Læsetid: 4 min.

Ayaans ansigt

Stillet over for valget mellem Ayaan Hirsi Ali og den svenske Kronprinsesse Victoria som etisk forbillede, bør vi vælge Victoria, fordi hun giver en ny model for, hvordan vi overhovedet skal forstå ansigter, billeder og forbilleder.
Stillet over for valget mellem Ayaan Hirsi Ali og den svenske Kronprinsesse Victoria som etisk forbillede, bør vi vælge Victoria, fordi hun giver en ny model for, hvordan vi overhovedet skal forstå ansigter, billeder og forbilleder.
10. juli 2010

Ayaan Hirsi Ali, den somaliske debattør, har i løbet af de seneste par år været et omdrejningspunkt for debatten om islam som en kvindeundertrykkende religion. Hirsi Ali er hollandsk politiker og er blandt andet kendt for sit manuskript til filmen Submission. Mere kendt er Ayaan dog for de mange interviews, hun har givet, de portrætter, der er lavet af hende og ikke mindst de selvbiografiske bøger Ayaan: Opbrud og oprør, samt Nomaden.

Et livs tanker ...

Det er på ingen måde tilfældigt, at langt de fleste udgivelser omkring Hirsi Ali fokuserer mindst lige så meget på hendes personlighed og livsførelse som på hendes ideer, tanker eller holdninger. Det er personen Ayaan, der fascinerer, historien om de individuelle valg, frigørelsen fra den muslimske kulturs snærende bånd, livet som nomade og den indre styrke, som har gjort hende i stand til, på trods af dødstrusler, at fortsætte med at leve sit liv og sige sin mening.

Hirsi Ali fremstår derved som et eksempel på, hvordan de tanker, et menneske gør sig, udleves i sammes livsførelse - en 'stor personlighed', der lige så meget er et forbillede, som når hun beskriver eller argumenterer for en idé eller en kritisk pointe.

... eller en tankes liv

Men der er egentlig noget sært ved altid at skulle 'have sat ansigt på' et sæt af nedskrevne tanker. Det fritager ikke så sjældent læseren for at tage stilling til de faktiske ytringer, hvis vi på forhånd ved, hvem der taler. »Åh nej, ham igen!,« tænker man ofte, når man ser en velkendt debattør på tv. Eller omvendt: »Hun har nu altid en god pointe.« Når først vi mener at kende forfatteren, kommer denne viden til at virke mærkeligt tilbage på teksten, sådan at vi på forhånd kan bedømme teksterne ved blot at kigge på billedet af skribenten. Et eksempel, på hvorledes forfatteren således udøver stadigt større dominans over teksten, er den daglige klumme i MetroXpress: Her fylder skribentens ansigt ikke mindre end tredjedelen af hele klummens spalteplads. Dette er i grunden uheldigt, for når vi lader ansigtet styre teksten, indstiller vi os på forhånd positivt eller negativt til teksten, i stedet for at være åbne for at blive tiltalt og overrasket. Måske ser skribenten oven i købet sig selv for sig selv, når han skriver? »Sådan skriver jeg - dét passer lige til den, jeg er«. Overraskelsen udebliver, ja selve sprogets kraft reduceres til et billede.

Ansigtet Ayaan

Vi lever i ansigtets tid, og Facebook er blevet stedet, hvor ansigter, liv og tekst bestandig knyttes sammen. Facebook er det perfekte medie for en figur som Ayaan Hirsi Ali, der netop er det bedst tænkelige eksempel på et ansigt. Et ansigt, der slet ikke ville have været til at se, hvis hun havde valgt den traditionelle beklædning i burka eller niqab.

Ayaan taler, måske endda uden at vide det, til en populær humanistisk opfattelse af ansigtets betydning, som bl.a. Emmanuel Levinas har beskrevet i detaljer. Den etiske fordring stiller sig i mødet med ansigtet, og derfor bliver det at se og fremvise et ansigt i sig selv til en etisk handling. Den franske filosof Robert Redeker plæderede i Information den 10. april i år netop for, at det, der er galt med islam, er hangen til at tilsløre ansigtet.

»For hvad er det, der kommer til syne, når vi ser en person i burka?«, som han skrev: »Det er alt andet end et ansigt, et subjekt, en sjæl, en krop. Det er en uformelig form, en vag silhuet med en dyster og fantomagtig fremtoning, som kom den fra selveste helvede.« Det er som om, Redeker ikke er opmærksom på, at ansigtsetikken hermed får en mørk underside: Når vi ikke kan identificere ansigtet, er det andet menneske for intet at regne. Uden ansigt, ingen etisk værdi og legitimitet. Redeker kan selvfølgelig sige, at det er den undertrykkende islamiske ideologis skyld, at de tilslørede fremstår som spøgelser. Men hermed overser han også, hvor tæt hans egen ansigtsetik i virkeligheden er på 'burkaetikken'.

Man kunne nemlig overveje, om ansigtsetikken og burkaetikken ikke er komplementære størrelser: Ansigtsetikken arbejder med ansigtet som et sted, hvor den menneskelige sjæl kan aflæses direkte i hudens rynker og øjnenes glans. Burkaetikken godtager egentlig denne præmis, fordi den netop forsøger at slukke for ansigtet. Som om der ville ske noget forfærdeligt, hvis vi så det. Men de stemmer overens deri, at de begge ser ansigtet som en slags sublimt objekt. Som noget, der har overmenneskelig betydning og frem for alt må vises eller skjules.

Lidt overraskende er det derfor i stedet den svenske Kronprinsesse Victoria, der bør hyldes som et etisk forbillede her. Kronprinsessen lider af sygdommen propagnosi, hvilket betyder, at hun ikke er i stand til at huske ansigter. Hun kan således være i tvivl om selv nære venner og familiemedlemmer - sygdommen kan i visse tilfælde være så slem, at man endda ikke kan genkende sig selv. Dette kan selvfølgelig betragtes som et voldsomt handicap, men hvis vi anskuer det fra en lidt anden vinkel, er der faktisk noget progressivt over det. I stedet for at fastholde den anden i en bestemt identitet ud fra det genkendelige ansigt, lader Victoria enhver tiltale hende, som om hun aldrig havde set vedkommende før. Måske er det den virkelige etiske position: Jeg anerkender dig, ikke fordi jeg genkender dit ansigt, men fordi du siger noget fornuftigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Jørgensen

Meget relevant analyse (og egentlig ikke så vild igen), specielt i denne tid hvor ad hominem argumentet ligger som en tung dyne over næsten al diskussion.

Og en sød lille pointe; ikke at sætte afsender på.

Nils Brakchi

Interessant fristil - og så velskrevet den er.
Her er et link til en person der møder forfatterens ønsker om åndelig purisme - alt sammen hjulpet på vej
af Saudi Arabiens kodeks for kvindelig opførsel.
Hun er VIRKELIG cool - omstændighederne taget i betragtning...

http://www.youtube.com/watch?v=LzWl64QmHX4

Men kom nu ud og glo på alle de spændende og glade ansigter i nærområdet , og lad studierne ligge en stund....