Baggrund
Læsetid: 5 min.

Fortvivlelsens æstetik

Der er noget smukt ved nederlag, når gerningsmændene går gennem den offentlige dødsgang - hatten af for Tomasson og Sørensen
Sorg. Efter nederlaget mod Japan, må Jon Dal Tomasson, uanset en ganske spektakulær karriere, leve med en historie som den tørkeramte 'target-man', den falmede reproduktion af fordums storhed.

Sorg. Efter nederlaget mod Japan, må Jon Dal Tomasson, uanset en ganske spektakulær karriere, leve med en historie som den tørkeramte 'target-man', den falmede reproduktion af fordums storhed.

Roberto Schmidt

Moderne Tider
26. juni 2010

Intet blik er mere sårbart end den skyldige fodboldspillers efter et nederlag, og da slet ikke efter et vigtigt nederlag. Det var ikke kun skuffelsen over de mistede muligheder, men også den forfærdelige viden om at have svigtet, om den foragt, der ruger derude - ikke kun i mediernes guillotiner, men ude i de små hjem, hvor de store forventninger blev skudt ned af to dødbolde. En mand i Kolding smed en kuglegrill ud fra sin altan på første sal ved japanernes første scoring. Vel, det er småting - efter de vesttyske verdensmestres nederlag til Sverige i semifinalen i 1958 gik en mand i Bremen ud på toilettet og hængte sig. Formanden for Østerbro-klubben 'Fremad Forsing Bananen' fik hjertestop af glæde efter danskernes EM-triumf i 1992, sådan har fodbold det hele.

Og synet af Jon Dahl Tomasson og Thomas Sørensen i tv-rudens torturkammer efter blamagen mod Japan fremkaldte en sær medfølelse med de blanke ansigters nøgne sorg, men også en slags respekt - de tog sig sammen, forsøgte at holde masken i de interviews, de ikke havde spor lyst til at stå igennem, men som er en del af kontrakten med tv-selskaberne. Deres fraværende udtryk og automatikken i de tonløse svar røbede bevidstheden om den fremtidige plads i fodboldhistorien: ikke helte, men gerningsmænd.

Offentlig hævntørst

Sidst jeg så samme monumentale fortvivlelse var en kold aften i 1981 i Parkens omklædningsrum, da landsholdet havde tabt 1-2 til Jugoslavien på fejl af Søren Lerby og Per Røntved, der betød, at kvalifikation til slutrunden i Spanien '82 glippede. Røntved stod kun iført et badehåndklæde foran et spejl og redte håret, da Per Høyer Hansen, Tipsbladets (og i øvrigt dette blads) frygtede foldboldkommentator, som sædvanlig pulsende på en forsuttet Cecil, gnæggede: »Nå, Per, hvordan er det at have spillet sin sidste landskamp?« Røntveds fugtige blik slog flikflak, da han svarede: »Ja, det har jeg vel, hvis det står til dig!«

I dag er der helt anderledes styr på adgangen til omklædningsrummene, men den offentlige hævntørst er den samme: Fordømmelse af fejl, og da især 'personlige fejl' er ubønhørlig, også fordi erindringskisten åbnes på vid gab. Ingen annaler huskes bedre end den kollektive fodboldhistorie, ingen detalje er for ubetydelig, ingen spiller for inferiør: Som en god ven en gang sammenfattede en endeløs fodboldsnak: »Hvad blev der egentlig af Charlie Petersen?«

Det vidste vi godt nok ikke, men vi vidste, at han i 70'erne var topscorer i første division for Køges mesterhold.

Og vi ved nu, at Sørensen, uanset formidable redninger i de to foregående puljekampe, vil blive husket som den første målmand i VM-historien, der lukkede to direkte frispark ind i samme kamp. »Sørensen, han sejler,« som TV2-reportagen fredag morgen konstaterede. Og Tomasson må, uanset en ganske spektakulær karriere, leve med en historie som den tørkeramte 'target-man', den falmede reproduktion af fordums storhed, »skyggen af sig selv,« som de sagde i tv's kommentatorboks, der i denne turnering ikke satte en inderside rigtigt. Og kun blev mere patetisk, da han efter to et halvt års kiksere, scorede efter et mislykket straffespark tappet for tillid og tro, trampede bolden ind på målmandsriposten og endelig - endelig - tangerede KB's Poul Tist Nielsens rekord på 52 mål i 38 kampe tilbage i landsholdets oldtid 1910-25. Hvorefter han med en fiberskade humpede haltende ud af fremtiden og ind i et grumt eftermæle. Det er tid til nekrologerne, og to - Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen - sørgede selv for at skrive dem ved at annoncere deres pensionering fra landsholdsfodbold. Igen tager man hatten af for Sørensen og Tomasson, gerningsmændene, der tillige med den genopstandne - men i denne tredje kamp igen usynlige - Dennis Rommedahl overlader det til værkfører Olsen at administrere deres sidste basører i nationalbanken.

Medierne ved ikke en skid

Ja, værkfører Olsen var vred. Ikke skuffet, som han påstod, men ramt af en hvid vrede, så hvid, at den talte sort på pressemødet efter kampen. Adspurgt om hans bedømmelse af nederlaget var svaret, at enhver har lov til at danne sig sin egen mening, og at han havde dannet sin. Hvordan den lige så ud, fremgik ikke, men hans konklusion var forbløffende klar: »Vi vinder og taber sammen.« Det tør siges. Han blev ikke spurgt, om tiden er inde til et generationsskifte, han blev ikke konfronteret med 'personlige fejl' på udskiftningsbænken, nogle spørgsmål er ganske enkelt for pinlige ved begravelser.

Men Olsen var ikke vred på de både skuffede og skadefro journalister, den tur har han været igennem utallige gange, og 102 landskampe og 10 år som landstræner har gjort ham immun overfor mediemishag. Medierne ved alligevel ikke en skid om, hvad der foregår i landsholdets lukkede rum - dette er ikke 1981, men 2010, hvor der er både adgang forbudt og rygeforbud i omklædningsrummet.

Han var vred på sine betroede folk, der havde svigtet ham ved ikke at spille, som de havde fået besked på - han antydede den problemstilling allerede efter Hollandskampen, hvor han ymtede om »brudte aftaler«. Men han var nok mest vred på sig selv. Vred over, at han - som eksperten Steen Ankerdal skriver på sin hjemmeside - havde udtaget et hold, hvor »de gamle er for gamle og de yngre for unge«. Olsen har efterladt landsholdet i det, man kan kalde 'en socialdemokratisk situation', hvor den forbindende mellemgeneration, der kan skabe kontinuitet, er fraværende - det er jo derfor, socialdemokraterne nu har en leder, der er uden skattemoralsk opdragelse. Olsen har ikke magtet at skabe en nødvendig mellemgenerationsbredde - bortset fra den stadig af år unge, men af rutine garvede Daniel Agger og det altid kæmpende fodboldsvar på Hells Angels, Christian Poulsen, der med rimelighed kan kaldes bindeled mellem alderdom og umoden ungdom. En grund er lige så selvfølgelig, som den er honnet: en loyalitet over for spillere, der tidligere har leveret ham resultater. Sepp Pionteks problem var det samme i 1988, Richard Møller-Nielsens det samme i '96. Der var ikke evner og kræfter til den rette »aktion«, som en tv-kommentator blev ved med at kalde det, der foregik på banen, og det er vel i grunden den virkelige årsag til, at spillet fascinerer - afstanden mellem sejr og nederlag er kort og tilfældig. Det, vi sansede i den sidste kamp i den indledende runde var ikke kun en nedtur for et hold, der ikke var i stand til at - med Frank Arnesens udtryk - »mentalisere sig«, det var selve fortvivlelsens æstetik. Det var smukke tabere, der luskede af banen mellem smilende japanere. Jeg kom i tanke om afdøde PLO-formand Yassir Arafat, hvis valgsprog var: »What we can do? We are not asking for the moon

»Olsens drenge«, som disse gladiatorer kælent kaldes i TV2 News, spurgte end ikke efter den japanske sol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Wendt

Der er ikke andet at gøre end at feje det ind under gulvtæppet inkl Olsen og komme op på hesten igen, det var et forventet flop fra min side. Jeg sad faktisk og grinede lidt i perioder, ja det var nu mest fordi det blev sgu for pinligt.

Anders Vinderslev

Udmærket artikel.

Men jeg kan ikke forstå den fortolkning, at Morten Olsen skulle have udviklet immunitet over for mediernes holdninger og mere eller mindre grove argumentationer. Tværtimod synes jeg, at for en mand med hans erfaring, at Morten Olsen falder påfaldne nemt til irritation, når han konfronteres i pressen.

Dette kunne sådan set være ligegyldigt, hvis ikke det var fordi, at han irriteres i en sådan grad, at det svækker hans dømmekraft. Det er hvert fald den mistanke jeg får, når han er så dogmatisk i sine systemer og spillervalg, og så tilbageholdne når det kommer til ideer han ikke er selv er kommet på. For som du skriver "Medierne ved ikke en skid", og det vil Morten Olsen pointere ved aldrig at følge mediernes vejledning. Nuvel, ofte er sportsmedierne forkert på den, ja decideret usaglige. Men andre gange har de kålhøgen sportsjournalister selvfølgelig ret, ofte fordi den rigtige beslutning er så åbenlys.

Når Morten Olsen først konstaterer, at det er indiskutabelt, at han udtager landets bedst kvalificerede fodboldspillere for en uge inde i slutrunden at forklare, hvordan Søren Larsen slet ikke er i kampform, ja så er det indlysende, at andre kræfter end fornuften dikterer hans beslutninger. Jeg tror, at Mads Junker ville have spillet i Sydafrika, hvis det ikke var fordi, at han i foråret blev mediernes opfindelse før han blev Morten Olsens. Også i andre tiltag, f.eks. den stædige tro på veteranklubben frem for mere eksplosive spillere, kan landstrænerens foragt for pressens input spores.

Derudover må de konstante påmindelser om truppens skadessituation og de kroniske lidelser ved at træne en nation på kun 5 millioner indbyggere(med det VM-opdaterede touch "Vi kan jo ikke gå ud og købe nye spillere) indikere, at landstræneren ikke er komfortabel, selv når kun de mest lallende og uskadelige sportsjournalister kommer tæt på.

Angående Jon Dahl Tomasson håber jeg, at den endelige bedømmelse af hans landsholdskarriere vil bære præg af et væsentligt fokus på den helt enorme betydning han havde for landsholdets succes i perioden 2000-2008. Uden hans sammenlagt 7 scoringer til VM 2002 og EM 2004 var det ikke blevet til mange danske point(og vi taler altså mål af en kvalitet, der overgår hvad den famøse inderside kan udrette). Derudover selvfølgelig store præstationer i kvalifikationerne og en driftsikker talsmand uden for banen. Jo han har været en god mand for landsholdet, og når jeg engang vil kigge tilbage på det landshold, jeg fulgte i mine teenageår, vil han muligvis stå som den største profil.