Læsetid: 4 min.

Vi er effekten

Tænk, hvis vi holdt op med at interessere os for årsagerne og gik direkte til effekterne
Tænk, hvis vi holdt op med at interessere os for årsagerne og gik direkte til effekterne
24. juli 2010

Filosofien har altid været plaget af forholdet mellem årsag og virkning. Hvis A så B. Hvis jeg støder til en billardkugle, og den triller ned af bordet og rammer en anden, så er den første kugles bevægelse årsagen til den anden kugles bevægelse. Men årsagen ser man aldrig, som den store empiristiske filosof David Hume indvendte.

Man kan aldrig med fuldstændig endegyldig sikkerhed sige, at den anden kugle bevæger sig netop i den retning, den gør, fordi den første kugle ramte den. Den første kugle kunne egentlig lige så godt have fået den til at gøre noget helt andet. Man kan på grund af det, som også er blevet kaldt induktionsproblemet, ikke udlede en endegyldig lov af empiriske betragtninger

Men der må være en årsag, fortsætter videnskaben. Vi må bare længere ned, studere luftstrømme, modstande og ujævnheder i bordets filt. Vi kunne også gå endnu dybere for at studere massetiltrækning osv. Videnskaben handler om at lede efter årsager. Problemet bliver blot ved med at være, at der altid forbliver et lille spring mellem årsagen og effekten. Selv i den mest nøjagtige beskrivelse er der altid endnu et lille spring mellem det, vi har identificeret som årsagen, og det, vi har identificeret som effekten. Siden kvantemekanikken har man kaldt dette spring for et kvantespring.

Det sker, og vi kan forfølge det helt ned til de mindste detaljer, men alligevel bliver vi til sidst mødt med et spring, hvor minimalt det end kan forekomme. Partiklen bliver til en bølge. Hopla. Effekten er indtruffet.

Skuddet i Sarajevo

Videnskaben og videnskabsfilosofien gør klogt i at forfølge årsagen og inddæmme den mere og mere, indtil der ikke er flere forklaringer, og en ny ramme for forståelsen må udvikles. Kun sådan er vi nået frem til kvantemekanikken. Også historievidenskaben handler i vid udstrækning om at undersøge kausaliteten bag historiske begivenheder: Var det, fordi der kom nye idéer fra Europa om demokrati og folkemagt, at Kongen blev presset til at give en grundlov i 1849? Eller kunne det bedre beskrives som en økonomisk nødvendighed? Var skuddet i Sarajevo årsagen til Første Verdenskrig - eller blot anledningen, mens årsagen skal søges i bredere sammenhænge? Uanset graden af detaljerethed må historieforskningen dog altid også henvise til menneskets frihed, når forandringerne, bruddene og nyskabelserne skal forklares.

Kausalpolitik

Problemet opstår derfor, når frie væsner begynder at opføre sig, som om de var videnskabsfolk, der kun kan tænke inden for det, videnskabsteoretikeren Thomas Kuhn har kaldt det normalvidenskabelige paradigme.

Hvad der gælder som årsag og virkning, er altid bestemt af de symbolske rammer for vores forståelse og i modsætning til videnskaben, der afprøver og gentager for at drive forståelsen ud på helt nye territorier, bliver gentagelsen i det praktiske liv til simpel, men selvforstærkende redundans.

Dét er problemet med bureaukratiseringen af det politiske liv, som i virkeligheden er en pseudovidenskabeliggørelse. Ingen handling må udføres, med mindre der er dækning for den i et sæt af allerede etablerede regler. Alt skal kunne forklares, beskrives og forudses, så det kan evalueres, godkendes og kontrolleres. Bureaukratiseringen og den stadig øgede fokus på kontrol er en pseudovidenskabelig praksis, fordi den, i modsætning til videnskaben, ikke har blikket rettet mod horisonten, mod sandheden eller mod forandringen, men kun mod den normalvidenskabelige gentagelse. Historien er blevet til Udviklingen, og vi er alle sammen blevet til en slags tvangsneurotikere, der bekræfter rammerne for vores liv i stedet for at udvide dem eller omforme dem. Vi søger bekræftelse og begrundelse i et sæt af legitime årsager, før vi skrider til handling.

Enhver virkelig handling er ikke et resultat af en serie af årsager, der er beregnet til at give en bestemt effekt. En handling har tværtimod karakter af at være et brud på forbindelsen mellem årsag og effekt. I intervallet mellem årsag og effekt er der et spring, og det er dette spring, som friheden indtager. Det er her, friheden finder sted. Jeg kan aldrig fuldstændigt udlede den historiske baggrund for min faktiske eksistens, og hvis jeg forsøger at fremskrive effekterne af mine handlinger fra deres forudgående betingelser, er det eneste, jeg kan være sikker på, at ingenting virkelig sker. Derfor er den eneste virkelige handling den, der frasiger sig årsagen og går direkte til effekten.

Det er muligt, at der ikke er noget grundlag for det, jeg nu gør, men netop derfor gør jeg det.

Direkte til effekten

Inden for ethvert paradigme, politisk, videnskabeligt eller kulturelt, opstår virkeligt fremskridt kun, når årsagerne pludselig hører op. Når der ikke længere er nogen forklaring, der retfærdiggør det næste skridt. Det nye, der fremtræder ud af årsagernes ophør, er overskridelsen af, hvad der kan genkendes som en årsag.

Således er den virkelige politiske kamp heller ikke en kamp om at bestemme, hvem der har skabt finanskrisen, eller hvem, der er skyld i, at Danmark er blevet et fremmedfjendsk land. Kampen handler om at fremelske det, der overspringer den historiske forklaring på, hvorfor vi er blevet, som vi er, og går direkte til effekten. Det frie politiske subjekt siger til det bestående: »Vi er effekten. You figure it out«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer