Læsetid: 8 min.

Nu er hjælpen på vej til den næste katastrofe

Regeringen og naturen er begyndt at stritte imod, mens små og store hjælpeorganisationer kæmper for at få Haiti på fode efter jordskælvet. Regntiden er ved at skylle de mange hjemløse væk, og nu venter orkansæsonen. I Sean Penns flygtningelejr forsøger de energisk at lappe sig ud af problemerne med sandsække og vandgrave, mens de hos Dansk Røde Kors allerede har købt lagerplads til den næste sending nødhjælp
En tikkende bombe. Overalt omkring de spontant opståede lejre ophober sig dynger af skrald og ekskrementer. De tæt befolkede lejre er brandfælder, og når oversvømmelserne begynder, er der næsten garanti for epidemier af tuberkulose, tyfus, og malaria.

En tikkende bombe. Overalt omkring de spontant opståede lejre ophober sig dynger af skrald og ekskrementer. De tæt befolkede lejre er brandfælder, og når oversvømmelserne begynder, er der næsten garanti for epidemier af tuberkulose, tyfus, og malaria.

James Estrin

12. juni 2010

Mudder. Lejren flyder i det, og foden glider i til anklen, hvis du træder forkert. Det har regnet voldsomt i går, og folk myldrer rundt med trillebøre for at udbedre skaderne, da katastrofeholdet fra Dansk Røde Kors stiger ud af landcruiserne.

De kommer med nødhjælp til endnu en af de utallige teltlejre, der er opstået i Haiti siden jordskælvet den 12. januar.

En uge efter jordskælvet ankom det danske katastrofehold med Jens Poul Madsen i spidsen. Nu er der gået fem måneder, men det bliver stadig sværere at komme videre fra katastrofen. Det er ikke kun regnen, der stritter imod, det er også regeringen.

»De første måneder er en honeymoon. Vi er cowboys, der kommer ridende ind, og alt er tilladt, fordi der er ikke styr på noget. Nu er den fase ovre, og regeringen presser sine procedurer og sit bureaukrati ned over det hele. For os gælder det om at udnytte det første vindue,« siger Jens Poul Madsen.

Regntiden satte ind for en måned siden, og nu begynder orkansæsonen. Omkring 1,3 millioner haitianere mangler endnu fast tag over hovedet og bor i primitive lejre af pinde og presenninger. Lejrene er i fare for at skylle væk i regn og mudderskred eller blæse væk i de voldsomme storme. På et almindeligt år koster orkanerne flere hundrede haitianere livet. I år er ikke et almindeligt år.

Ifølge Haitis præsident René Preval er katastrofefasen overstået, men risikoen er snarere, at den ene katastrofe bare tager den næste, mener Jens Poul Madsen.

»Vi er stadig i en nødhjælpsperiode, selv om der er gået fire måneder. For vi kører i en ond cirkel af naturkræfter, som kommer igen og igen og igen. Den løber med os. Forholdene og infrastrukturen kan føre til, at vi skal til at starte forfra på alt det, vi har genopbygget. Jeg frygter lidt, det bliver historien uden ende, medmindre man på regeringsniveau træffer nogle drastiske beslutninger. Men det ville være utopi,« siger Jens Poul Madsen.

Det regner ind

Katastrofeholdet bevæger sig ind i lejren for at finde et sted, de kan uddele de 1.200 presenninger, de har med som nødhjælp. Lejrens tusindvis af telte og presenninger strækker sig ned over en stejl skråning. Engang var det en nihuls-golfbane for den eksklusive Klub Petionville. I dag er det et midlertidigt hjem for 50.000 haitianere. Hist og her stikker der endnu et golfflag op mellem de primitive telte.

I bunden af lejren har en gruppe haitianere i nye gummistøvler travlt med at lappe den mudrede vej.

»Der går ikke lang tid, så bliver det fuldstændig umuligt at bo her,« konstaterer Jens Poul Madsen tørt.

Overalt omkring de spontant opståede lejre ophober sig dynger af skrald og ekskrementer. De tæt befolkede lejre er brandfælder, og når oversvømmelserne begynder, er der næsten garanti for epidemier af tuberkulose, tyfus, og malaria. Men hvor skal vi tage hen, spørger 19-årige Stephanie, der bor i en anden lejr i Port-au-Prince.

»Vi mistede alt i jordskælvet. Min mor døde. Vi har ikke andre steder at være end her,« siger Stephanie, der selv har to børn. Sammen med fem jævnaldrende fætre og kusiner har hun slået sig ned i et US Aid-telt, der er blevet forstærket med en blå presenning. Kusinen Istanbelle kigger ud, da hun hører en fremmed stemme. Hun er ved at tage tøj på, og hendes bare bryster flagrer rundt, men det bekymrer hende ikke. »Det regner ind hver nat,« siger hun i stedet og peger på et par våde soveposer.

»Indtil vi får et arbejde, må det være sådan,« siger Stephanie.

Slut med maden

Hvis man virkeligt skulle gøre en forskel, burde man opløse de midlertidige lejre og flytte folk ud i mere permanente lejre uden for byen, hvor der er plads, siger Jens Poul Madsen:

»Folk bor under kummerlige forhold. Vi har tilbudt at bygge huse, hvor man kan bo, selv under en orkan. Vi har allerede materialet til det. Men den største stopklods er, at vi ikke kan få noget jord til at bygge på. Havde det været i Danmark, var regeringen gået ind og havde eksproprieret min mark. Men det vil regeringen ikke her, og så er der ikke så meget at gøre,« siger Jens Poul Madsen.

Af princip bruger Røde Kors ikke donorernes penge på at købe jord, og hidtil har regeringen kun givet land til at opføre én mere permanent lejr uden for byen. Også på andre områder har regeringen modsat sig den internationale hjælp.

Sidst i april lukkede regeringen for FN's maduddeling, selv om mange endnu sulter. Præsident René Preval mener, at fortsat fødevarehjælp kun vil ødelægge Haitis økonomi. I stedet skal man fokusere på såsæd og gødning, så man kan dyrke jorden lokalt og få folk i arbejde, siger han. Hvis man hjælper landbruget, kan man også lokke folk ud af den overbefolkede hovedstad, lyder argumentet.

Flere internationale nødhjælpseksperter roser præsidenten for at tænke langsigtet, men det kræver omfattende investeringer fra regeringens side også, og det ændrer ikke ved, at store dele af befolkningen har brug for hjælp her og nu.

Alle søger job

Jens Poul Madsen og katastrofeholdet bevæger sig op ad de engang så grønne greens for at finde lejrens ledelse. Mudderskrænterne er lappet med sandsække, og indbyggerne har gravet dybe render i et forsøg på at kontrollere de massive vandmasser, der rammer dem hver aften omkring klokken seks.

James, en ung haitianer, der har lært sig engelsk, indhenter den danske Røde Kors-leder. Han bærer ørkenstøvler og en kasket i amerikanske sløringsfarver. Han har sandsynligvis gået den samme tur før med de amerikanske elitestyrker, der boede her umiddelbart efter jordskælvet.

»Jeg kender hele lejren,« forsikrer James. »Hvis der er noget, spørger du bare. Jeg er god til at køre bil. Har du måske et job til mig?«

Ordene og spørgsmålene hagler af drengen, der højst kan være 17 år gammel. Han hiver et laset kørekort op af lommen og viser det til danskeren. Jens Poul Madsen smiler og forsikrer ham om, at han nok skal sige til, hvis der kommer noget at lave. Alle søger job.

'Vi trækker tænder ud'

På toppen af bakken står Klub Petionvilles klubhus nærmest uberørt af jordskælvet. Tagterrassens hvide lænestole står med udsigt over de mudrede banker.

Lejren drives af den amerikanske skuespiller Sean Penns private hjælpeorganisation for Haiti. De har slået sig ned på de indhegnede tennisbaner i et stort festivaltelt. Indenfor står en række mindre kuppeltelte. De kan heller ikke holde regnen ude.

En lille mand med gråt i gedeskægget, kasket og vejrbidt ansigt kommer hastigt ud og præsenterer sig som Captain Berry, daglig leder af lejren. Han er gammel slæbebådskaptajn. Som Sean Penn har han nærmest ingen erfaring med nødhjælpsarbejde. De troede, de kun skulle være i Haiti et par uger for at hjælpe med akut nødhjælp. Men donationerne voksede, og det samme gjorde nøden, så organisationen blev hængende. For to måneder siden overtog de ledelsen af lejren i golfklubben.

Nogle af de erfarne nødhjælpsfolk er skeptiske over for de mange små hjælpeorganisationer, som er strømmet til øen, men som højst sandsynligt er væk igen inden for et år. En sygeplejerske fra Røde Kors spørger Captain Berry, hvad hans organisation kan, som de etablerede organisationer ikke kan.

»We get shit done,« svarer Captain Berry prompte.

Når nogen spørger efter lægehjælp, bygger de et hospital. Når de ser, der er behov for en kvindeklinik, laver de en. I går blev der født to babyer i lejren, fortæller kaptajnen stolt: »Vi har endda en tandlægeklinik. Vi trækker tænder ud. Hey, jeg har trukket tænder ud. It ain't rocket science,« slår han fast med et skævt nik.

Lastbilen med presenninger fra Røde Kors har fundet vej op til det gamle klubhus, og Captain Berry løber rundt for at dirigere den på plads og finde flere frivillige til at læsse af. Så snart den sidste af de 1.200 presenninger rammer jorden, klapper de og vifter med armene, som havde de vundet i football. Det er ikke engagementet, den er gal med.

Slummen giver tryghed

Sean Penn selv er på vej om en time for at se til lejren. Men Jens Poul Madsen skal videre. Captain Berry kører katastrofeholdet tilbage ned gennem lejren på ladet af en greenkeeper-bil. Folk er glade og vinker. Om få uger kan deres lejr være ubeboelig.

»Det her er en af de værste lejre. Det er jo fedt, der findes ildsjæle som ham her,« siger Jens Poul Madsen og peger ned gennem taget til slæbebådskaptajnen.

»Men lejren tiltrækker så utrolige mængder opmærksomhed og penge, og hvad med de øvrige 1,3 millioner mennesker, der har brug for hjælp? Der er postet så mange penge i den her lejr.«

Sean Penn-organisationen gør en massiv indsats for at modvirke mudderskred og epidemiudbrud i lejren. De 7.000 mest udsatte beboere er allerede blevet flyttet til andre steder med mere plads. Stod det til Røde Kors, flyttede man resten med det samme.

»Vi ville aldrig bygge noget her. Nu giver vi de her presenninger som nødhjælp. Vi kan heller ikke lukke øjnene for dem, der bor her. Men det handler om at få dem til at flytte i stedet for at opfylde deres behov her,« siger Jens Poul Madsen.

Lejren ligger for udsat på den stejle skråning og de store åbne golfbaner. Men folk vil ikke flytte herfra, og de vil slet ikke flytte fra byen. De, der flygtede fra Port-au-Prince til de mindre berørte naboregioner efter skælvet, er også begyndt at vende tilbage. Det er det samme problem, som man ser i slumkvarterer verden over, forklarer Jens Poul Madsen.

»Uanset hvor fattige folk er, så er der tryghed, her hvor de bor. Hvis de skal finde penge og arbejde, så er det i byen,« siger han.

Rammer orkanerne Port-au-Prince, bliver teltlejrene revet væk. I erkendelse af, at man ikke kan få bygget et alternativ til de hjemløse, er Røde Kors begyndt at forberede sig på det, de kan gøre noget ved, forklarer Jens Poul Madsen.

»Vi har allerede lejet lagerplads til den næste katastrofe. Jeg kan ikke forhindre en orkan. Jeg kan ikke forhindre en regntid. Det er fysisk umuligt, uanset hvor mange penge en organisation har. Men du kan forberede dig på den. Vi er allerede i gang med at træne lokalbefolkningen i et katastrofeberedskab, så de kan nå væk, inden orkanen rammer. Og så er vi ved at bygge en lagerkapacitet op. Nødhjælpen er allerede på vej ind,« siger han.

I bunden af lejren er trillebørene stadig i gang, da katastrofeholdet når tilbage til landcruiserne. Store dele af mudderet er kørt væk eller tørret ud med mere jord. Vejen ser næsten fremkommelig ud. I morgen kan de begynde forfra igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu