Positiv psykologi - anerkendelse eller skjult magtudøvelse?

Positiv psykologi er det hotteste inden for psykologien og anvendes flittigt af psykologer, undervisere, ledere og konsulenter i det private og det offentlige. Men den er blevet en del af et hurrakor, som fejrer det individualistiske menneske, mener kritiker
Positiv psykologi er det hotteste inden for psykologien og anvendes flittigt af psykologer, undervisere, ledere og konsulenter i det private og det offentlige. Men den er blevet en del af et hurrakor, som fejrer det individualistiske menneske, mener kritiker
18. juni 2010
Delt 15 gange

»Superfedt! Men ved du, hvad der kunne gøre det endnu bedre?«. Mange ledere er gennem det seneste årti blevet bekendte med begrebet positiv psykologi og et af bevægelsens kernepunkter: anerkendelse. For anerkendelse af medarbejdere fører til glad og billig arbejdskraft. De ansatte bliver mindre syge, og de er mere produktive og engagerede. Derudover er de også mere ansvarlige og loyale over for deres arbejdsplads, fordi mennesker er tilbøjelige til at gengælde godhed og passe på miljøer, hvor de har det godt.

Den Positive Psykologi har sit udspring i det akademiske miljø og tager udgangspunkt i mennesket og dets personlige egenskaber og udvikling. Og den psykologiske retning fylder mere og mere i børnehaver, skoler, det private erhvervsliv og i forskningsmiljøer; i slutningen af denne måned afholder Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) det femte europæiske seminar om positiv psykologi, og de forventer at kunne udbyde Danmarks første masteruddannelse i positiv psykologi fra efteråret 2011. Og så er der i øvrigt også (endnu) en bog på vej.

Umiddelbart lyder det jo positivt, men professor i psykologi Svend Brinkmann er alligevel kritisk over for den bølge af positivitet og anerkendelse, som er skyllet ind over Danmark:

»Der er stadig magtrelationer involveret i styringen af arbejde og læring, men det er en magt, som skjules under floskler om dialog, positivitet og anerkendelse,« siger han.

Svend Brinkmann synes ikke, at det er et udtryk for anerkendelse af elever som ansvarlige aktører i deres eget liv, når lærere kun sætter grønne streger under de rigtige svar og ikke røde streger under fejlene. Og han mener ikke, at ledere anerkender deres medarbejdere, når det kun er de positive historier, som er legale til dialogmøderne; anerkendelse kan også være negativ og afvisende.

Hans Henrik Knoop er lektor ved Institut for Læring på DPU og ekspert i positiv psykologi. Han synes, at Svend Brinkmanns udlægning af positiv psykologi temmelig forenklet:

»En kniv kan bruges til at smøre mad med eller til at slå ihjel med. Og på samme måde er det med positiv psykologi. Man kan bruge en viden om, hvordan mennesker fungerer på humane måder, til at skabe menneskevenlige skoler og arbejdspladser, og man kan også bruge den til tortur - til at nedbryde mennesker. Det er grundlæggende forkert at hævde, at noget blot er dét, som det bliver brugt til,« siger han.

Hans Henrik Knoop afviser dermed ikke, at den positive psykologi kan bruges negativt. Som for eksempel når forholdet mellem ledelse og medarbejdere individualiseres, og der skabes så tætte relationer, så medarbejderne har svært ved at se fagpolitisk på deres egen situation:

»Det bliver hurtigt et grumset spil, hvis ikke der er ordentlige, faglige retningslinjer på arbejdspladsen,« siger han.

Der findes en gylden middelvej mellem den ene yderlighed, hvor alle magtrelationer camoufleres i en tåge af > billig happiness, og den anden, hvor kynisk og brutal ledelse gennemføres uden hensyn til, at det er rigtige mennesker, man leder: En zone, hvor mennesker kan træde i karakter som individer og stadig have leder- og medarbejderroller, som både fungerer fint og kan forsvares etisk, mener Knoop.

»Det handler om at undgå de flade fortolkninger af for eksempel anerkendelse, som dem Brinkmann nævner, hvor man tager en halvt forstået idé og udvikler på den,« siger lektoren.

Den sunde krop

Positiv psykologi er i psykologien, hvad sundhedsfremme er i sundhedssektoren. Det er videnskab, som fokuserer på, hvorledes mennesker kan trives og samtidig fungere på et optimalt niveau, og som derved er rettet mod at forebygge snarere end at behandle. Det vil sige, at genstandsfeltet primært er noget, som allerede fungerer godt; som den sunde krop i sundhedssektoren. Et væsentligt aspekt ved positiv psykologi er nemlig, at trivsel er normaltilstanden hos mennesket.

»Så når nogen synes, at det er latterligt, at vi skal gå rundt og være glade, så er det lige så meningsløst som at mene, at det er latterligt at være sund og rask,« siger Hans Henrik Knoop.

Hvis kroppen bliver forgiftet, reagerer immunforsvaret, og på samme måde reagerer de psykiske forsvarsmekanismer, hvis man bliver udsat for kritik. Og det er her, at de anerkendende tilgange inden for positiv psykologi kan tages i brug. Kritik fylder langt mere end ros hos mennesker. Ofte mere end 10 gange så meget. Og det skyldes ifølge Knoop ikke mindst et biologisk beredskab, som vi har med os fra stenalderen. Fra dengang en sabeltiger krævede grundlæggende opmærksomhed, hvis man ønskede at overleve. Ved at opbygge en kultur, hvor man anerkender hinanden som værdige til at være med og blive hørt, sænker man niveauet af ur-angst, forklarer han.

Menneskets behov for anerkendelse er dog en flersidig størrelse, og vi har lige så meget brug for modspil som medspil. Det er nemlig modspil, som for alvor gør livet interessant, påpeger lektoren. Det er ikke sundt for nogen kun at blive strøget med hårene, men ifølge Hans Henrik Knoop er anerkendelse ofte - og fejlagtigt - blevet synonymt med medspil.

»Det er vigtigt, at man anerkender folks behov for kvalificeret modspil,« siger han.

Det er Svend Brinkmann enig i, men han kan dog ikke genkende Knoops tilgang hos psykologer og konsulenter, som ofte fokuserer entydigt på alt det positive, de gode historier, vækst, kreativitet - alle plusordene.

»Man pakker folk ind og kommer, paradoksalt nok, til at blokere for den udvikling af evner, som var målet i første omgang. Man taler ned til folk, og det bryder jeg mig ikke om« siger han.

Selvets årti

Måske er det ikke noget tilfælde, at positiv psykologi netop er blevet så populært i det nye årtusind, som i høj grad er kendetegnet ved selvrealisering og kompetenceudvikling. Svend Brinkmann tror i hvert fald, at der er en grund til, at det lige præcis er den type psykologi, som har vind i sejlene i dag.

»Positiv psykologi repræsenterer et forbrugersamfunds ønske om at fremstille alting i et positivt lys. Lidt ligesom reklameindustrien,« siger han og understreger, at positiv psykologi gerne vil forklare det, der sker i vores liv, ud fra individuelle faktorer. Man skal kende sine egne signaturstyrker, udvikle sine kompetencer - og gøre det, man er bedst til (som Danske Banks gamle slogan).

»Der er en meget stærk individualistisk tænkning knyttet til bevægelsen, som afspejler centrale træk i vores samfund. Alt i tilværelsen handler om selvrealisering - måske på bekostning af fællesskabet. Jeg mener, at det er vigtigt at diskutere træk ved samtiden, og her mener jeg ikke, at positiv psykologi bidrager med ret meget. Bevægelsen bliver en del af et hurrakor, som fejrer individets selvudvikling,« siger han.

Hans Henrik Knoop mener modsat, at positiv psykologi og anerkendelse handler om, at acceptere diversiteten i samfundet:

»Den mest venstreorienterede i dag kan blive enig med den ultraliberale om, at vi skal tage hensyn til individuelle forskelligheder. Paradoksalt nok har vi imidlertid stadig en politisk debatform, hvor man nærmest per automatik taler nedsættende, altså ikke-anerkendende, om folk, der har en anden mening end én selv. Som om vi alligevel ikke forstår den dybere betydning af anerkendelse,« siger han.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

’Positiv psykologi’ har sit udspring i det akademiske miljø og bygger på mange års psykologisk forskning. Ophavsmand er psykologen Martin Seligman, som i 1998 blev formand for den amerikanske psykologforening. Ved sin indvielse holdt han en tale, hvor han undrede sig over, at der blev forsket så meget i psykiske lidelser, mens spørgsmålet ’Hvordan bliver jeg lykkelig?’ ikke optog forskningen i samme grad.

’Positiv psykologi’ beskæftiger sig med de personlige egenskaber, som gør mennesker i stand til at klare modgang og leve meningsfyldte liv.

Kilde: Magasinet Asterisk, DPU

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Hans Henrik Knoop

Jeg tror, det er rigtigt, at positiv psykologi i høj grad appellerer til selvrealisering - og i vid udstrækning anvendes i dette øjemed.

Men det bør her tilføjes, at rigtig mange af de vigtigste delområder inden for positiv psykologi altså BÅDE er baserede på videnskabelige erkendelser af den sociale forankrings afgørende betydning for ethvert individ OG bidrager til yderligere indsigter i netop dette.

Således viser fx forskningen i de såkaldte ”karakterstyrker” tydeligt, at det for langt de fleste af os vil være nærmest umuligt at realisere sig i isolation, fordi vi i så høj grad får vor energi via mødet med andre og via oplevelser af at betyde noget for andre.

Dette understøttes også af forskning i, hvad der giver mennesker "mening", hvor meget tyder på, at den (statistisk) vigtigste enkeltforudsætning er oplevelsen af at betyde noget godt for andre.

Selvet er åbenbart sjældent noget godt sted at søge mening i tilværelsen – et forhold som om noget turde forebygge selvcentreret selvrealisering.

Og der er mange andre videnskabsbaserede indikationer af, at reel selvrealisering nærmest er umulig, uden at fællesskaber samtidig styrkes derved.

I stedet for at spørge OM fællesskaber styrkes via selvrealisering, burde vi derfor måske snarere fokusere på, HVILKE fællesskaber der styrkes.

Og i stedet for ”selvrealisering” burde vi måske anvende "grupperealisering" som et mere retvisende begreb.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

Undrer mig over hvis virksomheder kan bruge ansatte der evt. æder ret meget af sådanne slagse.
---

but of course

Anywhere and at anytime: everybody is better than everybody else.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sonja Bautz

"Er det ikke bedre at forstå hvad man er positiv over for."

Da jeg forlod skolen for mange år siden var reglen at man ikke måtte skrive noget negativt.

Altså kunne et afgangsbevis se sådan ud :

"Vedkommende var vellidt og vanvittig dygtig til at tømme skraldespanden."

Matematik 03
Dansk 03
Fysik 03 o.s.v

Man kunne se den samme ånd i det kognitive, altså det overfladiske landskab, der nægter at gå i dybden med det egentlige problem man står overfor.

Positiv psykologi, er jo ej heller en opfindelse, det er sgu' da set udført herfra da jeg mødte et lesbisk par tilbage i slutningen af 70'erne. De havde ganske enkelt sat sig for altid at være glade op sige pæne ting til alle. Ligemeget hvor sindssyg akavet situationen blev holdt de målrettet deres forehavende kørende, indtil den ene var utro. Så røg det kognitive målbevidste lalleglade, overfladiske landskab, og dybden - eller den dybe tallerken om man vil - blev atter opfundet.

Kognitiv terapi, er det modernede hvide snit, og positiv terapi, eller positiv psykologi er en undskyldning for at tjene nemme penge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Knoop mener, at der er tale om ikke mindre end ur-angst, når folk lader sig trække rundt i manegen af ros og slesk tale...

..men der er nok nærmere tale om et kollektivt anfald af mindreværd blandt akademikere, kombineret med umodenhed og reminiscenser af eksamenskulturens frygt for utilstrækkelighed.

»Ingen tak, hellere en femmer«, som man sagde i industrialderens storhedstid. Dengang vidste man hvad man var værd…

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren  Rehhoff

Udover at positiv psykologi kan bruges til at sløre magtrelationer så virker det jo også som om der er en dybest set depressiv tilgang til tilværelsen bagved. Folk kan åbenbart ikke tåle, at blive konfronteret med problemer, konflikter og egne mangler uden, at de går fuldstændig i baglås, derfor er man nødt til at være kontinuerligt positiv. Men der er jo forskel på at være positiv og på at være optimistisk. En masse mennesker er faktisk optimistiske nok til, at de kan klare, at blive konfronteret med tilværelsens problemer og konflikter, fordi de også har en forventning om, at de kan løses. Omvendt virker tilhængere af positiv psykologi som en samling depressive stakler, hvor bare den mindste omtale af problemer sender dem ud i en depression. Det er ligesom folk der skal have lysbehandling om vinteren, fordi de bliver deprimerede over, at solen ikke skinner så meget. Faren ved det er, at man opbygger en eskapistisk kultur, hvor man aldrig kan komme til at forholde sig til dybereliggende problemer, fordi der så er nogen, der bliver deprimerede. Positiv psykologi er vel i virkeligheden også bare en aflægger af den forbrugsorienterede eskapistiske kultur vi har set i de seneste mange år, med f.eks. en borgerlig regering der anbefaler, at vi bruger dankortet noget mere for, at komme ud af krisen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Jeg ser med stor skepsis på anvendelsen af psykologer til fremme af en virksomheds sammenhængskraft og agressive markedsstrategier o s v.

Det er jo de samme mekanismer , som en rocker-chef eller anden form for gangsterboss bruger for at sikre bandemedlemmerne loyalitet og sammenhold i kriminelle aktiviteter.

Individualisme er en effektiv medicin mod gruppemanipulation.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Kan I mon huske Maslow og hans behovs-pyramide? På toppen af den står der faktisk 'selv-realisering', altså forstået som en realisering af de potentialer og de evner, vi har i skjult i os. Maslow kaldte det ganske vist for selv-aktualisering, men lyden er vist den samme...

Folk i dag tror at at selv-realisering handler om at de skal realisere deres eget ego, dvs. deres begær (i buddhistisk forstand) efter magt, Ipods, flere biler og fladskærme. Men ægte selv-realisering er at være centreret i sit Selv, finde ind til sin (sande) kerne, og stå der. Og lade andre gøre det samme. Så kan man nemlig bruge sig selv, indgå et forpligtende fællesskab med andre, på en god måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marian B. Goldstein

" 'Så når nogen synes, at det er latterligt, at vi skal gå rundt og være glade, så er det lige så meningsløst som at mene, at det er latterligt at være sund og rask,' "

Javel ja. Så, at kunne få tandpastasmilet frem i alle situationer, og være i stand til at fortrænge respektive fornægte al modgang, er tegn på, at man er sund og rask. Mens vrede, sorg, angst, etc. følgeligt må være tegn på sygdom. Uanset, hvor berettiget disse følelser måske er. Wow! Det må godt nok kaldes for anerkendelse, at patologisere, alt det, der ikke lige passer ind i neoliberalismens egocentricitet, bare fordi det ikke passer ind i den. Jeg kalder det for en double bind.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tobias Schade

@ Karsten Aaen

Interessant kommentar. Maslow nåede, i hans senere år, selv til en erkendelse af at selvrealisering ikke er det øverste behov. Hans bud på et revideret øverste niveau lød på en transcendens af egoet - og således i retning af det du nævner om indgåelsen i fællesskabet. Mærkeligt nok er jeg endnu ikke stødt på en lærebog, der nævner dette transpersonelle niveau.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Max Andersen

Filosofiens paradigmer har en tendens til at sive ned i en vulgær-version hos diverse parasitiske akademikere, som øjner en mulighed for at kapitalisere på mot du jour.

Således er den vamle, klæbrige, omklamrende, evigt lalleglade og ud i det absurde hyperpositive anerkendelsesdiskurs som pt. hærger hos erhvervslivets selvbestaltede profeter, tyvstjålet fra Axel Honneths noget dyberegående betragtninger omkring emnet:

http://www.information.dk/201882

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Jeg tror (ved?) at mennesket har behov for det man kunne kalde for transpersonelle oplevelser (som ikke må forveksles med religiøse eller spirituelle oplevelser). Transpersonelle oplevelser kan f.eks. være når man ser fodbold-landsholdet og føler sig et med nationen, eller når man indgår et i selv-valgt fælles-skab. Eller når man f.eks. ser kongeligt bryllup på tv, eller når man f.eks. synger sammen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik  Kongsbak

I forlængelse af Hans Henrik Knoops gode betragtninger vil jeg gerne tilføje at der synes at være en misforståelse hos både professoren og en del af de kommentarer som knytter sig til artiklen. Misforståelsen synes at ligge i, at man tror at Positiv Psykologi handler om at være positiv. Dette er på ingen måde tilfældet.

Positiv Psykologi gør op med en århundrede lang tradition med at undersøge hvorfor livet er hårdt og slidsomt, til at undersøge hvad der gør livet meningsfuldt og værd at leve. Denne tilgang giver os en indsigt som traditionel psykologi ikke har kunnet give os. Simpelthen fordi man ikke lærer noget om lykke ved at studere depression (for nu blot at tage et eksempel). Det betyder ikke, at vi ikke skal forske i depressioner, men det betyder at det ikke er nok at forske i (f.eks.) depressioner.

Een af de indsigter som Positiv Psykologi på et mere jordnært niveau giver os, er at vi tilsyneladende ikke bliver lykkeligere af at være positive, men at vi bliver mere positive af at være nysgerrige. En forklaring bag dette synes at være at nysgerrighed er knyttet til at være åben og fordomsfri, at møde verden uden for stærke forudfattede meninger om den, og at dette styrker vores oplevelse af nærvær og tilstedeværelse, hvilket igen styrker vores oplevelse af

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sonja Bautz

Det er alt sammen meget fint, men stadig ikke særlig anvendeligt som måleapparat for hvad et menneske slås med.

Det skriver jeg af egen erfaring, da et møde med en psykolog fra de rækker endte efter vær session, med en absolut, og fuldstændig absurd frustration af havde siddet til bords med et hoved uden ører.
At havde siddet til bords med en ambition, en agenda, en velbetalt fortaler for egne positivistiske livssyn, der nærmest endte i gråd når man omtalte sin eksistens.

Hvis man beder om hjælp, så er det sgu' ikke fordi man som grundlag er idiot, men fordi man er havnet i ydre omstændigheder der er ude af kontrol.

For at løse problemer skal man for ind i helvede lytte, og ikke sidde med et stykke lyserødt papir, der som udgangspunkt hellere vil se en genfødsel finde sted, end at forstå hvad man sidder overfor.

Det er fordummende, og at det har skabt en række af diplom psykologer får mig personligt til at skide grønne grise over at de får penge for det.

Mennesker er altså ikke grundlæggende idioter, men bliver behandlet som en femårig, man kan tilbyde en is, hvis verden har trådt dem på storetåen, og ad den vej fjerne opmærksomheden fra de problemer der skulle tages af, og som de penge man hæver nede i automaten, er en fortjeneste for.

Stop det neoliberale hvide snit, læg kniven i skuffen, og genfind et fagligt respektabelt fundament, der hjælper.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas  Graven

Hørt! Og til forsvarerne for positiv psykologi: se eller gense 'Adams Æbler'. Nogen der forresten ved hvordan dette anerkendelsesregime kan bekæmpes, så smid lige en kommentar, for jeg er ved at brække mig - mest fordi regimet ikke vil ved stå sig at det faktisk er et regimente.
 Og kan begreber som 'åbenhed' og 'nysgerrighed' være andet end empty signifiers, som NOGEN især kæmper om at tilskrive mening. Og kan de mistænkes for at afskære, lukke ned, ekskludere eller endda brutalisere menneskelig fornuft? Ja da, tag et kig på  Christiansborg eller endnu bedre på danske virksomheder. Thi her findes det største kvantum af manipulation, dominans og selvfølgelig tvang.
  Det store problem er blot at de ansvarlige ikke vil vedkende sig dette. Her har vi det moderne og nedladende hykleri, der vil skide på menneskets  fornuft og evne til at gennemskue ideologierne. Lad os nu snart få de underliggende konflikter og uenigheder frem. Men nej piv piv jeg vil hellere lege gemmeleg for jeg hedder 'Kapitalisme 2.0 - child edition' og jeg synes det er sjovt at opføre mig som et pattebarn der spiller en voksen, der passer på de små puslinger, som ikke selv kan se hvor skadelig deres brok og kritik er for dem selv og deres omgivelser.      

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Henrik Knoop

Når man læser ”debatten” her, indikerer det for mig at se først og fremmest degenereret demokrati: En masse kompetente mennesker uden tilstrækkelig fælles forståelse til at kunne holde et fælles fokus. En individualiseret parallelkamp mod fantommodstandere. End ikke gensidig neutralisering er der tale om. Blot kakofoni.

Et godt eksempel er spredhaglskritikken af ”anerkendelse”. Den afvæbner fuldstændig sig selv, i og med det per definition slet ikke er muligt at tage en kritiker alvorligt uden at anerkende (ja!) kritikerens pointer, såvel som kritikerens ret til at fremføre dem. Læs fx Axel Honneth og forstå, hvorfor forskellige former for anerkendelse er elementært vigtigt for os alle.

Igen: Der er næsten ingen, som kan holde det ferske, det platte, det falske, det sleske, det manipulerende, ud. Og der er ingen, som mig bekendt argumenterer for, at man burde kunne det. Og da slet ikke inden for positiv psykologi. Der er givetvis en masse misbrug af positiv psykologi, men det gør altså ikke positiv psykologi hverken bedre eller dårligere.

Hvad evt. misbrug af positiv psykologi til gengæld nødvendiggør, er en intelligent respons så misbruget kan bremses. Og en gruppe mennesker uden tilstrækkelig gensidig anerkendelse til at gide lytte til hinanden, er chanceløse her, for de er jo at sammenligne med en hjerne, hvis neuroner ikke længere gider tænke.

Håber det fremgår, at dette er skrevet i dyb respekt for behovet for ordentlige arbejdsforhold og behovet for at undgå tom kommunikation, meningsløs dokumentation og systemskabt mistrivsel i uddannelse og arbejdsliv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kenneth Krabat

Jeg tænker, at vi har et problem med motivation i vore dage, fordi det ikke længere er den der lille lønforhøjelse, der gør at vi føler os ekstra anerkendte af chefen - at mange ikke længere kan nå op til den anerkendelsesgrænse, som er den brancheanbefalede løn - de har måske nok fået forhandler en løn hjem, som tillidsmand og sammenligninger med kolleger godkender som tilstrækkeligt, godt eller fremragende, men lider samtidig under at føle, at lønnen ikke er nok, uanset hvad den er.

Hér er de modtagelige for "anden anerkendelse" - hvilket gør artiklens illustration virkelig "dead on": Det er ikke 1000 kr. mere om måneden, der får dem til at knokle sig ihjel, men personligt anerkendende kommentarer fra mennesker, de selv anerkender som værende ansvarlige for deres glæde og lykke i arbejdslivet - chefen, personalechefen, hvemdetnumåttevære.

Men er det anerkendelse eller skjult magtudøvelse?

Et arbejdsforhold er jo sjældent baseret på gensidig nytteværdi! Pengene står imellem - arbejdskraften kan erstattes, det handler ikke om mennesker, men om arbejde, der skal udføres for en chef - ikke et samfund. Ét menneske eller en lille gruppe af mennesker nyder godt af en større gruppe menneskers arbejdskraft. Men sjældent i en menneske-til-menneske-relation.

Når pengene ikke længere kan motivere folk, er firmaet nødt til at finde hjertet frem. Det har ikke været nødvendigt før, for pengene var omdrejningspunktet: Noget var i udbud, et givent arbejde, arbejderen tilbød sin arbejdskraft, fik arbejdet, udførte arbejdet, fik betaling. Ganske uden følelser imellem. Men nu må hjertet være en del af betalingen.

Arbejdsbeskrivelsen for dén, der således skal motivere arbejderne, hedder: "Skal kunne få medarbejderne til at føle, at de er anerkendte."

Det er en præmis så følsomt skrøbelig, at det er næsten til at græde over bare at tænke på: At mennesker i arbejde behøver at acceptere motiverende plusord som del af betalingen. Og så oven i købet fra et købt og betalt hjerte, som dels aldrig har stået deres personlige hjerter nær og dels er skuespiller nok til på bedste Pavlosk hypnotiske facon kan bringe dem i den følelsesmæssige affekt, hvor de regredierer og læner sig ind mod fars og mors hånd, parate til at gøre alt for lidt Personlig anerkendelse.

Samfundet behøver sine arbejdere. Samfund/arbejder-relation er skruet sammen, så den ikke kan samles igen, hvis den skrues fra hinanden. Og det er sådan, det er: Erhvervsledere og politikere ser det udefra, og forsøger at smøre hvor det er nødvendigt, skifte hvad der bliver udslidt, men piller ikke for meget i håb om, at maskinen bare fortsætter med at køre. Skal man som optaget af menneskenes vilkår ønske, at de enkelte dele bliver selvbevidste og således bringer maskinen til et stop? Så samfundet kommer til at mangle den der fiktive økonomi, kapitalismen, hvor nogle få skummer fløden, og betalingen til de mange arbejdere, som kun må sælge deres arbejdskraft i en af regeringen godkendt møntfod, Danske Kroner, ophører?

Fra et ideelt synspunkt om menneskelig frihed, så ja. Fra et empatisk synspunkt, der indbefatter alle de mennesker, som arbejdere kommer hjem til med hyren, så nej. Lad dem endelig sove.

Lad endelig chefer hyre skuespillere til at stryge de ansatte over håret med personligt rettede plusord, eller spare den stilling, tage et girafkursus og forsøge selv. Revolutionen sker i menneskers hjerter, når de er parate. Den behøver ikke tvinges ned over folk, der endnu ikke ved, hvilken betydning deres individuelle barndom har på deres voksenliv. Og det kapitalistiske samfund behøver dem sovende.

Ae, ae. Ja det er godt. Såeee... det er fint, ja.

Og det er sagt uden ironi.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Caroline Malm

Tak for endnu en god artikel.

Osho siger at hvis man kritisere, så skal man samtidig komme med løsningsforslag. Det er sikkert godt at stræbe efter selvom jeg nu ikke altid tror at det er muligt

Han siger også at hvis man vil undgå noget, så kommer man automatisk til at styre hen i mod det og at man i stedet skal fokusere på det positive og det man gerne vil opnå. Hans holdning er også at man ikke kan kæmpe imod illusioner. I stedet for at kæmpe imod mørket og slå hoved imod væggen for at finde døren, så skal man bare bringe lyset ind (meditation - at være vidne til sig selv).

Det er vigtigt at problemer ikke fejes ind under gulvtæppet og at magtstrukturer ikke underkendes. Man er nødt til at bringe problemerne ud af det ubevidste og ud i lyset/bevidstheden for at kunne gøre noget ved dem.

Det er vigtigt at tingene ikke vælter, men at man både ser det positive og negative, samtidig med at man er fremadrettet og løsningsorienteret. Man skal heller ikke underkende virkningen af at sige undskyld for fortidens synder

Jeg syntes personligt at debatkulturen er blevet meget personlig og forrået hos mange. Det afholder sikkert desværre mange fra at deltage i debatten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kenneth Krabat

Uden moderatorer vil debatkulturen køre op og ned i bølger - tonen skærpes når vampyterne behøver føde, og den positive bølge begynder forfra, når de finder andre spisekamre for en tid.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

I stedet for al den læsen om selvudvikling, burde det kendte værk, om selvafvikling, læses:

V.I. Løjnin, D.R. Acula, m.fl. : idealisme
og vampiriocritisisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jonas Kjeldsteen Nørgaard

I tråd med Hans Henrik Knops forklaringer er det måske på sin plads at understrege at der er en grundlæggende forskel på anderkendelse og ros. Det virker som om de to begreber bliver blandet en del sammen, både af flere debattørerne og Svend Brinkmann tager ikke forskellen på de tobegreber i betragtning.
Når en chef f.eks. altid er rosene når en medarbejder gør noget godt, men konsekvent undgår at kommentere på fejl af frygt for ikke at være anderkendende nok, vil der jo med tiden opstår store problemer for den pågældende medarbejder eftersom vedkommende aldrig har lært at træffe de mest hensigtsmæssige beslutninger i pågældende situationer.

Man kan sagtens rette kritik i mod en persons handlinger unden at forbryde sig i mod den anderkendende pædagogik, eftersom anderkendelse ikke er bundet op på handlinger men blot er en accept af hindanden som mennesker.
Ros er ikke anderkendelse!

Jonas

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sonja Bautz

Jeg foretrækker at blive forstået, frem for at blive anerkendt.

Måske er det fordi at det overfladiske netop helst ikke vil forstås, men blot anerkendes, for tænk hvis nogle gennemskuede at der intet var at forstå.

Og tænk hvis der blev stillet krav til at blive forstået, så måske blev det gennemskuet at de ikke kan forstå en brik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas  Graven

Bautz; At sætte lighedstegn mellem forståelse og anerkendelse kan være problematisk simpelthen fordi vi ofte glemmer at tilføje det vigtige og særdeles politiske "som". Dvs. et menneske, fx en (med)arbejder, kan blive forstået/anerkendt/rost/what-ever på et utal af måder: som selvrealiserende, profitorienteret, ja sågar som sinke eller halvhjerne.

Samtidig kan det være overordentligt vanskeligt at beskrive, hvordan man egentlig gerne vil forstås når regimer som AI og positiv psyk. huserer og stiller regler op for "god" tankegang og adfærd... og selv hvis det skulle lade sig gøre at få nogen til reelt at forstå den måde man prøver at beskrive sig selv på, må vi være opmærksomme på at forståelse langt fra er lig med handlingsinitiativer der imødekommer denne. Grædemurs-ledelse eksisterer stadig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@marian b. goldstein

bortset fra at aktørerne synes på plads, må man spørge: gad vide hvilke påskud psykologerne finder på for at begrunde de næsten "1984"agtige
kår indenfor psykologien ?

anbefalede denne kommentar