Læsetid: 7 min.

Kvinden, der lærte sig at tænke som en ko

Professor Temple Grandin er en legende inden for dyreadfærd, og det siges, at hun har en særlig - nærmest guddommelig - forbindelse til dyr. Hendes egen forklaring er, at hun er diagnosticeret med en middelsvær grad af autisme. Hun er aktuel med en ny bog, der vender Jonathan Safran Foers kødkritiske bog på hovedet. Vi skal ikke skåne dyrene, vi skal gøre dem glade, forklarer Grandin, der er en af verdens førende dyreværnsforkæmpere og har designet halvdelen af USA's slagtehaller
Fiktion og virkelighed. Der er store ligheder mellem en dyrehjerne og min, siger Temple Grandin, der her ses med skuespilleren Claire Danes ved et pressemøde for filmem 'Temple Grandin' om den lille ordløse autistiske pige, der blev en anerkendt forsker.

Fiktion og virkelighed. Der er store ligheder mellem en dyrehjerne og min, siger Temple Grandin, der her ses med skuespilleren Claire Danes ved et pressemøde for filmem 'Temple Grandin' om den lille ordløse autistiske pige, der blev en anerkendt forsker.

Chris Pizzello

12. juni 2010

Frem til 1970'erne var det blandt kvægavlere og slagtere den almindelige opfattelse, at slagtekvæg brølede og strittede imod, fordi de var bange for at dø. Faktisk var det ikke noget, man tænkte så meget over, men med råb, spark og strøm drev man ungkalvene frem mod slagtehallerne. Det kunne være en langsommelig og frustrerende proces, men det var det, der virkede, og i en industri, hvor det kan være en kompliceret affære at sætte sig i dyrenes sted, var der ikke nogen, der stille spørgsmål ved metoderne.

Men på en ranch langt ude i USA's Midtvesten begyndte en ung kvinde at undre sig. Den dengang 20-årige Temple Grandin besøgte hver sommer sin mosters kvægalvlergård, som en slags aflastning fra sine forældre. Grandin led af autisme og havde det meget svært med andre mennesker, men med dyr gik det bedre. Hun havde en bedre indlevelse end de fleste, og dyrene blev rolige og medgørlige, når hun havde fat i dem.

Temple Grandin var med til alt på gården. Hun fulgte dyrene fra kælvning hele vejen til slagteriet, og det var her, hun gjorde en basal, men revolutionerende observation. Hun lagde mærke til, at dyrene reagerede på samme måde, når de blev drevet frem mod slagtning, som når de skulle fodres eller vaccineres hjemme på gården til trods for, at slagtehallen var en noget mere definitiv destination. De brølede og blev vilde i øjnene, mens mændene tævede dem frem. Det stressede Grandin selv i sådan en grad, at hun besluttede sig for at sætte sig i kvægets sted i håb om at forstå, hvad der skræmte dem. Ikke blot gennem observation, men ved helt bogstaveligt at kravle ned i kvægdrivergangene ville hun opleve verden, præcis som dyret gjorde det, og mærke, hvilke følelser, der gik igennem kroppen på det, når det blev drevet fem. Den bærende følelse var frygt og ubehag - ikke på grund af gangene eller formålet med turen, men på grund af mændenes råb, maskiners larm, ting, der lå på jorden og flød, et flag, der blafrede, udsynet gennem tremmerne i båsene eller brede passager, hvor de andre køers panik kom til udtryk.

'Dyrenes hjerne er som min'

Mændene på slagteriet grinede af den specielle unge kvinde og hånede hende for at være dum eller bare for at være kvinde. Men Temple Grandin var blevet hånet hele sit liv, så det gjorde ikke stort indtryk på hende. I stedet forsøgte hun at skabe den perfekte vej til slagteriet, som hun selv ville foretrække den, hvis hun var et slagtekvæg, og da hun afprøvede metoden ved næste slagtning, var der ingen, der grinede længere. Kvæget nærmest løb ind slagtehallen uden at sige et muk, og mændene behøvede knap at drive dem. I dag er halvdelen af USA's slagterier indrettet med Grandins kvæggang som forbillede, og hun er blevet doktor og professor i dyreadfærd ved Colorado State University - hyldet over hele verden som én af de fremmeste dyreadfærdsforskere. Hendes fans mener, hun har en særlig - helt guddommelig - forbindelse til dyrene. Selv har hun en lidt anden forklaring:

»Der er store ligheder mellem en dyrehjerne og min,« forklarer hun i en BBC-dokumentar, der blev lavet om hende for et par år siden.

»Min tilstand som autist gør, at jeg opfatter verden i billeder. Jeg opfatter den med sanserne - gennem lyd, gennem berøring, gennem lugte - og det samme gør dyrene. Kvæg, for eksempel, har kun to grundlæggende reaktioner: nysgerrighed og frygt. Min autisme får mig til at reagere på samme måde, når jeg går igennem en kvæggang.«

Skolen var et helvede

Temple er efterspurgt for sin ekspertise inden for dyreadfærd og -velfærd i det meste af verden. Hendes aparte karakter har gjort hende til lidt af en celebrity i USA, hvor hun har optrådt i ABC's Primetime Live, the Today Show og CNN's Larry King Live, og hun er portrætteret magasiner som Time, People, Forbes, The New Yorker og The New York Times.

Med en bred landlig dialekt og særprægede cowboyskjorter rejser hun USA tyndt for at holde foredrag om sin særlige viden om dyr, og denne vinter talte hun ved de prestigefyldte TED-talks (amerikansk non-profit organisation, der ved konferencer samler tænkere, red.), ligesom Time Magazine sidste år udråbte hende til at være blandt verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

I foråret var der sågar premiere på en spillefilm om hende med Claire Danes som Temple Grandin.

Ud over at forbedre dyrevelfærden i verden har Temple Grandin arbejdet hårdt for at forbedre forståelsen af autisme. Hun blev selv meget tidligt diagnosticeret med autisme og havde, indtil hun var fire, ikke noget sprog. Modsat de fleste med lignende diagnoser i 50'ernes USA sendte Grandins forældre hende ikke på et hjem, men ansatte i stedet en barnepige, der døgnet rundt trænede hendes sprog, og da hun nåede skolealderen, var hun så velfungerende, at hun blev sendt i en almindelig skole.

Skoletiden var et helvede for hende, men hun udviste særlige evner for matematik og naturvidenskab, og senere kom hun på en kostskole for særligt begavede børn.

Vi gør dyrene rædselsslagne

Hun fik et større gennembrud, da hun i midten af 80'erne udgav sin selvbiografi, der var den første indgående beskrivelse af verden set gennem en autistisk hjerne - beskrevet af en autist.

Siden har hun udgivet et væld af bøger om både autisme og dyrevelfærd, og med sin seneste bog Animals Makes Us Human har hun på ny skabt debat om den amerikanske dyrevelfærd. Det er en debat, der har kørt siden sidste år, hvor forfatteren Jonathan Safran Foer udgav sin dokumentariske bog Eating Animals, der er en lang og ubærlig gennemgang af den amerikanske kødindustri.

Men hvor Safran Foer taler for en mere vegetarisk tilgang til madvanerne, er Grandin slet ikke ude på at stoppe kødindustrien eller få os til at spise mindre kød. Snarere tværtimod. Hun stiller grundlæggende et andet spørgsmål: Hvad gør dyr tilfredse? Og ud fra det, skal vi optimere vores slagtemetoder og skabe et mere harmonisk samspil mellem mennesker og dyr?

Alle dyr, mener hun, har ret til et frit liv og et godt liv. En frihed fra sult og tørst, fra smerte, skader og sygdomme og et liv uden angst og stress. Men det er langtfra så åbenlyst, hvad der giver de forskellige dyr et frit liv, skriver Grandin. Derfor må man forstå, hvordan de forskellige dyr tænker. Grandin har en lang gennemgang af de forskellige dyrearters behov - hunde, katte, får, fugle og dyrene i zoologisk have - men hun gør særligt meget ud af at beskrive kvægs reaktionsmønster. Kvæg er ikke tamdyr som katte og hunde, så derfor er deres største behov frihed fra frygten, forklarer hun. Derfor er dyrets største problem i verden ofte selve kvægdriveren.

»Folk råber og skriger efter flokken, slår dem og giver dem stød - alt sammen noget, der gør dyrene rædselslagne og meget svære at arbejde med.«

Så derfor gennemgår hun metoder, hvor man positivt opfordrer kvæget til at blive drevet frem mod slagtningen, hvilket både er mere effektivt og giver bedre kød (det er der en teknisk forklaring på). Det virker meget enkelt, men som Temple Grandin påpeger, er der utrolig få slagterier og kvægopdrættere, der opfører sig sådan.

»På et slagteri, jeg besøgte for nylig, kunne jeg dokumentere, at de dagligt sparede 1.000 dollar ved at justere deres produktionsmetoder og ved at behandle dyrene roligt og godt. Men efter jeg var væk, begyndte slagteriarbejderne igen at bruge deres rå og voldelige metoder. For at være en god kvægdriver og slagterimedarbejder er man nemlig nødt til at anerkende, at dyr har en form for bevidsthed og har følelser, man må tage seriøst.«

Meget menneskeligt

Men det er en central pointe for Temple Grandin, at vi som mennesker netop har så svært ved den empati med dyrene.

»De fleste mennesker bryder sig ikke om at tænke på det, men sådan er det,« og her er Safran Foer og Temple Grandins formål sammenfaldende. De vil have læserne til at forstå, hvordan vi behandler dyr og hvad dyrene kan føle. Vi bryder os ikke om at se virkeligheden i øjnene, argumenterer de, når det kommer til vores omgang med dyr.

I forhold til at spise dyr er Grandin helt usentimental. Hun er en glad kødspiser, og selv om slagteriarbejderne ikke opfører sig hensigtsmæssigt, har hendes teorier dannet designbaggrund for over halvdelen af USA's slagterier. Hun bebrejder dog ikke slagteriarbejderne, men beskriver i stedet deres reaktioner som noget »menneskeligt».

»At arbejde med utæmmet kvæg kan være frustrerende, og frustration kan føre til raseri. Det er derfor, at mennesker nemt 'springer i luften' på slagtedyr - og små børn. At blive vred i frustrerende situationer er meget menneskeligt,« som hun skriver et sted i bogen.

Hvor Temple Grandin har det svært med følelsesmæssige forhold til andre mennesker, har hun i bogen til gengæld let ved at sætte et lighedstegn mellem mennesker og dyr. Således drager hun som den største naturlighed paralleller til den måde, fabriksejere behandler deres ansatte på, og så kvægdrivernes arbejde. Det handler om at bruge opmuntring som arbejdsmetode frem for frygt eller arbejdspres, og på den baggrund argumenterer hun økonomisk for, at man må se alvorligt på sine medarbejderes følelser og behov og give dem fri. At man belønner dem efter fortjeneste og sørger for, at de har det godt på jobbet. Og således kan også moderne mannagement bruge slagtehallernes erfaringer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"På et slagteri, jeg besøgte for nylig, kunne jeg dokumentere, at de dagligt sparede 1.000 dollar ved at justere deres produktionsmetoder og ved at behandle dyrene roligt og godt."

1.000 dollar? Der er næppe tale om ét af de mega-slagterier, man ser i filmen Food Inc., hvor dyrene står i afføring til bugen og til tider ligger halvdøde, indtil de bliver flyttet med gaffeltruck.

Psykologisk er der intet odiøst i det her; du får også nemmere hunden til dyrlægen, hvis du vifter livligt med bilnøglen, eller du får mennesker til at drage i krig, hvis du bilder dem ind, at det handler om frihed eller "patriotisme". Det kaldes manipulation - og karakteristisk for dét er, at der står nogen bag, som ved bedre, eller i hvert fald ved mere om, hvad der skal/kan ske.
Man kan vel ikke have noget imod at dyr behandles bedre, men kvæg fra meat camps får altså ikke et godt liv, fordi de bliver gennet ned ad en rød løber i livets sidste sekunder. Ejheller løser dette de langt mere fundamentale problemer i fødevare-industrien.

Et mikroskopisk plaster på et storblødende sår.
Det stinker langt væk af, at "Se! Vi er gode ved dyrene!", alt imens kolibakterier muterer lystigt som konsekvens af unaturlig kost og horrible forhold.
En kødbranchens kransekage-figur, autist eller ej. (Sidstnævnte føjer bare til tutte-nutte billedet).

Som audhumbla nok ve' ha' sagt:

( ihukommende at enhver jo er sig selv nærmest, undtagen den her omtalte så uselviske autist ):

spis dog ymer i stedet for
oksekød.

@Stig Larsen

øhh! også uden at spise oksekød kan kalve jo dannes, men lissom: ingen roser uden torne, eller: igen grise uden orne, muuuhhhligvis ejheler nogen kalve uden ymer.

at når møller gribes af fremtids norne, erkender også scully : at sandheden, ja endog virkeligheden !! også er også udenfor autisme

Karsten Aaen

Mange danske landmænd mener skam ikke de gør noegt forkert ved at stresse grisene, når de slår på dem med el-stave og driver dem fremad. Også selvom al videnskabelig forskning viser, at netop denne stress afspejles direkte i grise-kødet; strukturen i kødet bliver ganske enkelt ødelagt.

Pointen er denne:

Hvis farmerne (landmændene), både i Danmark og i USA skal motiveres til at få dyrene til at få det bedre, ja så må og skal man bl.a. kunne påvise, at der er en økonomisk gevinst bl.a. ved det. og 1.000 dollars om dagen, svarer altså til 30.000 dollars om måneden, som igen svarer til ca. 180.000 kroner - om måneden.

Jonathan Safran Foer kan have en pointe omkring at vi bør spise mindre kød, især kød fra kvæg. Og begynde at spise det som vores krop er bygget til: frugt, bær, nødder, grøntsager, fisk, og drikke klart rent vand. Og engang så spise kød fra et stort dyr som kvæg jo rent faktisk er. Kød fra smådyr som kaniner, kalkun, høns, og andre typer fjerkræ bør vi faktisk spise langt hyppigere end vi gør nu.

Mht. Safran Foers pointe om dyr som ligger halvdøde rundt eller står i afføring til bugen omkring er det slet slet ikke sådan det foregår i Danmark (eller i resten af Europa). Her skal Fødevare-myndigheden nemlig nok sørge for at den slags bedrifter bliver lukket pr. omgående.

Man kan derfor ikke overføre Safran Foers observationer 100% til danske forhold, selvom man godt kan påpege enkelte forhold, som er de samme eller ca. det samme.

troede at det var villy og Helle thorning, der talte for slagte hellige køer, men det var vist et
oversigtsfotografi til en anden artikel.

@Karsten Aaen

Hvor ville jeg dog gerne give dig ret - for det har du sikkert i øjeblikket. Men hvis ikke vi er alvorligt opmærksomme her -dvs. tænker med andet end pengepungen - kommer EU (dvs. kødlobby i samme) til at udhule den slags tjenester - som det er sket i USA.

Når danske slagterier nedlægger arbejdspladser og disse rykker til Tyskland, så er det polske slagteri-arbejdere, der overtager. Ikke et ondt ord om polakker, men det er fabrikkerne de arbejder på, der er problemet. Og ja, jeg mener fabrikker. Tyske slagterier er stor-slagterier, drevet af tyskere med polske arbejdere.
Det handler ikke om dyrevelfærd, kødkvalitet eller et blødende hjerte, men om (stor-)kapitalisme. Ikke for at lyde som en gammel marxist (gammel er jeg ikke), men profitten styrer showet - og alt andet er selvforgøgling.

Og nej, jeg er ikke vegetar.

Britta Hansen

Jeg har to kommentarer:

1. Hvor er det glædeligt, at se, at et autistisk menneske kan bidrage så stort til samfundet!

2. Jeg kom i tanke om "The Four Immeasurables", som kan findes inden for buddhismen:

May all sentient beings have happiness and the causes of happiness.
May all sentient beings be free from suffering and the causes of suffering.
May all sentient beings never be separated from the happiness which is without suffering.
May all sentient beings abide in equanimity, free from both attachment and hatred, holding some close and others distant.

Kunne vi leve dette over for dyrene, ville vi måske også være i stand til at leve dette over for menneskene.

Niels Mosbak

Peter Brix

Du har ganske ret i dine betragtninger - med til historien hører også, at dyrene i dag transporteres over længere strækninger førend de aflives, hvilket fører til yderligere stress og faldende kødkvalitet.

At det yderligere er noget svineri set i forhold til CO-2 belastning, og at det kun sker for at skabe yderligere profit - organiseret dyremishandling for at tjene penge til nogle få mennesker, det tænker de færreste forbrugere på - de forholder sig til kød, som noget der vokser op gennem bunden på frysedisken.

De færreste mennesker har set en nutidig svine-stald indefra (Adgangsforbud) - det ville givetvis mindske lysten til at sætte tænderne i en kotelet*

*de små hårde gnallinger man sælger i danske supermarkeder under dette navn.

For slet ikke at tale om hvorledes kyllinger** produceres.

**Benævnes ofte "kødplanter" af producenter - fordi de oftest er ude af stand til at gå, fordi kropsvægten overbelaster benene.