Læsetid: 6 min.

Faderen, sønnen og driblingen

I eftermiddag skal plagede Argentina spille deres første kamp i årets VM. Det er på Coca-Cola Park i Johannesburg, og modstanderen er Nigeria. Bliver det begyndelsen på en stime af triumfer, som vil restaurere Maradonas blakkede ry som cheftræner? Eller vil stjernerne trevle op i forsmåede drømme, fordi El Diego ikke har nogen plan?
Maradonas tryllerier er 'viveza cridla' i en nøddeskal: tricks snarere end original bedrift på banen - og det bliver spændende at se, om han kan trylle lidt i de kommende kampe.

Maradonas tryllerier er 'viveza cridla' i en nøddeskal: tricks snarere end original bedrift på banen - og det bliver spændende at se, om han kan trylle lidt i de kommende kampe.

Enrique Marcarin

12. juni 2010

I 1986 vandt Maradona FIFA-pokalen nærmest ene mand. På trods af en svimlende talentmasse er Argentina stadig Argentina. Først eneren, siden holdet. Og der er en afgørende lighed mellem Diego og Leo Messi. Verden har endnu ikke set deres fulde formåen.

30. oktober 1997 fyldte Diego Armando Maradona 37 år. Samme dag modtog han en besked om, at hans far var død. Kort tid efter blev nyheden dementeret. Maradona var rystet og mente selv, at der var magiske kræfter på spil. Straks udbasunerede den 165 centimeter høje forward, at nu var det slut. Det var sjette gang, han sagde sådan noget. Men det virkede uigenkaldeligt. To måneder forinden var han blevet testet positiv for kokain efter en kamp for sit elskede Boca Juniors i Buenos Aires. Seks år tidligere, mens Diego stadig spillede for Napoli, blev han suspenderet i 15 måneder, og derouten blev gentaget under VM 1994 i USA med samme straf, fordi myndighederne fandt det præstationsfremmende stof efedrin i blodet.

Maradona var en porteño - en indfødt fra Buenos Aires. Drengens talent virkede som en gave fra Gud, men den lille purk med det store hår var alligevel for umoden til César Luis Menottis landsholdstropper, der i 1978, midt i General Videlas diktatur, gik hele vejen og besejrede Holland i en regn af konfetti. Englænderne tolkede finalen som en dyst mellem de ærlige protestanter og de bedrageriske katolikker, mens de stadig gøs ved erindringen om finalen på Wembley i 1966, der endte i masseslagsmål og karantæne til Argentinas kaptajn, Antonio 'el Rata' Rattin. Rata lignede Eli Wallach fra Den gode, den onde og den grusomme og slog en fed pæl i briternes fordomme om den lummervarme latiner - dago'en - med lange negle og viveza criolla, fodbold med tricks i ærmet. Rata kvitterede med at spytte på dommeren og dingle væk fra grønsværen med brystet forrest som en ægte machismo.

Uhyrlige summer

I 70'erne gik kvinderne på gaden og græd over ofrene for Argentinas 'beskidte krig', mens Englands træner, Alf Ramsey, med et stolt smil på læben kaldte argentinerne for 'dyr'. Diego var el pipe de oro, gulddrengen. Han var lynende hurtig, læste spillet før alle andre, og han mestrede den særlige gambetta, driblingen, som får modstanderen til at gå den forkerte vej. Viveza'en er italiensk snarere end spansk. Den starter med engelsk disciplin og speed, men suppleres med furbizia - list og snilde. Og den trives i Buenos Aires, hvor det vrimler med italienske immigranter.

Boca kunne ikke holde på Diego, selv om de havde betalt uhyrlige summer for ham. I 1982, samme år, som Maradona under VM fik rødt kort for en idiotisk tackling på en brasilianer, rejste han til Barcelona. Da var El Diego allerede blevet en myte, der teede sig som en filmstjerne og fik krop og knogler sparket i smadder af de hårde hunde fra La Liga.

Hadet til de rige rivaler

Pele havde sine assistmagere. Der var altid en Didi og en Jairzinho omkring ham. Maradona var derimod belejret af eftersnakkere og Camorra-bosser. Fra 1984 til 1991 var han den største fodboldspiller, verden havde set. Argentina var middelmådig, men med ham på banen gik de fra at være okay til i lange glimt at være sublime. Hvad ville verden have oplevet, hvis ikke Maradona havde været et lallende cokevrag?

Som Che Guevara valgte også Maradona sine 'Boliviaer'. Først Boca Juniors, der næres af hadet til de rige rivaler fra River Plate. Siden Barcelona, der smægtende ønsker bål og brand til kongemagtens Real Madrid. Og Napoli, der inden Maradona kom til byen som en Ikaros, døjede med mindreværdskomplekser over for aristokratiet i Norditalien. Syden havde aldrig vundet noget, og når de var på besøg i Milano og Torino, blev den napolitanske poppolino - det højtråbende proletariat - hånet af bannere, som udtrykte håb om, at en ny Mussolini ville rejse sig og eliminere de genstridige sydlændinge.

Dér kom dago'en og sørgede for, at Napolis vandt det italienske mesterskab i 1987 og igen i 1990. I Napoli forgudede de Diego, og da Argentina skulle spille VM-kamp under VM i Italien i 1990, bad Maradona sine bysbørn om at sætte loyalitet mod ham højere end patriotisme. »Hvad har Italien måske nogensinde gjort for jer?«, spurgte fodboldkongen. Vatikanet var rasende, for målet var at samle nationen. Maradona splittede den.

Det var 'viveza'

VM 1986, kvartfinalen mod England. Den tunesiske dommer Ali Ben Naceur så ingenting, da Diego for snuden af Peter Shilton lossede en vildfaren aflevering i kassen med venstre hånd. Hovedet er hævet, benene er krummet bagud i springets kåde koreografi, brystkassen spændt, men det er ikke en header, træner Bobby Robson kan tydeligt se det, og det kan Terry Fenwick og Glenn Hoddle også, som efter fløjtet fra Naceur og Diegos knyttede næve, nu hvor Argentina har vundet 'den ene nosse' tilbage fra Falklandskrigen, ivrigt gestikulerer til tuneseren, at der var hands. »Guds hånd og Maradonas testikler,« indrømmede El Diego tyve år senere.

Nogle få minutter senere modtager Diego bolden på egen banehalvdel. Forbi én mand, dribler uden om en anden, tvinges ud mod fløjen, skærer tilbage ind i banen, nu er han nede ved forsvaret, afværger Terry Butchers ben, der prøver at sparke ham i bollerne, holder Peter Reid på afstand og snyder til sidst Shilton i briternes fort. Jorge Burruchaga var den første til at omfavne Maradona ved hjørneflaget, og han skreg til målmageren: »Det er fandeme umuligt, dét, du lige gjorde, din horeunge!«

For Jorge Valdano hang det hele sammen: tricket med hånden, Maradonas zigzag, el túnel mod Shilton, den forfinede gazelle og den lavstammede hustler fra Buenos Aires:

»For os var Maradonas to mål bare en måde at spille fodbold på. Det var viveza. Måske kunne en masse af de problemer, vi har haft i Argentina, have været løst, hvis vi indså, at det, vi kalder viveza, betragtes som kriminelt i andre lande.«

Filosoffen Anders Fogh Jensen har sagt, at i fodbold intervenerer modstanderen dit territorium og umuliggør koreografi. Men det er også præcis her, i vakuummet mellem blokering og passage, at gambetta'en fødes. Det er balance og skønhed kombineret med partytricks, og det er både tango på grønsværen og en metafor for argentinsk eksistens. »Der er to elementer i gambetta'en,« siger Valdano: »Den første er at vise, at jeg med min fod har evnen til at gøre, som jeg vil. Det skaber respekt. Den anden er bedraget. Du skal narre din modstander til at tro, at du vil gøre præcis det modsatte af, hvad du faktisk har tænkt dig. Smagen for at narre er meget argentinsk.«

Spørgsmålet er selvfølgelig, om Messi har gambetta'en i benene. At han ved flere lejligheder har kopieret Maradonas tryllerier, er viveza i en nøddeskal: tricks snarere end original bedrift. Men Messi er hverken napolitaner eller kreoler fra en kældercafé. Her er ingen coke og gastriske bypassoperationer. Messi er ydmyg holdspiller, protege af Ronaldinho og Rijkaard og katalaner af opvækst. Hvis han bare havde spillet for Boca som ung mand, eller hvis han havde lignet en fightende indianer, på én gang lyrisk og brutal som i det arrede ansigt på Carlos Tévez. Men Messi er Messi, og Argentina er stadig Argentina. Og som Marlene Dietrich engang har sagt: »I Brasilien smider de blomster efter dig. I Argentina smider de sig selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer