Klumme
Læsetid: 3 min.

Allen og Bob

Den gamle doktors to vidt forskellige børn
Moderne Tider
10. juli 2010

»Jeg har set min generations bedste hjerner ødelagt af galskab, sultne hysterisk nøgne, slæbe sig gennem negergader ved daggry på jagt efter et hidsigt fix ...«

Allen Ginsbergs HOWL kom tumlende ud af efterkrigstomheden i 1956 og tændte op under noget, der kunne være en mulig fremtid. Det var en ny generation af 'hipstere med engleansigter tørstende efter den urgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri'. Efter krigen måtte det nye nødvendigvis komme fra Amerika, hvor mange af Europas bedste kunstnere var flygtet hen, da nazismen bredte sig over det gamle kontinent.

Ginsberg var fra Paterson, New Jersey, hvor den amerikanske objektivismes førende digter, William Carlos Williams, var familiens læge. Han skrev i bilen. Ginsbergs familie var skæv fra begyndelsen. Faderen var skolelærer og digter, moderen, Naomi, var russisk flygtning og led livet igennem af den 'revolutionære skizofreni', der på en måde er det tyvende århundredes sjæl.

Han skrev sit andet store digt efter HOWL til hende. Det følger hendes liv, familiens og Amerikas historie, og er muligvis Allen Ginsbergs poetiske hovedværk. KADDISH hedder det, den jødiske dødshymne:

»Så på nøgenbilleder af spædbørn i bladene - baby pudder reklamer, gulerodskoncentrater til den lille - ...

Jeg rører ved hans kind, jeg rører ved hans kind, han rører mine læber med sin hånd, jeg tænker smukke tanker, barnets hånd er smuk ...

Eller kroppen dirrede i Nej, afsky - indfald om Buchenwald - insulin strømmer gennem hendes hovede - en grimassenerve dirrer ved Ufrivillig (som jeg når jeg pisser) - farlige kemikalier i hendes cortex ...«

Det er Erik Thygesen, gammel medarbejder også ved denne avis, der har oversat Ginsberg. En dag, eller rettere en nat i 1969, sad Allen Ginsberg i et fly ved siden af sin ven og kollega, Robert Creeley, på vej ud af New York. Uanset hvor forskellige digtere er, kender og respekterer de hinanden, og de to var meget forskellige. Hvor Ginsberg var den hymniske retoriker, tidens store profetiske stemme i gammeltestamentlig forstand, var Robert Creeley snarere en efterfølger af gamle doktor Williams i Paterson og hans minimalistiske objektivisme. Creeley henter sit stof i det konkrete, i hverdagen som den leves og i de ting, han ser omkring sig.

Han var også en drukmås og en slagsbror. Bataljerne med den lige så hidsige Jackson Pollock i den berømte Cedar Bar er mytisk stof. De sloges både inde i baren, og når de var blevet verfet ud på gaden.

Men den nat i 1969, der hvor det psykedeliske begynder at forsvinde ind i noget koldere, ser de to digtere ud gennem glughullet på den glødende, pulserende by under flyet og bliver enige om, at den ligner en menneskelig celle, der er eksploderet og breder sig uforklarligt, men samtidig synes at følge visse, endnu ukendte love. Som en kræftcelle.

Det er den verden, de flyver væk fra. Hvor de skal hen, ved de ikke. Creeleys digte findes måske bedst på de to plader, han lavede med bassisten Steve Swallow. På den ene læser han selv, han er blevet gammel, og med sin skrøbelige stemme placerer han nænsomt ordbrokkerne i musikkens fjerneste hjørner. På den anden er det Sheila Jordan, der synger. Digtet hedder ICE CREAM:

»Selvfølgelig, Herbert -

Tag en bid

Det vrimler

med folk på broen, natten

tager form

i luften. Så

meget

er gået

bort.«

Desværre også Creeley, i 2005, og Ginsberg, i 1997.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her