Læsetid: 2 min.

'Åndeligt lavstammet af hverdagen'

Tog- og flyrejser giver Venstres EU-parlamentariker Jens Rohde tid til at læse bøger
10. juli 2010

- Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Jeg vil ønske, alle læste Mikkel Plums Bombarder Hovedkvarteret og Aleksandr Solzjenitsyns Gulag øhavet. De burde være kanonlæsning i folkeskolen, så man kunne standse den romantisering af venstrefløjen og socialismen, som altid har fundet sted i Danmark. Det er for mig et smerteligt symptom på historieundervisningen, at man kan kalde en café KGB og være kult, mens en café, som eksempelvis kaldtes Gestapo ville få sin rettelige bekomst.«

- Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»De fleste bøger har stor betydning for mig. Fra noget så ungt og banalt som barndommens Kim-bøger, Fernando Sarvaters Politiske Brødrister fra ungdommen over Finn Søeborgs samlede fortællinger samt P. Hansens Den danske Skueplads (tre bind), Paul Hammerich og Gregers Dirckinck-Holmfelds danmarkskrøniker og til Bitter Måne af Pascal Bruckner. Jeg elsker mine bøger. For tiden nyder jeg en gang historie- og litteraturundervisning i Dansk Litteraturhistorie, som jeg er godt i gang med. Det ville jeg i øvrigt have svoret på aldrig kunne ske, da jeg gik i gymnasiet.«

- Hvad er den værste bog, du har læst?

»Bitter Måne er både noget af det bedste og værste. Jeg måtte lægge den fra mig flere gange, fordi den i sin psykologi er så grænseoverskridende og beskriver brudflader mellem had og grænseløs kærlighed udlevet i yderste potens. Et af mine yndlingscitater stammer fra den bog:

»Jeg er parat til at give alt til den, som intet forventer af den anden, men intet til den, som forventer alt af den anden. Jeg havde forelsket mig i Rebecca, fordi hun tog imod mig som en ekstra lykke i en uforstyrret tilværelse og ikke som en redningsplanke i en hjælpeløs ensomhed.«

Det var der nok en del, som kunne have gavn af at tænke lidt over. En anden handler om Rebecca, som har gjort sin hadede elskede lam. Da han vågner i sygesengen, siger hun: »Jeg har en god og en dårlig nyhed til dig. Du er lam fra hoften og nedefter«.

Manden bryder sammen i chok, men siger, efter at han er kommet sig lidt: »Nå, fortæl mig så den gode nyhed«. Hun svarer: »Det var den gode nyhed. Den dårlige er, at jeg skal passe dig resten af livet«.

Sådan er den hele vejen igennem. Bogens sproglige niveau er i øvrigt en nydelse i sig selv.«

- Hvilken type læser er du?

»Jeg er for så vidt altædende, men er nok en lidt langsom læser, for jeg kan godt lide at have styr på detaljen i bogen og kunne nogle passager, årstal og begivenheder udenad.«

- Hvornår læser du?

»Mine hotelværelser, togrejser og flyrejser kræver sine bøger. Jeg gider ikke bruge al min tid på politiske rapporter. Det bliver man bare åndeligt lavstammet af.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu