Læsetid: 12 min.

I virkeligheden er jeg ikke særligt engageret i islam

Da den svenske kunstner Lars Vilks for tre år siden tegnede Muhammed som en hund, fik han ørene i den svenske debatmaskine: Han var en klovn, en ekshibitionist, der selv er ude om den ballade, han får, lød det. Forleden blev han så overfaldet af en gruppe militante muslimer under en forelæsning på universitetet i Uppsala, og så skiftede debatten gear. Nu handler den om ytringsfrihed og principper. Den svenske debat er blevet dansk
Tid til forklaring. Jeg bliver hele tiden anklaget for at være racist, og for at have en politisk agenda. Så denne her korte tid, hvor jeg er interessant for medierne, er den eneste mulighed, jeg har for at klare tingene op, siger Lars Vilks.

Tid til forklaring. Jeg bliver hele tiden anklaget for at være racist, og for at have en politisk agenda. Så denne her korte tid, hvor jeg er interessant for medierne, er den eneste mulighed, jeg har for at klare tingene op, siger Lars Vilks.

Kristine Kiilerich

12. juni 2010

Telefonen ringer. Det er tredje gang på en halv time. »Det var et brev, en lille pakke med pulver i,« siger Lars Vilks og holder en lille pause. »Hvornår det var?« Lars Vilks tænker sig om, en lille bekymret rynke lægger sig i panden. »Jeg kan ikke sige præcist, hvornår jeg fik den. Jeg henter jo ikke min post hver dag, så den kan have ligget i postboksen i nogle dage. Det var en lille pakke, og indeni var der en lille pose med pulver.«

Lars Vilks, den svenske Muhammedtegner lægger røret på, undskylder afbrydelsen. Han får ikke arbejdet så meget for tiden. Han får mest talt i telefon.

Sådan har det været lige siden han blev overfaldet af en gruppe vrede muslimer til sin forelæsning på Uppsala Universitet for nogle uger siden. Det var voldsomt, politiet måtte gribe ind, og bagefter blev det svenske debatklima pludselig vendt på hovedet. Den tidligere så forhadte Lars Vilks har pludselig fået sympati.

Nogle af dem, der ringer er helt almindelige muslimer, der gerne vil vide, om det passer, at Lars Vilks synes, der er for mange muslimer i Sverige. Så er der andre, der bare siger, at Lars Vilks skal dø. Der er politiet, som skal høre detaljer om trusler, hadebreve og mistænkelige pakker. Sikkerhedsfirmaet, som skal til at sætte alarmer og overvågning op. Vennerne, der skal høre, om han er o.k. Og så er der journalisterne. For nyligt var Frankfurter Allgemeine på besøg, og før det, var der et russisk og et amerikansk tv-hold i det lille, forfaldne hus. Det ligger seks kilometer uden for skånske Höganäs, den by, som Vilks er opvokset i. Tidligere var byen mest kendt for sin keramik - nu er byens største attraktion Lars Vilks.

»Lige for tiden får jeg trusler hver dag. Alt det, jeg tager alvorligt, rapporterer jeg til politiet. Altså i fald der skulle ske noget. Man kan jo aldrig vide.«

'Kill Lars Vilks'

For tiden er opmærksomheden omkring Lars Vilks massiv. Jo større opmærksomhed, jo flere trusler får han. Det er opmærksomhedens bagside.

»Men jo mere opmærksomhed jeg får, jo større mulighed får jeg til at korrigere det billede, medierne laver af mig.«

Lars Vilks øjne flakker bag brillerne. Han forsikrer, at han tager truslerne med ro, men øjnene er urolige. Det er, som om han hele tiden er på vagt. En sms tikker ind, han tjekker den med det samme. Telefonen behøver kun at ringe en enkelt gang, før han tager den. Flere gange går han hen til sin computer og ser, hvad de skriver på Facebook-grupper som 'Kill Lars Vilks' og 'We Who Hate Lars Vilks'. Han er selv medlem, bare for at se, hvad de skriver og for at komme i dialog med dem, der hader ham. Nogle af dem er faktisk til at tale med.

»Jeg kan ikke sige, at jeg er overdrevet bange,« >siger han. Der ligger et tykt lag støv på tv'et. Ved siden af lænestolen ligger der sirlige rækker af tuscher og en notesbog, næsten fyldt op med noter og tegninger. I køkkenet ligger ovnens brugsanvisning stadig på risten midt i ovnen. Den har aldrig været brugt. I vinduet hænger der et flute på en snor, det er et kunstprojekt, forklarer Vilks. I et andet vindue hænger der et stykke sølvpapir - et andet kunstprojekt. Billeder, tegninger, fotografier. Blandt andet af hans drivtømmerinstallation Ladonia ved kysten halvanden time herfra, som han har bygget på i de seneste 30 år, og som efterhånden er blevet gigantisk og kendt i hele verden, hænger flere steder i rummet. Midt i det hele hænger tegningen, det hele drejer sig om: en hund med profeten Muhammeds hoved, som står midt i en rundkørsel omgivet af biler. På den blomstrede sofa ligger endnu nogle eksemplarer i A3. Det er det danske Trykkefrihedsselskabet, der står bag trykkene.

