Læsetid: 5 min.

Sexism and the City

Det er kun mænd, der må have urealistiske, barnagtige, tingsfikserede fantasier på film. Men når kvinder vil et smut væk fra virkeligheden og svælge i en lyserød designerdrøm er det hjernedødt og meget, meget forkert og på linje med terrorisme. Hvorfor mon?
Sus. Skal man drømme i et par timer i biffen med veninderne, virker det altså ikke med Ekko-sko og husmorlook.

Sus. Skal man drømme i et par timer i biffen med veninderne, virker det altså ikke med Ekko-sko og husmorlook.

Craig Blankenhorn

5. juni 2010

»Af og til trænger man bare til at komme væk fra det hele og tage på en pigetur,« siger Samantha (aka Kim Cattrall) i traileren til Sex and the City 2 (SATC2). Og det kender man jo godt. Men skal man have lov til det? Nej, det skal man ikke. Så meget står klart, efter de amerikanske anmeldere i sidste uge kastede op på stribe over SATC2. Det står klart, at filmen er ufatteligt, ja, historisk elendig. Advarslerne hober sig op. »Se den ikke,« er budskabet, og de herrer filmanmeldere holder sig ikke tilbage.

»Hormonelle hobbiter på Botox,« tordner den respekterede filmkritiker Anthony Lane i The New Yorker.

»SATC2 er ikke bare uskyldig eskapisme. Filmen er et ulykkeligt snapshot af Amerikas døende, syge hjerte, så glad for sig selv i al sin tomme, trashy, sjælløse ekstravagance, at filmplakaten burde hænge på værelserne hjemme hos alle potentielle terrorister verden over. For endnu mere deprimerende og alarmerende end selve filmen er det faktum, at en bestemt kultur og et bestemt tankesæt har givet liv til dette fænomen uden et eneste gram fortrydelse, intet stik i hjertet, ingen selvrefleksion for slet ikke at tale om selvkritik. Mine damer og herrer, det er derfor de hader os,« som Matt Zoller Seitz skriver med Schwung på den respekterede filmsite IFC.

Gåsehud

»Sucks and the City,« omdøber New York Post filmtitlen. Og Roger Ebert fra Chicago Sun Times fortsætter: »De kvinder giver mig gåsehud. Tomhjernede åndsamøber, der lever i en verden, som ikke kræver, at man kan fremføre tre sætninger i træk. Deres definerende kvalitet er, at de kan forbruge. De nedsvælger mad, mode, huse, børn, ægtemænd, vitaminer og gratis gaver i et væk.«

Og man kunne blive ved. Det er nemlig bare så langt ude, og da især i disse recessionstider forstår man, at nogen kan komme på den syge tanke at lave en blockbuster, hvis eneste budskab er, at en masse veldrejede dåser drømmer om at svælge i mænd, sex, drinks, designertøj og ufattelig rigdom i henholdsvis New York og Abu Dhabi .

Producenterne kan være ligeglade. Filmen åbnede sidste weekend med forudbestilte billetter for små 60 millioner dollar - det højeste beløb nogensinde for en film med lutter kvindelige hovedrolleindehavere.

Men for alle os, der elskede tv-serien om de fire håndfaste designerpiger fra Manhattan, der spiste mænd til morgenmad, mens de gjorde New York usikker på deres Manolo Blahnik sko, kan der være grund til at standse op, og tænke lidt, hvilket man heldigvis godt kan præstere, selv om man altså hører til det hjernedøde segment, som filmen retter sig mod. Og så falder der en noget ind:

Kritikken af, at denne urealistiske film kun består af kønnede usunde drømme, retter man(d) aldrig mod film fra den anden side af kønsgrøften. Jeg tænker på de mange (flere) machofilm, som excellerer i såkaldte superhelte, der klarer udfordringer a la atomkrig, invasion af aliens eller bare en 20-30 terrorister ad gangen, hvad enten de nu er overvintrede kommunister, nazister eller bare nordkoreanere, der drømmer om verdensherredømme.

Jernmændene styrer

Jeg kan ikke komme på en eneste anmeldelse af den nys udkomne storfilm, Iron Man f.eks., der handler om, at der da vist ikke lige er nogen almindelige mænd, der kan leve op til Jernmanden. Eller at det hele nok bare handler om at producenterne skal tjene nogle penge på mænds barnagtige fantasier om at være mesterspioner eller actionhelte. Et hurtigt vue henover anmeldelserne af Iron Man viser stående klapsalver over hele linjen over, hvor teknisk flot producenten er lykkedes med at fremelske et »gennemført superhelte-univers«, som det hedder.

Med andre ord kan man se i vejviseren efter en kritik om, at Iron Man står for »åndelig ensomhed« og »tonedøv eskapisme, der er komplet løsrevet fra enhver økonomisk og geostrategisk nødvendighed,« som New York Times skrev om SATC2.

Come on. Vist var serien meget bedre end de to film. Men når vi er mange, der fortsat elsker de fire hovedpersoner, er det fordi, vi også har lyst til at drømme for fulde gardiner. Og nøjagtig ligesom, at vi ikke mistænker vore mandlige venner for at tro, at de selv er Iron Man, tror vi nok heller ikke, at vi pludselig bor i paladser på Manhattan med elskere en masse og long drinks og sponsorerede PR-ture til Abu Dhabi, hvor vi kan forlade mand og børn i en uges tid. Selv om det godt nok ville være sjovt ...

Carrie kan

Dertil kommer, at den feel good-feminisme, som serien indstiftede, og som ganske rigtigt befinder sig i et absurd overfladisk og rigt miljø i New York (der så i øvrigt findes i modsætning til science fiction filmens action settings), fortsat ikke er så ringe endda for en moderne kvinde, der gerne tager sagerne (læs: herrerne) i egen hånd, og iscenesætter sit liv med egne penge og eget sexlegetøj ved hånden. Og hvis man skal drømme i halvanden time i biffen med veninderne, virker det altså ikke med Ekko-sko og husmorlook ved pølsevognen. Vi vil da have Manolo Blahniks, Rolex-ure og Dior-badedragter ved spabadet. Derudover handler SATC også om venskaber mellem kvinder, der overtrumfer børn og ægteskab med mænd, der er faldet af på den og higer efter sex med barnepigen. Hvad er på spil med denne hadefulde galde og ukontrollerede nedrakning? Ren og uforfalsket gammeldags sexisme er svaret.

Som Ramin Setoodeh rigtig skriver i denne uges Newsweek: »Hvor vover denne pigefilm at konkurrere om førstepladsen på hitlisterne. Der, hvor Iron Mand, Hulk og Indiana Jones og alle de andre glade drenge naturligt hører hjemme.«

Tallene taler deres eget sprog. Sidste år havde blot fem ud af de 50 højst rangerende amerikanske film hovedrollerne besat med kvinder. Som Thelma Adams, en af de meget få anmeldere, der havde pæne ord tilovers for SATC2, sagde i sidste uge til USA Today: »Hvem kan få en film op på bestsellerlisterne? Meryl Streep kan ikke. Jodie Foster kan ikke. Julianne Moore kan ikke. Julia Roberts kan ikke. Men Carrie - hun kan.«

Så ok: Du vil gerne have en dejlig mand og børn og alligevel give den gas og fræse ud ad motorvejen i en åben sportsvogn og danse hele natten under en diskokugle og drikke champagne. Gør det dog. Op på stiletterne, ind og se SATC2, og fortæl anmelderne, at de kan gemme deres nedladende fordomme der, hvor solen aldrig skinner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Og hvad med den anden side af anmeldelserne? Altså den side som anklager filmen for at være racistisk, for at eksportere vestlig feminisme til Abu Dhabi (som så faktisk er Marokko). Eller den helt tredie anklage mod filmen om orientalisme, altså at filmen mere handler om vesterlændinges opfattelse af Mellemøsten end om, hvordan livet faktisk leves i Mellemøsten.

Eller at alle mænd i Mellemøsten fremstilles som dybt erotiske med åbne skjorter og sexede stemer, og at alle mænd er fotograferet i dæmpet belysning.
Måske trækkende på klicheen om den mørke mand, som bare tager kvinden - uanset hvor meget modstand hun gør. Og hun nyder denne mærke chothoniske skabning, som nærmest bliver mytologisk i det dæmpede lys.

Interessant er det også, at filmen åbenbart viser kvinder i Abu Dhabi gå med niqab. Nu er kvinder i Abu Dhabi (og i Marokko) nogen af de mest moderne kvinder i den arabiske verden, så de fleste kvinder i Abu Dhabi går altså ikke med niqab, men måske nok med et stykke stof let draperet hen over håret.

