Læsetid: 5 min.

Djævlebakken

Det værst tænkelige. Saxo Bank tabte det taktiske spil og måtte slide som svin før den korte, men stejle stigning ved Mende, og Andy Schleck tabte 10 vigtige sekunder til Alberto Contador
På nært hold. Der blev taget godt med billeder langs vejsiden af den 210,5 kilometer lange rute, som Tour de France-rytterne tilbagelagde i går, afsluttende med den lumske djævlebakke Montée Laurent Jalabert.

På nært hold. Der blev taget godt med billeder langs vejsiden af den 210,5 kilometer lange rute, som Tour de France-rytterne tilbagelagde i går, afsluttende med den lumske djævlebakke Montée Laurent Jalabert.

Lionel Bonaventure

17. juli 2010

Det er ikke et bjerg. Dertil er afstanden fra bund til top alt for kort, kun godt tre kilometer, men det er heller ikke blot en bakketop, for den stiger med over 10 procent i gennemsnit op til et åbent og nøgent plateau, hvor der ligger en lille flyveplads, og hvor målet i Tour de Frances 12. etape ligger.

I 1995 brugte man første gang djævlebakken ved Mende i Massif Central i Tour de France, og den skrev sig i første hug ind i løbets historie som en meget svær afslutning på en lige så svær etape. Rytterne kommer dertil efter mere end 200 kilometer ad smalle veje, der snor sig som en slange og går op og ned som en tivoliforlystelse, skønt morskaben vel er til at overse i en varme tæt på hedeslagsgrænsen.

Det var datidens spanske storhold, ONCE, sponsoreret af det nationale blindelotteri, der først havde set de taktiske muligheder i etapen. Laurent Jalabert angreb meget tidligt på etapen og fik to folk, Neil Stephens og den bomstærke tempokører Melchor Mauri, med op til at hjælpe sig i udbruddet, som øgede sit forspring til et felt med magtesløse og lettere panikslagne Miguel Indurain og Bjarne Riis. Jalabert blev skudt af for foden af djævlebakken og vandt etapen, på Bastille-dagen minsandten, og kørte sig op på tredjepladsen i klassementet. En placering han sloges med Riis om, og som danskeren senere skubbede ham ned fra, efter Indurain og Alex Zülle.

Nu bærer djævlebakken officielt navnet Montée Laurent Jalabert.

Den kom først på Tour-ruten igen 10 år senere. Denne gang med den spanske hjælperytter Marcos Serrano som vinder efter et langt udbrud, mens favoriterne Armstrong, Ullrich, Basso og Evans ikke kunne fremtvinge nogen afgørelse, da de ramte stigningen.

Den hårde forfølgelse

Nu er den her så igen, Jalaberts djævlebakke. En etape fuld af taktiske muligheder - og fælder. Bjarne Riis ved det fra 1995, og det værste, der kunne ske for hans Team Saxo Bank med Andy Schlecks førertrøje, ville være et stort udbrud med deltagelse af højt placerede konkurrenter. Det ville lægge hele ansvaret for forfølgelsen på hans hold med risiko for ikke at kunne kontrollere det. Miste trøjen og lukke folk, som man mente var kørt langt bagud, ind på klassementets faretruende pladser igen. Og som tillægsstraf slide holdet op inden de afgørende slag i Pyrenæerne.

Det værste skete. Johan Bruyneel, sportsdirektør for Armstrongs RadioShack, var ONCE-rytter dengang i 1995, og han fik Andreas Klöden med i det udbrud på 18 ryttere, der sled sig fri. Tyskeren var før etapen ni minutter efter Schleck, men kunne tage et stort hop frem, og så ville RadioShack lige pludselig have to kort at spille ud i de afgørende bjerge, eftersom Levy Leipheimer blot er fire minutter efter.

Ikke dårligt af dem, efter at Lance Armstrong har udspillet sin rolle. Men værst var det, at Aleksander Vinokourov også kom med blandt de 18. Han er Contadors mand - eller måske sin egen? - og inden etapen lå han 6 minutter og 31 sekunder efter. Han kunne blive lukket helt ind i løbet igen, både som farlig mand i sig selv, men nok så meget som en endnu mere værdifuld mand for Contador. Hvis Vinokourov går i udbrud og ligger godt til i klassementet, kan ingen konkurrenter tillade sig at lade ham køre med muligheden for Contador til at slå kontra. Med Fränk Schleck på hospitalet og ikke på landevejen har Saxo Bank ikke den mulighed at lade sine to topfolk angribe på skift, men er henvist til at kontrollere løbet, indtil Andy selv kan slå til.

Ingen hjælp at hente

Det var, hvad Bjarne Riis valgte, rytterne valgte - eller simpelthen blev nødt til. At det udbrud, man blev nødt til at lade køre, var så stort og så farligt, var en streg i regningen, og konsekvensen blev, at holdet måtte slide som svin - jo, det hedder det i cykelsprog - for at have snor i udbryderne. Ingen hjælp var der at hente, som venteligt, på trods af at flere hold kunne have interesse i fange udbryderne ind. Men også interesse i at lade Saxo Bank trætte sig selv, og den vejede tungest helt frem til få kilometer fra djævlebakken.

Med en respektindgydende kraftanstrengelse blev udbruddet neutraliseret kort før stigningen, og kun Vinokourov lod sig ikke fange opad - af andre end sin egen holdkaptajn. Alberto Contador sad i det dilemma, at hvis han angreb Andy Schleck, så ville han også hente sin holdkammerat og fratage ham en sikker etapesejr. Han traf det fornuftige valg, og fra en position bagest i den forreste gruppe overrumplede han Andy Schleck, som hverken så det bebudede angreb i tide eller formåede at svare på det, da det kom.

Djævlebakken er en stigning, som passer bedre til Contador end til Andy Schleck. Det vidste man, og Andy kunne have håbet på uafgjort. Men dagen blev dyr. 10 sekunder lyder af lidt, men kan vise sig at være meget, hvis Touren skal afgøres på sekunder i den allersidste enkeltstart. Og dagen blev dyr, især fordi Saxo Bank kommer til Pyrenæerne i morgen meget mere slidt end Contadors Astana, der i går kunne fise den af nede bagved. De vandt både de 10 sekunder og det taktiske spil, hvor sorteper blev smidt hen til det danske hold.

Men Astana og Contador vandt ikke etapen. Det gjorde den spanske klatrer Joaquin Rodriguez, hvis angreb Contador kørte kontra på, og som han ikke kunne slå i duellen før stregen. Ikke fordi han ikke ville, for han var ikke i gavehumør, men fordi Rodriguez i en sådan situation altid vil være den hurtigste af de to.

Det er underligt, at Djævlebakken ved Mende kun er brugt i Touren så få gange som tre. Den har hver gang ligget lidt ubemærket mellem Alper og Pyrenæer og har hver gang vist sig som scene for drama og et sted, hvor forskydninger kan ske mellem favoritterne.

Denne gang måske endda afgørende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu