Klumme
Læsetid: 5 min.

Ambulancen er altid til Mændenes Hjem

Den største udfordring ved at bo over for Maria Kirkeplads på Istedgade er, hvordan man beholder sin empati. Måske bliver jeg nødt til at skride for at bevare den
Distance. Jeg orker ikke at forholde mig, går bagom - ned forbi cafeerne på Halmtorvet og undgår Mændenes Hjem, hvor de står med deres hunde, deres penge, deres stoffer og deres flasker.

Distance. Jeg orker ikke at forholde mig, går bagom - ned forbi cafeerne på Halmtorvet og undgår Mændenes Hjem, hvor de står med deres hunde, deres penge, deres stoffer og deres flasker.

Martin Bubandt

Moderne Tider
26. juni 2010

Det lød metallisk. Et kæmpe brag fra noget, der ramte noget andet, og det var det også. Chaufføren havde lige undgået at smadre ind i kiosken overfor, og nu stod den der, med krøllet front og to åbne bildøre, mens pusherne, som plejer at hænge ud på gadehjørnet, udnyttede muligheden for at rippe bilen for det, de kunne. Den ene stak af med en fyldt nettopose, som havde ligget på passagersædet, en anden forsøgte febrilsk at åbne bagsmækken.

»Han stak af den vej,« sagde en af pusherne, da jeg råbte ned for at høre, om der var nogen, der var kommet til skade. Hvordan chaufføren havde kunnet ramme væggen, er uforståeligt. Enten havde han været fuld, eller også var det en stjålet bil. Eller begge dele. Move about Cars stod der på bilens sider, og jeg kan love for, at der blev moved about dernede på gaden. Selv fulgte jeg med fra vinduet, som om det var et program i tv. Som om det var ren underholdning.

Men det slog mig først bagefter. For det er, som om jeg ikke længere tænker så meget over, hvad jeg ser. Jeg forholder mig ikke. Jeg bor på Istedgade over for Maria Kirkeplads, midt i stripklubbernes, pushernes, narkomanernes, bagmændenes og de prostitueredes København. Og her ser man altså lidt af hvert.

Fisk i akvariet

Da jeg lige var flyttet ind, hang mine venner og jeg ofte med hovedet ud af vinduet. Dengang var det fascinationen. Især en af vennerne kunne bruge timer, for hun ville se, hvordan det hele hang sammen. Hvem der var bagmand for hvilke prostituerede, hvilke sten der blev gemt narko under, hvem der var over- og hvem der var underpusher. Senest i lørdags fulgte jeg med i, hvad der skete i den sølvgrå Mercedes, som holdt uden for kirken. Det var, som om han ventede på nogen han kørte lidt frem, bakkede tilbage, åbnede døren og fik talt en af kvinderne ind på passagersædet. Det endte med, at han ragede hende på låret, hvorefter hun skred og smækkede med døren. »Ha, det havde han godt af,« nåede jeg at tænke. Det kan være underholdende at bo lige der, hvis altså ikke det var for alt det andet.

Hende den lille sorte for eksempel, i løbet af det seneste års tid er hun skrumpet ind til ingenting, hun vejer vel omkring 40 kilo nu og er så krum i ryggen, at hun bliver nødt til at løfte hovedet for at kigge ligeud. Som et spøgelse, desperat, forpint, går hun omkring i gaderne på jagt efter flere stoffer. Ham, der i vinters blev sparket ned bagfra, mens han stod og tissede mod kirkens mur og lå og blødte i snedriven, mens de sparkede videre, og jeg febrilsk prøvede at åbne vinduets børnesikring for at råbe ud. Senere viste det sig, at overfaldsmændene havde smidt en køkkenkniv fra sig lidt længere oppe ad gaden. Eller ham, jeg så på vej hjem fra arbejde. Han lå livløs oven på et cykelstativ, hans hoved hang nedad, da ambulancen kom. Eller ham, der blev genoplivet. Han satte sig op med et gisp, mens vennerne stod og klappede, og han selv famlede efter sine smøger. Ham, der kom tilbage til gaden i rullestol, fordi benet var blevet taget af, og hende, der engang gik i designertøj og pels, og som i løbet af et par år er blevet så syg af alkohol og piller, at hun nu mest ligger på trapper og afsatser.

Når der kommer en ambulance med blå blink, skal den oftest til Mændenes Hjem. 250 narkomaner dør hvert år af deres misbrug. En god del af dem her på Vesterbro.

Cafeburgere og jagt på en vene

Men det tænker jeg ikke så meget over i hverdagen. I stedet bliver jeg irriteret, når de råber nede på gaden om natten. Jeg orker ikke at forholde mig, går bagom ned forbi cafeerne på Halmtorvet og undgår Mændenes Hjem, hvor de står med deres hunde, deres penge, deres stoffer og deres flasker, og jeg noterer, at de igen har fået byggestativ ude foran. Snart kommer det til at flyde over af sprøjter, urin og sikkert også fækalier. Jeg ved godt, det er usympatisk, og undskyld.

Men jeg er tæt på at kunne forstå, Maria Kirkes naboer, der til stor forargelse for resten af byen og Søren Ulrik Thomsen engang i tiden byggede et hegn, så de kunne have deres barnevogne i fred. Og jeg forstår på en måde også, at PH Cafeens ejer er træt af sundhedsrummet. Det fremmer sikkert ikke salget af cafeburgere, at der lige over for sidder en narkoman, som forsøger at finde en vene. Jeg siger ikke højt, at jeg går i en stor bue uden om narkomanerne, fordi jeg helst ikke vil komme til at røre dem. At jeg tænker på deres sygdomme og væskende sår.

Sandkasse og salmiakspiritus

En gang gik der flere uger inden jeg igen brugte min cykelkurv, efter at jeg havde fundet en blodig kanyle i den. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg tror ikke, jeg er den eneste. Hvis man vil tale om den opsplittede by dem og os så er det her på Vesterbro, for vi kender dem mest gennem ruden. Det gik op for mig, da jeg engang leverede vidneforklaring til politiet på Maria Kirkeplads, og det slog mig, at jeg aldrig havde set gaden fra den vinkel. Første gang, jeg talte med en narkoman, var, da jeg lavede et interview. Maria hed kvinden, der havde levet på gaden siden 80erne, og som sagde, at der var blevet mere råt. Det så godt nok ikke sådan ud, for der var blevet ryddet op, de pæne mennesker med deres pæne børn i økologisk tøj var flyttet ind og havde låst gårdene. Og mens børnene legede i sandkassen, sad narkomanerne uden for på trappestenen med deres sølvpapir, fyrfadslys og salmiaksprit, overladt til sig selv og stofferne.

Selvfølgelig lægger jeg stadig mærke til dem. Selvfølgelig ser jeg det stadig. Men efterhånden er jeg mere opmærksom på, at de ikke skal røre ved mig, end på, at de er mennesker på bunden af samfundet, der har brug for hjælp. Det er nok på tide at skride, inden medfølelsen forsvinder helt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Krogh

"En gang gik der flere uger inden jeg igen brugte min cykelkurv, efter at jeg havde fundet en blodig kanyle i den.". Der gik sikkert også flere uger imellem du så den bedst bevarede hemmelighed i fuld offentlighed. Som den med nøgler kun til ens egen hoveddør knap ænser dette parallel samfund til dagligt. Så meget som det eksistere flerfoldigt. Spundet af den fineste tråd. Hvor enhver er inviteret men ingen er ønsket.
Det er set/skrevet/hørt før, ganske almindeligt, helt, normalt, som det altid har været. Løb.

Hvor mange år kan man leve på ren heroin? Kan man passe et arbejde? Kan man får børn og kan man passe de børn man har? Jeg ved det ikke. Der er aldrig nogen der har givet et bud. Jeg har tit tænkt på, at der må sgu da være læger der af egen erfaring ved noget om det her.
Vil et liv på ren heroin være så slemt, at det er de 10.000 stakels narkomaner og de 250 døde værd?

Niels Mosbak

Bill Atkins

Det kan du anvende i årevis, uden at der af den grund sker en nedbrydning af kroppen.
Og ja du kan passe et arbejde, ligesåvel som de narkomaner der får metadon, der er et syntetisk opiat. Det skulle være meget vanskeligt, at blive afvænnet fra metadon.

Og ja, der er en historie om en læge der døde som 84-årig, efter at have været heroinmisbruger i 40 år.

Og det er overvejende følgeskader der giver narkomanerne sygdomme, ikke stoffet i sig selv.
Det er uhygiejniske omgivelser, manglende tid til at fixe, dårligt lys (fejlskud kan give bylder) urent stof, osv.
Og så et forjaget liv, hvor alting drejer sig om at skaffe til det næste fix, og det næste, og det næste.
24 timer i døgnet....

Jamen, så lad dem da få fri heroin, og fixerum - så bliver de meget mindre "generende". Især for den kreative klasse, der nu har indtaget de gamle arbejderkvarterer....

Mosbak,
Jeg havde sådan set ventet et svar, noget nær det du giver, men din konklusion overrasker mig.

Stikordene er mange:
Menneskeværd -foragt, Narkopenge -korruption, Gangsterkriminalitet, Prostitution, Hospitalsudgifter -belastnig, Politiopgaver -belastning, Skræmmeeffekt, Ungdomsproblem...

...men, narkomaner som rambuk mod den kreative klasse ...den havde jeg ikke lige set komme. :-)

Christian Olesen

Kære Malin
Jeg har boet på Vesterbro i 30 år og vil foreslå du skrider hurtigst mulig, din historie afslører at du ikke har meget empati, måske aldrig har haft det, hvis du absolut vil bo på det "smarte" må du ta' det med, hele pakken, for ludere og narkomanerne har deres hjem der og har haft det længe før du kom.
De skønneste år af mit liv er foregået på Broen og efter din historie ser jeg ingen anden vej for dig.

Bernhard Dragsbjerg

Bill Atkins

Niels Mosbak har helt ret og bare så du ikke bliver forskrækket, der er en hel del morfinister i det danske sundhedssystem. Det er af ovennævnte grunde faktisk ikke det store problem. Problemet er alkohol, et solidt klasse A drug, der slår alt hvad angår skader på sjæl, familie, samfund osv. Kan købes med discount overalt og anses for at være nødvendigt for at en samtale/stemning kan blive festlig.
Og lad os så få den hollandske hash ordning.

Arthur Schopenhauer

Velskrevet og sympatisk artikel, omend lidt vel beklagende; vi er genetisk programmeret til at undgå sygdomsbærere, så du har så sandelig intet at undskylde for.

På det rent menneskelige plan er der ligeledes intet underligt i dine reaktioner. Jovist, det er sørgeligt, og ja, de stakkels mennesker er i bund og grund bare ofre for deres egen opvækst. En sådan indsigt kan man dog ikke rigtig bruge til noget i dagligdagen, og der er intet i din fortælling, der vidner om andet end et veludviklet overlevelsesinstinkt på den ene og den anden måde. Hvis man tilsidesætter sin sympati, er der jo tale om personer, man har al mulig grund til at gå en bue udenom, hvor meget man så end måtte ønske at kunne hjælpe dem.

Empati og sympati er ikke til megen hjælp, når man træder i en blodig kanyle.

Rachel Henderson

Så vidt jeg ved er den væsentligste skadevirkning ved heroinpåvirkning en amputering af ens følelsesliv. Det er muligt at en morfinist ansat i sundhedsvæsenet klarer sig fint igennem med neddæmpet følelsesliv og mangel på empati over for patienterne - men det er ikke et menneske, det er rart at være i nærheden af.

Skal morfinisten/heroinmisbrugeren afvænnes, kræver det derfor terapi med henblik på at lære at håndtere sine egne følelser og de stød livet giver, ellers går vejen lige tilbage til narkomanien.

Fri heroin til de afhængige kan således være en løsning, men det er ikke helt uden bivirkninger.

Bjarne Hansen

Nils Mosbak.

Du glemte underernæring, som også er med til at nedbryde kroppen.
Hvis man har et ordentligt liv, så kan man tage heroin/morfin og blive lige så gammel som alle andre. Codymagnyler er langt mere ødelæggende for kroppen end Opiater.

Bjarne Hansen

Jeg har igennem 19 år med jævne mellemrum fået store doser morfin grundet min ødelagte ryg, der er intet i vejen med mine organer, for jeg har jo aldrig skullet sulte eller stresse rundt for at få urene stoffer, og har selvfølgelig heller ikke fixet dem under uhygiejniske forhold.
Jeg er faktisk så sund og rask som en 50 årig kan være, og jeg har været oppe i doser som gamle narkomaner ikke ville kunne tåle uden at få overdosis.
Så jeg er enig, giv de stakkels mennesker deres stoffer, Heroin og Morfin er oven i købet virkeligt billigt, 20 Contaligin koster 25 kr. og så er der til et par dage hvor narkomanen kan være rask og fungere normalt. Og så giver de en god appetit. ;-)

Men som en anden skriver, så sker der det med følelseserne at de bliver lidt bedøvede, men det er noget vrøvl at man mister sin empati. Det gør man kun hvis man samtidig lever et råt liv.
Jeg synes faktisk at man bliver utroligt rørstrømsk og sentimental.

Bjarne Hansen

Altså! For mindre end en busbillet om dagen pr. næse, kan Vesterbro, blive helt fri for al den ballade, plus at man trækker tæppet væk under organiseret kriminalitet.

Jeg fatter ikke at man ikke forlængst er gået igang.

Bjarne Hansen

Er det lovligt at blive narkoman så er det også 1000 gange lettere at holde op med at være Narkoman.

Så en gang Narkoman altid Narkoman, det er noget vrøvl, jeg har da været Narkoman mange gange, og nu tager jeg ingen medicin overhovedet.

Men hvis man lever elendigt og har brug for flugten , så er det svært at blive clean. Så skal man først have det godt og have dækket de basale behov.