Læsetid: 9 min.

Afrikanerne kommer!

Et af de vigtigste spørgsmål ved den første VM-slutrunde i Afrika er, om holdene fra det hårdt plagede og kronisk underpræsterende kontinent endelig vil etablere sig som den magtfaktor i verdensfodbolden, som deres talent berettiger dem til
Chancer. Hollands Mark van Bommel i konfrontation med Ghanas Stephen Appiah under en venskabskamp mellem to lande forud for VM i Sydafrika. Appiah er en af de spillere, der gør, at Ghana har gode chancer for at nå kvartfinalerne - og måske længere.

Chancer. Hollands Mark van Bommel i konfrontation med Ghanas Stephen Appiah under en venskabskamp mellem to lande forud for VM i Sydafrika. Appiah er en af de spillere, der gør, at Ghana har gode chancer for at nå kvartfinalerne - og måske længere.

Koen Van Weel

5. juni 2010

Lige siden Camerouns målmand Thomas N'Kono i den afgørende puljekamp ved VM i 1982 gled i græsset og måtte se Grazianis hovedstød sejle hen over sig og ind i nettet til den scoring, der sendte de senere verdensmestre fra Italien videre på afrikanernes bekostning, har hele verden ventet på det endegyldige afrikanske gennembrud ved et VM.

Tættest på kom selv samme Cameroun i 1990, hvor nationen stillede med et brutalt mandskab, der sparkede, slåssede og fedtede sig vej til kvartfinalen, men siden da har de afrikanske bidrag til verdens største fodboldturnering primært bestået af ærefulde nederlag, enkelte overraskende sejre og masser af flop, når det virkelig gjaldt. Utallige som himlens stjerner er de gange, hvor afrikanerne har ødelagt det for sig selv ved at lade talentfulde truppers muligheder smuldre bort i internt fnidder, stjernenykker, trænerfyringer og organisatorisk kaos.

Denne gang får holdene fra det plagede kontinent dog en stor gevinst forærende i form af den hjemmebanefordel, som alle de afrikanske mandskaber i praksis vil nyde godt af i Sydafrika, hvor hovedparten af tilskuerne vil stå som én mand bag de afrikanske hold i forsøget på at løfte dem frem til de sejre, der vil betyde så meget for stoltheden, æren og selvfølelsen i den fattige verdensdel.

Uheldige udskiftninger

VM er ankommet til Afrika for første gang - og det vil nationerne fra resten af verden få at mærke!

Afrika ville dog ikke være Afrika, hvis ikke nogle af de bedste nationer allerede havde forsøgt at spænde ben for sig selv gennem nogle helt hovedløse trænerfyringer. Således besluttede det nigerianske fodboldforbund i februar - blot fire måneder før VM - at tidspunktet var det rette til at fyre træneren, den rutinerede Shaibu Amodu, der netop havde ført The Super Eagles frem til en tredjeplads ved African Nations Cup. Han blev - efter en langvarig og verdensomspændende trænerjagt, der efter sigende skulle have inkluderet forsøget på at lande nogle af verdens førende trænernavne - erstattet af den aldeles ukarismatiske og bundkonservative Lars Lagerbäck, der ikke just imponerede i sit fejlslagne forsøg på at skaffe Sverige til VM.

Måneden efter fulgte Elfenbenskysten trop ved at afskedige bosnieren Vahid Halilhodzic, der ellers kunne byde på glimrende resultater med et mandskab, som kun havde tabt én kamp i de seneste to år under hans ledelse. Bosnieren røg ud og blev forsøgt erstattet med den hollandske mestertræner Guus Hiddink. Det lykkedes imidlertid ikke, og i stedet blev posten overladt til den aldeles ukarismatiske og bundkonservative Sven-Göran Eriksson, der absolut ikke imponerede i sin tid som manager for England.

Hverken Lagerbäck eller Eriksson har haft nogen som helst rimelig mulighed for at lære deres spillertrupper at kende, men det betyder tydeligvis mindre for de respektive fodboldforbund, der således følger en stolt afrikansk tradition med at lægge egne mandskaber størst mulige hindringer i vejen før en stor slutrunde.

Hårdest ramt

Det er imidlertid ikke kun de rutinemæssige panikreaktioner fra et par afrikanske fodboldforbund, der har undermineret afrikanernes muligheder for at få succes ved det kommende VM. Også skæbnen har i form af lodtrækningsheldet svigtet afrikanerne ved at indplacere kontinentets formodet stærkeste deltagere i de sværeste puljer, hvormed sandsynligheden for en stærk afrikansk repræsentation i play off- kampene mindskes betydeligt.

Hårdest ramt er Elfenbenskysten; denne ludfattige og smuglerhærgede nation på Afrikas vestkyst, der efter mange observatørers opfattelse stiller med det stærkeste afrikanske mandskab ved denne slutrunde. Ud over prügelknaben fra Nordkorea er Les Éléphants havnet i pulje med Brasilien og Portugal, og denne sammensætning kan meget vel indebære et tidligt farvel til de orangeklædte vestafrikanere, der ganske vist råder over kvalitetsnavne som Didier Drogba og Salomon Kalou fra Chelsea i offensiven samt Barcelonas glimrende balancespiller Yaya Touré på midtbanen, men som samtidig må trækkes med et mildest talt vakkelvornt forsvar. Elfenbenskysten må sætte sin lid til, at verdensstjernerne i frontkæden kan opveje defensivens åbenlyse mangler - men det er bare sjældent en opskrift på succes ved en lang og hård slutrunde som et VM.

De har en chance

Langt bedre i balance som mandskab virker repræsentanterne fra nabolandet Ghana, de såkaldte Black Stars, der trænes af den i Europa fuldstændigt ukendte serber Milovan Rajevac. Han disponerer over et mandskab, der er sammensat af aktører fra de bedste rækker i europæisk fodbold, og som udviser styrke i alle kæder - selv om det naturligvis må betragtes som en svækkelse, at landets største navn, Michael Essien fra Chelsea, har meldt afbud med en knæskade. Folk som Muntari fra Inter, Bolognas Stephen Appiah og Derek Boateng fra Getafe borger dog for, at der stadig er rigeligt med kvalitet i truppen. De sorte stjerners eneste bløde punkt finder man i målet, der vogtes af den 31-årige Richard Kingson; en middelmådig keeper, der er på kontrakt hos engelske Wigan men sjældent får spilletid.

Fraset denne enkelte svaghed stiller Ghana med et stærkt og homogent hold - men det får også brug for alle sine talenter, hvis det skal overleve det indledende gruppespil, thi de sorte stjerner er havnet i en særdeles giftig pulje med Tyskland, Serbien og Australien. Slipper ghaneserne levende fra det hundeslagsmål, ligner de dog Afrikas bedste bud på et hold, der kan slå sig igennem til kvartfinalen - eller måske endnu længere.

Undertippet værtsnation

Så langt når værterne fra Sydafrika med statsgaranti ikke. Tværtimod har det hos bookmakerne været en yndet sport at spille på Sydafrika som den første VM-vært nogensinde, der ikke slipper ud af puljespillet. Det hænger dels sammen med, at Bafana Bafana er røget i en vanskelig pulje med Mexico, Uruguay og Frankrig, dels at holdet bare ikke er særligt stærkt. På FIFA's verdensrangliste ligger det og roder rundt som nummer 83 - bag lande som Jamaica, Panama og Bahrain - hvilket sådan set fortæller alt, hvad der er nødvendigt at vide om niveauet hos de gul-grønne spillere. Det er ikke særligt imponerende; og det bekræftes i øvrigt ved et blik på værternes trup, der primært består af aktører fra den hjemlige liga samt enkelte spillere fra middelmådige klubber i Europa. Holdets eneste kvalitetsspiller finder man i Evertons midtbaneterrier Steven Pienaar, men alligevel har træneren, brasilianske Carlos Alberto Parreira, udtalt, at den sydafrikanske trup er bedre end det brasilianske mandskab, han vandt VM med i 1994. Til det er der blot at svare: Tro på det, Carlos.

Realisme

Mere realisme er der at finde hos dem, der forventer et godt VM for Danmarks puljemodstandere fra Cameroun. Selv om holdet ikke regnes for at være helt så stærkt som Elfenbenskysten eller Ghana, så er der dog tale om et ganske kapabelt mandskab, hvilket blandt andet illustreres af, at landstræner Paul Le Guen har haft råd til at se bort fra OB's Eric Djemba-Djemba i den 23-mands trup, som han er rejst til Sydafrika med. Jernmanden på fynboernes midtbane havde mageligt fundet plads på Danmarks hold, men hos Les Lions Indomptables (De utæmmelige løver) holdes han ude af Arsenals Alexandre Song.

Djemba-Djemba kan dog betragtes som en udmærket eksponent for den måde, Cameroun spiller fodbold på; med stor boldsikkerhed, taktisk disciplin og et fysisk præg, der nærmer sig det brutale. Tidligere er de utæmmelige, der repræsenterer en af Afrikas store fodboldnationer, blevet undermineret af internt ævl og kævl, og heller ikke denne gang skuffer de i den henseende. Således har superkrukken og spydspidsen Samuel Eto'o fra Inter truet med at trække sig fra hele turneringen i protest mod kritiske kommentarer fra det nationale fodboldikon Roger Milla, men foreløbig er det dog blevet ved truslen, og hvis de stridbare individualister fra Guineabugten ellers kan holde nykkerne i ave, har holdet gode chancer for at spille sig videre til play off-kampene, ikke mindst fordi de - i modsætning til Elfenbenskysten og Ghana - er blevet placeret i en på papiret mere overkommelig pulje, hvor hovedtruslen i kampen om andenpladsen (efter de formodede puljevindere fra Holland) primært ser ud til at komme fra et svingende og ikke synderligt stærkt besat dansk landshold.

Det arabiske nord

Det arabiske Nordafrika repræsenteres ved dette VM af Algeriet, der som den eneste af kontinentets deltagere formentlig ikke vil kunne trække nogen særlig hjemmebanefordel ud af, at slutrunden endelig afvikles i Afrika. Dertil er afstanden mellem ørkenstaten i nord og værtsnationen på sydspidsen af kontinentet trods alt for stor, ligesom der traditionelt set ikke eksisterer noget særligt fællesskab mellem de muslimske nationer i Nordafrika og de overvejende kristne lande syd for Sahara.

Til gengæld kan Les Fennecs (ørkenrævene) glæde sig over, at de er havnet i en halvblød pulje med England, USA og Slovenien (Åh, hvad ville Elfenbenskysten dog ikke have givet for at ligge her?) Med lidt held kan de grøn-hvid klædte spillere godt skrabe point nok sammen til at avancere fra gruppen, men det kræver, at holdet løfter sit generelle niveau, der har været mere eller mindre miserabelt, siden det kvalificerede sig til slutrunden i november ved at besejre ærkerivalerne fra Ægypten med 1-0 i en dramatisk play-off kamp, der blev afviklet på neutral grund i Sudan - og som i øvrigt førte til, at vrede egyptere angreb den algierske ambassade i Cairo, ligesom Ægyptens præsident Mubarak følte sig kaldet til at udtale, at landet fremover ville føre en 'hård kurs' over for sine arabiske naboer.

Siden kunne Ægypten dog opleve den tilfredsstillelse at sende Algeriet ud af Africa Nations Cup med en 4-0 sejr (i en kamp, hvor algerierne fik tre mand smidt ud), og det er i det hele taget en samling kriseramte ørkenræve, der er ankommet til Sydafrika. Hvis det lykkes for træner Rabah Sadaane at få styr på tropperne, så rummer mandskabet - med folk som den intelligente forsvarsstyrmand Madjid Bougherra fra Glasgow Rangers og Wolfsburgs Karim Ziani - dog kvalitet nok til, at de kan gøre en forskel i Sydafrika.

Tør vi håbe denne gang?

Forventningerne er dog umiddelbart beskedne - ligesom de også må være det til den sidste af de afrikanske deltagere, Nigeria. The Super Eagles råder langtfra over samme styrke som ved tidligere slutrunder. Især har holdet problemer i offensiven, hvor to af de vigtigste profiler - Evertons Yakubu Aiyegbeni og Nwankwo Kanu fra Portsmouth - efterhånden er reduceret til skygger af sig selv; førstnævnte er aldrig rigtig kommet sig over en alvorlig skade i akillessenen, og sidstnævnte er med sine 33 år simpelthen bare blevet indhentet af alderen. Det har efterladt alt for meget af scoringsbyrden hos den glimtvis brillante, men alt for svingende Obafemi Martins fra Wolfsburg - hvilket har kunnet aflæses i resultaterne. Fem gange inden for det seneste halvandet år har holdet været involveret i 0-0 opgør, og det er efterhånden to år siden, at superørnene scorede to mål i samme kamp. De grønklædte nigerianere kan dog trøste sig med, at både forsvaret og midtbanen - der styres enerådigt af Chelseas John Mikel Obi - fremstår solidt, samt at de er havnet i slutrundens på papiret svageste pulje med Argentina, Grækenland og Sydkorea.

Alle disse overvejelser - om svage puljer, lodtrækningsuheld, scoringskriser og suspekte målmænd - betyder imidlertid ingenting, når VM fløjtes i gang om en uges tid. Så er der kun ét, der tæller, og det er afrikanske sejre på grønsværen. Verden har ventet længe - alt for længe - på at disse talentfulde, men mentalt skrøbelige og notorisk underpræsterende mandskaber fra det fattige kontinent endegyldigt indtager den plads på verdensfodboldens scene, som deres potentiale berettiger dem til. Tør vi håbe på, at det bliver denne gang?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

God artikel, og et par morsomme indslag med charmen fra Afrika, det sker "kun" i Afrika.

Men de vil nok slås for livet, det er jo en stor chance for kontinentet, for at slå sig fast, og få den agtelse de længes efter. Man kan dog frygte det værste.

Nigeria kan nu godt få problemer mod Grækenland, men klarer de den, så er døren åben, resten har jeg ikke de store forventninger til, men det er VM, alt kan ske.