For nylig bemærkede Martin Amis, halvt i sjovt, at når man bliver bedstefar, er det ligesom at modtage et telegram fra lighuset. Hvis det er sandt, må nyheden om, at hans nærmeste ven, Christopher Hitchens, har fået kræft i spiserøret, være ligesom at få at vide, at hele ens generation er blevet indkaldt til graven.
Det er ikke for at overdrive alvoren af Hitchens' diagnose, selvom kræft i spiserøret i sandhed er en grum tilstand, men blot for at anerkende, at den berømte journalist, polemiker, forfatter, ateist og livsnyder længe har haft ry for at være nærmest udødelig. Og ikke mindst for at anerkende den vitalitet, Hitchens sædvanligvis viser som formidler og debattør af politik og kultur. Selvom de seneste års forskydninger i verdenshistoriens tektoniske plader har skabt heftig debat om Hitchens' politiske ståsted, vil de færreste bestride, at han gennem mere end tre årtier har besat stillingen som den mest hårdtarbejdende og sejlivede skribent på begge sider af Atlanten.
En ildsjæl
Hitchens har skrevet 11 bøger, deriblandt bestselleren Gud er ikke stor, er medforfatter til yderligere seks, og har skrevet fire pamfletter og fire essaysamlinger. Desuden er han fast klummeskribent for Vanity Fair, anmelder bøger for Atlantic Monthly, skriver en ugentlig klumme i webmagasinet Slate og er bidragyder til utallige andre publikationer.
Han følger sin tidligere ven Gore Vidals råd og forsøger aldrig at afslå en invitation til at optræde på tv, hvor han er en hyppig gæst i politiske talkshows. Han er formidabel i offentlige debatter, holder regelmæssigt foredrag og har været gæsteprofessor på New School i New York og University of Berkeley i Californien. Og så gør han en dyd ud af hvert år at rejse til et »farligt eller vanskeligt sted«, som regel en krigszone eller et militærdiktatur.
Derfor siger det noget om, hvor alvorlig Hitchens' nuværende tilstand er, at han har aflyst resten af turneen for sin nye erindringsbog, Hitch 22. Det ligner ham nemlig ikke at undgå rampelyset og da slet ikke at svigte publikum. Ved offentlige arrangementer ser man typisk den 61-årige forfatter i samtale med disciple og fjender i flere timer efter mødet, eller så længe det er til at få en drink.
Sprut og smøger
Hitchens har i nogle tilfælde givet udtryk for sin vrede over opmærksomheden omkring hans tørst og ser det som en bevidst forsøg på at overse hans endnu større arbejdsevne. Men i Hitch 22 bagatelliserer Hitchens ikke sine laster. Han siger, at det var digteren James Fenton, der introducerede ham til det charmerende ved alkohol og tobak:
»Det vil ikke give dig nogen forestilling om, hvor meget jeg forbedrede hans indvielsesceremoni«, skriver han, selv om han dog giver læseren et vist indblik i sagen.
I hans første år som journalist »var det ikke let at få et ry for at drikke tæt i det gamle Fleet Street (Londons aviskvarter, red.), hvor de mest hærdede spildte mere, når de forsøgte at bringe glasset til læberne, end de fleste drikker på en uge. Men jeg klarede det.«
Før har han også været en højtråbende fortaler for rygning, herunder rygning blandt teenagere, og var en overbevist modstander af rygeforbud. At ryge og drikke, skrev han engang, bringe ikke lykke: »Ligesom penge, er sprut og smøger lykken.«
Mange kommentatorer har nu påpeget, at de også er de vigtigste årsager til hans planocellulær tumor, som er en af de to typer af kræft i spiserøret. På trods af sin overbevisning om, at nikotin hjælper i forhold til den »intense, kortvarige koncentration«, som kræves for at kunne skrive, holdt Hitchens op med at ryge i 2008. Men så sent som for seks uger siden, røg han to pakker cigaretter i løbet af et interview med en avis. Det er da også næsten lige så svært at forestille sig Hitchens uden en cigaret, som det må være for ham at klare sig uden. Der er ikke mange billeder af ham på omslagene til hans bøger, hvor man ikke ser ham med en rygende cigaret eller et slør af røg omkring sin opsvulmede og grublende figur.
To regnskaber
Selv om Hitchens ikke kan beskyldes for at gå op i sit personlige image, har han ikke desto mindre et image: på én gang resolut og udsvævende, veltalende, men ikke velplejet. The New Yorker har beskrevet ham som en, der »med størst mulig værdighed har glattet håret og rettet på kraven efter at have slået hjelmen af en politibetjent«.
I det meste af hans arbejdsliv er det dette billede af en lidt vulgær, antiautoritær figur, der har gjort ham til venstrefløjens foretrukne forsidemodel. Det begyndte på Oxford, hvor han skabte sig et navn som en højtråbende socialist på de øverste trin af den sociale rangstige. Senere har hans venner spøgt med, at den sætning, det ville være mindst sandsynligt at høre fra Hitchens' mund, var:
»Jeg er ligeglad hvor, rig du er, jeg kommer ikke til din fest.«
I Hitch 22 og andre steder skriver han om at »føre to regnskaber«, et med politiske formål og et med social ambitioner. Da han var barn, har Hitchens fortalt, sagde hans mor til hans far under et skænderi om, hvorvidt de havde råd til at sende ham på privatskole:
»Hvis der skal være en overklasse i dette land, skal Christopher være en del af den.«
Han var tæt på sin mor, som tog sit eget liv, da han var 24. Hun var stukket af til Grækenland sammen med en præst, som var blevet fradømt kjole og krav, og de begik selvmord som et led i en elskovspagt. Det er et af de få områder af sin følelsesmæssig selvbiografi, som Hitchens aldrig har forvildet sig ind i, heller ikke i sine erindringer.
Og ligesom sin store helt, George Orwell, som formåede at sende beretninger hjem fra det krigshærgede Europa efter beskeden om, at hans kone var død, skrev Hitchens en artikel for New Statesman fra Grækenland, som var på nippet til at begå oprør mod militærjuntaen, da han angiveligt var rejst til landet for at identificere sin mors lig.
New Statesman oplevede en guldalder i 1970'erne med Julian Barnes, Martin Amis, Ian McEwan og James Fenton blandt bidragyderne. Tilsammen udgjorde de en hårdtslående litterær bande med Hitchens som det veltalende medlem. Men ved udgangen af årtiet blev han træt af britisk politik, navnlig Labour, og i 1981 var han flyttede han til New York og magasinet The Nation, omtrent et amerikansk modstykke til New Statesman.
Der opstod af og til kontroverser med venstrefløjen - f.eks. tog Hitchens Storbritanniens parti mod den fascistiske junta i Argentina i konflikten om Falklandsøerne - men hans præcise udfald mod personer som Henry Kissinger og Ronald Reagan var nok til at sikre ham fortsat opholdstilladelse i venstreorienterede kredse.
Uforudsigelig og farlig
Men det ændrede sig fuldstændig efter terrorangrebene mod New York og Washington den 11. september 2001. Hitchens så »en krig til sidste mand mellem alt, hvad jeg elsker, og alt hvad jeg hader« for sig og blev den måske mest frimodige modstander af »islamofascisme«.
Bruddet med venstrefløjen blev endeligt i forbindelse med Irak-krigen i 2003, som han agiterede kraftigt for. Beskyldningerne om, at han var afhopper, forræder og deltog i en neokonservativ sammensværgelse, var mange og indædte. Men Hitchens reagerede med vanlig stil. Om kritikernes harme sagde han:
»Den skyller jeg af mig, som en pornostjerne skyller sperm af ansigtet.«
Sådan er det med Hitchens. Selvom han er klog, belæst og efterhånden en ældre herre, er der stadig noget uforudsigelig og farligt, både ironisk og svigefuldt, ved hans ord og handlinger. Under et besøg i Beirut sidste år så han en plakat for det nationalsocialistiske parti i Syrien, en gruppe med en forkærlighed for bevæbnede håndlangere. Da han ikke kunne rive plakaten ned, fandt han en sprittusch og ændrede dens budskabet med nogle ikke særligt flatterende tilføjelser. Få øjeblikke senere forsøgte en gruppe af bøller at hive ham ind i en bil. Da han forsøgte at flygte, blev han slået til blods og faldt til jorden.
Ægte mod
Denne adfærd og Hitchens' kompromisløse støtte til militære interventioner mod krigeriske tyranner har fået nogle iagttagere til at spekulere over hans dybereliggende psykologiske motiver. En almindelig konklusion, som også deles af hans kone Carol Blue, er, at det hele stammer fra hans opdragelse i efterkrigstiden. Hans far var kommandør i Royal Navy, der havde haft en »god krig«, og forklaringen går ud på, at Hitchens på grund af de mange år med fred i Vesten ikke følte, at han blev sat på prøve ligesom sin far. Hitchens har for nylig i et interview givet fortolkning yderligere troværdighed:
»En af de ting, jeg har indset, mens jeg skrev bogen (Hitch 22, red.), er, at det skal være ægte.«
Uanset hvad årsagen er, er fysisk og moralsk mod egenskaber, Hitchens aldrig har manglet. Det er heller ikke sandsynligt, at han kommer til at mangle dem netop nu.
© Guardian News & Media 2010 og Information. Oversat af Mads Frese.
