Baggrund
Læsetid: 6 min.

Danmark taget på sengen

I anden del af uddragene fra bogen 'Outze. Reporter - Redaktør - revser' optræder grev Valdemar først som uheldig cyklist, siden som kampberedt livgarde. Men inden modstanden når at blive organiseret, lyder det berømte opråb: 'For Landets Sikkerhed mot engelske Overgrep sørger fra nu af den tyske Hær og Flaate'
Moderne Tider
13. juli 2010

»Så for satan, nu er de der. De råber og skriger ...«

Det er alt, hvad ritmester Lunding hører, så afbrydes telefonen fra gendarmeriet. Han er klar over, hvad det betyder. Uret viser 04.15 tirsdag morgen. Tyske tropper er ved at overskride grænsen ved Kruså; Danmark bliver besat.

Den danske efterretningsofficer har de sidste par uger opholdt sig ved den dansk-tyske grænse. Han har samlet meldinger om troppebevægelser op gennem Holsten, om troppeskibe, der lastes i Kiel, Lübeck, Swinemünde og Stettin, om travlhed på nye flypladser i Sydslesvig og endelig en 60 kilometer lang motorkolonne med 2.400 køretøjer på vej fra Rendsborg mod nord. Sammenholdt med alarmerende meldinger fra gesandtskabet i Berlin og Jacob Kronikas seneste rapporter i Nationaltidende er han ikke i tvivl. En militær invasion er undervejs. Tre danske grænsegendarmer er tidligere på morgenen fundet under en viadukt i Padborg, skudt af tyskere i civilt.

H.M. Lunding følger sine forholdsordrer, kører sin bil fra Søgårdlejren mellem grænsen og Åbenrå til kasernen i Haderslev for at afgive rapport og ringer til efterretningssektionen i København. Han kan ikke nå frem til hovedstaden; tyske tropper er allerede gået i land på Fyn og Sjælland.

I stedet melder han sig telefonisk til Jydske Division i Viborg og får ordre til at hjælpe med at indsætte danske tropper i kamp mod fjenden nord for Vejle. Det lykkes ham med besvær at give ordren videre til de operative chefer, men ved syvtiden får han pludselig kontraordre. Modstanden skal indstilles. Lunding skal sørge for at standse alle kampe i Sønderjylland. Det grænseland, han er vokset op i, skal overgives til de fremrykkende nazistiske tropper. Det er en bitter pille at sluge. Som officer parerer han ordre, men ikke uden en tanke på hele det arbejde med at overvåge Tysklands militarisering, som har optaget ham døgnet rundt de seneste fire år.

I et senere tilbageblik funderer han især over udenrigsministerens rolle:

»Dr. Munchs negative vurdering af meldingerne fra hans egne embedsmænd i Berlin ser umiddelbart forbavsende ud, men de kan eventuelt skyldes forhold af rent personlig karakter, som unddrager sig vurdering. Hans vurdering af de militære meldinger er knap så forbavsende. Munch vurderede normalt ikke efterretningstjenestens meldinger særlig højt. Ikke desto mindre må det unddrage sig almindelig forståelse, at man var i stand til at nedvurdere pålideligheden af den fylde af meldinger, som indløb i tiden op til 9. april.«

Til kamp på cykel

I det indre København vækkes en 25-årig soldat i de tidlige morgentimer med den alarmerende melding om et tysk angreb på Danmark. Manden er sekondløjtnant i 1. livgardebataillon, men overnatter i sit hjem, Det Gule Palæ, ved siden af Amalienborg. Hans navn er Valdemar, Greve af Rosenborg.

Det tyske troppeskib Hansestadt Danzig er landet ved Langelinie. På vej ned gennem Øresund har skibet uantastet passeret det militære Middelgrundsfort. En funktionsfejl på fortets svære kanon gør den ubrugelig for det utrænede danske mandskab, og kort efter ses kampberedte tyske soldater på vej til Kastellet, hvor den danske militærledelse har til huse. Efter en kort skudveksling har tyskerne overtaget det militære hovedkvarter.

Grev Valdemar kommer hurtigt i tøjet, springer ned i Amaliegade og kaster sig på en cykel ind mod Livgardens kaserne ved Rosenborg Slot, men da han i fuld fart drejer om hjørnet fra Store Kongensgade for at køre op ad Gothersgade mod Kongens Have, pågribes han af en tysk patrulje, der har spærret vejen. Halt! Zutritt verboten!

En dansk løjtnant i tysk fangenskab i de goters gade, og så netop ham! Grev Valdemar græmmer sig. Han er den fødte officer, søn af den legendariske Prins Aage, der i mange år har gjort tjeneste ved den franske fremmedlegion i Nordafrika. Det er kun en måned siden, faderen skulle følge med legionen til Narvik i Norge, men han døde to dage før i Marokko og blev efter sit ønske begravet i Sidi-bel-Abbès, Algeriet. Valdemar forestod selv den militære ceremoni på Rosenborg Eksercerplads til minde om faderen. Den far, som blev udstødt af sin fætter, den regerende kong Christian den Tiende, da han uden kongens tilladelse giftede sig med den italienske gesandts datter og derfor blev sparket ud af tronfølgen og degraderet til prins af Rosenborg. Nu er grev Valdemar på vej for at kæmpe for Kongens liv, og så bliver han taget af tyskerne, på cykel! Man ser det for sig: 'Han faldt for Danmarks ære' - nej, han faldt på cyklen.

I det afgørende øjeblik er grev Valdemar ikke stort heldigere end kendte civilister i hans kreds - onklen prins Axel, der som direktør for Østasiatisk Kompagni er fløjet til Berlin for at tale med den forestående krigs feltherrer, marskal Göring og storadmiral Raeder, men kun møder lukkede døre. Eller komtesse og forfatter Karen Blixen, der af Politiken skulle sendes en måned til hver af byerne Berlin, London og Paris for at skrive fire kronikker fra hvert sted, men kun når tre apriluger i Berlin og først otte år senere kommer ud med sine Breve fra et land i krig.

Valdemar giver dog ikke op så let. Da han sammen med to marinesoldater føres til internering på Kastellet, lykkes det ham med hjælp fra civile tilskuere at rive sig løs, slå den ledsagende tyske soldat i jorden og komme frem til Livgarden, hvor han melder sig til tjeneste hos sine kammerater, der senere indstiller ham til en medalje for sin beslutsomme kampvilje. Enheder af Livgarden engageres i spredte kampe ved Amalienborg, mens bombefly kredser over byen.

Regering under pres

Den tyske gesandt Cecil von Renthe-Fink har klokken 04.15 ringet til udenrigsminister P. Munch og annonceret sin ankomst. Et kvarter senere møder han i privaten på Øster Allé 5 med en skriftlig begrundelse for Besættelsen - at beskytte Danmark mod et britisk-fransk angreb - og en note med 13 krav om overgivelse af de danske militære anlæg, mundkurv på radio og aviser og total mørklægning af udendørs lys. Til Munchs protester svarer gesandten med truslen om et luftbombardement af København. Lyden fra 30 bombefly over byens tage understreger alvoren.

P. Munch vil tage kong Christian den Tiende og Stauning i ed. De er trætte. Kongen har aftenen før været i Det Kongelige Teater for at se De lystige koner i Windsor. Stauning har indtil sent på aftenen siddet i krisemøder med regering og partiledere - de var ikke lystige.

Nu mødes de på kongens arbejdsværelse på Amalienborg, først Stauning, så Munch og siden også forsvarsminister Alsing Andersen, hærchefen, general Prior, søværnets viceadmiral Rechnitzer, udenrigsministeriets chef O.C. Mohr og sidst kronprins Frederik og hans mor. Nede fra slotspladsens sidegader kan de høre skud fra kampene, og Renthe-Fink rykker pr. telefon for et svar. Det får han klokken 6. Direktør Mohr meddeler, at al videre dansk modstand indstilles.

Den tyske overmagt er overrumplende. Danmark er taget på sengen; 16 danskere har mistet livet, 23 er såret.

I de københavnske gader flyder papirer med et 'OPROP!' kastet ned fra tyske fly. Heri opfordrer flyvergeneral Leonard von Kaupisch i et tragikomisk sprog det danske folk til at holde sig i ro. »For Landets Sikkerhed mot engelske Overgrep sørger fra nu af den tyske Hær og Flaate«.

Fra grænselandet har Børge Outze og andre københavnske reportere travlt med at vende hjem, før invasionsstyrken lukker veje og færger. Kun de færreste af dem får tid og chancer til at få deres oplysninger ud i tide til læsere og lyttere. Det gælder også Outze.

Uddrag af Ole Langes og Alex Frank Larsens bog 'Outze - Reporter, Redaktør, Revser'. Informations Forlag.

Serie

Informations blodige fødsel

Seneste artikler

  • Det folkelige vendepunkt

    4. august 2010
    I august 1943 brød en række strejker ud i Odense, efter at byens tyske kommandant havde posteret bevæbnede vagter ved bygningen af et tysk marineskib. Strejkerne bredte sig til gadekampe i byen, der snart blev hjemsted for en folkelig vrede med scenerier, som ikke tidligere var set under den nazistiske besættelse af Danmark. Det blev Outzes ilddåb og Informations dåb.
  • Klapjagt på nyheder

    2. august 2010
    Den intensiverede jagt på illegale medfører, at Aksel Larsen og andre tilknyttet 'Frit Danmark' bliver afsløret og anholdt. Ole Kiilerich overlader sin redaktørpost på 'Frit Danmark' til Kate Fleron, der er kollega på Nationaltidende og i øvrigt bor sammen med sin afsatte chef Aage Schoch...
  • Fronterne trækkes op

    28. juli 2010
    Sidst i februar 1942 lykkes det endelig for den tyske presseattaché og gesandtskabet at få Nationaltidendes chefredaktør Aage Schoch sat på porten fra bladhuset Ved Stranden. Det er kulminationen på en lang strid om ord
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helteglorier falmer for faneme.
Prins Axel og prins Valdemar havde i samarbejde med A.P.Møller-selskabet etableret sabotagevagten omkring Riffelsyndikatet i Frihavnen, der fremstillede våben til Wehrmacht og derfor blev sprængt i luften af Bopa (juni 1944).

Martin Vindum

@Per Diepgen
Ja enig, men så lad os da få åbnet det Boutrup arkiv, så vi kan kende navnene på landets virkelige forrædere, men mærkelig nok så er de politikere som er åh så interesseret i Stasis arkiver, knap så interesserede når det gælder Boutrup.

Men sådan er der jo så ,meget

MVH
Martin Vindum

Hvis Martin mener Bovrup-kartoteket efter Frits Clausens adresse i Bovrup, cirkulerede afskrifter straks efter krigen (i hvert fald blandt kommunister) og kan måske i dag læses på Rigsarkivet.
Spørgsmålet er dog, om arkivet (der også indeholder breve o.lign.) er fuldstændigt, eftersom det er partiformandens egne optegnelser, og fordi andre fortegnelser, så vidt mig bekendt, findes. Ganske vist indeholder arkivet også udmeldinger, men mange oprindelige DNSAP'ere fandtes efterhånden uden for nazistpartiet (mange pga Frits Clausens personlighed), nogle af de mest indædte fandtes i Dansk Folkeparti, der gerne ville overtage samarbejdet med nazisterne, og alle sympatisørerne er holdt udenfor, f.eks. var kun omkring halvdelen af frikorpsfolkene DNSAP'ere, men de øvrige dog sympatisører (og alle kom til at sværge troskab til Føreren, altså NSDAP)..
Det er et spørgsmål, om en mere fuldstændig oversigt i dag vil tjene et fornuftigt formål, bortset fra tilfælde, der stadig har direkte forbindelse til Besættelsen. Ved retsopgøret var det afgørende, om man var indmeldt før eller efter 9.april. Nogle afskrev deres medlemskab efter krigen, f.eks. Rørdam, men ikke Bergstedt.