Læsetid: 16 min.

Krig og frigørelse

Selv om krig altid føres for frihedens skyld, fører krig ikke altid til frihed. Omvendt har krig – utilsigtet – givet kvinder valgret, arbejdere retttigheder og opløst raceskel. Men prisen har altid været enorm
Selv om krig altid føres for frihedens skyld, fører krig ikke altid til frihed. Omvendt har krig – utilsigtet – givet kvinder valgret, arbejdere retttigheder og opløst raceskel. Men prisen har altid været enorm
26. juni 2010

Krige har mange utilsigtede konsekvenser. Frigørelse kan være en af dem, nogle gange frigørelse for mange. I forvejen er frigørelse selvfølgelig allerede det erklærede mål for mange krige, det være sig nationale befrielseskrige, krige mod tyrannier, krige for at opnå uafhængighed af imperier. Nationalstaternes mytologi bygger ofte på sådanne krige. Det er fælles tankegods, at den kollektive sammenhængskraft blev styrket, da dens fundament blev vædet i blod.

Martyriet er grundlaget for mange religiøse, etniske og nationale følelser. Disse kan vokse sig stærkere med tiden. Hvor de virkelige ofre for nazisternes forfølgelser som oftest foretrak at opretholde en diskret tavshed om deres forfærdelige oplevelser, har deres børn og børnebørn skabt en form for identitet ud af Holocaust, ofte faute de mieux (i mangel af bedre, red.) – hvor mieux ville være en fælles kultur eller religion, der er gået tabt. Det er efter min mening svært at se dette som en form for frigørelse. Ikke alle er dog enige.

Identitetspolitikken, som mere eller mindre blev opfundet i USA, ses af nogle som et tegn på frigørelse. Minoriteter, som var vant til at dukke hovedet i anonymitet, erklærer nu stolt deres særpræg. De hævder, at offentlig anerkendelse af kollektive lidelser i fortiden er en væsentlig del af sådanne erklæringer. Herfra stammer også den upassende rivalisering mellem mindretal, der hovedsagelig vedrører anerkendelse af deres martyrium. Hvis jøderne skal have endnu et Holocaust Museum, hvorfor så ikke også afroamerikanerne eller de indfødte amerikanere eller armenierne eller kineserne? Og sådan kunne man blive ved i lidelsernes OL.

Siden 1960’erne har tingene ændret sig, men dengang var min primære skoling i historie stadig baseret på nationale myter om frigørelse. Pensum havde ikke ændret sig væsentligt, siden min bedstefar gik i skole i slutningen af det 19. århundrede. Jeg lærte en heroisk opfattelse af historien, om Philip II’s tapre modstand imod det katolske tyranni, om, hvordan admiral Tromp fordrev den arrogante Royal Navy fra Nordsøen, trodsede Frankrigs besættelse under Louis Napoleon, og sidst, men ikke mindst, om modstandsbevægelsen mod tyskerne under Anden Verdens-krig. Meget blev ladt usagt tilbage eller i det mindste underbelyst i denne opfattelse af historien. Kampen mod den spanske konge var snarere et protestantisk oprør end et nationalt, de britisk-hollandske krige drejede sig mere om handel end om frihed. Den franske besættelse af det, som blev Den Batavianske Republik i 1795, havde stærk støtte fra såkaldte hollandske patrioter, og Louis Napoleon var en oplyst og human hersker, der gav Holland sin første forfatning. Endelig var kun et lille antal mennesker aktivt engageret i modstanden mod den tyske besættelse. De fleste mennesker forsøgte simpelt hen at holde skindet på næsen, hvilket er den almindelige adfærd blandt befolkninger, som er tvunget til at leve under brutale regimer.

Men den heroiske myte om en nation, der altid kæmper for sin frihed, er ikke desto mindre en vigtig del af Hollands identitet. Det er sådan, folk gerne ser sig selv. Myten indeholder et stærkt element af protestantisk selvretfærdighed, følelsen af en nation, der ikke blot er viet til frihed, men også altid har den moralske ret på sin side, et Zions Bjerg i et hav af ugudelighed. Den måde, livet under den tyske besættelse huskes på – som en klar opdeling mellem modstands- og samarbejdslinjer, eller som hollænderne selv siger mellem ’det gode’ og ’det forkerte’ – er typisk. Forkert eller fout på hollandsk betyder forkert i både den bogstavelige og den moralske betydning. Den holdning er ikke enestående for Holland. Mytologien i USA er temmelig ens. Også her er protestantismen en væsentlig faktor bag den nationale forkærlighed for selvretfærdighed.

Men i USA peger højtideligholdelsen af Uafhængighedserklæringen den 4. juli i det mindste på en virkelig historisk bedrift: Amerikanerne befriede sig fra det britiske styre. Tilsvarende fejrer Frankrig den 14. juli i Frankrig en sand frigørelse. Nok blev revolutionen efterfulgt af terror og vold, og nok blev forestillingen om folkets vilje misbrugt til at retfærdiggøre andre former for tyranni, men med grundlæggelsen af Den Franske Republik som med grundlæggelsen af De Forenede Stater blev for første gang knæsat et moderne begreb om det ligestillede statsborgerskab, som er værd at fejre. Hollænderne fejrer derimod deres nationale identitet den 5. maj, den dag, Anden Verdenskrig officielt var overstået i Holland, det vil sige den dag, da Holland blev befriet af canadiske, britiske, polske og amerikanske tropper.

Det er lidt usædvanligt, tror jeg, for en nation til at identificere sig så stærkt med en begivenhed, hvori den spillede en så lidet aktiv rolle. Også dette er et eksempel på moderne identitetspolitik: De kollektive lidelser under tyskerne er den vigtigste konstituerende hukommelse, der nu former nationen. Også dette er noget, jeg har svært ved at tilslutte mig.

Befrielseskrige fra vestligt kolonistyre var blodig dagligvare i årtierne efter Anden Verdenskrig. Den Tredje Verdens befrielse var da også en af de mest populære mærkesager for efterkrigstidens venstre i Europa. Dette forklarer den udbredte støtte blandt europæiske studerende og intellektuelle til skikkelser som Ho Chi Minh, Fidel Castro, formand Mao og selv – her og der – til skikkelser som Ayatollah Khomeini og Pol Pot. Den omstændighed, at ingen af disse tredjeverdensledere var demokrater, og at mindst et par af dem var massemordere, gjorde ikke nogen forskel. De stod for national uafhængighed, og dette blev stort sidestillet med frihed – nemlig frihed fra et fremmed herredømme. Isaiah Berlin påpegede i To begreber om frihed, at dette ikke var sand frihed overhovedet. Men der er, finder jeg, en vis ambivalens i hans essay, hvilket måske afspejler, at han følte flere loyaliteter, over for en idé om England, over for en idé om Rusland, og over for en idé om den jødiske stat. Han hævdede, at folk skal have frihed til at definere sig selv, ikke kun som individer, men også som kollektiv. Men han indså også, at denne positive frihed let kunne blive til påskud for overgreb, ja til begrundelse for despotisme.

Selv i de tilfælde, hvor det fremmede herredømme var mere liberalt og oplyst end det indenlandske styre, der fulgte, var tredjeverdens-diktaturer stadig i stand til at mønstre støtte, for intet ansås for mere undertrykkende og ydmygende end at være under fremmed dominans.

Dette er ikke en eller anden primitiv tredjeverdens-pervertering. Hollandsk modstand mod fransk styre fulgte nøjagtig det samme princip, om end det Kongeriget Nederlandene, der opstod ud fra Napoleons nederlag, ikke var et diktatur, men et relativt godartet autoritært monarki. I det hele taget kan folk ikke lide at være domineret af udlændinge, selv om disse udlændinge lover frigørelse. Med Napoleons erobring af europæiske lande blev der indført en civilret, samt større frihedsgrader i det ligestillede statsborgerskabs navn, men tyskere og andre folkeslag gjorde stadig oprør. Af samme grund kan Robert Mugabe som en af andre forhenværende frihedskæmpere stadig påkalde respekt fra mange afrikanere (om end efterhånden ikke fra ret mange af hans egne landsmænd), selv om han har ødelagt det land, han angiveligt ville befri fra fremmed herredømme.

Kommunismens aura

Jeg tror, grunden til, at Isaiah Berlin var mere interesseret i kommunismen end i fascismen eller nazismen, ikke var, at han ville undvige en historie, der var for smertefuld for ham. Det var snarere, fordi kommunismen var ansvarlig for frygtelige ting, som blev begået i gode sagers navn. Dette kan ikke siges om Hitlers og ikke engang om Mussolinis politik. Frigørelse var det erklærede mål for det sovjetiske imperium, befrielse fra fascismen, fra kapitalistisk ulighed og fra imperialisme. Faktisk gav dens antifascistiske akkreditiver kommunismen en aura af respektabilitet, som skulle vare ved, selv længe efter at de forfærdelige konsekvenser af det sovjetiske eller maoistiske styre burde have været indlysende for alle, der gad følge med i nyhederne.

Men dette er på en måde mindre interessant end brugen af frigørelse som motiv for amerikanske udenrigspolitiske engagementer, da den kommunistiske version er så åbenlyst forkert, mens det amerikanske ønske om at bringe frihed til verden måske også kan klinge falsk, men ikke altid er det på samme åbenlyse måde, og mange amerikanere da også virkelig tror på det. Henry Kissinger er måske en kyniker, men for de fleste amerikanere er missionen om at udbrede frihed ikke nogen kynisk sag.

Det mest berømte eller berygtede udtryk for denne mission, som om nødvendigt måtte støttes med militær kraft, var essayet om den om Indlysende skæbne, skrevet i 1845 for at argumentere for annekteringen af Texas. Forfatteren af dette essay, John L. O’Sullivan, var ikke nogen krigerisk højreekstremist, men en progressiv liberal, der kæmpede for afskaffelse af dødsstraf, for kvinders og arbejderes rettigheder, og som troede på demokrati for alle. Nå ja, måske ikke ligefrem alle. Som mange andre sydstatsdemokrater på dette tidspunkt trak han grænsen ved slaveri. Selv om han ikke var ufølsom over for slavernes situation, var han ikke abolitionist. Men om fremstødet i Texas og videre frem skrev han: »Og dette territoriale krav er rejst, i og med at det er vores indlysende skæbne at brede os ud over og besidde hele det kontinent, som Forsynet har givet os med henblik på at videreudvikle dette store eksperiment i frihed og forbundsstatsligt selvstyre, som vi har fået betroet.«

Den hvide mands byrde

Krigen mod det spanske imperium i 1898 var angiveligt en krig, der skulle frigøre befolkningerne i Cuba og Filippinerne. Men præsident McKinley traf hurtigt den beslutning, at filippinerne endnu ikke var klar til at regere sig selv. De skulle først være ordentligt uddannede og konverteret til den kristne tro. Præsidenten, som åbenlyst var uvidende om, at denne opgradering allerede havde fundet sted under spanierne, tog sine stikord fra Rudyard Kipling, der skrev The White Man’s Burden med særligt henblik på at fremme amerikansk styre i Asien. Og også Kipling troede på, at der var nødvendigt at fare med lempe, når friheden skulle udbredes til »hver en tvær og kuet stamme, halvt djævle og halvt børn«.

Så løft en hvid mands byrde
Og ingen mindre sag
Og tal ej højt om frihed
Det røber, man er svag

Og så fremdeles til verdenskrigene i Europa, krigene i Korea og Vietnam, og i dag i Irak og Afghanistan. Frihed var en væsentlig del af begrundelsen for alle disse interventioner, frihed fra den preussiske militærstøvle, fra Hitler, fra kommunismen, og fra den muslimske despot. Krigen i Irak blev støttet af indflydelsesrige neokonservative intellektuelle som en revolutionær krig, der skulle befri irakerne, etablere et demokrati i Bagdad og i forlængelse heraf i resten af Mellemøsten. I det mindste foreligger muligheden da også stadig for, at et demokrati i sidste ende vil slå rod i Irak, og et åbent og fredeligt samfund blomstre. Men prisen har allerede været enorm, og lidelser i massivt omfang er ikke noget, et andet land har nogen ret til at påføre andre lande, end ikke i frihedens navn.

Den utilsigtede frihed

Denne form for frigørelse, med militære eller revolutionære midler, er dog kun én slags frihed. Jeg vil gerne beskæftige mig mere med de utilsigtede konsekvenser af krigen. Krige roder altid et samfund op, socialt, politisk og kulturelt. Men kaos og ødelæggelse kan også skabe nye muligheder. Klasseforskelle, for eksempel, bliver ofte opløst, eller i det mindste udvandet i krigens rod. Folk af alle klasser blive smidt sammen i skyttegravene, krigsfangelejre, og så videre. Og nogle mennesker klamrer sig unægtelig til livet, især under frygtelige omstændigheder. Nogle kulturer er mere ihærdige i denne henseende end andre. I sin måske eneste mindeværdige bog beskrev australsk fødte James Clavell de forhold, som rådede i Changgi, den japanske krigsfangelejr i Singapore, hvor han selv var interneret. Penge vundet på spil eller ved sortbørshandel bestemte den amerikanske hakkeorden, mens rang talte mere for briterne.

Men kun til et vist punkt. Nicholas Spice henviste for nylig til retssagen i 1954 mod Lord Montague af Beaulieu for homoseksualitet. En af hans medtiltalte, Peter Wildeblood, blev taget i skole af anklagemyndigheden, ikke kun for at have begået en bestialsk handling, men for at gøre det med socialt underlegne. Wildeblood svarede, hvilket tjente ham til ære: »Ingen fandt under krigen på at bebrejde mig, at jeg plejede omgang med folk, der var mig uendeligt socialt underlegne.«

Normaliteten indfandt sig først under krigen, men igen kun op til et vist punkt. Efter at have sat deres liv på spil for deres konge og land, efter at have mistet deres hjem i Blitz-krigen, og affundet sig med års sult og afsavn, var arbejderklassen ikke længere helt så villige til at gå tilbage i sin bås. Churchills valgnederlag i 1945 til Clement Attlee var et direkte resultat af dette. Uden krigen ingen Beveridge-rapport. Velfærdsstaten blev faktisk undfanget under krigen, hvor socialistiske ministre tjente i den nationale regering. Beveridges visioner for et bedre samfund i efterkrigstiden, hvor de fem Store Onder – nød, sygdom, uvidenhed, elendighed og dovenskab – skulle afskaffes, blev offentliggjort første gang i 1942. Fødslen af en ny slags intelligentsia, i kunst og litteratur, som var uddannet på gymnasier og universiteter opført i røde mursten, blev helt sikkert også fremskyndet af krigens sociale uro.

Smagen af ansvar

Ej heller blev kvinders status den samme, efter at de havde arbejdet i fabrikker, gjort tjeneste i de væbnede styrker, og taget sig af administration og husholdning i mændenes tvungne fravær.

Whether rain og shine
She’s part of the assembly line
She’s making history
Working for victory
Rosie the Riveter

I 1944 var der 20 millioner kvinder i arbejde i USA, 57 procent mere end i 1940. Mange af dem nægtede også at vende tilbage til husarbejdets bås. Skønt økonomisk uafhængighed af mænd langtfra var opnået af alle i 1945, var det i det mindste en reel mulighed, ikke kun i USA, men overalt hvor kvinder skulle mobiliseres for at holde krigen i gang.

Nogle af de kvinder, der kom ind i arbejdsstyrken i krigstidens Amerika, var sorte. Virkelig frigørelse, som var garanteret i loven, var der stadig lang vej til, men som de britiske arbejdere havde de sorte amerikanere smagt ansvaret, og rettighederne skulle følge. I 1945 nedsatte den amerikanske hær et udvalg, der skulle udarbejde en ny politik for afroamerikanere. I 1946 konkluderede dette, at de væbnede styrker »hurtigst muligt burde fjerne alle særlige hensyn begrundet i race«. I 1948 blev det besluttet at afskaffe al raceadskillelse i de væbnede styrker gennem administrative tiltag. Regeringen, blev det fastslået, havde »en forpligtelse til at se til, at de civile rettigheder for alle borgere nyder fuld og lige beskyttelse«.

Den seksuelle frihed

Langt mere spidsfindig og langtfra tilsigtet, i det mindste ikke blandt mænd, var de seksuelle konsekvenser af krig. Et militært nederlag er først og fremmest en mandlig ydmygelse. Vichy-styret, som blev oprettet i Frankrig under en reaktionær og autoritær gammel krigshelt, var udtænkt som en konstruktion, der skulle redde landets ansigt, men de franske mænds moral kunne næppe have været lavere, efter at de tyske panserkolonner var rullet over et Frankrig, der lå ned, nærmest som en voldtægtsforbryder over sit kvindelige offer. Erobrende hære har imidlertid en farlig seksuel glamour. Ingen tvivl om, at mange af de kvinder, som deltog i, hvad franskmændene kaldte collaboration horizontale, gjorde dette lige så meget ud fra opportunisme: god mad, lokkende natteliv, chancen for at avancere frem for andre – ofte socialt højerestillede.
Nogle gjorde det, fordi de ikke havde noget valg, for at brødføde deres børn, eller for at redde venner og slægtninge. Andre blev oprigtigt forelskede. Men for mange tusinder blev det også en form for befrielse fra undertrykkende familier, dårlige ægteskaber, autokratiske fædre, eller blot ensomheden ved seksuel underernæring. Det er blevet fremført for nylig i en ekstraordinær redegørelse for disse år med titlen 40-45: Les années erotiques, at den vold, som blev udmålt over disse kvinder efter det tyske nederlag, ikke blot var en straf for at have samarbejdet med fjenden, det var franske mænds hævn over kvinder, som havde unddraget sig deres kontrol, en måde at skubbe dem tilbage i deres båse på.

Koloniernes endeligt

Noget lignende synes at have været på færde i den modvilje og nag, som blev følt selv over for tropper fra de allierede nationer: overpaid, oversexed and over here. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan underernærede, fattige og udmattede hollændere må have følt det, når velnærede, velbeslåede canadiske soldater i chikke uniformer og skinnende støvler tog deres tilbedende hollandske veninder med i dansehaller, der var lukket land for den indfødte mandlige befolkning. Men at dømme efter det store antal halvt canadiske babyer, som blev født i 1946, var det en sand fest for disse kvinder. Og sådan var det over hele Europa. Man behøver kun at læse Curzio Malapartes The Skin, en kæmpe bestseller lige efter krigen, om de amerikanske troppers adfærd i Napoli i 1943 og 1944, for at få den fulde, harske smag af mandlig ydmygelse og vrede over kvinder, som skejede ud sammen med potente udlændinge i uniformer, selv om de var venligtsindede.

En af de største utilsigtede konsekvenser af Anden Verdenskrig blev den hurtige vej til uafhængighed for Europas kolonier i Asien. Den japanske krig mod de vestlige imperialistiske magter, begyndende med Pearl Harbor i 1941, blev udkæmpet i frigørelsens navn, naturligvis: Asien til asiaterne, som et det japanske kejserriges slagord lød. Det er let at afvise krigstidens japanske propaganda som et rent og skært kynisk trick for at erstatte den vestlige imperier med en japansk. Og meget af det var da også blændværk. Men ikke det hele. Et overraskende stort antal japanere tog målsætningen om asiatisk befrielse alvorligt, og uafhængighedsforkæmpere fra Sukarno i Indonesien til Aung San i Burma samarbejdede med det japanske militær af den grund. Det var under japansk styre, at indoneserne oprettede et uddannelsessystem baseret på det nationale sprog, bahassa. Det var på dette tidspunkt, at Batavia blev til Jakarta. Og det var også dengang, at Lee Kuan Yew arbejdede for den japanske nyhedstjeneste i Singapore, mens Subhas Chandra Bose organiserede en national indisk hær til at kæmpe side om side med japanerne i Burma.

Det japanske styre brød de vestlige magters fortryllelse. Europæerne var ikke længere så uovervindelige i asiatiske øjne. Og uden en aura af uovervindelighed er det i længden umuligt at herske over hundrede millioner af mennesker. Alene dette havde en dybt frigørende virkning. Så selv om japanerne i sidste end blev besejret, var asiaterne ikke længere indstillet på at finde sig i et kolonistyres ydmygelser. Også de nægtede at kravle tilbage i deres båse. Dette skabte en meget ejendommelig situation i 1945, da de allerede måtte beordre de resterende japanske tropper i Indonesien og Indokina til at beskytte de europæiske borgere imod de mere aggressive elementer blandt deres asiatiske kolleger – en uafhængighedstrang, som japanerne selv havde opmuntret til.

Det japanske nederlag kunne som sammenbruddet i Tyskland næppe kaldes for en befrielse. Deres lande var besat, deres byer og industrier ødelagt, deres befolkninger sultne og nødlidende. Ikke desto mindre blev den amerikanske besættelse af Japan af mange japanere oplevet som frigørende. Det militaristiske autoritære styre var bragt til ophør; politiske fanger blev løsladt, en ny forfatning, skrevet af ivrige amerikanske New Deal-politikere, gav kvinder lige rettigheder, herunder retten til at stemme; uafhængige fagforeninger blev etableret, og den undertrykkende kejserkult blev brudt.

Den gamle ordens fald

Men frem for alt var klasseskellene i det mindste for en tid blevet sløret. Entreprenante opkomlinge, der havde tjent penge på det sorte marked, blev gift med døtre af fornemme familier, der havde mistet hele deres formue. Gamle industrisyndikater blev afviklet, hvilket åbnede nye chancer for, at foretagsomme iværksættere som Sony Corporation kunne erobre en plads i forreste række. Med tiden blev de gamle drenges netværk ofte genskabt, i politik såvel som erhvervslivet, men førkrigstidens orden var definitivt væk. Japan har i dag et demokrati, med fejl og mangler som i de fleste demokratier, men dog et demokrati. Det ville de måske have fået alligevel, ansatserne til det var der allerede i 1920’erne. Men krig og nederlag, samt en amerikansk besættelse, som i det mindste i sine tidlige stadier blev drevet frem af yankee-idealisme, satte unægtelig fart i processen.

Fastlandskinesere ynder at kalde den kommunistiske overtagelse af regeringsmagten i 1949 for Befrielsen. For de fleste borgere i Formand Maos Folkerepublik var realiteterne snarere slaveri. Alligevel respekteres Mao, selv af folk, der led frygteligt under hans regime, fordi han befriede Kina fra fremmede magter. Han forenede Kina som en selvstændig nation. Efter et århundrede med krig og semikolonial dominans var det ikke nogen let opgave.

Men Mao var den første til at indrømme, at han aldrig ville have opnået dette uden krigen med Japan. Det var japanerne, der brød den gamle ordens magt, som repræsenteret ved Chiang Kaisheks nationalister, mens kommunisterne i grotterne i landdistrikterne i Yenan afventede, at deres tid skulle komme. Da forholdet mellem Kina og Japan blev normaliseret i 1972, besøgte premierminister Tanaka Mao i Beijing. Den første ting, den gamle diktator gjorde, var at takke sin japanske gæst høfligt: Uden japanerne, sagde han, ville han aldrig være kommet til at herske over Kina.

Hvad han høfligt undlod at nævne, var, at krigen havde kostet op mod 20 millioner kinesere livet.

Så frigørelse er en god ting, især når frigørelsen er reel, som når kvinder får valgret, arbejdere får rettigheder, og mennesker stilles lige uanset race, men det ville være endnu bedre, hvis vi ikke behøvede krige til at bringe disse fordele i stand. Prisen for utilsigtede konsekvenser er ofte for tung at bære, men ofte er krige jo også selv utilsigtede.

modernetider@information.dk

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Johansen

Buruma:"Henry Kissinger er måske en kyniker, men for de fleste amerikanere er missionen om at udbrede frihed ikke nogen kynisk sag. "

"Måske"? Jaja, ordene betyr så mye.

"De fleste amerikanere" er - uansett om hypotesen herover er riktig eller ikke - i samme situasjon som de allerfleste andre: de har stemmerett, men ikke noe valg. Det er derfor fler og fler av dem som fler og fler av EU-borgerne ikke deltar i valgene, fordi det ikke er noe valg.

Derfor kan folk som Ian Buruma påstå hva de vil om dem, og demoskopene kan "forske" i dem, uten å være hemmet av demokratiet.

Hva amerikanere flest og andre flest mener om "frihed" og dens angivelige utbredelsesmisjon (alle andre steder enn i eget land som regel) er derfor i dag helt uten betydning.

Det som betyr noe er hva folk som Kissinger mener med "frihet" bak fasaden. Vi maktløse danner oss vår oppfattning om det, ikke ut fra romaner som Burumas, men ut fra hva som faktisk skjer. Vokser friheten der hvor vi er - og for hvem vokser den?

Vi vet at vi har stemmerett, men ikke noe valg. Uansett hvem vi stemmer på, får vi det samme. Mer klimagasser, mer krig, fler motorveier, mer finanssvindel, mer overvåkingsstat.

Det virker mer og mer som Orwell skrev: "Krig er fred. Frihet er slaveri." osv.

Og kapitalismen i vest har lært, f.eks. av Mao, at setningen "La hundre blomster blomstre" også på internett nok har en skjult fortsettelse: "for å knuse hodene på hundre slanger." Mao fikk lurt sine kritikere frem, så han kunne ta dem. Nå får vi datalagringsdirektiver, og intet tyder på at det stopper med det.

Ytringsfrihetens lille musefelle klapper i: "Men alle kan jo si hva de vil." Underforstått: "så derfor kan de ikke klage over at de blir registrert for lovlige synspunkter som VI ikke liker, og ikke klage over at de ikke har noe valg."

jan henrik wegener

"Befrielse" eller "frigørelse" bruges på vidt forskellig måde, for hvem eller hvad er det der skal "gøres fri"?
Mon ikke der i løbet af blot nogle årtier er sket en forskydning, hvor tidligere territoriel løsrivelse - national uafhængighed - har været set som problemløser.En anden form for det man ser som "befrielse" har været det at opnå rettigeder i det samfund man befinder sig i. De to kan være delvist uforenlige. Og så er der spørgsmålet hvorvidt der er nogen "ret" til at overskride territorier og bevæge sig til andre samfund - evt. opnå fuld medbestemmelsesret i disse. En sådan "ret" eller "frihed" kan nemt kollidere med andres "ret".

Steen Engholm

Buruma indleder her:
"Nationalstaternes mytologi bygger ofte på sådanne krige. Det er fælles tankegods, at den kollektive sammenhængskraft blev styrket, da dens fundament blev vædet i blod."

Denne sætning er interessant idet tidshorisonten for det udsagte er sløret . Var det dengang, i 1864 eller 1991, at sammenhængskraften blev styrket, eller er det den levende myte på dagen idag ? Ian Buruma taler angiveligt her om Europa, der jo er arnestedet for det der kaldes nationalstat, men også her er der en sløring og usikkerhed . Det er ikke absolut alle de europæiske nationalstater han her vil referere . Som et tredie moment af ikke-viden kommer så mytologi-begrebet der angiveligt vil indikere der ikke er tale om overlagt krigsførelse i denne ånd af sammenhængskraft, men måske snarere at mytologien og sammenhængen kom bagefter .

Nej hvor trættende at skulle dekonstruere, og hvilken malstrøm af snak . Tebordslitteratur . Jeg faldt forleden over en artikel af Habermas der citerede Buruma, hvilket formentlig siger mere om Habermas end om Buruma - altså det at han blev citeret hos Habermas . Også der citeres han for udsagn der både kan stå og falde på samme tid, eksempelvis,

Nicht nur Akademiker, sondern auch Politiker und Zeitungskolumnisten sehen die Aufklärung als Festung, die gegen den islamischen Extremismus verteidigt werden muss.

En empirisk betragtning i bedste fald (af Buruma) . Burumas tekst strategi er formentlig den gode gødskning med sådanne empirier, der jo teoretisk set kan sandsynliggøres gennem statistiske data . Den gødskning tjener så som et belæg per association : Buruma oparbejder et tekst-situationelt scenarium, en retorisk platform hvorfra han kan lancere lignende empirier . Strategien lykkes kun hvis man rent faktisk tror på det Buruma skriver . Kort sagt, Buruma eksponerer Fear, Uncertainty and Doubt . Og jeg eksponerer Buruma :)

Habermas:
Die Dialektik der Säkularisierung (Eurozine, 2008)

Steen Engholm

Jeg må sige Burumas fortælling denne her gang ikke er så værst endda, selvom der er nogle kameler undervejs . Der er ikke så meget retorisk platform, og mere gedigen fortælling .
..nu efter at jeg har læst artiklen .

Lennard Grahn

Det kunne være utroligt sjovt med et dybdeborende og kritisk artikel om Harald Blåtand, problemstillingerne med at samle Danmark, holde det samlet og uafhængigt, undgå - eller helst vinde, krigene med diverse nabolande/ arvefjender, etc, etc.

Jeg er sikker på at Harald lod alt foregå på 100 % demokratisk vis, aldrig tyede til voldsanvendelse og ikke kunne drømme om at gøre nogen noget ondt.

Og hvis han nu ikke gjorde, så er det jo meget længe siden...