider
8. maj 2010

Den katolske kirke har ikke alene været udstyret med præster, som på groveste vis har misbrugt den tillid, der blev vist dem fra børn og deres forældre, den øverste ledelse har med rimelig sandsynlighed været mere optaget af at beskytte kirkens rygte end at få sagerne frem i lyset.

Både pave Benedikt og statssekretæren Bertone har i deres tidligere embeder været meget tilbageholdende i nogle af de sager, som den aktuelle misbrugsskandale handler om.

Spørgsmålet er derfor, hvor meget man som pave kan tære på befolkningens tillid, bl.a. ved at være tavs i længere tid om de pinlige sager. I den katolske selvforståelse går man ikke ud fra, at paven er ufejlbarlig. Men man regner med, at han vil udøve en retfærdig og effektiv afgørelse. Så hvis der breder sig den opfattelse, at selv ledelsen af den katolske kirke prøver at dække over præsters misbrug, fordi man er mere opsat på at beskytte kirkens navn og rygte end at få sandheden for dagen, kan den katolske kirke stå over for en tillidskrise, det vil tage årtier at komme sig over. Og det vil også være vanskeligt at opretholde den hengivenhed over for paveembedet, som er en virkelighed i så mange katolske lande.

På den baggrund kan det være, at man denne gang vil lytte ekstra opmærksomt til en af de markante kritikere i den katolske kirke, den tidligere teologiprofessor Hans Küng. Han har ofte kritiseret kirkens ledelse og blev op gennem 70'erne og 80'erne marginaliseret i forhold til de betragtninger, man i Rom anså for de rette.

Interessant er det, at Küng og den nuværende pave ikke bare er jævnaldrende, men at Küng i 60'erne anbefalede den unge Ratzinger som professor ved det anerkendte universitet i Tübingen. En lang periode var de to gode venner, men hvor Küng forblev en reformvenlig teolog, gik det den anden vej med Ratzinger, som efterhånden blev toneangivende for en meget konservativ, men også meget indflydelsesrig opfattelse.

Uudnyttede muligheder

For nogle uger siden tog Küng så bladet fra munden og offentliggjorde et åbent brev til kirkens biskopper. Med vanlig selvsikkerhed kommenterer han pavens embedsførelse. På femårsdagen for Benedikts indsættelse er der ingen grund til at glæde sig over udviklingen, siger Küng. Utallige muligheder for fornyelse og tilnærmelse til andre kirkesamfund er blevet forpasset: De protestantiske kirker, som den katolske kirke stadig ikke anerkender som kirker, man kan have nadverfællesskab med; det jødiske samfund, som Benedikt har bragt sig mere og mere på kollisionskurs med, og forholdet til muslimerne, hvor der som bekendt heller ikke har været lutter idyl efter pavens famøse tale i Regensburg. Det mest alvorlige er de ændringer, Benedikt gennem årene har gennemført som justeringer for ikke at sige modtræk til den fornyelse, som sket i begyndelsen af 60'erne, hvor en lang række reformer blev gennemført. Benedikt har ifølge Küng gennemført en lang række udnævnelser af meget konservative teologer til markante embeder både i Vatikanet og ved centrale positioner rundt om i verden. Og ved krampagtigt at fastholde kravet om cølibat har man fået titusinder til at forlade præsteembedet. Tilgangen af nye præster er langtfra tilstrækkelig til at opfylde den enorme præstemangel, som den katolske kirke lider under.

Forslag til handling

Küng opstiller en række punkter, han mener, vil kunne føre den katolske kirke ud af den blindgyde, som han ser den havnet i. Det er mere anbefalinger til biskopperne end til Benedikt, som han nok har opgivet at komme i dialog med. Man skal, siger Küng, holde op med hemmelighedskræmmeriet og i stedet komme offentligt frem med sine synspunkter. Man skal lave reformer og vise opfindsomhed der, hvor man er, og ikke bare bebrejde Rom, at der ikke kommer initiativer, der virker. I det hele taget handler det om at udøve et samarbejde, siger Küng. Og hvad angår den ubetingede lydighed, minder han om, at noget sådant kun kan kræves af Gud; hvis der udgår forkerte initiativer fra Rom, skal man gøre dem opmærksom på det, på samme måde som Paulus gik i rette med Peter. Den del af brevet skal de nok blive glade for i Rom!

Dertil kommer så en række opfordringer til yderligere kollegialitet og samarbejde biskopperne imellem, og brevet slutter med intet mindre end en opfordring til et koncil, så man kan få belyst og behandlet de mange reformkrævende forhold.

Küngs skrivelse er konfronterende, som så meget andet, der udgår fra hans hånd. Men den er også en skrivelse, som kan vise sig at få betydeligt større tilslutning end hans andre opfordringer til reformer. Langt ind i den katolske kirkes ledende organer er der et ønske om at udvise mere åbenhed og reformvenlighed, end man har set de senere år. Den nuværende paves intellektuelle styrke - og den dialogmulighed over for f.eks. filosofien, der følger med en sådan evne, skal man ikke underkende - har med rette affødt stor respekt også uden for kirken. Spørgsmålet er, om paven formår at vinde kampen om tilliden til embedet. Den slags vinder man ikke kun ved at være en stor tænker og en dygtig teolog. Benedikt er nok en af de skarpeste tænkere, der nogensinde har siddet på Peters stol. Men hvis evnen til at komme i øjenhøjde med folket ikke også varetages, vil hans pontifikat blive husket som et, der missede en række muligheder for fornyelse og dialog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her