Og jeg ikke om der er ørken i Abu Dhabi, men jeg tror det næppe. I så fald er det meget upraktisk at gå med designersko, uanset om de hedder Choo eller Blahnik til efternavn.

Og for egen regning vil jeg gerne kritisere, at man tror, at Abu Dhabi (eller Marokko) i virkeligheden ville tillade at to mænd blev gift. Hele set-uppet er dybt uvirkeligt, mener jeg. Og det har sådan set været både seriens og den første films styrke; begge har de taget udgangspunkt i reelle problemer, og har så garneret problemerne med luksus, f.eks. Vogue eller Blahnik sko mm. Og jeg vil næppe kalde Miranda og Steves bolig i Queens luksuriøs.

Og ufattelig rigdom i New York. De eneste, der er rige i serien, og i filmene, er mændene. Carrie og Charlotte gifter sig til deres rigdom. (der er ikke meget Emma Hart over dette), Samantha har et PR-byro, og Miranda arbejder som advokat.

Og mht. blockbuster, var der så ikke noget om, at Sex and the City 2 blev slået af en lille grøn trold ved navn Shrek?

Martin Vindum

@Karsten
Herregud, lad nu vær med at politisere om denne film ( jeg kender den ikke, ej heller serien, men alene titlen afholder mig fra at se den, der er ikke rigtig meget sex i en amerikansk film !!! )
Kvinder,tøser ja i skal da ha lov at svømme en tur i drømmeland, når i ser en film som denne, akkurat som jeg sidder og ser Indiana Jones, Batman
,X-men ( har i forøvrigt set den tøser, rigigt meget at spare på tøj budgettet, lidt body paint er alt hvad i behøver ;o) )
Men jeg sidder da ikke og analyserer filmen, og budskabet, nej jeg leger med, sidder og griner hepper og hvad man ellers gør, jeg kan da nemt se at de er dybt sexistiske, urealistiske osv. men det er nu lidt sjovt at leve i den drømmeverden .
Problemet hvis der eller er et problem er de unge mennesker, om de opfatter dette som virkelighed eller fiktion, et ofte fremhævet argument her er pornofilm og analsex, nej det er ikke noget man bare gør det er noget man føler og taler om, nogle ka lide det andre ikke, og her er det selvfølgelig vigtigt igen at påtale at det der sker i sådanne film ofte er fiktion. Jeg mener at Katja K. engang har udtalt at det man ser mænd udføre i disse film, er der kun 10 mænd i verden der kan udføre, og ikke uden hjælpemidler af den ene og den anden slags.
Men piger lev jer nu hen i jeres drømmeverden, at mænd i hverdagen nyder at kigge på jer er jo forhåbenlig også et resultat at deres drømme-verden

Símun Nolsø

Hele setuppet i Iron Man kan vel modtage den samme kritk. Én mand som er et geni (fra fødsel, skulle ikke arbejde nær så meget som en "almindelig fyr"), har arvet et multimillon dollar foretagende fra sin far(skulle ikke arbejde for at komme der hvor han er nu) og ser skide hamrende godt ud og fleste kvinder i verden ville sove i hans seng.
Alle verdens konflikter ses ud fra et amerikansk/vestligt synspunkt og Iron Man (éne mand som ved hvordan verden skal se ud, fascisme anyone?) kommer og bringer demokrati og oplysning til alle de laverestående mennesker i verden.

Den primære grund til at mænd er så hårde med deres kritik mod denne her film er fordi den er Iron Man til kvinder. Skift superhelte outfit ud med Dolce and Gabbana og Manolo Blahniks. Skift den usandsynlige rigdom via fars arbejde ud med at man finder en rig mand. I stedet for at vi har voldelige konfrontationer mellem "super" mennesker har vi kvinder som løser deres konflikter (som oftest er tabuer/begrænsninger mod kvinder) ved at trodse disse tabuer og begrænsninger.

Frederik Bové

Det synes mig nu en noget letkøbt pointe at kritikken af SATC2 udelukkende skyldes sexisme. En hurtig søgning på metacritic afslører at ihf 6 kvindelige anmeldere har givet den en decideret dårlig anmeldelse, og ihf 6 yderligere har givet den middelmådig.

Et par citater: 'Trouble is the surrounding story and its supposedly fun sojourns are as embarrassing as granny panties.' 'An insult to the memory of the cleverly written show and its celebration of friendship, it's a slap in the face for the four gal pals (often photographed at unflattering angles) and an affront to Muslims.' 'Hits a new low of idiocy and crassness.'

For øvrigt er der da en del pigefilm i biograferne. Hvad med Twilight f.eks?

At hollywood har et forskruet kønssyn er fuldstændig rigtigt, men det ændrer ikke ved at SATC2 har fået dårlige anmeldelser også fra kvinder, og at indtjeningen ser ud til at være dårligere end forventet, muligvis på grund af dårlig word-of-mouth. Dvs det kvindelige publikum selv føler sig heller ikke godt underholdt.

Michael Gudnæs

Jeg har aldrig set så meget som et glimt af det her koncept. Men jeg undrer mig ærligt talt over at en kvinde kan forsvare en film, der tilsyneladende reducerer kvinder til forkromede forbrugsamøber. Er det virkeligt idealet for kvindekønnet?

Personligt har jeg aldrig set SATC - serien eller filmen fordi den ikke appellerer til mig som mand. Men jeg kan godt side med en følelse af at hele debatten er ved at blive afsporet. Lederen forsvarer SATC som værende en "eventyrfilm" for kvinder. Ud fra hvad mine kvindelige forbindelser oplyser, synes dette at være en passende beskrivelse. Dog er min holding til det, at uanset filmens målgruppe, bør enhver film have en vis kvalitet for at få folk op ad stolene.. Måske er problemet her at filmens kvalitet (og ikke indhold m.m.) er af for lavt niveau?!

Kasper Emil Foldager Nielsen

Det irriterer mig lidt at det nu skal gå op i kønskamp og sexisme.

Jeg har da mødt mindst lige så mange kvinder, som jeg har mødt mænd, som synes at filmen er elendig. Tynd historie, dårligt skuspil og et generelt for lavt niveau.

Hanne Arnold

Fint nok, at der skal være plads til lidt letbenet underholdning. Men sammenligningen med superheltefilm er problematisk. Hvis drengenes drøm er at være helte, der redder verden, mens pigernes drøm er at eje en masse designersko og drikke cosmopolitans, hvem er det så lige, der er sexistisk?

Giv mig Batman anytime.

Karsten Aaen

Og hvorfor skal filmen så (ifølge anmeldelserne) absolout forsøge at sælge, ja ligefrem eksportere den særlige variant af usa's forbruger-feminisme til Mellemøsten?

Og ja, jeg synes faktisk der er god grund til at tænke lidt over filmens politiske budskab bl.a. at mørke (mellemøstlige) mænd åbenbart altid er seksuelt attraktive for kvinder, hvis ikke ligefrem seksuelt tilgængelige.

Når både Politikens kvindelige anmelder or nrk.no kvindelige diito giver filmen ekstremt dårlige anmeldelser, kunne man jo forledes til at tro, at der var noget om snakken - at filmen SATC2 bare ikke er særlig god...

Arthur Schopenhauer

Ja, havde det været mænd, der agerede på det hjernedøde niveau, havde filmen fået 6 stjerner over hele linien. Uden tvivl. Mmhmm.

Troels Ken Pedersen

Der er ikke *nødvendigvis* noget galt med hjernedød eskapisme og stereotype-orgier, men det er nu lidt deprimerende, når serien faktisk havde sine tankevækkende øjeblikke ind mellem alle designerskoene.

@ Karsten Aaen:

Faktum-afklaring: Jo, der er helt koloenormt meget ørken i Abu Dhabi. Der er næsten ikke andet.

Martin Vindum

Eskapisme !!!
Hold nu op det bruger vi da alle, vi mænd ser en smuk kvinde i f.eks. en film, og fantaserer om hende, selvom vi godt ved at når hendes smukke påklædning ligger i en rodet bunke ved siden af vores seng,ved opvågningen så er dragen jo ikke den skønhed vi så aftenen før. Og dette er sikkert gensidigt;o)
Om det er en god eller dårlig film kan jeg ikke vide, men hvis kvinder og andre ka li den så er det jo også ligegyldigt.
HUSK Orson Welles guddommelige ord:
" Eksperternes værdi er stærkt overvuderet "

Sven Karlsen

Det sker at jeg piller tæer, mens jeg sidder og ser fjernsyn eller læser avis. Sandsynligvis ikke særligt charmerende at se på, og hidtil har jeg ikke anset det for at være noget der er værd at sætte ind i en større filosofisk sammenhæng.

Men efter Annegrethe Rasmussens artikel kommer jeg i tvivl, - er det relevant for hende at skrive om hendes forhold til SAC, så burde jeg måske også se at få skrevet en kronik om mine sure tæer?

Annegrethe Rasmussen

Tak for kommentarerne. Og lad os endelig slå fast . hvllket jeg sådan set også skriver. Det er ikke nogen god film. OK ?
Det er ikke det, klummen primært handler om. Den retter sig mod den utrolige vrede, som de amerikanske mandlige anmeldere har sluppet løs, hvor kvindekønnet som sådan svines til. Det had, den energi, der retter sig mod - let's face it - en ret uskyldigt lyserødt, urealistisk designer-frikvarter af en film, bunder - tror jeg altså - i noget dybere ... et had til film, hvor kvinder har det helt vildt morsomt uden mænd som de aktive. Og jo,, synet på arabere er patetisk. Men de kriterier, de urealistiske sexistiske og ofte dybt diskriminerende maacho-film anmeldes ud fra, ser helt, helt anderledes ud. (Har et samlet anmelderkorps nogen sinde angrebet det syn på tyskere eller nordkoreanere - nå ja , eller kvinder - som James Bond filmene står for. Nej der skal man nok tilbage til de sure 70ere.
Jeg gider da heller ikke forarges over kvindesynet i de dårligste af Bond-filmene f.eks.
Men hvorfor hidser mændene sig så sådan op over SATC2? Filmen er som sagt ikke god. Jeg morede mig altså alligevel .... sorry, jeg spiser også en gang om året på McD og jeg æder løs, for bagefter at have en dårlig smag i munden ... det havde jeg så ikke med SATC2, fordi jeg ikke havde forventet noget særligt andet end af se fire film-veninder der casher ind oå deres ry ... skidt dog med det. Det er egentlig ikke så vigtigt. Det er mere interessant at fortolke lidt på reaktionerne ...

Jens Sørensen

Er det ikke således at det ikke kun er de mandlige anmeldere, der har været yderst negative ?
Den anmeldelse fra en kvinde jeg har læst, er bestemt endog meget negativ.
Så hvorfor ikke revse de kvindlige anmeldere ?

Uden at vide det, mener jeg at alle anmeldere var meget positive for den første film. Også de mandlige anmeldere.
Betyder det så at disse mandlige anmeldere i mellemtiden er blevet anti-feminister eller...

Man får uvilkårligt indtrykket af, at Annegrethe Rasmussen, som så mange andre ultra-feminister,
VIL se noget kvindeundertrykkende i ALT.
Hver en sten bliver vendt. Hvis bare man kan finde en mikro-antydning af kvindeundertrykkelse, så bliver der serveret en artikel om de grumme mænd og de stakkles kvinder.

Jens Sørensen

Bare for at underbygge min påstand om at de kvindlige anmeldere er ligeså negative som de mandlige.

Lindy West fra Seattle-kulturavisen The Stranger rundede af med denne svada:

»Hvis dette er, hvad moderne kvindeliv er, så giv mig fucking slør på, og sy alle mine huller til. Godnat«.

Jeg ved ikke Annegrethe Rasmussen, om det kan bliuve meget værre. Uden at være kvinde vil jeg mene det må være yderst ubehageligt at få "syet alle sine huller til"
Gad vide hvordan du ville have kommenteret den anmeldelse, hvis anmelderen havde været en mand ? Så havde vi igen skulle høre om de grumme mænde osv.

Karsten Aaen

http://nrkp3.no/filmpolitiet/2010/06/sex-and-the-city-2/

Ovenstående er er skrevet af Marte Hedenstad, anmelder af filmen for NRK. Og hendes udgangs-replik er denne:

"Jeg hadde ikke sett denne filmen hvis jeg ikke hadde fått betalt for det."

Her er Sophie Engbergs anmeldelse af filmen i Poltiken:

http://ibyen.dk/film/anmeldelser/article985771.ece

Og den er såmænd også negativ...

Og her en gennemgang af f.eks. Iben Albinus og Kirstine Krefelds anmeldelse af filmen:

http://ibyen.dk/film/article985522.ece

Også ret negative...

Måske er det bare en dårlig film....som måske ikke helt tager sit emne og sin handling seriøst. Man kan jo sagtens lave en god film som handler om netop det at tage på pigetur sammen med sine veninder og tage til et eksotisk land som Abu Dhabi, eller Marokko. Og så lave en god film...

Lars Højsted Nielsen

Man ved jo næsten ikke hvor man skal starte...men først; SATC-kvinderne og de kvinder der mener at dette er drømmen, må finde sig i at vi er mange, både mænd og kvinder, der synes de er nogle overfladiske, usympatiske, dumme køer. Seriens vinder/taber filosofi er lige så led, som superheltefilmenes ditto. At snakke om dårlig presse for SATC er vel egentlig mere forkert end misforstået. Hvis det er rigtigt at en del mandlige kritikere rakker filmen uforholdsmæssigt meget ned, kunne grunden være sorg over filmens bud på den frigjorte kvinde. At den så ovenikøbet har Herge`s "Tintin i Congo" syn på Afrika, gør det jo bare endnu mere uspiseligt.
Hvis man ikke skulle analysere den vel nogensinde mest populære rene kvindeserie, skal man vel i det hele taget bare lade være med at analysere.
Men for at slutte lidt venligt. Alle SATC kvinder, gid I må få 1001 par sko, og en masse p...
Mvh.

Martin Vindum

Årh hold nu op, om få dage sætter hovedparten af danske mænd, sig i en rundkreds om en kasse øl og skal se BOLD.
Jeg kan selv li at se fodbold, men ligefrem intelektuelt berigende på nogen måde ( selvom nogle hjernedøde sportsjournalister, prøver at påstå det modsatte ) er det jo ikke.

Lene Christiansen

Hold da op hvor er der mange tankevækkede ting i det ovenstående
For det første er det jo interessant at det alt overvejende er mænd der har noget at sige om klummen ..
For det andet så er det utroligt hvor mange mennesker der har noget at sige om et kulturfænomen som de ved eget udsagn ikke kender særligt meget til – som sand SATC fan kan jeg kun håbe at de lader sig inspirere til at sætte sig ind i det!
Tak Annegrethe for at du sætter fokus på den fortsatte kønnede bias i populærkulturen, og især i smagsdommeriet ifht populærkulturen – spot on – Men dog, som ægte fan stod jeg i kø til forpremiere i sidste uge, selv om jeg var grundigt advaret af Polly Hudson fra The Mirror, der ligesom jeg kan serien udenad, men havde oplevet filmen: "like watching a dear friend being brutally murdered in front of you". Og her kommer din sammenligning med div. actionbrag klart til sin ret, for især 2.eren har ingen af de kvaliteter der har gjort serien til det kulturfænomen som den er. Det var en metervarer – og det er så hvad det er – bortset fra at den trækker på et brand, der ikke kan andet end miste en del af sin værdi i processen.
Godt nok repræsenterede figurerne i serien 4 stereotyper, men i denne film ER de rene stereotyper – især Miranda og Samantha figurerne er knappest genkendelige Samantha her mistet al værdighed og Miranda render rundt med et lallende grin på det meste af tiden !?!?
Serien havde et af sine stærkeste kort i den kontekstnære forankring i New York; i skildringen af de sociale, kulturelle og klassemæssige forskelle der findes indenfor få kilomenters afstand af hinanden i metropolen. Det er derfor (som et par andre indlæg har gjort så nydeligt rede for) PINAGTIGT at måtte se dette transformeret til en orientalistisk kulisse, som man skal lede adskillige årtier tilbage i filmhistorien for at finde værre!
Det var virkelig som at se en kær ven blive myrdet for øjnene af en ..

Hans Jørgen Lassen

Annegrethe skriver:

kvindekønnet som sådan svines til

Det synes jeg bestemt ikke man skal. Ikke som sådan. Tænk, at nogen kan finde på det. Man tror jo næsten, at Annegrethe har løgn i sin mund.

Enkelte eksemplarer kunne der måske være grund til at forholde sig en anelse kritisk til, men kvindekønnet som sådan, nej bestemt ikke.

Personligt har jeg kendt op til flere udmærkede, ja, jeg vil gå så vidt som til at sige: dejlige kvinder.

Verden ville, men det er bare min personlige, uunderbyggede, mandschauvinistiske, kønsfascistiske overbevisning, være et ret kedeligt sted uden kvinder.

Nanna Engberg

Jeg syens også filmen var tåkrummende pinlig - på grund af historien, og så langt væk den var fra sit udspring. Men at kritikken fra de amerikanske anmeldere i den grad går på det forskruede kvinde- og samfundssyn filmen lægger for dagen er da utroligt, når man tænker på hvor mange downright elendige film, der er leveret med mændene som primært publikum uden tilsvarende bekymringer. Med masser af halvnøgne kvinder, som er med som (smuk) staffage og ukompliceret modspil/vedhæng. Og det er OK. Det er film, de behøver ikke at være andet end underholdning og lir.

Jeg er pjattet med mænd ligesom mine girlfriends fra SATC, men jeg har godt nok aldrig bekymret mig om, hvorvidt mine mænd nu fik et forskruet verdens- og kønssyn af storfilm som Transformers 1-100. De kommer også hjem og siger 'den var godt nok dårlig', men de hyggede sig mens det stod på.
Det er vel fiktionens præmis. At den godt må skildre noget der ikke findes, fordi det kan more os, få os til at tænke eller noget helt tredje.

Og Karsten Aaen...: Helt ærligt... Det er helt almindeligt, at film har deres locations i helt andre lande, end dem de påstår at skildre. Det er typisk billigere. Tænk f.eks. Von Trier og Trollhättan, det er da gået meget godt som location for amerikanske dramaer.

Karsten Aaen

Ja - og ?

Grunden til jeg nævnte at den var optaget i Marokko er såmænd blot den at nogle åbenbart tror, den er optaget i Abu Dhabi. Det er den ikke, såmænd ikke fordi den er billigere at optage i Marokka, men fordi Abu Dhabi (det rigtige) ikke ville lægge ørken og jord til f.eks. et bøssebryllup, end ikke et fiktivt. Og igen, tror I selv på, at et bryllup mellem to bøsser reelt ville blive tilladt i enten Marokko eller Abu Dhabi?

Og så ved jeg faktisk noget om den her serie. Jeg er faktisk (tror jeg nok) en af de få mænd, har set stort alle 94 afsnit. Så jeg mener godt jeg kan udtale mig om anmeldelserne på SATC2.

Samtidig har jeg kæmpet en brav, men desværre forgæves kamp mod, at den opdeling i chick-flicks og drengerøvs-film, som findes i USA, skulle blive eksporteret til Europa. Desværre forgæves siger jeg, fordi da jeg var ung og helt op til for 10-12 år siden, talte man slet ikke om, at der var en slags film for piger og en slags film for drenge.

Ud fra anmeldelserne af filmen SATC kan jeg jo godt se, at filmen fremviser, fremstiller, portrætterer Mellemøsten ud fra det Edward Said har kaldt Orientalisme http://en.wikipedia.org/wiki/Orientalism
som stort set handler om at Mellemøsten repræsenterer alt det som Vesten ikke gør eller repræsenterer. F.eks. kan man se det i anmeldernes påpegning af de arabiske mænd som værende seksuelt tilgængelige. Og man kan se det i andre film hvor afrikanske kvinder ses som seksuelt let tilgængelige for vestlige mænd.

Mht. filmene, så var STAC1 en film, hvis budskab var, at man skulle være sig selv, ikke falde for modens diktat, men f.eks. holde det bryllup man selv ville holde - ikke det, bryllup, moden dikterede.
Og serien forsøgte trods alt, gennem Carries reflektioner i sin klumme, at byde på dybde-psykologiske forklaringer for, hvorfor karakterne handlede, som de gjorde. Ikke altid lige godt, men den forsøgte.

Mht. film som Batman, Spider-Man, Iron Man, kan man da godt mene, at de også bare handler om enhver drengs og mands drømme om at redde verden. Men man overser altså at hver eneste af de her films hovedkarakter fra Batman til Iron har et tragic flaw, som gør, at de må gøre det, de gør. Og dertil kommer hele dobbelt-heden omkring deres hemmelige identitet. Der er altså mere på spil her end bare det at redde verden.

I Transformer-filmen (den første) er der altså en kvinde med, og hun er altså ikke kun staffage, skulle jeg hilse og sige. De eneste film, jeg sådan set kan finde, hvor det er sådan er altså de gamle James Bond film (før Daniel Craig som Bond - James Bond).

Selv i film, som påstår, de er komedier, er der som regel en moral, en vis påpegning af et eller andet, og en alvor over dem, under al komikken.

Cecilie Bitzer

Siden det gøres til genstand for en del af debatten, så er jeg nødt til at gøre opmærksom på, at brylluppet mellem Stanford og Anthony foregår ikke i hverken Abu Dhabi eller Marokko. Det finder sted på amerikansk jord. Abu Dhabis grunde til at nægte filmens optagelse er sikkert mangfoldige, men et fiktivt bryllup er altså ikke en af dem.

Frej Klem Thomsen

Uden at have set hverken filmen, serien eller anmeldelserne, så slår det mig at det fra et godt, gammelt feministisk synspunkt er en relevant forskel hvilke drømme der udleves. Hvis det vitterlig blot er den detalje at det er kvinder der er i centrum, og kvindedrømme som udleves, der har hidset anmelderne op, så virker det ret plat. Men er det ikke relevant for vurderingen at den fantasi der her udleves, med mit meget begrænsede kendskab, først og fremmest handler om at være en barbie-dukke-kvinde med et kreditkort uden grænser? Deres væsentligste personlige kvaliteter synes at være evnen til et hæmningsløst ubegrænset forbrug af statussymboler og evnen til gennem perfekt narcissisme at sætte personlige (små)problemer over alt andet i tilværelsen (mennesker, viden, kunst, politik, osv).

Iron Man, Hulk og Batman er udmærket underholdning, omend ikke just rollemodeller for mænd. Men de har dog alle det til fælles at de inkarnerer visse værdier som mænd med rimelighed kan efterstræbe: intelligens, fysisk styrke, økonomisk succes, moralsk integritet. Disse værdier er ikke perifære, men centrale omdrejningspunkter for karaktererne.

Skulle man forestille sig en egentlig mandlig pendant til SATC, så ville det være Jeppe på Bjerget tilført playboy-bunnies, minus satiren. Skal man have en kvindelig pendant til Iron-Man kunne Lara Croft, Nikita og Charlie's Angels være muligheder i den ene grøft, selvom de i nogen grad stadig udlever typisk mandlige snarere end kvindelige fantasier. Men hvorfor så ikke Whoopi Goldberg i "Sister Act", "Bend It Like Beckham", "The First Wives Club", "Erin Brockovich" eller "Fried Green Tomatoes"? Selv Shakespeare's "The Merry Wives of Windsor" kunne kandidere. Alt andet end SATCs prætenderen af at højdepunktet af kvindelig formåen er aldrig at gå med de samme sko to gange...

Karsten Aaen

Er det ikke interessant, at det i filmen åbenbart er kvinden, som går i ned i tid (Miranda) og ikke Steve?

Dertil kommer, at man virkelig må spørge sig selv om

Når det er sagt, er det da sikkert korrekt, at filmen (også) handler om kvinders hverdags-problemer, dvs. hvad gør man, når lysten i parforholdet er brændt ud? eller når hverdagen med småbørn begynder? Åbenbart er filmens pointe, at man tager på en pige-tur til Abu Dhabi - og bruger en masse penge, og skifter sko? op til flere gange.

For at fortsætte, hvor Frej Klem slap, så kunne man spørge, hvorfor det ikke (længere) er interessant at stræbe efter at være som i Julia Roberts karakter i Mona Lisa Smile eller Jessica Tandy i Driving Miss Daisy. Stærke, selvstændige kvinder, som nok også kunne stå op imod mændene, og samfundet også, når det var nødvendigt.

Søren Kristensen

Jeg syndes billedet der flankerer denne artikel er fantastisk, men gad vide hvordan der ser ud tyve minutter senere, når champagneglassene og chokoladebowlerne er tømt?

Annegrethe, du kunne jo ogsaa bare se filmen for hvad den er: En hjernetom lortefilm. Hverken mere eller mindre. DareDevil (en ringe superhelte-film) fik ogsaa lorteanmeldelser. Er det et udtryk for mandehad blandt anmelderne? Nej, det er et udtryk for, at filmen bare er ringe, ringe, ringe.

Jeg har ikke set den nye satc, men jeg saa de foerste 30 min af den foerste - fordi jeg faktisk fandt serien ret underholdende - og jeg var ved at kaste op.

Jeg tror at du har vaeret ud og lede med lys og lygte efter noget anti-feministisk - og du kastede dig over det foerste og ringeste.