»Det gælder om at udnytte den tid, jeg har i medierne, så godt jeg nu kan. Jeg bliver hele tiden anklaget for at være racist og for at have en politisk agenda. Brudstykker af mine udtalelser bliver taget ud af kontekst, så denne her korte tid, hvor jeg er interessant for medierne på grund af nyhedsværdien, er den eneste mulighed, jeg har for at klare tingene op,« siger Lars Vilks og understreger, at han ikke har nogen politisk agenda og intet politisk tilhørsforhold. Han er kunstner, han undersøger ting.

Telefonen ringer igen.

Allerede inden forelæsningen i Uppsala havde Lars Vilks en dårlig fornemmelse. De stod allerede og skreg af ham, da han testede mikrofonerne. Og da han under forelæsningen viste en iransk kunstners videoværk, der handlede om homoseksualitet og religion, skubbede de ham og slog til ham, så han tabte sine briller.

»Hvis jeg havde grebet ind tidligere, så havde jeg fået en dårlig sag. Så havde man igen sagt, at jeg slog ned på en svag gruppe mennesker, som bare kom for at høre forelæsningen. Derfor blev det nødt til at gå så langt. Men jeg kan jo heller ikke forestille mig et samfund, hvor en forelæser skal ændre sig i takt med, at publikum udtrykker forskellige holdninger.«

Sort af sod

Nogle dage efter overfaldet forsøgte nogle unge mænd at sætte ild til hans hus. Lars Vilks peger på eternitpladerne på husets facade. De er stadig sorte af sod, køkkenruden er knust, gardinet i den ene side af det lille køkkenvindue mangler.

»Eternit kan ikke brænde, og da de fandt ud af det, knuste de køkkenruden og satte ild til gardinet. Det var heldigt, det bare faldt ned i vasken, og at ilden ikke fik fat. En af dem kom til at hælde benzin ud over sig selv og fik alvorlige brandskader, så han måtte opsøge hjælp. Det var sådan, man fik fat i dem,« siger Lars Vilks, hvis hus er nemt nok at finde, hvis man gerne vil. Det er bare at slå op på de gule sider.

»Det er jo vigtigt, at de ikke sætter ild til det forkerte hus,« siger Lars Vilks sarkastisk. Det lyder ikke, som om han synes, det er sjovt. Huset havde kunnet være en bunke aske. Der er masser af ting, han kunne have mistet. Al hans kunst, alle hans projekter.

»Det var min første tanke, da jeg kom hjem og så, hvad der var sket. Min anden tanke var, at det var heldigt, at jeg ikke var hjemme og lå og sov i min seng. De var bevæbnede med knive, den ene lå under køkkenvinduet, den anden var smidt lidt længere nede ad grusvejen.«

Først bagefter kom han til at tænke på, at hans sikkerhedsrum i virkeligheden er en brandfælde.

»I virkeligheden er det et vægskab. Jeg må se at få gjort et eller andet ved det.«

Debatten er blevet dansk

I 2007 var svenskernes opbakning til Lars Vilks lunken. Det er klart, Lars Vilks havde ret til at tegne, hvad han ville, mente debattørerne, men var det virkelig nødvendigt at krænke andre? I dag er stemningen vendt. Især efter det seneste overfald og den forsøgte mordbrand.

Debatten er blevet dansk, mener den svenske kritiker og litterat Stefan Jonsson. I dag er der flere, der bakker Lars Vilks op, og som mener, at ytringsfriheden er truet og skal forsvares.

»De seneste begivenheder har helt klart ændret debatten. Til forskel fra Danmark har debatten i Sverige tidligere ikke handlet så meget om ytringsfrihed eller ikke ytringsfrihed. De fleste har sagt, at det vigtige er, hvad man bruger sin ytringsfrihed til. I dag har især de klassiske liberale skærpet tonelejet,« siger Stefan Jonsson.

Men det tog tid. Tre år, for at være helt præcis. Det var nemlig først i marts måned i år, efter at amerikanske Jihad Jane blev anholdt for mordplaner på den svenske kunstner, at svenske aviser som Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet og Expressen for første gang valgte at trykke tegningen i sympati med Vilks. Sveriges Television fulgte trop og viste billeder af Vilks med sin tegning, mens journalistforbundets formand, Agneta Lindblom Hulthén, og justitsminister Beatrice Ask understregede, hvor vigtig det var at forsvare ytringsfriheden.

»Der er ingen tvivl om, at begivenhederne de seneste uger har gjort dette spørgsmål langt mere brændende, end det har været tidligere,« siger debattøren og publicisten Arne Ruth, der er tidligere chefredaktør ved Dagens Nyheter.

»For første gang har man taget principspørgsmålet, der handler om retten til at udtrykke den her type holdninger i billede og tekst alvorligt. Diskussionen er blevet langt tydeligere, og der har været en ret massiv støtte til Lars Vilks,« siger Arne Ruth. Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet har da også skrevet ledere om ytringsfrihed, og kulturredaktørerne på de landsdækkende aviser var i gang med en samlet erklæring til støtte for Lars Vilks.

Slår på de svage

Det var på tide, mente Paulina Neuding, chefredaktør for det liberale magasin Neo, og Johan Lundberg, chefredaktør i Axess.

»Som publicister ser vi med stor uro på, hvordan en stor del af det svenske etablissement svigter ytringsfriheden og oplysningens værdier i tilfældet Vilks,« skrev de i en debatartikel i Dagens Nyheter. Det gjaldt ikke bare reaktionen fra Sveriges ældste universitet - Uppsala Universitet - der havde tøvet med at invitere Lars Vilks til at færdiggøre sin forelæsning, på trods af at han ikke engang nåede halvvejs, før han blev afbrudt. Religionsforsker ved universitetet Mattias Gardell havde endda udvist forståelse for optøjerne og ment, at Vilks, der er tidligere kunstprofessor ved universitetet i Bergen, aldrig nogensinde skulle have været inviteret. Nej, det gjaldt også Publicistklubbens formand og presseombudsmanden, der tidligere havde valgt at fordømme Vilks.

»I stedet for at stille sig bag Vilks har mange valgt at formidle billedet af ham som en opmærksomhedssøgende klovn, som i høj grad har sig selv at takke for truslerne og overfaldet.«

En af dem, der konsekvent kritiserer Vilks, er forfatteren Jan Guillou. Efter overfaldet i Uppsala, skrev han i Aftonbladet, at Vilks projekt er at ophidse og forulempe så mange troende muslimer som muligt. At hovedformålet med Lars Vilks projekt er, at han giver sig til at slå på mennesker, der er så svage, at de ikke kan forsvare sig med ord - ytringsfrihed eller ej.

»Det var en politisk strategi, som blev opfundet i Danmark. Ytringsfrihedens grænser skal altid testes på muslimer. På trods af, at vi i lang tid har været bevidste om, at der ikke er nogen grænser. Det er altså et fejt projekt,« skrev Guillou.

Og blandt svenske journalister har man længe lavet vittigheder om, at det gælder om at søge dækning i tilfælde af, at Lars Vilks skulle få øje på en. Han plejer altid at svare i telefonen, siger de. Endda når man ikke har ringet ham op.

En egen Muhammed-krise

Men det var ikke for at få opmærksomhed. »Det var ikke derfor, jeg tegnede den,« siger Lars Vilks om Muhammedtegningen, der aldrig kom op at hænge på udstillingen i Värmland, fordi kuratoren blev bekymret for sikkerheden. Formentlig på grund af de danske Muhammed-tegninger. Men en journalist fra Nerikes Allehanda overværede, at tegningen blev taget ned og skrev om episoden, hvorefter svenskerne fik deres helt egen Muhammed-krise.

»Min oprindelige ide handlede om, at der ikke er sådan en grænseløshed i kunsten, som man siger. Man siger, at alt er tilladt, at du kan gøre hvad som helst. Da jeg tegnede hunden, var det en måde at få noget frem, som kunne blive til en diskussion af de faktiske grænser. Så langt forestillede jeg mig det her,« siger Lars Vilks, der blev overrasket over tegningens indflydelse. Den kom bag på ham. Ligesom selve krisen kom bag på svenskerne, mener Arne Ruth.

»Da Danmark fik sin Muhammed-krise, var der en opsigtsvækkende mangel på engagement i Sverige. Den dominerende holdning dengang var, at det var uforsigtigt af danskerne. Sverige har en tendens at se sig selv som en undtagelse fra normale vilkår, det er den svenske selvforståelse,« siger Arne Ruth.

Ambassader lukkede, Nerikes Allehanda, der havde publiceret tegningen, blev udsat for trusler, det svenske flag blev brændt af, der blev råbt 'Død over Lars Vilks', firmaer som Ericsson pillede det svenske flag af deres logo i Mellemøsten og al-Qaeda udlovede en dusør på 100.000 dollar til den, der kunne slå den svenske Muhammed-tegner ihjel. Og yderligere 50.000, hvis man skar halsen over på ham.

Og siden er debatten bølget frem og tilbage i takt med de trusler, Lars Vilks har været udsat for. Man kan inddele den svenske debat i tre faser, mener Arne Ruth.

»Den første er præget af, at svenskerne ikke troede, at de behøvede at tage stilling til principspørgsmålet om ytringsfrihed, fordi man ikke så sig selv som del af debatten. Da Vilks tegning så kom i 2007 blev det pludselig til et politisk spørgsmål, som påvirkede debatfriheden i Sverige. Da talte man meget om, at Vilks selv var skyld i det, fordi han var ude for at provokere. Man sagde, at hans tegning ikke var kunst, og at det derfor heller ikke var værd at støtte,« siger Arne Ruth og påpeger, at det har ændret sig. I dag tager svenskerne rent faktisk stilling til ytringsfriheden som princip.

»Jeg har ofte påpeget, at man kan være tvunget til at forsvare en publicering, som har andre motiver end dem, man selv sympatiserer med. Det er den fase, vi er i nu.«

Ikke i det fine selskab

Men debatten er stadig polariseret. Den liberale fløj forsvarer Lars Vilks, mens venstrefløjen kritiserer ham. Og i kulturelle kredse får han den kolde skulder.

»Jeg er ikke en del af det fine selskab længere. Det har forandret sig en hel del siden 2007,« siger den tidligere kunstprofessor.

»Samtidig vil man ikke tage det, jeg lavede før, fra mig. Det fornægter man ikke, men man er ikke glad for det her, og så siger man, at tegningen er dårlig kunst. Men hvis jeg lavede den om, ville de så kunne lide den? Det tror jeg ikke, for man kan ikke lide budskabet, og det var lige præcis det, jeg var ude efter. Det var det, jeg ville sige: Hvis jeg gør det her, kommer I til at reagere lige præcis sådan her. Det kan jeg ikke klage over.«

Midt i stuen står en halvt pakket kuffert. Lars Vilks er på vej til Finland, hvor han skal lave et monument for byen Ii. I går var han nede ved Ladonia for at reparere sit drivtømmerværk. Og i sidste måned var han i Holland for at bygge et svensk-hollandsk venskabsmonument.

»I virkeligheden er jeg overhovedet ikke særligt engageret i det islamiske spørgsmål. Det har ikke været en del af mit engagement. Den tegning, man diskuterer nu, er tre år gammel,« siger Lars Vilks og fortæller, at den danske Muhammedtegner Kurt Westergaard har sagt, at man får en depression af sådan noget, som de to er igennem.

»Sådan har jeg det slet ikke selv. Men det er klart, Kurt Westergaard kan ikke bruge alt det, der er sket, efter at han lavede sin tegning, til noget som helst. Han er jo tegner og illustrator, så efterspillet er irrelevant for ham. Selv ser jeg alt det, der er sket bagefter - hele efterspillet - som en del af mit kunstværk.«

Det er et procesværk, som Lars Vilks gerne vil udstille, hvor han forsøger at samle alt, der er sket, hvordan det udviklede sig, og hvad det førte til.

»Hvordan, jeg helt konkret skal gøre, ved jeg stadig ikke, men lige nu indsamler jeg og dokumenterer jeg alt, der sker,« siger Lars Vilks.

For han er kunstner, han undersøger ting. Blandt andet hvad der sker, når man har provokeret så meget, at nogle mener, man skal dø for det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Morgenavisen Jyllands-Posten bragte lørdag den 27. marts i år et stort interview med den verdensberømte tyske journalist og forfatter Günter Wallraff, hvor den erklærede socialist blandt andet fortalte historien om den indiske forfatter Salman Rushdie, der skulle besøge ham i Tyskland. Rushdie blev nægtet adgang til at flyve med Lufthansa af sikkerhedsmæssige årsager, fordi den islamiske verden har udskrevet en fatwa (dødsdom) over ham på grund af bogen ”De Sataniske Vers” fra 1989.

Günter Wallraff iværksatte omgående en boykot-aktion mod Lufthansa i de tyske medier, hvilket forårsagede så voldsomme reaktioner i den tyske befolkning, at det strømmede ind med tusinder af underskrevne protester. Flyselskabet måtte til sidst tillade Salman Rushdie, at flyve fra USA til Tyskland i en af deres rutemaskiner, så han kunne besøge sin forfatterkollega i forbindelse med et foredrag.

Men ...

Det mest interessante ved denne beretning fra Günter Wallraff er imidlertid hans efterfølgende anekdote i samme interview om, hvordan en mangeårig god bekendt med baggrund som kendt progressiv kunstner i Tyskland, ringede op til ham med rædsel i stemmen og tiggede om, at få slettet hans navn på listen over de mennesker, der havde protesteret mod Lufthansas indledende afvisning over for Salman Rushdie:

- Günter, du må forstå mig. Slet min underskrift. Min kone siger, at vi nu står på en liste, og når muslimerne engang kommer til magten, skal vi undgælde, skreg kunstneren i telefonen.

Wallraff svarede omgående tilbage:

- Rolig nu, jeg skal nok slette din underskrift med det samme, og så vil jeg i øvrigt ikke kende dig mere, for du begår den samme fejl, som vi gjorde i 1930`erne, da vi lod nazisterne intimidere og true den tyske befolkning til fuldstændig tavshed.

Den tyske journalist og forfatter, som ingen herhjemme når til sokkeholderne med hensyn til mod og forfatterskab har den opfattelse, at historien gentager sig i dag, fordi de såkaldte progressive mennesker i samfundet viger tilbage for at forsvare ytringsfriheden. For at dække over deres egen fejhed og angst påberåber de hele tiden, at vi skal udvise tolerance og ikke må gavne højrefløjen, alt imens samfundet gennemsyres af en snigende islamisering i den politiske korrektheds navn.

- Med hensyn til ytringsfriheden må man ikke vakle. Her kræves entydighed, for det gælder de grundlæggende personlige frihedsrettigheder i et demokrati, siger Günter Wallraff, der selvfølgelig understreger, at man ikke må stille de tyske muslimer under almen mistanke, fordi det store flertal af disse også lider under de fanatiske islamisters religionskrig mod det kristne Vesten.

Günter Wallraff, som ikke længere er det store ikon for de tyske ”progressive” og ”kulturradikale” socialister, fordi han på tværs af politisk observans forsvarer ytringsfriheden for enhver pris, betragter heller ikke Muhammed-tegningen med bomben i turbanen som unødigt krænkende over for klodens 1,4 milliarder troende muslimer:

- Det er nærliggende for en tegner at gengive profeten Muhammed med en bombe i turbanen, når nu terroristerne i Allahs navn springer sig selv i luften. Tegningen er udelukkende en meget enkel symbolisering, og skal den bestrides, så er selvcensuren inde i hovedet så stor, at alt det, som generationer har kæmpet for under store ofre, for alvor bringes i fare. Mennesker har givet deres liv for vores frihed, sagde den tyske journalist og forfatter til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Günter Wallraff har lige siden midten af 1970`erne ligget i strid med Springer-bladkoncernen, fordi han skrev bogen ”Afsløringen – manden der var Hans Esser på Bild”, der fortalte om avisens brutale metoder for at skaffe historien for historiens skyld på bekostning af mange anonyme menneskeskæbner.

Under krisen med Kurt Westergaards tegning af Muhammed med bomben i turbanen fandt han imidlertid ”fodslag” med bladkoncernen, som han selv udtrykker det, fordi Springer-ledelsen offentliggjorde karikaturen af den muslimske profet som en selvfølgelighed:

- Jo flere der viser tegningen i medierne, jo mere beskyttet er de, som ellers vil befinde sig alene i skudlinjen. Det er som når en flok tager et svagt dyr med, så ulven ikke kan pille det ud. Solidariteten burde vise sig i langt større målestok, for viger man her, hvor i alverden hører det så op?

Alle frihedselskende mennesker på denne jord kan i sandhed lære noget af denne tyske socialist, journalist og forfatter, der selv på et tidspunkt måtte leve med politibeskyttelse i et halvt år, fordi han på en international webside pludselig blev udstillet som ”fjende af islam”, fordi han inviterede kollegaen Salman Rushdie til sit land.

Günter Wallraff udviser menneskelig styrke og mod af dimensioner, når han blandt andet understreger, at han under ingen omstændigheder vil bøje sig for de fanatiske muslimers trusler på liv og lemmer, blot fordi han og andre bruger deres ytringsfrihed til at kritisere en politisk lovreligion som islam. Han er ligeglad med om det ødelægger hans ellers gode ry i muslimske kredse i Tyskland:

- I så fald skaffer jeg mig de rigtige fjender. Det har jeg altid gjort. Jeg har altid sat mig mellem stolene. Det er ikke behageligt at sidde der, men det skulle være godt for ens rygrad, sagde dette tyske mandfolk som afslutning på interviewet hos Morgenavisen Jyllands-Posten, og ham kunne adskillige journalister og forfattere samt progressive kunstnere i Skandinavien lære en masse af.

Specielt en mand som Jan Guillou.

Denne ellers berømte svenske forfatter og hårdkogte stalinist, der selv gennem hele sit liv har nydt godt af demokratiets indbyggede ytringsfrihed, er med til indirekte at legitimere ethvert overfald på Lars Wilks og andre islamkritikere, når han uden nogen som helst dokumentation påstår, at tegneren udelukkende bringer sine karikaturer ”for at ophidse og forulempe så mange troende muslimer som muligt”.

Nåh, men Günter Wallraff høster dog næppe den store hæder i Danmark som for eksempel Herbert Pundiks Frihedspris hos dagbladet Politiken, der ellers uddeles èn gang årligt til et menneske, ”som med personligt mod og uomtvistelig habitus har taget et fremtrædende ansvar i kampen for de fundamentale friheds- og menneskerettigheder”, selvom han forsvarer ytringsfriheden som demokratiets tikkende hjerte på tværs af kultur og religion.

Prisen går sikkert næste gang til Jan Guillou.

Intet kan undskylde, hvordan visse muslimer opfører sig og intet kan retfærdiggøre at denne mand skal leve under en konstant trussel, egentlig utroligt at man sige sådan noget. For det er tilsyneladende ikke kun ekstreme muslimer som synes at proportionerne her er i orden.

Når det er sagt, hvad fanden skulle man få ud af at tegne Mohammed som en hund? Jeg har ualmindelig svært ved at se andledningen. Jeg anfægter ikke retten, men anledningen.

For mig der mister ytringsfriheden noget af sin godhed, når mennesker bruger den i en andledning af dumhed. tankeløshed og provokation.

Brian Jensen

Nu er muslimerne stadig underdogs i Danmark.

Derfor kan man sammenligne de provokationer og nedsættende tegninger som vi har set de senste år med mobning. Vil man sige at man skal acceptere mobning i skolegården fordi det ellers krænker ytringsfriheden?

Hvornår er der nogen i DK, der er blevet dømt for en tegning, endsige sigtet? Ytringsfriheden er ikke truet i Danmark. Derimod er der ting man anstændigtvis eller af sikkerhedsmæssige grunde ikke bør sige eller gøre. ikke fordi det er ulovligt, men fordi det er dumt.

Hvorfor stiller alle ytringsfrihedskæmpere sig ikke op på svanevej i NV og giver rockerne fingeren og råber bøsserøve osv? Det har de jo lov til! Hvis det er nogle, der bliver kede af det eller sure så er det selvfølgelig politiets opgave at beskytte en så man kan fortsætte.

Hvorfor lader ytringsfrihedskæmperne ikke deres teenagedøtre løbe rundt midt om natten på rådhuspladsen i meget lidt tøj? De har jo lov til det!

Der er forskel på at have lov til at gøre noget og til hvad man bør gøre. Det har ikke noget med ytringsfrihed at gøre!

Martin Vindum

En gruppe militante muslimer ???
Tja såvidt jeg kan se er der max 3 personer indblandet i angrebet på Vilks, men en hulens bunke politifolk, og man må nok sige at hvis vi på baggrund af denne video, skulle vurdere effektiviteten af militante muslimske grupperinger, så kan vi trygt ophæve alle terrorlove...
Kors for en gang manipulerende ævl, læs nu diskursen i artiklen, dette har intet med ytringsfrihed eller terror at gøre, men ganske simpelt et godt forsøg fra Vilks at skæppe lidt til tegnebogen.
Hvad Malin Schmidts ide var med dette, kan man jo kun gisne om ;o)
TIL slut jeg kan selvfølgelig ikke på nogen måde støtte overfald på andre mennesker, men se nu videoen og bedøm dette veltilrettelagte Al Quida attentat på en svaensk kunstner

Søren Ferling

@ Brian Jensen

Nu er muslimerne stadig underdogs i Danmark.

Det er en alt for summarisk betragtning og den er uden forståelse for, hvordan islam fungerer.

Mange steder i Danmark er muslimerne udpræget topdogs og det er ved koncentrisk udvidelse af magtsfæren fra disse magtbaser islam udvider.

Derfor kan man sammenligne de provokationer og nedsættende tegninger som vi har set de senste år med mobning.

Du kan sammenligne det med mobning af ridefogeden eller adelen generelt under feudalismen - altså mopning af en overvældende og fjendtligt sindet overmagt.

Hvorfor stiller alle ytringsfrihedskæmpere sig ikke op på svanevej i NV og giver rockerne fingeren og råber bøsserøve osv? Det har de jo lov til! Hvis det er nogle, der bliver kede af det eller sure så er det selvfølgelig politiets opgave at beskytte en så man kan fortsætte.

Hvorfor lader ytringsfrihedskæmperne ikke deres teenagedøtre løbe rundt midt om natten på rådhuspladsen i meget lidt tøj? De har jo lov til det!

Jeg ved ikke om du selv lægger mærke til det, men du sidestiller muslimer med organiserede kriminelle og med voldtægtsforbrydere.

Burde det ikke vække til eftertanke at det er i den slags grupper, man skal lede for at finde en dækkende sammenligning ?

Brian Jensen

@Søren Ferling
Der er ikke nogen steder i DK hvor muslimerne kan sammenlignes med adelen under feudalismen.

Jeg har boet i NV kvarteret. Mine børn har gået i en børnehave med op til 70% udlændinge. I skolen var det vist over 50%. Vi har aldrig personligt haft nogle problemer i den henseende og specielt har vi aldrig været underdogs eller været udsat for noget som helst magtpres.

Du mener altså at muhammedtegnerne har været underkuede danskere, der har været nødt til at gøre det?

Jeg sidestiller ikke muslimere med kriminelle. Det er dig, der gør. Jeg giver bare andre eksempler på hvor der er ting man ikke siger eller gør, ikke på grund af censur, men af andre grunde.

Søren Ferling

@ Brian Jensen

Det er muligt at du ikke oplevede undertrykkelse og forfølgelse, da du boede i NV, men det lyder til at være et 'ikke høre, ikke se'-fænomen.

Selv Nord Vest lokalavisen er nu begyndt at skrive om det og Frank Jensen har lovet at gå ind i problematikken.

Det kommer så af at det venstreorienterede borgerskabs øgleyngel nu har fået vores kvarterscenter som 'ungdomshus' og at de nu også for at føle, hvad det er for et samfund de kæmper for, når de får 'besøg' af den anden gruppe, der eufemistisk af MSM-journalister omtales som 'unge'.

Den gang det kun gik ud over almindelige mennesker, ansås det ikke for at være et eksisterende problem, men kun udslag af danskernes ækle racisme.

Du mener altså at muhammedtegnerne har været underkuede danskere, der har været nødt til at gøre det?

Jamen, det er da banalt - allerede dengang var et par stykker myrdet og mange levede allerede dengang under jorden eller med livvagter - ellers var de gået samme vej. - Lever du under en sten ?

Jeg giver bare andre eksempler på hvor der er ting man ikke siger eller gør, ikke på grund af censur, men af andre grunde.

Ja, et eksempel på en anden gruppe, som man kan forvente vil reagere uden hensyn til hverken skrevne eller uskrevne love.

Prøv - for en stund - at glemme religion og politik, og betragt følgende.

En siger 'noget'.

I et (sekulært) retssamfund fungerer det vel sådan, at man må anlægge en sag ved domstolene og domstolene afgør, om 'noget' er strafbart eller ej.

Hvis ja, så må 'en' tage sin straf.

Hvis man tyr til 'selvtægt' eller trusler, er der tale om en sag for politiet.

Jeg har svært ved at se, at der kan være andet i denne sag. Men jeg lytter gerne til gode argumenter.

Ole Brockdorff blander provokation med almindelig medmenneskelighed. Om det er bevidst for at sløre debatten eller det skyldes manglende analytisk sans kan jeg ikke vide, men kønt er det ikke.

Søren Ferling

Brockdorff viser at der eksisterer endog særdeles engagerede venstreorienterede, der har indset at fløjen igen igen er på hadets, blodets og rædslernes side.

Der er ingen bevidste socialister, der støtter en teokratisk styreform.
Der er en del bevidste socialister, der tage afstand fra bevidst provokation til had mellem grupper, der qua deres klassetilhørsforhold, burde udvise gensidig solidaritet

Søren Ferling

Jo, hvis man tolker forholdet mellem denne verdens grupper af mennesker som primært et klassetilhørsforhold, kan det give mening - men det har jo så bare vist sig at der hos mennesker eksisterer langt mere betydningsfulde og stærkere tilhørsforhold, som helt overdøver klassetilhørsforholdet.

Det er også usagligt at anskue tredjeverdensbefolkningerne som 'denne verdens proletarer' - det kan de udfra en bestemt vinkel siges at være, men sådan ser de ikke selv på det - ihvertfald ikke udover det punkt, hvor det giver dem nettofgordele - ellers vil de ligeså lidt være kommunister, som europæerne ville det.

Så det eneste man får ud af at søge at udskifte de genstridige og utaknemlige europæiske arbejdere med nogle fremmede arbejdere, er at man får muligheden for at nyde samme skæbne som de iranske kommunister, der hjalp mullaherne til magten og derpå kom op og se på verden fra en mobilkran.

Og klasseperspektivet ændrer ikke på at venstrefløjen som altid er på angstens, hadets og blodbadets side.

Det peger Brockdorff på og det er bestemt ikke at sløre debatten - det er det at søge at indskrive islam i en fortælling om klasser.

at der hos mennesker eksisterer langt mere betydningsfulde og stærkere tilhørsforhold, som helt overdøver klassetilhørsforholdet.

En meget fin præcisering du giver af magthavernes opsplitning af lavindkomstgruppernes fællesskabsfølelse i nationalitet, i religiøsitet, i raceforskel, samt en del andre del og hersk teknikker ...i sidste ende i krigstrusler. For det du kalder "at der hos mennesket eksistere" er et spørgsmål om - ikke eksistens - men først og fremmest indoktrinering

...og derfor sidder magthaverne så tungt på propagandaapparatet worldwide.

Søren Ferling

Det er et dokumenteret og velbeskrevet forhold at mennesket altid har været kulturdannende, hvad der groft sagt omfatter de ting, du kalder hersketeknikker.

Det kan de og er de blevet brugt til, men det betyder og medfører ikke at det er hele historien om dem - det er også, hvad der adskiller os fra dyrene og, hvad der muliggør civilisation.

Oplysningsideologien, og her mest marxismen, har så opstillet den teori at mennesker 'i virkeligheden' har andre og mere 'objektive interesser', som de bare ikke selv indser at de har.

De næste halvandet hundrede års udvikling har så vist, dels at det er de færreste enige i og dels at det heller ikke er tilfældet, når man ser på udviklingen i de enkelte samfund og studerer mennesket videnskabeligt og dels at bestræbelserne for alligevel at tvinge det unaturlige igennem, giver bunker af lig og oceaner af uendeligt triste og håbløse menneskeliv.

Derfor vil de fleste hellere leve med krige af og til end de vil 'leve' under en overgribende étpartistat, stikkere som naboer og generel nærmest fraværende social kapital - evig angst og had og perverterede mellemmenneskelige relationer.

'Guldmagerne', alkymisterne indså på et tidspunkt at de nok ikke fik bly til at blive til guld...

Propagandaapparatet skriger da 'multikultur' så man er ved at få tinutus...

Din påstand om det socialistisk samfunds - etpartistatens - historiske skyggesider: overvågning, fraværende social kapital, evig angst og had og perverterede mellemmenneskelige relationer, er sjovt nok blevet det Vestlige kapitalistiske systems kendetegn, efter at magthaverne har valgt at udråbe Islam til terrorens religion og vores ydre fjende. De socialistiske lande, især Sovjet, havde 'krig' som den ydre fjende og beskyttede sig blandt andet med de midler du nævner. Da atombomben viste sit værd som fredens bombe, var der ikke længere grundlag for en så forknyt statsform som den socialistiske ver. 1.0 - og en ny form for statsideologi, der tager hånd om alle i samfundet må udvikles. Socialismen ver. 2.0.

Og når det er sagt, så er jeg ret sikker på, at alle de mennesker, der i dag lever for under 2$ pr. dag, (ca. 2 mia. mennesker) uden sundhedssystem, rent vand og sanitet, med en børnedødelighed på over 20%, uden undervisning og arbejdsbeskyttelse - de ville være lykkelige for at leve under socialismen ver. 1.0

Søren Ferling

Jo, det bærer ihvertfald i den retning, men det er heller ikke underligt, for på lange stræk er der ikke forskelle på liberalisme og socialisme, der er værd at skrive hjem om.

Begge ideologier er kulturblinde og må derfor i kulturens sted opsætte deres egne alternative og teoretisk udtænkte 'styresystemer', da mennesker, til deres overaskelse, ikke bare styrer sig selv. Begge fører os frem mod den feudalisme, de hævdede, og vel også selv troede på, at ville befri os fra.

At vi får det værste fra begge ideologier uden fordelene fra nogen af dem, forudsagde Polanyi for et halvt århundrede siden.

De tror begge at de fleste menneskelige ulykker skyldes 'undertrykkere (-else)' og at kommer vi bare af med den slags, er vi også kommet af med problemerne. De fornægter at de ting er en del af verdens og dermed menneskets egenskaber og at de derfor aldrig kan udryddes, men kun kultiveres og civiliseres - forsøg på at udrydde 'denne verdens egenskaber' fører til barbari, fordi det er et vanvidsprojekt.

Man kan også sige det som at de begge er udadprojigerende - og heri ligger også en kim til en affinitet til islam, der også 'ved' at alt ondt skyldes 'de andre'.

Idag er det da vist EU, der har 'krig' som ydre fjende - det er den eneste spinkle legitimitet, det kan påberåbe sig. Jeg mener så også at Sovjet og EU er to alen ud af ét dårligt stykke og det er også dæmret for den danske venstrefløj.

Snarere end at udvikle endnu en statsideologi, tror jeg det ville være mere fremkommeligt at se at få afviklet al den fejltænkning og alle de farlige illusioner oplysningsideologierne har fået ophøjet til 'sandheder'.

Når vi så har fået besindet os på sandheden og virkeligheden kan vi se, hvad der viser sig, når dagslyset har fortrængt Oplysningens formørkelse.

Det med at stille det op som om mennesker skulle leve for 1 eller 2 $ om dagen bygger på at kun en lille del af deres økonomi er en del af pengesystemet og derfor usynlig for ideologisk skolede mennesker som økonomer.

De ville sikkert være lykkelige for at modtage fordelene ved socialisme 1.0, men de kan ikke opretholde systemet, som vi har set de seneste adskillige årtier - Mugabe er den sidste repræsentant for det mislykkede forsøg på at gøre afrikanerne til gode marxister.