Læsetid: 5 min.

Esther Duflo rejser selv ud og undersøger, om udviklingsprojekter rent faktisk virker

Gratis læsehjælp eller mikrokredit til verdens fattige? En stribe etablerede sandheder i udviklingspolitikken får en tur i maskinen af den franske forskerstjerne Esther Duflo og hendes eksperimentelle forskningsmetoder. Ikke mindst mikrokreditterne får et svirp af pisken. Denne artikel fra arkivet giver en introduktion til nobelprisvinder Esther Duflos arbejde
Gratis læsehjælp eller mikrokredit til verdens fattige? En stribe etablerede sandheder i udviklingspolitikken får en tur i maskinen af den franske forskerstjerne Esther Duflo og hendes eksperimentelle forskningsmetoder. Ikke mindst mikrokreditterne får et svirp af pisken. Denne artikel fra arkivet giver en introduktion til nobelprisvinder Esther Duflos arbejde
5. juni 2010

Udgansgpunktet var, at de manglede skolebøger i Kenya. Men da man gav eleverne flere bøger, lærte de ikke mere, end kammeraterne fra de klasser, som ikke havde fået ekstra bøger. Forskeren bag projektet ville ikke tro sine egne øjne og gennemførte det hele igen i større skala - men fik fortsat ingen effekt. Og dog: Ved nærmere eftersyn viste det sig, at de 10 bedste procent af klassens elever havde et større udbytte af de ekstra bøger.

Endelig gik det op for forskeren, at bøgerne var alt for svære, og desuden var de på engelsk - et sprog størstedelen af børnene taler dårligt.

Eksemplet er et blandt mange fra værket Lutter contre la pauvreté (At kæmpe imod fattigdommen), skrevet af den franske forsker i udviklingsøkonomi og professor på Massachusetts Institute of Technology, Esther Duflo.

Trods sine blot 37 år er hun allerede blevet tildelt en række prestigefyldte priser. Senest indkasserede hun i april i år John Bates Clark-medaljen, der ligger niveauet lige under Nobelprisen i økonomi.

Hæderen skyldes hendes banebrydende forskningsresultater. Fremgangsmetoden, som hun har været med til at udvikle, er både eksperimentel og ganske uortodoks for evaluering af udviklingsprojekter:

Til en start holder Duflo sig på gadeniveau og evaluerer ikke hele lande, men enkelte projekter - og hun drager selv med i felten. Dernæst måler hun et eller flere parametre på et givent projekt og sammenligner så med en tilfældigt udvalgt befolkningsgruppe, der ikke deltager i projektet.

Dermed leverer Duflo noget, som udviklingspolitikken i den grad har brug for: Svar på, om en given indsats fungerer eller ej:

»Den eneste løsning består i strengt at teste hvert eneste af programmerne og at sammenligne deres priser og deres effekt,« skriver hun.

Umotiverede skolelærere

Lutter contre la pauvreté er på to bind, begge skrevet på et lige ud ad landevejen-sprog. Første del holder sig til eksempler på evaluering af traditionelle udviklingsprogrammer inden for undervisning og sundhed.

I andet bind går det løs med mikrofinansiering, korruption og offentlig ledelse. Her bruger Duflo en del energi på mikrokreditterne, der af mange liberale økonomer ses som en vej til at 'give kampen imod fattigdom tilbage til de fattige'.

Gangen i bogen er så at fremsætte de hidtidige resultater inden for hvert område og via evalueringsprojekterne slå fast, om indsatsen har haft den ønskede effekt eller ej.

Inden for undervisningsfeltet er der f.eks. i dag flere børn, som er meldt til i skolen. Mens 83 procent af børn i skolealderen i udviklingslandene var tilmeldt en skole i 2000, var der i 2007 88 procent.

Det skyldes en stribe forskellige nødhjælpsprogrammer. F.eks. gratis skoleuniformer i Kenya og en børnecheck på betingelse af tilmelding til skole i Mexico.

Men: Er tilmelding nok? Nej. F.eks. lærer børn ikke nødvendigvis noget, blot fordi de er indskrevet i eller endog går i en skole. I Indien er 96 procent af børnene meldt til en skole, men kun halvdelen af dem kan læse.

For at forbedre børnenes læsefærdigheder har man bl.a. forsøgt at styrke undervisernes motivation for at lære fra sig. Det er sket ved at lade unge, læsekyndige indere undervise børnene. I de landsbyer, som ikke deltog i projektet, kunne blot 40 procent af børnene skelne bogstaverne fra hinanden efter et år. I projektlandsbyerne var tallet på 100 procent.

Men her er to faktorer på spil: Dels de unges motivation for at få en fast kontrakt, dels går undervisningen blot ud på at lære at læse - ikke på at følge et givent pensum.

For at isolere effekten fra motiverede undervisere er forsøget blevet ændret og testet i Kenya. Denne gang fastholdt man skoleundervisningen, men brugte arbejdsløse lærere. Resultatet heraf blev, at børnene klarede sig 18 procent bedre, når de havde en kontraktansat lærer.

Derfor skal man ikke blot ansætte lærere i tidsbegrænsede stillinger, understreger Duflo, men slår fast, at motivationen blandt lærerne spiller en vigtig rolle.

Og konstaterer generelt, at skal forskningsresultaterne inden for undervisning og sundhed have indflydelse, kræves en reform af systemerne, som ikke ligger lige for:

»De officielle undervisnings- og sundhedssystemer er produkter af bureaukrater og eksperters fantasi. Folk, der ikke har nogen direkte forbindelse med de lokales behov, eller med realiteterne i felten,« lyder det.

Mikrolånene redder ikke verden

Også Mohammad Yunus' mikrokreditter til verdens fattige, udsættes for Duflos røntgenblik. De små lån, som både rige og fattige regeringer samt medierne har taget til sig, findes i dag i forskellige variationer.

Men reglerne er omtrent de samme, nemlig udelukkende at låne til kvinder, at låntagerne skal betale af på lånet samt renter hver uge, at lånene gives til en gruppe på fem eller 10 kvinder, der alle hæfter herfor, og at renten ligger på mellem 20 og 100 procent årligt.

Dog er det trods den megen opmærksomhed ikke blevet undersøgt, hvordan de små lån rent faktisk fungerer. Selv ikke efter at Yunus modtog Nobels Fredspris i 2006:

»Mikrofinansinstitutionerne har afvist at stille dette spørgsmål. Deres ræsonnement har været: For så vidt som institutionen er rentabel, skylder vi ikke nogen forklaring til andre end vores kunder. Hvis disse kommer tilbage, betyder det, at den service, vi yder, er brugbar,«, skriver Duflo.

Og peger straks på to fejlslutninger: For det første er ikke alle mikrofinans-forretninger rentable, tværtimod er mange afhængige af støtte. Desuden betyder det ikke nødvendigvis, at mikrokreditten gavner kunderne, blot fordi de kommer igen. Det kan sagtens skyldes mangel på information.

I dag er der dog evalueringer i gang. En er gennemført, om end blot to år efter projektets start. Det drejer sig om det indiske mikrokreditinstitut Spandana, der har to millioner kunder.

Da virksomheden stod over for at åbne afdelinger i den regionale hovedstad Hyderabad, blev der på forhånd gennemført rundspørger i 20 hjem i hvert af de 104 kvarterer, hvor Spandana overvejede at placere en afdeling. Hensigten var at skabe en art økonomisk profil af potentielle kunder.

Instituttet endte med at oprette afdelinger i halvdelen af kvartererne. To år senere blev der så indsamlet data blandt tilfældigt udvalgte beboerere i både testkvarterer og i 'uberørte' kvarterer.

Antallet af indbyggere, der havde startet en virksomhed, var steget fra 5,7 til 7 procent. Det svarede til, at én ud af seks af de givne mikrokreditlån - både fra Spandana og andre udlånere - var gået til at starte en ny virksomhed. De andre gik til ekstra forbrug. Der var ingen effekt på sundhed, undervisning, kvinders beslutningsmagt eller andet.

Duflos generelle konklusion over mikrokreditterne lyder derfor, at de naturligvis har en rolle at spille i kampen mod fattigdom, men de »kan ikke erstatte offentlige programmer, der garanterer adgangen til uddannelse, og organiserer infrastruktur og sundhedsservice af høj kvalitet,« fastslår Duflo og konkluderer:

»Hvis man vil fortsætte kampen imod fattigdom, er forsøg, fejl, kreativitet og tålmodighed uundværlige. Ikke for at finde den magiske tryllestav, som ikke findes, men for at starte en serie af små fremskridt, som fra og med i dag gør de fattigstes liv bedre.«

Esther Duflo: Le développement humain. Lutter contre la pauvreté. (Bind 1 og 2), Seuil

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

DR1 bragte en reportage om en dansker der havde udlånt 10.000 kr til 9% som mikrolån. 5.000 var udlånt til en kvinde med et brødudsalg i Kenya. Danskeren sprang på et fly og tog ned for at undersøge hvordan hans 5.000 kr arbejdede og det viste sig at kvinden betalte 37% og i øvrigt var hun dybt rystet over pludselig at se manden i sit brødudsalg....

Budskabet er vel at der kommer fokus på mikrolånene - på med arbejdshandskerne hr frihedsminister Pind

I øvrigt er kampen mod analfabetisme en vigtig kamp for demokrati...

Johannes Nielsen

"Trods sine blot 37 år er hun allerede blevet tildelt en række prestigefyldte priser. Senest indkasserede hun i april i år John Bates Clark-medaljen, der ligger niveauet lige under Nobelprisen i økonomi."

Det er ikke helt præcist. Medaljen gives hvert andet år til en økonom under 40 år. Den regnes af mange som niveauet lige OVER nobelprisen fordi den som sagt kun gives hvert andet år og fordi den ikke deles mellem flere forskere...

Claes Pedersen

Bill Atkins ved ikke hvad han taler om og det er noget pis at drage S¢ren Pind ind i denne debat.

Men Folkekirkens N¢dhjælp bruger at give mikro lån som kun få tilfælde kan hjælpe fattige mennesker og det svare til give et mikrolån til en der vil åbne en kiosk på n¢rrebrogade eller en pizza bar.

Samt er det dybt diskriminerende når man kun vil give kvinderne disse lån, her på Philippinerne kan man også få de lån, til en lav rente, men de hjælper jo ikke det Philippinske samfund, men kun i enkelte indivier.

Hvad der derimod hjælper er projekter som Danida laver som at hjælpe Philippinerne med en bedre ris produktion og opsættelse af vindm¢ller i land der stort set må importere alt deres energi.

Men det hjælper ikke meget når befolknings tilvæksten stiger og stiger og de kristne er totalt udansvarlig over for dette problem.

Og selv om en befolkning skal læse og skrive hvad mange her på Philippinerne kan medf¢re det ikke de er specielt interesseret i politik og millioner af Philippinske kvinder sider og chatter på internettet i håbet om finde sig en sponser og tros mange Philippiner har en længere skole gang er de udsat for massiv udnyttelse, som billig arbejdskraft rundt om i verden.

@Claes Pedersen skriver:
Bill Atkins ved ikke hvad han taler om og det er noget pis at drage S¢ren Pind ind i denne debat.

Jeg må be' Claes Pedersen om at prøve med argumentation i sine debatindlæg, især hvis han underkender andres indlæg. Ud over angrebet på mig, understreger resten af Claes Pedersens indlæg fuldt ud at mikrolån trænger til et gevaldigt serviceeftersyn (som de vist kalder det i den borgerlige lejr) - og at mikrolån falder inden for Søren Pinds fokusområde er der vist ingen tvivl om.

Udviklingsminister Søren Pind har nemlig med vanlig sans for at bringe sin egen person i fokus, udråbt sig til Frihedsminister og har lovet at ændre fokus fra afhængighedsrettigheder til frihedsrettigheder. For at hans mediestunt ikke skal ende som et slag i den varme luften tillader jeg mig at minde hr. Pind om sit løfte. Som det fremgår af nedenstående udsendelse kræver hans løfte nemlig "en stor grad af politisk mod og gennemslagskraft" hvilket jeg ikke har indtryk af at hr. Pind er i besiddelse af.

Resten af mit indlæg er et extract af en ukommenteret reportage i DR P1, så det kan ikke være meget anderledes. Hvis det er mit udsagn om at "kampen mod analfabetisme er en vigtig kamp for demokrati" så må du meget gerne uddybe nærmere...

http://www.dr.dk/P1/Kanten/Udsendelser/2010/03/10094103.htm

Jens Kristian Rasmussen

Jeg ser egentlig ikke noget i artiklen der giver belæg for at mikrolån trænger til et "gevaldigt serviceeftersyn". Som Esther Duflo siger kan de ikke "erstatte offentlige programmer, der garanterer adgangen til uddannelse, og organiserer infrastruktur og sundhedsservice af høj kvalitet." Men det har alle undtagen Søren Pind jo vidst hele tiden - det betyder bare ikke at man kan underkende at mikrolån er et super værktøj til økonomisk og social udvikling.

Hvis et mikrolån kan ende med en rente på 100 pct som det fremgår af artiklen, er der et problem og det bør undersøges om mikrolån kan organiseres andeledes...

Faktisk var kvinden i den af mig refererede udsendelse noget stødt over at manden forlangte 37% og de blev begge overrasket over at der var tale gebyr indregnet i renten...

Manden havde efter hjemkomsten fundet ud af at der var andre udlånsordninger der endte op med en lavere rente så

På med vanten hr. Pind: danskerne fortjerne en analyse af mikrolån

En nærlæsning af publikationerne fra Udviklingsministeriet om Mikrolån tegner et noget mere positivt billede end det fremgår af artiklen ovenfor...

Martin Kristensen

Som alt andet skal mikrolån naturligvis evalueres løbende - og generelt kan man sige at hvis det er mangel på kapital der kan forrentes inden for rimelige rammer der holder udviklingen tilbage så er mikrolån geniale. Hvis det er mangel på basale kundskaber hjælper de ikke - der hjælper undervisning. Den ene hjælpemetode udelukker naturligvis ikke den anden.

@Johannes Nielsen: John Bates Clark medaljen gives årligt nu. Den er nummer 2 efte Nobel - og vil blive ved med at være det - da den kun gives folk under 40 (og de fleste laver deres mest banebrydende arbejde i fyrrerne) og ikke mindst da den kræver tilknytning til et amerikansk universitet.

Martin Kristensen

Uj...glemte helt at nævne at 37% lyder af meget (er meget) men hvis inflationen er 20% - 25% så er situationen naturligvis en anden.

Ole Dahl Rasmussen

Folkekirkens Nødhjælp og Ester Duflo

Tak til Information for at bringe Esther Duflos interessante arbejde ud til en større kreds. Hos Folkekirkens Nødhjælp er vi meget interesserede i Esther Duflos metoder - faktisk så interesserede, at vi som den eneste danske NGO har igangsat en større evaluering af et af vores egne mikrofinansprojekter i det norlige Malawi med det primære formål at undersøge effekten af projektet på fattigdom og sult. Vel at mærke en evaluering hvor vi bruger netop de metoder, som Esther Duflo anbefaler. Der er nemlig ingen af de mikrofinansinitiativer, som indtil nu er blevet evalueret af Esther Duflo og hendes team, som er målrettet den fattige landbefolkning, og netop denne befolkningsgruppe mener vi hos Folkekirkens Nødhjælp er særligt interessant. Vi gennemfører naturligvis evalueringen under hensyntagen til de etiske problemstillinger som Duflos metoder medfører.

Lad mig benytte lejligheden til at aflive nogle myter om mikrofinans:

- Myte 1: Solvej Gram Jensen skriver at "reglerne [for mikrofianns] er omtrent de samme." Det er forkert. Faktisk dækker mikrofinans efterhånden over så mange forskellige ting, at selv folk i branchen bliver forvirrede. I øjeblikket kan både almindelige komercielle forbrugslån i u-lande og lånehajer regnes for mikrofinans og det skaber i sagens natur en del forvirring.

- Myte 2: Mikrofinans er kun kredit. Mikrofinans er også opsparing, og meget tyder på at det er mindst ligeså væsentligt som kredit. Når man som Folkekirkens Nødhjælp arbejder med de allermest sårbare og marginaliserede grupper, viser det sig ofte, at de har et lige så stort behov for sikker opsparing som for udlån. På landet i fx Afrika kan det være utrolig svært at finde et sted at spare op, og når man høster en gang om året, er der et stort behov for det.

- Myte 3: Lån bruges altid til at starte en virksomhed. Det er forkert. Lån bruges sjældent til at starte en virksomhed, men ofte til at ekspandere en (måske utrolig lille) virksomhed. I den sammenhæng er det et bemærkelsesværdigt positivt resultat, at et ud af seks lån fører til opstart af en virksomhed.

Endelig en kommentar direkte til Claes Pedersen: Du har ret i, at det er en dårlig idé at give lån kun til kvinder. Derfor arbejder vi i Folkekirkens Nødhjælp for adgang til lån og opsparing for både kvinder og mænd.

Venlig hilsen,

Ole Dahl Rasmussen
Mikrofinansrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og formand for Dansk Forum for Mikrofinans.

PS. Der er mere information om vores arbejde her:
http://www.danchurchaid.org/what_we_do/issues_we_work_on/microfinance og om Dansk Forum for Mikrofinans her: mikrofinans.dk

Jens Bastian Kjar

Den høje rente skyldes flere ting:
Hvad er dyrest? For Danske Bank at udlåne 100.000 kr til en person. Eller for SKS India at udlåne 100 kr til 1000 lånere?
Det er ret simpelt.
Indkomst fra lån, og deraf renten, er afhængig af fire faktorer: profit, tab ved mangel på tilbagebetaling, udgifter til finansiering og driftomkostninger.
I CGAP´s rapport fra 2009 (http://www.cgap.org/gm/document-1.9.9534/OP15.pdf) undersøger de 555 MFI (mikrofinansinstitutter).
Her ligger medianen for MFIer med en profitrate på 17%. Samtidig er over to tredjedele af de mest profitable 10% MFIer, NGOér hvor pengene ikke går til investorer etc.
Så kan man spørge sig selv, hvorfor renterne så er så høje? Det er mit eksempel i starten et meget godt bud på. Driftomkostningerne er enormt store. En filial agent i Indien kan ikke bare overføre pengene til den fattige landsby. Han/hun skal muligvis tilbringe en hel dag i banken, for derefter at kører timevis ud til landsbyen, for så at uddanne folk i økonomisk ansvarlighed, for til sidst at låne et par hundrede dollars til en gruppe kvinder.
Det skyldes (med undtagelse af Afrika) ikke at folk ikke kan betale tilbage. På verdensbasis er tilbagebetalinsraten på 97,7%.
Så ja renterne er høje. Men alternativet er værre. I 36 af de lande, som rapporten undersøger, er det kun 7 lande, hvis MFI´ers gennemsnitlige rentesats er højere end kreditkort. I resten af landende er det billigere at tage mikrolån end at bruge et kreditkort - hvis de da overhovedet kan blive erklæret "bankable". Desuden er det et væsentligt bedre alternativ til lånehajer.
Om Mikrokredit rent faktisk hjælper vil jeg ikke bevæge mig så meget ind på. Jeg er personlig farvet af at jeg har skrevet om det i snart fire måneder, men mener helt bestemt at Mohammad Yunus 16 beslutninger omkring Grameen Microcredit er et super godt initiativ. Men mikrokredit kan ikke stå alene. Bangladesh bl.a. er inde i en så voldsom vækst, at infrastrukturen ikke kan følge med. De har brug for massive offentlige investeringer. Her kan mikrokredit ikke hjælpe.

Claes Pedersen

Til Jens Bastian Kjær.

Alle udvikling lande eller lande med massive Sociale problemer har brug for en offentlige sektor, der kan varetage overordnet samfunds opgaver.

Som udvikling af uddannelses systemmet og vejnettet renovations systemmet opsamling af regn vand og få vand ud i land områderne.

Mikrolån kan kun i vise tilfælde hjælpe enkelt personer, men er ikke vejen til at opbygge et samfund, som man ikke skal have rejst meget i fattige lande, for finde ud af hvor alle pr¢ver at handle med alle, med det resultat at de penge de kan tjene er så små, at de kun lige kan holde sulten fra d¢ren.

Men jeg tror næppe vi vil få nedbragt antallet af fattige hvis ikke befolknings tilvæksten stoppes som også g¢r de fattige bliver udsat for misbrug, kun Kina har fået nedbragt antallet af fattige med 300 millioner og arbejderne oplever nu store l¢n fremgange, og jeg kan endnu engang ikke forstå en organisation som Folkekirekns N☼dhjælp skal udlånne penge til fattige, og de ikke koncentere sig om at vartage sig det de bedst til.

Som når der kan være t¢rke i Afrika eller krig eller andre natur kastoffer, at de så viser flaget og deres tilstedeværelse og lader Danida og FN og andre organisationer varetage de mere overordnet opgaver med at hjælpe til med at opbygge et samfund bedre samfund.

Og de har jo ingen kontrol med at de mennesker de låner penge ud til ikke bruger menneskerettighederne, og i land som Malawi forgår der udbredt misbrug af b¢rne arbejde til 0,50 cent om dagen i tobaks plantagsserne med en 12 timers arbejdsdag.

Jens Bastian Kjar

@claes pedersen.
Jeg giver dig fuldstændig ret. Afrika er også det land, som har sværest ved at betale mikrolånene tilbage.
Der har Grameen Bank været smarte til at kræve opsparing og forsikring bl.a. igennem de 16 beslutninger.

Ivan Breinholt Leth

Længe før Duflo lavede sine undersøgelser, fik jeg mistanke om, at der er noget galt. Grameen Banken har i mange år påstået, at de har en succesrate på 99 procent. Dvs. 99 procent af disse små iværksættere starter forretninger, som er økonomisk bæredygtige. I Europa ligger succesraten for iværksættere på 40-50 procent. Altså meget fattige mennesker uden uddannelse i Bangla Desh er dobbelt så gode til at starte forretninger som europæiske iværksættere.
Iøvrigt begår Duflo den samme fejl, som NGOerne. Hun undersøger udviklingsprojekter på mikroniveau. Intet land i verden har reduceret fattigdom ved at starte på mikroniveau. NGO-bistanden vil aldrig medføre fattigdosmreduktion på nationalt niveau. Fattigdomsreduktion kræver overordnet statslig planlægning. Kina har sidst bevist dette, men mønsteret er det samme uanset om det drejer sig om Japan, USA, Sydkorea, UK, Holland eller Schweiz. Den koreanske historiske økonom - Ha Joon-Chang - burde have fået Nobelprisen for at have påvist dette.