Læsetid: 10 min.

Kathrine Lilleør: Jeg har ikke selv valgt at være præstedatter

Når der manglede lidt morskab i klassen på teologistudiet, sagde underviserne bare noget dumt om det teologiske tidsskrift Tidehverv. Så kunne de være sikre på, at Kathrine Lilleør blev sur. For selv om Kathrine Lilleør ikke nødvendigvis var enig med præsterne i sin familie, så er der alligevel grænser for, hvad hun ville finde sig i
Man kan have en formodning om, hvad jeg mener, men man skal sandelig ikke tro, at det er sådan, siger Kathrine Lilleør, der er fulgt i fars, bedstefars og onkels fodspor, og er blevet præst.

Man kan have en formodning om, hvad jeg mener, men man skal sandelig ikke tro, at det er sådan, siger Kathrine Lilleør, der er fulgt i fars, bedstefars og onkels fodspor, og er blevet præst.

Kristine Kiilerich

5. juni 2010

Det var ikke med sin fars gode vilje, at Kathrine Lilleør begyndte at læse teologi. Da hun annoncerede sit studievalg, mumlede han, at det var nok en dårlig idé.

»'Kvinder egner sig ikke til præstejobbet', sagde han. Det er hårdt for den kvindelige psyke. Det er barskt at være præst, det er ensomt, han mente det faderligt venligt, men det var jeg selvfølgelig ligeglad med,« siger Kathrine Lilleør, der var 19 år, SF'er og feminist. »Glødende,« tilføjer hun. Så læste hun feministisk teologi i de første studieår, mens faren rystede på hovedet.

»Det gjorde min onkel i øvrigt også. Men det var ikke noget, man diskuterede. Det var ikke et faderopgør. Vi havde bare ikke nogen samtale om de anliggender på det tidspunkt. Jeg gjorde, hvad jeg ville og gik ind i det teologiske studie på eget ansvar. Det var de i øvrigt vant til, at jeg gjorde, som jeg ville.«

Det var egentlig ikke, fordi hun ville være præst. Mere fordi hun havde en litterær interesse og et talent for at udlægge tekster. Og så havde hun en fornemmelse for, at teologien var en nøgle til at åbne teksterne op med. Hun ville hellere skrive, måske være journalist. Men præst blev hun - lige som sin far, sin onkel og sin bedstefar. Lag på lag af fædre, som hun siger om mændene i sin familie.

»Det er fuldstændigt enkelt for mig at være præst. Det koster mig ingenting. Første gang jeg stod foran alteret, føltes det som den mest naturlige ting i verden.«

Et højt elsket barn

Hun griner ad sin egen finurlighed om, at hun er blevet det samme som en del andre i familien - og så alligevel ikke: »Jeg er præst, lige som min far, min bedstefar, min onkel, men det er jeg overhovedet ikke. For det at være præst er man på samme måde, som man er menneske, og jeg er ikke min far. Det rammer mig slet ikke, når det bliver sagt.«

Men noget rammer det. I Kathrine Lilleørs selvbiografiske Kvinde, hvorfor græder du, som udkom sidste år, indleder hun med, at hun fortæller sin bedstefar, at hun vil læse teologi.

»Min bedstefar døde desværre, da jeg var 17 år, før jeg blev student. Men jeg nåede at sige det til ham, og det var jeg lykkelig for, for jeg nåede at se, at han ikke kunne skjule, at han blev glad. Men han forsøgte det så alligevel - altså at skjule det, og det er en pointe i det lilleørske: Man skal kunne stå selv.«

Det er der både en barskhed og en frisættelse i, mener hun. En barskhed, fordi det kan være hårdt at stå selv, en frisættelse, fordi der er tillid til, at man selv formår at vælge.

»Det er næsten et mantra for mig, fordi jeg synes, det forener alt, hvad kristendommen er: Kærlighed sætter den anden, man møder, fri til at være den, vedkommende er i tillid til, at den anden kan vælge de rigtige ting. På den måde må jeg sige, at jeg virkelig var et højt elsket barn.«

Om hun nogensinde tog et opgør med sine forældre? Kathrine Lilleør har aldrig tænkt over det. For var det et oprør, da hun flyttede hjemmefra, og forældrene ikke syntes, det var en specielt god idé? Eller da hun blev skilt?

»De ender altid med at støtte mig, men ikke uden sværdslag. Selv som 45-årig kan jeg nogle gange tænke, om de mon har glemt, at jeg er voksen. Og så tager man opgøret igen. Jeg tror egentlig, at et opgør med sine forældre er noget, man tager løbende hen ad vejen på forskellige tidspunkter i ens liv. Det er ikke noget, man tager én gang for alle.«

Præster lever af at bruge kæften

Det lyder indimellem som en prædiken, når Kathrine Lilleør taler. Og måske er hun også i gang med at snige sin prædiken ind i Dagbladet Information. Hun er den præst i Danmark, der har fået publiceret flest prædikener, siger hun selv. Hun gør det nemlig selv; i blogindlæg, i klummer, i indlæg, i interview, i bøger. Det sniger sig med ind, måske også fordi hun ser det at være præst som en slags værensform. Hun kan heller ikke lade være med at tale som en. Stemmen går op og ned, hun holder kunstpauser, så man forstår, hvornår man skal lytte inden hun kommer med den vigtige slutpointe.

»Jeg har en afgrundsdyb respekt for dem, der går på arbejde fra ni til fem, væk fra deres hjem. Det kan jeg slet ikke, jeg vil meget hellere arbejde hele tiden,« siger hun og pointerer, at hun ville lave det, hun laver, uden at få penge for det. Kathrine Lilleør læner sig tilbage, så hun næsten forsvinder i puderne i den sofa, som hun har arvet fra sine bedsteforældre. Bedstefaren var Niels Charles Lilleør, der som ung flygtede fra det indremissionske Vestjylland for at læse teologi i København - til stor fortrydelse for sine forældre, der mente, at »præster og hunde lever af at bruge kæften«, og at han meget hellere skulle blive ingeniør.

Siden har de været præster i Kathrine Lilleørs familie. Faren er Olav Lilleør, der var sognepræst i Virum, onklen er Niels Carl Lilleør, tidligere provst på Fyn og i redaktionen i Tidehverv. Tre markante præster, som gerne hævede stemmen i den offentlige debat, og som alle tre var og er dybt involverede i tidehvervsbevægelsen.

Kathrine Lilleør er selv blevet en markant debattør, men der holder sammenligningen også op.

»Det er noget, der ligger i det lilleørske, og som jeg har arvet: Man er ikke bange for at være tydelig i sin overbevisning og man er lidenskabeligt engageret. Men mit anliggende er et helt andet end deres.«

Bedstefarens opgør var med missionen med dens fromhedskult og moralisme - det, tidehvervsbevægelsen i virkeligheden begyndte med. Hendes far og onkel var præster i perioden under Den Kolde Krig - en periode, der var præget af en kulturradikal beundring for det kommunistiske, og med et afsæt i den lutherske kristendom var deres anliggende ideologikritik.

»Det har været deres anliggende. Mit anliggende er et andet. Ikke fordi jeg ikke kan finde på at kritisere samfundsmæssige problemstillinger på min blog for eksempel, men mit anliggende er et andet. Det er at forkynde Kristus. Simpelthen.«

Kathrine Lilleør ser tilfreds ud. Hendes anliggende er at forkynde Kristus ind i menneskers hjerter, forskelsløst ind i en samtid, der er forvirret i forhold til, hvad kristendommens hjertebudskaber egentlig er.

»Jeg er dybt optaget af, hvordan man får formuleret kristendommen, så den bliver livsvigtig, og det kan man kun, hvis man fortæller om levet liv, sit eget levede liv. Det er det, det går ud på, har jeg opdaget de senere år.«

Tomme kirker

Da Kathrine Lilleør begyndte på universitetet, var det på eget ansvar. Men det var ikke nødvendigvis sådan, omverdenen så på det. Hun måtte stå til ansvar for, hvad hendes familie mente, lige som hun gennem det meste af sin barndom havde skullet stå til ansvar for, at hun var præstedatter. Når man er tydelig, bliver man krænket, sådan er det, mener Kathrine Lilleør.

»Jeg var præstedatter, og så rasler alle folks fordomme om præster og folkekirke ned over en, og så skal man til at forsvare noget, man ikke selv har valgt. Jeg tror heller ikke, jeg kender så mange andre, der til en jobsamtale både skal forklare, hvad de selv mener, og samtidig hvad deres onkel og deres far mener.«

Fordommene fortsatte, nu handlede de bare om det teologiske tidsskrift Tidehverv i stedet for; at alle tidehvervsfolk er uinteresserede i deres sogne og er ligeglade med de tomme kirker. Det var tydeligt, at der var en nogle undervisere, der sagde noget dumt om Tidehverv, når der manglede lidt morskab i klassen. Så kunne de være sikre på, at hun blev sur.

»Hvad enten jeg nu var enig med min onkel og min far eller ej, så var der dog en grænse for, hvad man kan overhøre af krænkelser, før man tager ordet. Derfor forsvarede jeg dem - ikke deres personligheder - men jeg forsvarede den indre logik, der var i de teologiske synspunkter, der blev angrebet. Jeg tog ikke absolut synspunktet, jeg forklarede det bare, og så kunne vi diskutere ud fra det.«

Kolleger

Kathrine Lilleør var stolt af sit fædrene ophav, men måtte hele tiden balancere. På den ene side måtte hun forklare, hvad det tidehvervske gik ud på og fastholde, at hun var punktvis enig, og på den anden side måtte hun understrege, at hun bestemt ikke så sig selv som del af den tradition.

»Jeg er grundtvigianer på alle måder i den mest oprindelige praktiserende forståelse af ordet. Det er det, jeg er. Det handler om det levede liv, jeg mener det helt ind i, at man kommer ind i mine stuer og at man som præst er forpligtet til at lægge liv til, og dermed også lægge bolig til.«

Da Kathrine Lilleør var 21, gav hun sin far en opgave om Søren Kierkegaard med på sommerferie. Hun var flyttet hjemmefra, og talte med sin far, som de fleste andre gør med deres forældre. Teologien holdt de udenfor.

»Men da han havde læst denne her Kierkegaard-opgave, som er det første teologiske selvstændige stykke arbejde, jeg har lavet, så var vi i faglig øjenhøjde. Det er sådan den barske, men også frisættende måde, jeg er opvokset, på fungerer: Enten er man i øjenhøjde, eller også er der egentlig ikke så meget samtale.«

Sådan blev Kathrine Lilleør og hendes far kolleger. Hun kunne ringe til ham som én præst til en anden, hvor hun med sikkerhed vidste, at han ville hende det bedste. Selvfølgelig var de også uenige, men så vidste de det. Og Kathrine Lilleør ringede. Både når hun bare afprøvede argumenter, men også når hun var frustreret. Eller når hun ikke kunne finde ud af, hvad hun skulle gøre. Som da hun blev alene på præstegården med sine tre døtre, efter at hun var blevet skilt fra deres far.

»Der kom rygter, og det blev meget voldsomt. Det er nogle problemstillinger, min far aldrig har oplevet. Dels på grund af sit ægteskab, men jeg har også en dyb mistanke om, at det også skyldes, at han er mand. Det ligger ikke kun i det arkaiske kønsrollemønster, som vi finder inden for visse dele af islam, og som vi igen finder i den kristne tradition for ikke så lang tid siden. Og det ligger stadig lige under overfladen i vores kultur; at den kvinde, der ikke har en mand til at beskytte sig udadtil, er mere udsat - at hun skal finde sig i hvad som helst.«

Samtale er mulig

Det er, at folk tror, de har regnet den ud, der irriterer Kathrine Lilleør.

»Man kan have en formodning om, hvad jeg mener, men man skal sandelig ikke tro, at det er sådan. For jeg bevæger mig hele tiden og for nylig mente jeg en ting, men nu er jeg så kommet i tanke om, at jeg måske mener noget andet. Jeg tager fejl, og jeg forandrer mig, og jeg får andre indsigter.«

Det er blandt andet det, hendes opgør med det Tidehverv, der findes i dag, går ud på. Hun ikke kan holde ud, at hun altid ved, hvad Søren Krarup og Jesper Langballe mener, allerede inden de har åbnet munden.

– Har det været konfliktfyldt, at du har talt imod Søren Krarup og Jesper Langballe?

»Man kan i hvert fald sige, at Søren Krarup har nogle døtre, blandt andet Katrine Winkel Holm, som altid mener det samme som ham. Og så vil jeg ikke sige mere.«

Men hverken Kathrine Lilleørs far eller onkel er på forhånd enige i noget som helst.

»Det oplever jeg som en stor frisættelse og et stort held, at jeg har så markante skikkelser i min familie, der har samme fag som jeg: at argumentet og samtalen hele tiden er mulig.«

Et godt eksempel er homoseksuelle vielser. Kathrine Lilleør mener, den måde, Søren Krarup argumenterer med skabelsesberetningen, er lodret ukristeligt.

»Den bliver sekundær i en sammenhæng, der handler om at holde homoseksuelle væk fra det alter, hvor Jesus selv har taget imod dem som dåbsbørn på lige fod med alle andre. Men for år tilbage havde min far i virkeligheden samme holdning som Søren Krarup: Han kunne da ikke drømme om at vie homoseksuelle. Forskellen på ham og Søren Krarup er, at han har faktisk gjort det, fordi der pludselig var et par, som stod ham nært, der bad ham om hjælp.«

»Da bliver jeg meget varm om hjertet og stolt. For der er altid bevægelse, og efterhånden som jeg er blevet ældre, er det noget af det, jeg sætter størst pris på hos mine medmennesker. Enigheden er ikke det vigtige. Samtalen er det vigtige.«

Serie

Oprøret er forbi

Man skal gøre op med forældrene for at blive et velfungerende menneske, lyder mantraet i generationerne efter ungdomsoprøret. Men hvad koster det at vælge samme karriere som forældrene? Information interviewer en række mennesker, der har valgt at gøre som far og mor.

Seneste artikler

  • Farvel til oprøret

    15. maj 2010
    Søskendeparret Ida og Sune Auken har gjort præcis som deres forældre.
  • Det store oprør er en myte

    15. maj 2010
    Unge vælger ikke en uddannelse, de vælger en fremtidig identitet - og det er nemmere, hvis man kender den i forvejen. Det er derfor, lægebørn stadig bliver læger
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Faheem Hussain

Da jeg blev født i Danmark var jeg født som enhver anden borger. Men det var ikke nødvendigivs sådan, omverdenen så på det. Jeg må stå til ansvar for, hvad mine trosfæller mener, lige som jeg gennem det meste af min barndom har skulle forklare min tro. Når man er tydelig, bliver man krænket, sådan er det, mener Kathrine Lilleør, hvilket jeg er enig i.

Jeg er muslimsk andengenerationsindvandrer og så rasler alle folks fordomme om indvandrere og muslimer ned over en, og så skal man til at forsvare noget som man ikke selv har sagt. Jeg tror heller ikke jeg kender så mange andre, der overfor samfundet både skal forklare, hvad de selv mener, og samtidig hvad Hassan nede på gaden og Abdul i grønthandlen mener.

Hvad enten jeg er enig med Hassan og Abdul eller ej, så er der dog en grænse for, hvad man kan overhøre af krænkelser, før man tager ordet. Derfor forsvarer jeg dem - ikke deres personligheder - men jeg forsvarer den indre logik, der ligger i de teologiske synspunkter, der bliver angrebet. Jeg tog ikke absolut synspunktet, jeg forklarer det bare, og så kan vi diskutere ud fra det.

Ove Nørgaard

Jeg vil lige præcicer at jeg er ateist eller måske

agnostiker. Men når det er sagt, så synes jeg Kathrine er en præst efter mit hoved, det med dialog er det helt rigtige, og at vi får en anden mening/indstilling fordi der er en person der siger noget der flytter ved vores mening betyder at vi ikke er stivnet, men kan se at andres mening også kan bruges.Jeg ønsker dig held og lykke Kathrine venlig hilsen Ove

Ove Nørgaard

Jeg har lige læst Faheems indlæg, jeg kan kun give ham ret, alt det der bliver hældt i hovedet på den almindelige indvandrer, er på grund af nogle få uheldige elementer som bliver exponeret i Aviser og TV, må det gå dig godt i det danske samfund Faheed venlig hilsen Ove