Læsetid: 6 min.

’Jeg vil forfærdelig nødig dø’

Jeg havde længe haft en fornemmelse af, at der var noget i mig, jeg bar rundt på, en længsel, som man bærer rundt på lyskebrok, den sad som en lille udposning, som et skred, i min krop. Den var en udefinerlig klump, jeg ikke kunne gribe om, men efter at have læst 'Den afrikanske farm' kunne jeg ligesom se, hvordan jeg kunne sætte ord på den længsel, skriver forfatter Dy Plambeck om sit møde med Karen Blixen
Grav. Det var Karen Blixens eget ønske at blive begravet under et stort træ, ligesom kikuyuernes helligsteder i Afrika også ligger under store træer.

Grav. Det var Karen Blixens eget ønske at blive begravet under et stort træ, ligesom kikuyuernes helligsteder i Afrika også ligger under store træer.

Tomas Cochello

31. juli 2010

Rungsted juli 2010. Under den store bøg for foden af Ewalds høj, der hvor stien deler sig i to, i baghaven i sit barndomshjem, Rungstedlund, ligger hun, Karen Blixen. Navnet er alt, hvad der står på den rå granitplade. Ingen årstal. Ingen inskriptioner. Pladen er næsten umenneskelig nøgen og rå. Den minder mig om Karen Blixens ansigt på det berømte fotografi af Cecil Beaton fra 1959, hvor hun sidder i profil, klædt i sort med en sort hat trukket ned over det skarpt markerede ansigt.

Hårdt og spidst er ansigtet, som skåret ud i sten, slet ikke som hendes ungdomsansigt, hvor kinderne er buttede, næsen mere rund og øjnene milde. »Jeg vil forfærdelig gerne leve. Jeg vil forfærdelig nødig dø,« skrev Karen Blixen til sin bror Thomas Dinesen, og hele sit liv havde hun en nærmest heroisk vilje til at overleve.

Bøgen breder sin store krone ud over mig. En flok sort- og hvidbrogede køer græsser på folden bag mig. Hulduer flyver pludselig op og får mig til at fare sammen. Jasminen blomstrer, dens parfumerede duft når fra skærehaven længere nede i parken helt op til graven. Det var Karen Blixens eget ønske at blive begravet under et stort træ ligesom kikuyuernes helligsteder i Afrika også ligger under store træer.

Nairobi, januar 2002. Jeg sidder i et vrag af en bus, bulet og rusten med smadrede vinduer. Ruderne er taget ud, det er stegende hedt, en af de dage hvor varmen lukker sig om Nairobi som folie om hakket kød. En tæt os af benzin slår mod mit ansigt, mens bussen kører ud af byen, gennem forstæderne, ud mod Karen Blixens farm. Om natten havde jeg hørt skud fra gaden. Jeg læste Den afrikanske farm under myggenettet, malariamedicinen gav mig mareridt. Jeg stod op og så ud af vinduet på mit værelse. Foran kirken, der lignede en parkeringskælder, var hundredvis af mennesker stimlet sammen i mørket.

I bussen finder jeg min notesbog frem og skriver oplevelsen ned. Jeg har så længe, jeg har kunnet skrive samlet på øjeblikke. Jeg skriver om ejerne af hotellet, der begge hedder Eddie, Eddie-rasta og Eddie-professor, den ene er rastafari, den anden går på universitetet. Jeg skriver, at deres værdiboks er nederst i køleskabet. Der gemmer de mit kamera. Jeg skriver, om den foruroligende følelse alle de betonblokke i Nairobi giver. Jeg tænker endnu ikke på mig selv som forfatter, at det er det, jeg skal være, det kommer først senere, lige nu sidder jeg bare i en bus og noterer, hvad jeg ser, mens Ngong-bjergene skyder op i horisonten.

En uendelig vid udsigt

Den nydeligt slåede græsplæne om Karen Blixens farm forekommer mig lige så trist som de slumkvarterer, der æder sig ind i Nairobi. I haven står gamle landbrugsmaskiner, det gamle kaffetøringsanlæg er bevaret, kaffeplantagen er nu en 18 hullers golfbane.

Det var her i området omkring Ngong-bjergene, hvor Karen Blixen havde hjemme, hvor hun levede de atten år, fra 1913-1931, hun kaldte sit egentlige liv, at hun ville begraves. I Den afrikanske farm skriver hun:

»Det var et sted ude i Højene på den første Ås indenfor Vildt-Reservatets Grænse, som jeg selv, dengang jeg troede, at jeg skulle leve og dø i Afrika havde udpeget for Denys som min begravelsesplads (...) Der var en uendelig vid udsigt derfra. I lyset af solnedgangen havde vi set både Mount Kenya og Kilimanjaro. Denys havde ligget i græsset, spist en appelsin og sagt, at her ville han gerne blive. Min egen begravelsesplads var lidt højere oppe på skrænten. Fra begge steder kunne man se mit hus i skoven langt borte østpå.«

Noget er forbi

Farmens rum er fyldt til randen med forgangen storhed; mahognimøbler, et leopardskind med et brølende hoved, storblomstrede lænestole, et spinkelt sminkebord, krystal og sølvtøj. De overfyldte værelser får mig til at tænke på alt det, Karen Blixen tabte, farmen, hendes far, Wilhem Dinesen, der begik selvmord, Hans Blixen, hendes ungdomskærlighed, der ikke ville vide af hende, Bror Blixen, hendes mand, som hun blev skilt fra, Denys Finch Hatton, hendes kæreste, der faldt ned med sin flyvemaskine og blev begravet det sted, han ville i Afrika.

»Jeg synes, det er underligt og urimeligt, at man ikke (...) kan vænne sig til uden Smerte at tage det, at noget er forbi. (...) Naar man spiser en dejlig Middag kan man jo faa Kaffen bragt uden Smerte, men naar det kommer til andre Værdier i Livet, rejser hele ens Væsen sig i Oprør ved Tanken om en Afslutning.«

Det skriver Karen Blixen til sin mor i 1926. Selv om Karen Blixen debuterede sent, som 48-årig, skrev hun hele sit liv; breve, digte og fortællinger på sin Corona. Hun kunne ikke vænne sig til andet end den gamle hakkemaskine.

Længslen efter vinger

Den afrikanske farm var den første af Karen Blixens bøger, jeg læste. Jeg læste den i Nairobi, i Afrika, hvor den foregår. Den rykkede et eller andet i mig, genkendelsen, mødet med mig selv, når Karen Blixen beskrev sin udlængsel, sin følelse af ikke at høre til i den familie, hvor hun var blevet placeret, ikke at høre til på det sted, hvor hun var blevet sat, ikke i det land, hvor hun var født. Hendes følelse af overhovedet ikke at høre til, men alligevel finde sig selv overalt. Og ikke mindst: hendes længsel efter at få vinger. »Jeg er Lucifers barn,« sagde hun om sig selv. Med det mente hun ikke Lucifer som en dæmon, men som en stræben efter sandhed og ånd.

Ud over genkendelsen var der oplevelsen af sproget, hele fortællingen, at det med at skrive også et langt stykke af vejen lå i blikket, at det handlede om at kunne se og bagefter beskrive, hvad man så, at det kostede en del af sig selv at skrive. Men dét, der optog mig allermest var, at Den afrikanske farm byggede på levet liv.

Jeg havde længe haft en fornemmelse af, at der var noget i mig, jeg bar rundt på, en længsel, som man bærer rundt på lyskebrok, den sad som en lille udposning, som et skred, i min krop. Den var en udefinerlig klump, jeg ikke kunne gribe om, men efter at have læst Den afrikanske farm, kunne jeg ligesom se, hvordan jeg kunne sætte ord på den længsel, komme i gang med at skrive, hvor jeg skulle begynde, i mine notesbøger, i alle de optegnelser, jeg havde gjort mig gennem årene. At fortællingerne lå i de øjeblikke.

En anden slags virkelighed

Rungsted, juli 2010. Jeg er gået fra graven gennem parken ind i Karen Blixens barndomshjem, Rungstedlund, nu et museum, der ligesom hendes hus i Ngong bugner af en fortabt tid, af marmorpejse og blondegardiner. Jeg står i Karen Blixens skriveværelse, »Ewalds stue«. Det var her ved bordet i hjørnet med udsigt ud over Øresund, at hun skrev sine fortællinger.

»Jeg er en fortæller, jeg tilhører en gammel slægt af unyttige folk, som i årtusinder har sat sig mellem den virkelige verdens ærlige hårdtarbejdende mennesker, og som undertiden har haft held til at fremstille en anden slags virkelighed, som de har syntes om.«

Sådan sagde Karen Blixen om sig selv. Som fortæller satte hun sig i en position, der var endnu ældre end aristokratiets, hvis afslutning, hun også oplevede. Hun spøgte med, at hun i virkeligheden var 3.000 år. Hun blev 77, men hendes længsel var rettet bagud mod oprindelse og ophav.

Jeg har fået fortalt, at Karen Blixen hver aften, før hun skulle i seng, åbnede døren ud til gårdspladsen på Rungstedlund, der vendte mod syd, mod Afrika, og blev stående i døråbningen et øjeblik. Så gik hun ind i sit skriveværelse, i Ewalds stue, og lukkede døren efter sig. Hun så på billedet af farmen ved Ngong og billedet af Denys Finch Hatton, der stod i vindueskarmen. Først derefter gik hun i seng.

Serie

Forfatternes gravsteder

Fortællingen begynder med forfatterens død.
I løbet af sommeren besøger Information danske forfatteres gravsteder og fortæller om gravstenen, om døden i forfatterskabet og om forfatterens liv som det tager sig ud derfra, hvor det hele sluttede.

Seneste artikler

  • 'Der ligger en ø i det klare hav'

    14. august 2010
    Forfatterne Thorkild Bjørnvig og Thorkild Hansen boede på tilstødende grunde på Samsø og ligger i dag begravet side om side på øen. De holdt af Nietzsche og af naturen, men så hører lighederne også op. For hvor den ene i Samsø fandt et sted at høre hjemme, fandt den anden et sted for sin hjemløshed
  • Når tilværelsen bliver utæt i fugerne

    7. august 2010
    Syg skrift. Forfatteren J.P. Jacobsen er internationalt anerkendt for sin sproglige originalitet og ligger begravet som en fyrste. Af venner og kritikere blev han beskrevet som noget nær ren ånd. Men det var hans syge krop, der tvang ham til at blive forfatter og betingede hans skrivestil. Tuberkulose gjorde J.P. Jacobsens lunger utætte og hans skrift dødsmærket
  • Mandlen i brystet

    10. juli 2010
    Tove Ditlevsen blev født i 1917 og døde i 1976, da hun tog sit eget liv. Hun havde tabt modet på livet og trak sig tilbage – som når man forlader et selskab i utide. Og denne gang mente hun det alvorligt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu