Læsetid: 4 min.

Balkan tur-retur

Balkan udøver fortsat en forunderlig tiltrækning på os nordeuropæere. Ikke bare som turistmål, men også i form en særegen fascination af den blodige historie, og den vold, som vi stadigvæk forstår regionen i lyset af
31. juli 2010

Filosof Slavoj Žižek skriver et sted om Balkan, at denne del af Europa fungerer som resten af kontinentets ubevidste.

Emir Kusturicas film er et glimrende udtryk for denne pointe. Mere end noget andet er karaktererne i Sort kat, hvid kat og Underground og så videre kendetegnet ved deres charmerende barbariske vold og den selvfølgelighed, hvormed de omgås den. Som den stammende Jovan i slutningen af Underground siger det henvendt til kameraet, da han pludselig efter tre timers film og to krige på Balkan med et slag vinder fornemme talegaver: »Det kan godt være, at det ser voldsomt ud, når vi igen og igen dræber hinanden, men i virkeligheden er det blot et udtryk for, hvor meget vi elsker hinanden.«

Hvis man kører gennem Karawanken-tunnelen, der spænder sine otte kilometer under grænsen mellem Østrig og Slovenien, så får man let følelsen af, at her bevæger man sig virkelig ned i dybet. Tunnelen bevæger sig bogstaveligt talt meget stejlt nedad de sidste kilometer. Helt derned, hvor volden er selvfølgelig og fri og ikke til at skelne fra kærligheden.

Balkan som Europas ubevidste er den dunkle fortid, hvor europæerne indbyrdes slagtede hinanden på kryds og tværs uden rigtig at kunne sige hvorfor, eller hvad det hele skulle ende med. Det er i dette lys heller ikke svært at forstå fascinationen af Balkan, som dominerede nullerne i Vesteuropa, med Balkan-pop, Emir Kusturicas film, rockbandet Laibach og selvfølgelig Slavoj Žižeks filosofi som de væsentligste eksempler. Det virkede på vesteuropæeren som om der var noget primitivt smukt i denne balkanesiske vold, uanset hvordan den kom til udtryk.

Den radikale filosof

Denne ambivalente fascination finder man hos de fleste vesteuropæiske læsere af den slovenske filosofi, hvilket i den brede offentlighed vil sige Slavoj Žižek. Hos såvel tilbedere som militante modstandere, og i dette tilfælde findes der næppe nogen mellemvej, synes receptionen af Slavoj Žižek at være præget af dette evindelige begær efter Balkan som et barbarisk og potentielt revolutionært område, som man så enten elsker eller frygter, alt efter smag. Venstreorienterede ungdomsrevolutionære elsker den radikale retorik og fraværet af sentimentalitet omkring volden. Højreorienterede alderdomskonservative, i alle aldre, hader og frygter præcis det samme.

Žižeks bog Vold fra 2008 er muligvis det bedste eksempel på denne tendens. De fleste mainstream-medier lykkedes med at udskrige bogen som direkte farlig. The New Republic skrev i deres anmeldelse, at Žižek er den farligste filosof i Vesten, og herhjemme skrev Jyllands-Posten, at der var god grund til at holde øje med den voldsfascination, der breder sig på den intellektuelle venstrefløj. Ikke desto mindre er bogens normative budskab, hvis den overhovedet har et, at den bedste vej frem for den venstreorienterede, der ønsker at ændre verden til et bedre sted, er at studere.

Vores helt eget Balkan

På sin vis er rolleskiftet mellem Balkan og det gamle Europa derfor langt mere banalt. Det er ikke bare således, at Vesteuropa afslører sin egen længsel efter den selv samme vold, som tilskrives Balkan. Det gamle Europa er ved at udvikle sin egen stilfærdige radikalisering, der er begyndt at ligne det bedste faktiske bud på et nyt barbari. Så længe vi opretholder forestillingen om Balkan som arnestedet for racisme og fremmedhad, kan vi selv i ro og mag udvikle vores egen racisme med et menneskeligt ansigt. Racisme, nationalisme, lokalpatriotisme og andre stadigt mere snævre forestillinger om en egen særlig identitet blomstrer op, men vi kan hele tiden holde fast i, at vi jo trods alt lever i en demokratisk retsstat, og i at vi i hvert fald endnu ikke er blevet til det rene Balkan.

'Balkan' siger således mere om os selv end om region-en Balkan. For mens Europa langsomt synker ned i sin racistiske 'kulturkamp', synes Balkan ganske enkelt at gennemgå en periode fyldt med tænkning, dannelse og ånd.

Hvad mange kommentatorer synes at have glemt, er, at de slovenske tænkere, inklusive Slavoj Žižek, har taget opgøret med den bestående magt - nemlig det 20. århundreds østeuropæiske socialisme. I stedet for at søge revolutionen og bål og brand handler den slovenske tænkning om, hvad der skal ske med Europa efter den revolution, der indtraf i 1989 - kunstnerisk, etisk, politisk. Murens fald var en åbning, og grunden til, at bl.a. Žižek forekommer nogen at være for radikal, er, at han ikke vil acceptere, at denne åbning allerede er fyldt med cement, dollartegn og nationale symboler.

Retur

Det bobler og syder på Balkan. Men ikke af vold. Det bobler af vid. Den slovenske filosofi synes i disse år at være den vesteuropæiske, der ganske hurtigt kan opdeles i lige ligegyldige kustoder og revisorer, så langt overlegen, at man alvorligt kommer i tvivl om, om der overhovedet tænkes nord for Karawanken-tunnelen. Mens de nord-europæiske universiteter i stigende grad undermineres af management-(anti) filosofi og nytteetik, pågår den virkelige tænkning nær Middelhavet og Det Adriatiske Hav. Hvis Heidegger havde ret i, at den europæiske ånd, efter den blev født i det antikke Grækenland, måtte bevæge sig nordpå til et køligere klima for at kunne nå sin fulde udvikling, så virker det nu, som om ånden igen er på vej sydover. Oplysning, videnskab, kunst, kultur. Alt dette synes at nyde en ny opblomstring på Balkan. Slå selv efter: Alenka Zupani, Mladen Dolar, Aleš Bunta, Tadej Troja, Vasja Badali, Anca Parvulescu, Miran Božovi.

Tilbage står det gamle Europa som en barbarisk udørk, der for længst har opgivet at tænke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu