Læsetid: 11 min.

Vejen til Armadillo

Enhver krig har sine ikoner. Dét billede, dén scene eller dét citat, der blev det afgørende for opfattelsen af krigen. Det kan for krigen i Afghanistan blive dokumentarfilmen 'Armadillo'. Det anede instruktøren Janus Metz, da han første gang var i Afghanistan; og han vidste det, da han filmede den scene, hele Danmark nu taler om. Men den scene har været et år undervejs og ude i et utal af kampe. Gennem en succesrig, uerfaren blockbusterproducent, en politisk toprådgiver, en intellektuel forfatter, et frådende hav af journalister, soldater og et forsvar, der hellere vil være tavs end i centrum
Enhver krig har sine ikoner. Dét billede, dén scene eller dét citat, der blev det afgørende for opfattelsen af krigen. Det kan for krigen i Afghanistan blive dokumentarfilmen 'Armadillo'. Det anede instruktøren Janus Metz, da han første gang var i Afghanistan; og han vidste det, da han filmede den scene, hele Danmark nu taler om
5. juni 2010

Nogen klapper spontant bagerst i biografen, da ligene af fem gennemhullede afghanske mænd kommer til syne i en grøft. En pige græder og kaster hovedet ind til sin sidemand. En anden løber ud mellem biografsæderne og en flok unge drenge griner højt. »Yearh!,« udbryder den ene ud mellem tænderne. Men langt de fleste i Panorama Bio i Slagelse sidder helt stumme og stirrer vantro på lærredet. De har lige overværet Hold 7 fra byens kasserne i ildkamp med Taleban. Helt tæt på. Kugler og granater er fløjet gennem luften og grøften, hvor det, der er tilbage af fjenden ligger og er farvet rødt af blod. Adrenalinpumpede står soldaterne stakåndede tilbage og bag dem flyves sårede kammerater væk med granatchok og iturevne lemmer

»Fuck, det er helt urealistisk det her,« siger en af soldaterne, mens han begynder at samle menneskestumper op. Men presseofficeren fra Slagelse kasserne, der er fulgt med til denne premiere på dokumentarfilmen Armadillo forsikrer i biografens foyer: »Det er en meget realistisk film. Det er sådan det er, at være i krig. Én til én - det er sådan, det er.«

Det er danske mænd, der slår ihjel. Det er soldater, der taler om 'likvidering' af fjenden »Så humant som det nu kan gøres«, og det er tomme blikke, der har set døden i øjnene. Kampscenen og den efterfølgende debriefing tilbage på Forward Operation Base Armadillo er blevet en af de mest omdiskuterede scener i dansk dokumentarfilms historie, og filmen er på rekordtid blevet selve billedet på danskernes indsats i Afghanistan. Håbløs, grusom og absurd for nogen. Nødvendig, heltemodig og præcis for andre.

»Jeg har vidst hele tiden, at denne film ville blive noget helt særligt, men jeg blev for alvor klar over det, da vi havde filmet scenen i grøften,« siger filmens instruktør Janus Metz.

»Da, vidste jeg, at det her kunne blive rigtig sprængfarligt, og at filmen ikke var bekvem for forsvaret.«

Derfor var det vigtigt for Janus Metz, at »have bolden« under hele produktionen, som han udtrykker det, da jeg møder ham en dansk regnvejrsdag i Københavns Sydhavn godt 4.000 kilometer væk fra Afghanistans ørkengrus. At være sikker på, at han kunne fortælle den historie, han ville fortælle: Historien om krigens natur. Hvad vil det sige at være i krig? Hvad sker der med unge mennesker, der drager af sted og hvad sker der, når soldaten konfronteres med frygten og ultimativt døden?

»Vi har set, hvordan Christoffer Guldbrandsens Den Hemmelige Krig blev afsporet af stærke interesser uden for filmholdet. Debatten kom aldrig til at handle om filmens indhold, men om alt muligt andet,« siger Janus Metz, så da han for sidste gang forlod Hold 7 på den dansk-britiske forpost i Afghanistans Heldman-provins med måneders filmoptagelser i bagagen, var han klar over, at der måtte særlige midler til at modstå det pres, han vidste ville opstå.

Strategi om åbenhed

På det tidspunkt var den eneste producer på filmen den succesrige Ronnie Fridtjof, der nok havde stået for et par af de seneste års største biografsucceser, men som nærmest ikke havde erfaring med dokumentarfilm og slet ikke i denne størrelsesorden.

»Da jeg spurgte Ronnie, om vi ikke skulle tage til Amsterdam Filmfestival og præsentere det materiale, vi havde, anede han ikke hvad det var. Det er altså verdens største og allervigtigste festival for dokumentarfilm. Det er der, hele markedet er.«

Men Ronnie Fridtjof er kendt for at tage chancer og uden det, var filmen aldrig blevet til noget, forsikrer Janus Metz. Den mere erfarne dokumentarfilmproducer Sara Stockmann blev hentet ind på filmen, ligesom Anders Fogh Rasmussens tidligere personlige rådgiver, Michael Kristiansen, blev tilknyttet for at håndtere det politiske minefelt filmen ville bevæge sig ind i.

»Lige fra jeg kom hjem den allerførste gang, oplevede jeg et ekstremt pres. Først og fremmest fra medierne, der ville have fingrene i optagelserne,« siger Janus Metz.

»Vi skulle til en start selv se, hvilken film vi ville lave, og det kan godt være svært at koncentrere sig, når 10 journalister, de medvirkende, forsvaret og for den sags skyld også dig selv og dit eget filmselskab, råber lige netop deres mening ind i hovedet på dig.«

- Har der været særligt pres fra forsvaret?

»Der har været et pres fra alle mulige kanter. Men da vi klippede filmen oplevede jeg ikke et pres fra forsvaret. Ikke i klippefasen. Og det er alt, jeg har at sige til det.«

En af strategierne for at undgå at forsvaret, regeringen eller andre, der kunne være interesseret i, at de kontroversielle scener ikke nåede offentligheden, har været at tale offentligt om filmen på et tidligt tidspunkt af produktionen. Janus Metz ville være sikker på, at han bevarede styringen over filmen, og for at sikre sig, at han ikke lå inde med dokumentation for, at der var foregået noget ulovligt, og at nogen kunne kræve båndene udleveret, kontaktede han menneskerettighedsekspert og topadvokat Tyge Trier.

Tilsyneladende har der under de forskellige visninger af materialet cirkuleret forskellige udgaver af filmen. Således fortæller oberst Lars R. Møller, chef for Internationale Operationer i Forsvarskommandoen, der har haft ansvaret for at sikkerhedsgodkende filmen for forsvaret, til Information, at den omdiskuterede debriefing-scenen hvor ordet likvidering fremgår, ikke var med, da han blev bedt om at godkende materialet tidligere i foråret. Den scene ser forsvaret, ifølge producer Sara Stockmann, til gengæld i den endelige version, der er klar den 10. maj, hvilket er dagen inden Cannes filmfestivalen åbner, hvor filmen får premiere.

»At lave en dokumentar er ikke det samme som at lave en almindelig spillefilm,« siger Sara Stockmann: »Der foreligger ikke et færdigt manus, man skal passe historien ind til, men den bliver til løbende og hele tiden ændret i klipperummet.«

Eller som Janus Metz udtrykker det: »Der er mange ting, der ryger ind og ud af en film og det er først i den aller, aller sidste fase, det begynder at give mening, at vise den til nogen.«

Men der var andre, der fik lov at se de voldsomme scener. Forfatteren Carsten Jensen skriver et essay om filmen, hvor scenen og ordet 'likvidering' er omtalt, allerede i april, ligesom Politiken - efter en visning - har været i stand til at skrive om det samme den 5. maj. Så da forsvaret ser de kontroversielle scener, er historien kørt, og med Jægerbogs-sagen i erindring er det svært at forestille sig forsvaret forsøge at trække noget tilbage.

»Uden Jægerbogs-sagen havde jeg ikke fået den film jeg ville have. Det havde været meget svært,« siger Janus Metz: »Der er da ingen tvivl om, at forsvaret har lært noget.«

Civilister i felten

Allerede tre år før optagelserne på Armadillo havde filmens kreative producer og sparringspartner Kasper Torsting lavet de indledende aftaler med forsvaret. Hans ønske var at lave en tv-dokumentar-serie med forskellige instruktører, der skulle fortælle soldaternes personlige historie om krigen i Afghanistan.

»Ved mit første møde med forsvarstoppen gjorde jeg det helt klart, hvad jeg ville med mit koncept og hvad de skulle stille til rådighed,« fortæller Kasper Torsting.

»Jeg forklarede dem, at jeg ville have fuld adgang til soldaterne i Afghanistan med instruktører og kameramænd, at de ikke skulle forvente en reklamekampagne, men, at jeg vil fortælle historien om soldaternes virkelighed. Til gengæld tilbød jeg dem et ærligt og følelsesbetonet portræt af deres hverdag og muligheden for at vise Danmark, hvad de lavede.«

Egentlig var Kasper Torsting forberedt på at blive smidt ud med det samme, men forsvaret lyttede interesseret og slog til.

»Jeg tror selv, de var trætte af, at alt skulle være lukket, og ingen rigtig forstod, hvad de gik igennem.«

Janus Metz blev tilknyttet projektet som én af flere instruktører. Ret hurtigt stod det dog klart, at hans film havde potentiale til mere, og de fik et skeptisk filminstitut til at gå ind og støtte filmen. Men da de sidste optagelser var færdige i august sidste år var der ingen, der var skeptiske længere.

»Som udgangspunkt anede vi naturligvis ikke, hvad vi ville kom hjem med, og vi vidste, at vi til enhver tid kunne blive sat til side, hvis en løjtnant eller sergent ikke ville have os med på patrulje,« fortæller Janus Metz. Han har aldrig selv været i militæret - han blev kasseret - og filmens fotograf, Lars Skree, var nægter, men selv om kamptræning ikke er de to filmfolks spidskompetence, var de fast besluttede på, at de begge ville følge soldaterne overalt - uanset, hvad det bragte dem ud i.

»Jeg er ikke soldat. Jeg er en betragter. Eller en tekstlæser, så da jeg lander på Armadillo, begynder jeg at læse den som en tekst. Jeg prøver at afkode det, jeg ser. Jeg er på arbejde, og på samme måde som soldaterne går fotografen og jeg utålmodige rundt og venter på, at tingene skal ske. Vi ville i kamp. Vi ville vide, hvordan det var.«

Ville ikke tænke som en soldat

Da de endelig bliver beskudt første gang, er det hele uvirkeligt. Janus Metz kaster sig ned på jorden, mens kuglerne flyver hen over hovedet på ham. Adrenalinen pumper, men han føler sig ikke rigtig i livsfare.

»Det er både en opfattelse af, at det er vildt, at der blive skudt, men jeg fik også en underlig ligegyldig fornemmelse i kroppen. En mærkelig følelse af, at det hele er langt væk. Kuglerne fløj om ørerne på mig og det lød som sådan nogle...« Han klapper hænderne sammen. »Klap, klap, og den skal bare ramme dig én gang. Der bliver skudt med kanoner, og det hele eksploderer, og så pludselig er der en tilstand, hvor man begynder at kede sig lidt. Pumpet af adrenalin, begynder man at tænke, 'skyd nu!'.«

Alle de følelser, der løber igennem kroppen på Janus Metz bruger han til at fortælle filmen. Det handler om afstand og nærhed, frygt og kamp. Det uoverskuelige og uhåndgribelige ved krig.

»Tilbage på basen var der en underlig tilfreds stemning bagefter. Som efter en fodboldkamp. »Fedt ryk på venstrefløjen,« og »godt taklet det der.« Så begynder refleksionen. Hvad var det der skete? Hvem er der mon i den anden enden, og hvad skete der med dem? Det er ikke en god idé at tænke sådan som soldat, men det er nødvendigt som filmskaber, og det tror jeg var det hårdeste ved at lave filmen. Jeg havde måske brug for at gå ind i det samme rum som soldaterne, men filmen havde bruge, for, at jeg netop ikke gik derind. Så ville jeg miste mit følelsesapparat, og det er det, jeg lever af at bruge.«

I filmmiljøet og blandt journalister og politikere begyndte rygtet Armadillo allerede at brede sig i efteråret. Det er sjældent, en film kan tåle så massiv en foromtale, men da Armadillo endelige landede på årets Cannes festival, blev den præcis det tilløbsstykke, den var forudset til at blive. Filmen vandt den prestigefyldte kritikerpris, og debatten herhjemme begyndte at buldre. Forfatteren Carsten Jensen kaldte filmen et jordskælv og mente, at filmen for altid ville ændre danskernes billede af krigen, og også han peger på grøftscenen og debriefingen som den centrale scene for filmen.

»Det var det, der gjorde størst indtryk på mig. I den version jeg så, var ansigterne ikke slørede, som de nu er i biografversionen, så her kunne man virkelig se, hvem det var. At det var rigtige mennesker, og det er helt forfærdelige billeder,« siger Carsten Jensen.

»Når det gør så stort et indtryk på mig, er det fordi filmen står i så voldsom kontrast til det billede, det officielle Danmark tegner af krigen. Her har man lagt vægten på genopbygning og forholdet til de lokale, og nu hører vi pludselig en soldat sige, at det rager ham langsomt, at de lige har slået en lille pige ihjel.«

Lidt for stor begejstring

De danske anmeldere var også sjældent set enige om filmens kvaliteter, og 36.000 mennesker har set filmen den første uge. Heftige debatter har kørt i medierne og på nettet med politikere, soldater og almindelige mennesker og forsvarsminister Gitte Lillelund Bæk har følt sig kaldt til uopfordret at skrive en kronik om filmen. Det, de fleste indlæg vidner om, er, at filmen er meget favnende og kan begejstre og læses af både modstandere og tilhængere af krigen i Afghanistan.

»Har lige været inde og se den!! Den film skal bare ses!!! Stor respekt til de danske drenge som sætter livet på spil dernede!!!, « som Theis Martin Schack, skriver på filmens Facebookside, og Jens Poulsen supplerer: »I gør det fremragende og glem for Guds skyld den politiske andedam herhjemme - vi lever i et land, hvor der er krisehjælp på enhver villavej, hvor en kat køres ihjel!«

Eller som en bruger på Youtube.com skriver under filmens trailer:

»TRO MIG. Sindssyg fed film. Den skal bare ses. Jeg vil udstationeres. NU ...«

I mens går de vanen tro et lille skridt videre på Ekstra Bladets debatside Nationen:

»I gjorde ikke noget galt da I aflivede Taliban-psykopaterne. Hvis ikke I havde gjort det, havde de aflivet jer. Derudover kan der ikke aflives nok Talibanere!!! Det er meget vigtigt, at der ikke går 'krigskonventioner' i den ! Jo flere Talibanere I udrydder jo større helte er I, og jo bedre bliver verden!!!«

Også Oberst Lars R. Møller synes, filmen er fremragende, og presseofficeren i Panorama i Slagelses foyer afviser da heller ikke, at filmen vil kunne bruges i kommende hvervekampagner.

»Jeg tror, mange unge mænd vil finde den meget spændende,« siger han.

Tilbage sidder Janus Metz og har svært ved at blive enig med sig selv, om det netop er filmens svaghed.

»Måske er den blevet for favnende,« siger han.

»Måske er den blevet så bekvem, at alle kan finde et håndtag og bruge den til det de vil. Det var ikke min mening med den,« siger han og peger på, at grøftscenen også er i fare for at overtage filmens egentlig formål.

»Likvideringsscenen er en krumtap i filmens virkelighed, men filmen handler om noget, der er meget mere komplekst. Meget mere overordnet: Hvad vil det sige at føre krig? Krig er et radikalt endepunkt for vores rationelle måde at forstå verden på, og det er min opgave at formidle det. Det er derfor, jeg er filmskaber og ikke journalist.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Schnieber

Var der nogen der sagde "intet nyt fra vestfronten" ?

Kultur har "impact" også meget mere end jeg formoder forfatteren, havde i tankerne da han skrev den, eller missede jeg et eller andet i Dansk Undervisning?

T004r

Armadillo er usædvanelig, men IKKE objektiv og et '200%' virkeligt billede. som Janus Metz tidligere har udtalt. Armadillo er produceret under beskyttelse af danske soldater og godkendt af forsvaret. Den er 100%
'embedded' og med samme problemer som dette medfører for andre journalister.
Armadillo har samme tunnelsyn som de danske soldater i kamp; frygt, gruppepres og isolation fra det afghanske samfund, er et filter for kameraet. Auditør undersøgelsen er ikke filmens fortjeneste, men foranlediget af den modige soldat der rapporterede hjem om likvideringen og hans mor der kontaktede forsvaret med spørgsmålet: Er det sådan Danmark fører krig ?

Werner Laden

"Jeg tror, mange unge mænd vil finde den meget spændende".

Det er forrykt. Lad os understrege unge og sætte det op mod krig, andre kulturer og et liv bagefter.

Vi sender topuddannede teenagers i krig og folk synes bare det er vildt fedt?!

Undskyld min mangel på begejstring. Det eneste jeg ser i dette inferno af idioti, er endeløse sorger. Send hele regimentet på Paintball-tur til de baltiske lande. Så behøves de heller ikke "kede sig" eller vente på at komme i kamp.

Helte? De stakkels mennesker kender jo ikke engang definitionen på en helt.

Man skulle uddanne en styrke, der statsstøttet skulle kunne genopbygge større områder i krigshærgede lande - det er der både fremtid og fred i!

Thomas Petersen

@Per Danbo
Det var indledningsvis soldatens opkald hjem, og dennes mors videre opkald til HOK, der fik auditørerne på sagen, men da filmen kom ud, og debatten igen kørte, blev auditørerne atter sat på sagen for en gang for alle at rense soldaternes ry.

@Stephan Hartmann
"Man skulle uddanne en styrke, der statsstøttet skulle kunne genopbygge større områder i krigshærgede lande - det er der både fremtid og fred i!"
For det gør man ikke allerede, eller hvad?