Læsetid: 9 min.

Aquinodynastiet - 150 års balancegang mellem oprør og undertrykkelse

Historien om Filippinernes nyvalgte præsident, Benigno 'Noynoy' Aquino, er historien om en klan, der siden 1800-tallet har formået at fremstå som det filippinske folks frihedskæmpere, mens de svæver i toppen af landets koloniale og post-koloniale elite og kontrollerer alt fra politiske topposter til sukkerplantager og ølbrygning
24. juli 2010

'Asiens demokratiske håb' og 'Årets kvinde 1986' - det mødrene ophav til Filippinernes nyvalgte præsident var i 1980'erne en af Vestens kæledægger på linje med Pakistans Benazir Bhutto og Burmas Aung San Suu Kyi. Så sent som i 2009 beskrev amerikanske Time Magazine Corazon 'Cory' Aquino som »en god kvinde, hvis godhed alene, når alt kom til alt, var nok til at redde hendes land«.

Det er der dog delte meninger om. Både om Corazon Aquinos 'godhed', og hendes evne til at 'redde' Filippinerne. Nu træder sønnen Benigno Aquino i hendes fodspor som Filippinernes 15. præsident. Og han har i forlængelse af familiens tradition sat sig i scene som folkets mand, som demokratiets forkæmper, og som et varsel om forandring.

Men snarere end den helgensaga, vestlige medier har været med til at skrive om Aquino'erne, er historien om Benigno Aquino III's stamtræ en Dollars-serie værdig.

Aquino-dynastiet er nu som for 100 år siden jorddrotter med tusinder af fattige bønder i deres sold, de beklæder stadig magtfulde politiske poster lokalt og nationalt, og de styrer nogle af landets mægtigste virksomheder.

Benigno 'Noynoy' Aquino III befinder sig med andre ord øverst i de nærmest feudale magtstrukturer, der stadig kendetegner den filippinske politiske økonomi.

Ligesom sine forældre, bedsteforældre, oldefædre og tipoldefædre er det indtil videre lykkedes ham at balancere mellem rollen som oligark og rollen som national folkehelt.

Dette paradoks er heller ikke gået Time Magazines næse forbi. Dagen efter folkeafstemningen i Filippinerne 10. maj beskrev magasinet den forventede sejr til Benigno Aquino III med ordene:

»I de fleste af verdens demokratier opfattes et dynastis sejr sjældent som et mandat for forandring. Men de fleste af verdens demokratier er ikke Filippinerne.«

Mistet uskyld

Den nuværende præsidents mor, Corazon Aquino, blev i sin tid valgt i opposition til militærdiktatoren Ferdinand Marcos, hvis hustru, Imelda Marcos', spektakulære forbrug af sko blev symbolet på parrets lænsning af statskassen.

Sønnen Benigno 'Noynoy' Aquino III blev valgt i kølvandet på godt et årti med en næsten lige så upopulær præsident, Gloria Macapagal-Arroyo, der ligeledes er kendt for ikke blot ublu korruption og valgsvindel, men også talrige likvideringer af politiske modstandere, menneskeretsaktivister og journalister.

Men Corazon Aquino var heller ikke ligefrem blødsøden over for politiske modstandere i sin regeringstid. Hun gav ordrer til militære angreb på demonstrationer og protester, hvilket fik bl.a. Dagbladet Politiken til at tale om, at hun havde »mistet sin politiske uskyld« blot et år efter, at Time Magazine havde udråbt hende til Årets Kvinde for hendes modige lederskab af den folkelige modstand mod Marcos-regimet.

Efter få uger i embedet er Benigno 'Noynoy' Aquino III endnu ikke kompromitteret. At to politiske aktivister og en journalist blev myrdet inden for Aquinos første to uger i præsidentpaladset Malacañang, kan han næppe holdes direkte ansvarlig for.

Aquino har da også - i en tale i regeringshærens hovedkvarter - gjort klart, at likvideringerne skal stoppes. Og indskærpet, at også folk i uniform skal overholde loven og respektere menneskerettighederne.

Ikke desto mindre har flere grupper af især bønder forsøgt at koble ham til den brutale behandling af godt 10.000 bønder på Aquino-dynastiets mest berømte ejendom, Hacienda Luisita, hvor militæret bliver brugt til at stoppe strejker og protester.

Elitestridigheder

Også nu efter valget forsøger onde tunger at miskreditere Aquinos image som den store demokratiske fornyer, der vil udrydde korruption, fattigdom og ekstrajuridiske henrettelser.

Magdalo, en gruppe af juniorofficerer, der i 2003 og 2007 gjorde oprør mod ledelsen af militæret og mod Arroyo-regeringen på grund af korruption og undertrykkelse af befolkningen, valgte ikke at støtte Aquino op til valget.

Det havde ellers været oplagt, da Aquino var den, der mest systematisk agerede opposition til Arroyo-lejren. Ifølge Magdalos formand, senatoren Antonio 'Sonny' Trillanes, er de bl.a. forbeholdne over for Aquino, fordi de mener, han er en del af den elite, der vedligeholder frem for at løse problemerne i landet.

I stedet for 'forandring' skal man ifølge kritikere snarere se Aquino-dynastiets modsætning til f.eks. Marcos og Arroyo-klanerne som interne opgør eliten imellem. Blandt de mere kulørte udtryk for disse magtkampe, var det gensidigt anstrengte forhold mellem Corazon Aquino og Imelda Marcos, hvor sidstnævnte i 1980'erne beskyldte Aquino for at være »for grim til at blive præsident«.

Anti-filippinsk?

Aquino-familien er den seneste tid blevet hyppigt udråbt til 'oligarker' af filippinske kommentatorer, men allerede i Corazon Aquinos tid skrev historikeren Benedict Anderson den for Aquino-klanen lidet komfortable bog Cacique Democracy in the Philippines: Origins and Dreams, der bl.a. indledes med konstateringen: »Sandheden er, at præsidenten, født Corazon Cojuangco, hører til en af de rigeste og mest magtfulde dynastier i det filippinske oligarki.«

En sandhed, der harmonerer dårligt med den selvfortælling, som også Filippinernes nye præsident Benigno Aquino III anvender - nemlig at de er 'folkets' tjenere, der vil beskytte den jævne filippiner mod eliten.

I Cacique Democracygennemgår Anderson Cojuangco-Aquino-slægtens meritter, og påpeger samtidig, at det er misvisende, når vestlige medier fremstiller Corazon som en ædel husmor, der blot overtog arven fra sin demokratiforkæmpende mand. Corazon Aquino var gennem 13 år kasserer i Cojuangco-familiens kommercielle imperium, der har adskillige brud på menneske- og arbejderrettigheder på samvittigheden.

De kinesiske mestizo'er

De to familier Aquino og Cojuangco - hvoraf Corazon Aquino stammer fra sidstnævnte, der er indvandret fra Kina - hører begge til den filippinske økonomiske og politiske elite, der etableredes allerede under det spanske herredømme i 1800-tallet. Dynastierne med kinesiske aner kaldes også mestizo'er, en gruppe, der ifølge Anderson »blomstrede under det spanske koloniale regime og konsoliderede deres rigdom med politisk magt under amerikanerne«.

Corazon Cojuangco-Aquinos farfar, Don Melecio Cojuangco, etablerede sig i slutningen af det 19. århundred som Haciendado- plantageejer - i provinsen Tarlac. Fra denne position blev han efter USA's magtovertagelse i 1898 af øgruppen tildelt betydningsfulde politiske poster, ligesom hans sønner opnåede guvernør- og kongresposter under de nye amerikanske koloniherrer.

Corazon Sumolong-Cojuangcos ægteskab med Benigno Aquino Jr. »knyttede hende til et andet magtfuldt dynasti i det centrale Luzon«, skriver Anderson. Både Aquino'erne og Cojunagco'erne ejer stadig plantager over hele landet, men særligt i området omkring Tarlac, hvor de nu i 150 år har haft deres magtbase.

Følger man Corazons tre efternavne Sumulong Cojuangco Aquino, dukker der den dag i dag uendelige mængder slægtninge til nuværende præsident Benigno Aquino III op i både virksomhedsledelser og ministerier, blandt haciendabestyrere, samt på senator-, borgmester- og guvernørposter i Filippinerne.

For eksempel er den nyvalgte præsidents onkel, Eduardo Murphy Cojuangco Jr. - også kendt som 'Danding' - direktør for en af Filippinernes største virksomheder: San Miguel Company. San Miguel brygger bl.a. Filippinernes mest populære øl - der også er blandt de 10 mest solgte på verdensplan - og har noget nær monopol på industriel produktion af alt fra kylling til metaldåser.

Cojuangco og Aquino-familierne har gennem tiden både samarbejdet og været i opposition til hinanden. Mens Aquino'erne blev verdenskendt gennem Benigno 'Ninoy' Aquinos ledende rolle i anti-Marcos bevægelsen, og Corazon 'Cory' Aquinos' præsidentembede 1986-1992, har Cojuangco'erne været mindre kendt i Vesten.

Da Corazon Aquino gik af i 1992, stillede hendes fætter Eduardo Cojuangco op til præsidentvalget - men uden opbakning fra Aquino. Faktisk anbefalede hun befolkningen ikke at stemme på ham, da hun mente, han var allieret med de forkerte typer. Benigno Aquino III har ligeledes et anstrengt forhold til sine Cojuangco-fætre. Under valgkampen lovede Aquino, at bønderne på Hacienda Luisita skulle få deres jord, hvilket Fernando Cojuangco, der bestyrer haciendaen, straks afviste i arrogante vendinger til både filippinsk og amerikansk presse.

Allerede for 50 år siden lovede den daværende bestyrer, Don Jose Cojuangco, at jorden på Hacienda Luisita skulle uddeles til bønderne, men selv efter Corazon Aquinos omfattende jordfordelingsprogram Comprehensive Agrarian Reformi slutfirserne er det lykkedes familien at snige sig uden om. Den endnu verserende sag om Hacienda Luisita skal tages op i Filippinernes Højesteret igen fra 3. august.

Mindre glorværdigt

Nu kunne man tro, at det bare er De Onde Cojuangco'er, der belaster Den Snehvide Aquino-klan - men også den byder på sine uheldige historier.

Benigno Aquino III's tipoldefar og oldefar var således ledende politikere under den spanske koloniale administration i slutningen af det 19. århundred, og var allerede dengang indblandet i konflikter med fattige bønder. Familien ejede og administrerede bl.a. Hacienda Tianang, Lauang, Pandadaki og Paligue, hvor tusinder af bønder dyrkede sukker og ris for Aquino'erne.

Præsident Benigno Aquino III's oldefar general Servillano Aquino blev i den filippinske revolutions første fase, oprøret mod spanierne i slutningen af 1800-tallet, imidlertid kendt som frontfigur i selvstændighedsbevægelsen Katipunan. Han fortsatte som leder af den væbnede modstand mod de nye koloniale administratorer, efter USA var gået sejrrigt ud af magtkampen med Spanien. For dette blev Servillano Aquino dømt til døden af amerikanerne, men senere benådet af USA's præsident Roosevelt.

Mindre pynteligt for Aquino'ernes nationale heltesaga er det, at Benigno III's farfar, Benigno Q. Aquino, der var handels- og landbrugsminister i slutningen af 1930'erne, blev kendt som kollaboratør og medlem af marionetregeringen under Japans besættelse af landet under 2. Verdenskrig.

Likvideringsuge

Benigno 'Ninoy' Aquino Jr., den nuværende præsidents far, genoprettede familiens nationale ære ved i 1953 som blot 21-årig at blive rådgiver for præsident Ramon Magsaysay, der havde kæmpet i guerillaen mod japanerne. Inden da havde Benigno Aquino Jr. som blot 17-årig været krigskorrespondent for Manila Times i Korea-krigen.

Aquino Jr.'s nye arbejdsgiver Magsaysay blev vældig populær især i USA og lægger i dag navn til Magsaysay-prisen, der gives for »greatness of spirit and transformative leadership in Asia«.

I venstreorienterede kredse er Magsaysay dog mere kendt for sin nedslagtning af bondebevægelsen Huk, der ligeledes kæmpede mod den japanske besættelsesmagt. Men efter krigens slutning ledede Magsaysay som forsvarsminister i 1951 - i tæt samarbejde med USA's militær - en offensiv mod Huk'erne, der krævede omfordeling af jorden. Offensiven, der smadrede Huk-bevægelsen, blev angiveligt indledt med Magsaysays kampråb:

»Let's make this week the liquidation week!«

Rivalen

Kort efter Magsaysay døde ved et flystyrt i 1957, blev den nu 27-årig Benigno Aquino Jr. først viceguvernør og siden guvernør i Aquino og Cojuangco-klanernes strongholdTarlac, hvor han som 22-årig havde været borgmester. Det var i sin tid som borgmester, at han havde giftet sig med Corazon Sumolong-Cojuangco.

Benigno Aquino Jr. blev den yngste senator i landets historie i 1967, og den nyvalgte præsident og senere diktator Ferdinand Marcos fandt snart Aquino Jr.'s popularitet og politiske og retoriske evner truende.

Da Marcos indførte Martial Law(militærregime/ophævelse af civile juridiske rettigheder) i 1972, var Aquino en af de første til at blive fængslet. Efter syv år i fængsel og tre års selvvalgt eksil i USA - hvor Aquino'erne fortsat spillede en aktiv rolle i oppositionen til Marcos-regimet - vendte Cojuangco-Aquino familien hjem i 1983, men Benigno Aquino Jr. blev skudt ned allerede i lufthavnen i Manila, angiveligt af Marcos' agenter.

No illusions

Corazon Aquino overtog den ledende rolle i oppositionen og med stærk støtte fra middelklassen, moderne forretningsmænd og kræfter i og omkring 'tænketanken' Makati Business Club lykkedes det hende i 1986 at vinde præsidentvalget, efter en folkelig opstand havde tvunget Marcos ud af landet - og til et USA-tilbudt eksil i Hawaii.

Den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan var lidt langsom til at vejre, at vindene havde vendt, så der gik endnu nogle måneder og seks mislykkede kupforsøg, før den tidligere kolonimagt USA officielt og entydigt forlod Marcos-lejren for at bakke op om den nye Aquino-administration og demokratiseringen af Filippinerne.

Da helgenglansen langsomt falmede omkring Corazon Aquino, og Imelda Marcos' skosamling fortegnede sig i horisonten, dalede også vestlige mediers interesse for østaten, om hvilken man siger, at hverken Asien eller Vesten rigtig vil kendes ved.

Nu er en ny Aquino indplaceret i toppen af filippinsk politik. Men denne gang spænder forventningerne blot fra behersket optimisme - til no illusions.

I 1968 skrev den hedengangne Benigno 'Ninoy' Aquino Jr. i det amerikanske tidsskrift Foreign Affairs:

»Det filippinske folk er som helhed en melankolsk - men tålmodig - masse. Deres daglige diæt er monoton, deres tøj er udslidt og deres hjem primitive og overfyldte. Med andre ord: frihedens velsignelser har ikke betydet frihed fra fattigdom«.

Fire årtier, et militærdiktatur og en Aquino-administration senere overtager martyren Benigno Aquinos søn et stort set lige så forarmet land - om end han har lært at udtrykke sig lidt mindre kolonialt om den befolkning, der bebor det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu