Læsetid: 7 min.

Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på den lille tøs

Jonathan Stanfeld tog til Afghanistan for at bekæmpe Taleban og hjælpe den afghanske befolkning, men da en lille afghansk pige blev dræbt af danske morterer, mistede krigen sin mening
Jonathan er kun 22, men for ham har krigen i Afghanistan betydet alt.   Et år efter han kom hjem, kæmper han stadig med krigens gru, og nu er beslutningen truffet: Soldaterkarrieren er slut, og planen er i stedet en uddannelse som falckredder, hvor han kan komme til at hjælpe folk og samtidig bruge de kvalifikationer, han har med fra forsvaret.

Jonathan er kun 22, men for ham har krigen i Afghanistan betydet alt. Et år efter han kom hjem, kæmper han stadig med krigens gru, og nu er beslutningen truffet: Soldaterkarrieren er slut, og planen er i stedet en uddannelse som falckredder, hvor han kan komme til at hjælpe folk og samtidig bruge de kvalifikationer, han har med fra forsvaret.

Kristine Kiilerich

10. juli 2010

»Hun var ikke mere end tre-fire år. Det var hendes far, der kom med hende. Hun havde åbent kraniebrud. Det så ikke godt ud. Inden helikopteren kom, var hun erklæret død.«

Jonathan Stanfeld på 22 har stadig et forpint udtryk i ansigtet, når han fortæller om den dag i Helmand, hvor det, der ikke måtte ske, skete alligevel, og en uskyldig afghansk pige blev dræbt.

»Det var et uheld, men det var alligevel vores skyld. Hun blev jo ramt af vores morterer.«

Jonathan tog til Afghanistan for at slås mod Taleban og hjælpe afghanerne, men den dag, den lille afghanske pige blev dræbt, mistede krigen sin mening. To uger senere måtte konstabel Stanfeld erkende, at for ham var krigen i Afghanistan forbi.

»Jeg tog af sted for at hjælpe afghanerne, for at gøre en forskel, for at gøre det, som Danmark ville have mig til. Men i dag forekommer krigen mig at være uden ende. 33 danskere er døde i Afghanistan, men for hvad?,« spørger den 22-årige krigsveteran.

Krigen

Den 28. januar sidste år spiste Jonathan Stanfeld brunch med sin mor og gik på arbejde. Som sædvanlig. Sådan ville han helst have det. Ikke nogen tårevædede afskedsscener. Ikke nogen løfter eller undskyldninger.

»Blot endnu en dag på jobbet,« som han siger.

I stedet for at tage toget til Slagelse, som han havde gjort hver morgen i månedsvis, gik turen denne morgen til Kastrup - og derfra videre med forsvarets specialchartrede passagerfly til Kabul, Kandahar og Helmand.

De næste seks måneder skulle den 21-årige Hørsholm-knægt slås mod Taleban i den grønne zone og gøre Afghanistan til et bedre sted for den afghanske befolkning.

For Jonathan var det en livslang drøm, som gik i opfyldelse.

»Jeg har altid villet være soldat. Fra jeg var helt lille, har jeg set krigsfilm, og senere læste jeg en masse om Anden Verdenskrig, en vildt fascinerede krig. Egentlig trak jeg frinummer ligesom mine to brødre, men i modsætning til dem meldte jeg mig som frivillig. I første omgang stræbte jeg efter at komme til Irak, men trak Kosovo i stedet. Det var imidlertid ikke det, jeg ville, så jeg tog orlov et halvt år, og så blev det Afghanistan i stedet for. Og jeg ville meget gerne af sted. Jeg ville ud og hjælpe, ud og have en på opleveren,« fortæller Jonathan Stanfeld hjemme i den toværelses på Østerbro.

Og en på opleveren, det fik han.

»Det var fedt! Især i begyndelsen. Vi var i kamp med Taleban, selvfølgelig var vi det. Og vi var rigtig gode til at slås med dem. Faktisk er vi det hold, der har haft de fleste og hårdeste følinger med Taleban siden hold fire,« siger Jonathan Stanfeld. Et stolt smil flakker over hans unge ansigt, mens majsmarker, projektiler og ørkenstøv passerer revy bag de grågrønne øjne.

Jonathan syntes ikke, det var svært at skyde på fjenden. Det meste af tiden var talebanerne blot skygger i det fjerne. Men de mange følinger og den konstante fare for at gå på en af Talebans hjemmelavede miner, tærede på kræfterne. Og en dag i slutningen af maj flød bægeret over.

Dagen begyndte ellers som så mange andre: »Vi var ude på patrulje og kom i føling med Taleban. Alt gik godt, og da kampen var forbi, kom alle hjem til basen. Hjemme i Armadillo var der imidlertid stor tumult ved helikopterpladsen.

»Jeg er uddannet sygehjælper, så jeg gik ned for at se, om jeg kunne hjælpe.«

Lejrens læge var i gang med at hjælpe en lille pige, der havde fået en granatsplint i hovedet. En helikopter var tilkaldt over radioen for at bringe hende til felthospitalet i Camp Bastion, lidt længere mod syd. Men inden helikopteren nåede frem, måtte lægen give op. Den lille pige var død.

Det var første gang, Jonathan så et dødt menneske, og synet af den lille pige har brændt sig fast på nethinden.

»Det var bare så forkert, at hun skulle dø! Det var jo hende, den lille tøs, vi var i Afghanistan for at hjælpe. Det var hende, vi skulle give en bedre fremtid!« Jonathans blik er meget intenst. Han mener bestemt, hendes død kunne være undgået.

»Det var jo vores skyld. Jeg tror sagtens, vi kunne have undgået det. Hvis vi ikke havde brugt morterer den dag, ville hun sikkert stadig være i live.«

Hvorfor den lille piges død gjorde så stort indtryk på Jonathan, ved han den dag i dag ikke.

»Hvis det havde været en mand, der var blevet dræbt, ville det ikke have berørt mig på samme måde. Jeg var faktisk med til at yde førstehjælp til en såret afghaner, en dag hvor vi havde en mass casualty på klinikken i Camp Price. Det rørte mig slet ikke på samme måde. Men kvinderne og børnene i Afghanistan, de er bare noget af det mest uskyldige! At en lille pige skulle dø på grund af os, det er bare så meningsløst!«

Tvivlen

Den afghanske piges død blev et vendepunkt for Jonathan. I de kommende dage gik han stadig med ud på patruljer, men det var stadig vanskeligere at komme ud af porten.

»Vi sloges videre, men det var svært. Ind imellem blev jeg hjemme i lejren, men det var svært ikke at få dårlig samvittighed, når jeg sagde nej til at gå ud. De andre skulle jo bære så meget mere, når jeg ikke var med.«

»Alligevel følte jeg ikke længere, at det gjorde den store forskel, om jeg var der eller ej. Jeg troede, vi skulle gøre meget mere for at hjælpe folk, end vi rent faktisk gjorde. Det er svært at se det store billede, og se at det nytter. Vi 750 danskere kan jo kun gøre meget lidt, og desuden er vi i et af de allersværeste områder.«

Efter fem måneder ved fronten indhentede alle de tanker, som Jonathan havde parkeret hjemme i Danmark, ham: »Før jeg tog af sted til Afghanistan, lagde jeg mit liv til side, skrev afskedsbreve til min mor og mine brødre. Lagde mit liv på hylden. Jeg var nødt til at lukke af, lægge alt det menneskelige på hylden, ellers kan man ikke gå i krig og gøre det, som man nu skal gøre. Man kan ikke vise frygt. Man skal være en topsoldat og alt det der. Men til sidst var det ikke særlig sjovt.«

I to uger kæmpede Jonathan med sig selv, med kammeraternes forventninger og med frygten.

»Jeg forsøgte hele tiden at give det en chance til, men det blev sværere og sværere. Til sidst tænkte jeg, at jeg bare måtte passe på mig selv. Det var der flere af de andre, som ikke kunne tage, og det kan jeg sådan set godt forstå, men sådan var det bare.«

Den sidste patrulje

Jonathan gik sin sidste patrulje i midten af juni.

»Jeg var ude og sweepe for jægerne. Jeg gik forrest med en minesøger for at tjekke, om der var gravet IED'er (vejsidebomber, red.) ned. Normalt skal der et vist udslag til på søgeren, før vi lægger os ned og graver, men vi havde god tid, så selv om udslaget på et tidspunkt var mindre end normalt, lagde jeg mig ned og gravede. Og fuck, der var fandeme en IED, lige der hvor jeg havde tænkt mig at sætte min fod næste gang. Hvis jeg havde taget bare et skridt mere, så var jeg blevet sprængt i luften!«

Rystet fortsætter Jonathan patruljen. Indtil han lidt senere hører en anden IED gå af lidt borte, der hvor nogle af hans kolleger befinder sig.

Heldigvis blev ingen af soldaterne såret eller dræbt, men Jonathans nerver var efterhånden godt flossede. To gange var det gået godt. Hvornår ville heldet slippe op?

Pludselig befinder Jonathan sig i en firkant, hvor der er udslag på søgeren uanset, hvor han sweeper. Og så går han i sort.

»Jeg var ved at besvime. Jeg rystede over det hele, blev helt bleg og svedte vildt. Der var lige så meget udslag, som da jeg fandt den første IED, men det kunne lige så godt bare være tabte projektiler eller noget andet, der lå der. Men det kunne også godt være IED'er! Der var min grænse bare nået. Jeg kunne overhovedet ikke flytte mig. De andre fandt en overgang og kaldte på mig, så der var ikke andet at gøre end at gå videre. På en eller måde kom jeg ud, jeg aner ikke hvordan. Da jeg kom tilbage til lejren, rystede jeg som et lille barn!«

Fortryder ikke

Den 8. juli landede Jonathan Stanfeld i Kastrup Lufthavn. Krigen var slut fire uger før tid. I løbet af den sidste tid i Helmand blev tre af Jonathans kammerater dræbt. Mads Lerche Rasmussen, Martin Abildgaard og Andreas Søgaard Brohus kørte på en IED på vej til Barakzai-basen. Adskillige andre fra holdet blev såret i løbet af de seks måneder i Helmand, heriblandt Jonathans delingsfører, Rasmus.

Men selv om Afghanistan viste sig at være meget anderledes og hårdere, end Jonathan havde regnet med, fortryder han ikke, at han tog af sted.

»Selv om jeg fik nok til sidst, var det fedt. Jeg ville selvfølgelig have det bedre i mit hoved, hvis jeg ikke var taget af sted, men omvendt ville jeg tage af sted igen, hvis det var med de samme folk. Vi havde bare den fedeste delingsfører, Rasmus Ulfeldt. Han var flammen. Det var ham, der drev os til at slå igennem, og ham der sørgede for, at humøret var så godt,« siger Jonathan.

Sammenholdet og kammeratskabet er noget af det, Jonathan savner mest i dag. Oplevelserne fra Helmand sidder stadig dybt i ham, og trods mange psykologsamtaler er der endnu ikke styr på dem.

»Der går stadig ikke en eneste dag, hvor jeg ikke tænker på det, der skete dernede og på den lille tøs, der blev dræbt,« siger han.

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Lars Hansen:
"har du flere gode ideer?"

Næh, men det nytter jo heller ikke, mine spekulative betragtninger om hvad man kunne have gjort for mange år siden :-)

Men én gang til, i et sidste forsøg. At alle pashtunere (også dem i landets forsvar, efterretningstjeneste m.v.) skulle tvangseksileres til en ny nordlig region, Pashtunistan, der herefter kunne få fuld autonomi, dvs. blive en ny nation eller lade sig absorbere af Afghanistan.

Bestemt, problemet er at den Pakistanske ledelse ikke har gjort nok for befolkningen, men givetvis melet egen kage og fokuseret på en ydre fjende snarere end en indre.

Selvfølgelig hader mange pakistanere deres egne regeringer, USA, den vestlige verden osv. Det ville være debile tumper, hvis de ikke var utilfredse, sådan som landet ligger.

Hvis de havde fået en væsentlige forbedret levestandard, og vel at mærke havde fået det af deres egen regering (for andres penge, skidtnok), var hadet og oprørstrangen næppe så udbredt, er min påstand.

olivier goulin

@Lars og Heinrich,

Hvad mener I med at Frankrig og England ikke blev invaderet. Frankrig blev da invaderet og besat i 1940, og umiddelbart efter blev England bombet af tyskerne i månedsvis, som forberedelse til en invasion af af landet.

På det tidspunkt var ingen af dem for alvor trådt ind i krigen, selvom de formelt havde erklæret den. Og tyskernes hensigter var der ingen tvivl om længere på det tidspunkt. Det er krigshandlingerne, der er interessante.

Det er i det lys, at man skal se berettigelsen af krigen.

De eneste, der ganske rigtigt kan siges at have blandet sig uprovokeret, er USA. Men det er jo også ligesom et velkendt træk ved dem, ikke?

Heinrich R. Jørgensen

Jesper Wendt:
"sågar med folkelig opbakning indtil 43."

Det var vist ikke folkestrejkerne der betød det store, men at regeringen trådte tilbage, da denne ikke kunne anerkende de skærpede tyske krav om, at staten skulle slå hårdt ned på den gryende modstand i befolkningen.

Det har nok været så som så med den folkelige opbakningen i alle årene, men i sobre øjeblikke har de fleste nok også været ganske pragmatiske, og prist sig lykkelige over, at deres største ulykke var fraværet af rigtig kaffe.

Heinrich R. Jørgensen

Olivier,

Frankrig og Storbritannien erklærede Stor-Tyskland krig, umiddelbart efter invastionen af Polen. Altså september 1939. I den mellemliggende periode betød krigstilstanden, at tyske handelskibe ikke kunne sejle frit.

Hvad havde Frankrig og Storbritannien forventet, andet end at der måtte komme et modtræk på krigserklæringen og krigstilstanden?

Heinrich R. Jørgensen

Olivier Goulin:
"Men det er jo også ligesom et velkendt træk ved dem, ikke?"

Det var et nyt træk, som de mig bekendt ikke havde prøvet før (men rigtignok har gentaget mange gange siden).

USA blev en militær og økonomisk sværvægter pga. WWII. Før da, var deres militære formåen på niveau med Sverige.

olivier goulin

@ Lars Hansen

"Det der sker i Afghanistan - kan på ingen meningsfuld måde kaldes hævn."

Nej ikke i dag naturligvis - men den meget prompte reaktion dengang, efter 9/11 havde bestemt et hævnmotiv i sig. Det er der ofte iblandet, når nationer går i krig, naturligvis var jeg ved at sige.

I dag hænger vi så fast i konsekvenserne af den beslutning, og forsøger løbende at redefinere berettigelsen i at være der. Og man kan jo altid opdigte nogle ædle grunde, og gøre en dyd ud af nødvendigheden. Men jeg tror altså ikke et øjeblik på nogle af hensigterne, eller at der vil komme noget godt ud af det projekt.

peter jensen

jeg har altid været imod invasionerne Irak Afghanistan, ikke fordi de tidligere styrer var værd at bevare, men fordi jeg ikke kunne se hvordan i alverden vi/USA skulle kunne komme ud igen på en fornuftig måde.

Nu er vi der og er der nogen som vil tage ansvaret for at lade Afghanistan og Irak falde i hænderne på islamisterne?
Der ville ske udrensninger i stil med Pol Pot.

Men jeg må indrømme jeg stadig ikke lige kan se hvordan vi kommer ud på en fornuftig måde.

peter jensen

jeg har altid været imod invasionerne Irak Afghanistan, ikke fordi de tidligere styrer var værd at bevare, men fordi jeg ikke kunne se hvordan i alverden vi/USA skulle kunne komme ud igen på en fornuftig måde.

Nu er vi der og er der nogen som vil tage ansvaret for at lade Afghanistan og Irak falde i hænderne på islamisterne?
Der ville ske udrensninger i stil med Pol Pot.

Men jeg må indrømme jeg stadig ikke lige kan se hvordan vi kommer ud på en fornuftig måde.

Lars R. Hansen

Heinrich:

"Hvis de havde fået en væsentlige forbedret levestandard, og vel at mærke havde fået det af deres egen regering (for andres penge, skidtnok), var hadet og oprørstrangen næppe så udbredt, er min påstand"

Ja - det er jo den konventionelle visdom - men jeg mener ikke den holder i religiøst baseret oprør - det er ikke den socioøkonomiske situation de er utilfredse med, men helt grundlæggende det at guds love ikke overholdes og håndhæves globalt.

Men selvfølgelig har den socioøkonomiske situation betydning - blot ikke den samme som vi kender den fra socialistiske oprør i 1800 og 1900-tallets Europa - så jeg vil gerne moderere min kritik en smule.

Olivier Goulin:

"De eneste, der ganske rigtigt kan siges at have blandet sig uprovokeret, er USA"

Til forskel fra UK og Frankrig - var det faktisk Tyskland som erklærede USA krig - hvilket men vel må kalde en provokation.

OG:"men den meget prompte reaktion dengang, efter 9/11 havde bestemt et hævnmotiv i sig"

Det skal jeg da ikke kunne nægte - men ellers havde USA allerede før 9/11 bestemt sig for et regimeskifte i Afghanistan - hvorfor 9/11 højst kan siges at have fremrykket eksekveringen af det planlagte assisteret regimeskifte - Taliban var længe før 9/11 en torn i øjet på det internastionale samfund.

Og jeg mener der allerede er kommet noget godt ud af det 'projekt' - alene det at 5 mio. afghanske flygtninge er vendt hjem siger vel også et eller andet om den socioøkonomiske og sikkerhedsmæssige udvikling i landet.

peter jensen

skiver konsekent "vi" fordi det er vestens front overfor islamisterne USA og koalition holder.
Hvis ikke kampene stod der ville de stå andre steder, islamisternes krig mod vesten ville ikke stoppe ved troppeudtrækning af Irak og Afghanistan.

Heinrich R. Jørgensen

Olivier,

det med hævnmotivet tror jeg primært er af hensyn til pøbelen, der skal bidrage med moralsk (sic!) opbakning, kanonføde og viljen til at betale regningen for hævntogtet. Og de blev i den grad motiverede, hvis ikke ligefrem opildnede til at der skulle ydes gengæld. Gengæld mod hvem som helst, der blev påstået at være forbundne med de der stod bag 9/11.

Soldater, der lader sig styre af hævntørst, holder sjældent længe. Det vigtigste og sværeste professionelle soldater lærer, er vel netop at undertvinge impulser og instinkter, og i stedet lade de rationelle styre én?

USA militær kaster sig med andre ikke ud i en uovervejet krig, blot fordi nogen er blevet godt knotten.

Mette Hansen

Det mest forbandede ved disse krige er, at de går ud over uskyldige mennesker, der for pokker ikke har bedt om at have terrorgrupper opmagasineret i deres bjerge!

Nogle få ødelægger det for fredelige mennesker!

Heinrich R. Jørgensen

Lars Hansen:
"jeg mener ikke den holder i religiøst baseret oprør "

Jeg er ikke enig at præmissen om, at der skulle være tale om religiøst baseret oprør.

Snarere ser jeg nogle patriarkalske, dybt konservative traditionalister, hvor klantilhørsforhold er det væsentlige.

Den lokale variant af islam fylder helt sikkert meget i dagligdagen, og i normerne om hvordan ting bør være osv., da det religiøse er sammensmeltet med de kulturelle, så man næppe kan adskille de to.

Selv de mest rabiate, religiøse tågehorn på de kanter, har kommet længere end end en koranskole, hvor de har lært at messe teksten, uden dog næppe har lært at forstå hvad de læser. Hovedparten er som bekendt analfabeter, og antallet der ligefrem har studeret muslimsk teologi, kan nok tælles med en tyveridømt tyvs tilbageværende fingre på højre hånd.

Niels Mosbak

Jeg ser at mytomanerne fra forsvaret på ny forsøger at omgøre den nyere historie, ved at heroisere Nord-Alliancen som et internt afghansk modspil til Taliban.

Fakta er jo, at det var tre ugers intens bombning fra USA's side hvorunder mindst 3500 mennesker blev dræbt, der bragte Taliban til fald - og derefter allierede USA sig med general Dostum.

Og når det bliver nævnt at der var tale om ganske få elite-tropper der arbejdede sammen med Nord-Alliancen, er det fuldstændig korrekt.
Disses troppers tilstedeværelse, sammen med CIA-agenter, gør USA's regering til medvidere i krigsforbrydelsen fra Dasht-e-laili.

Når samtidig henses, at en ny KZ-lejr er indrettet til fanger, der ikke mere kan være på Guantanamo efter dennes lukning, nemlig Bagram Airbase der nyligt har udvidet sit fangeareal til opholdssted for 1100 mennesker.
Det er fuldstændigt under "demokratiernes" kontrol - rettere sagt, under USA's kontrol.

De mennesker der holdes der, er uden for international kontrol - først for nylig har Røde Kors kunne få navnene på nogle af fangerne oplyst.

Interessant måde at udbrede demokrati på!

"33 danskere er døde i Afghanistan, men for hvad?"
spørger Jonathan Stanfeld...

De døde i en på forhånd tabt krig, og går ind i rækken af andre soldater fra andre "Stormagter", der også knækkede halsen i Afghanistan.

Henning Ristinge

Formålet Mosbak var ikke at indføre demokrati, men derimod at fjerne et fascistisk regime som var blevet en alvorlig trussel mod verdensfreden og som havde deltaget og ydet base for folk som adskillige gange havde foretaget blodige aktioner mod vores alliancepartner USA (det sidste indebærer en traktatmæssig forpligtigelse til at yde støtte)

Peter jensen siger
'jeg har altid været imod invasionerne Irak Afghanistan, ikke fordi de tidligere styrer var værd at bevare, men fordi jeg ikke kunne se hvordan i alverden vi/USA skulle kunne komme ud igen på en fornuftig måde.'

man må så formode at Peter nu glæder sig over at operationen i Irak rent faktisk er lykkedes

Henning Ristinge

Heinrich - påstår du at religion ikke betyder ret meget for talebanbevægeklsen - er det sådan jeg skal forstå det du skriver?

Din ide om at USA med det samme efter 9/11 burde og havde en grund tl at invadee eller på anden måde gørre Pakistan til sin fjende er temmelig aparte, ud over at det ville havde været umuligt at legitimere og en ekstrem farlig eventyrpolitik.

Fanatuiske religiøse kræfter i Pakistan er kart involveret i invasionen i Afghanistand, problemerne i Kashmr og i Indien et etc. Men den rigtige måde at gribe det an på var neteop ved at intervenere i borgerkrigen i Afghanistran. Man kan diskutere om det blev gjort på den rigtige måde og om det stadig gøres rigtigt. Men der var ikke nogen anden måde at gribe ind på end netop denne.

Lars R. Hansen

Heinrich:

"...det religiøse er sammensmeltet med de kulturelle, så man næppe kan adskille de to"

Det kan der ganske vist være noget om, Heinrich - men ikke desto mindre kan karameluddeling ikke stå alene - og det jeg opponeret imod var den ide - karikeret sagt - at hvis bare vi sender penge og kærlige tanker til Centralasien vil taliban og lignende bevægelser gå i sig selv.

Ikke at jeg mener økonomisk bistand ikke er nyttig - for det er den - blot at den ikke kan stå alene.

Thomas H. Pedersen:

»Nu er soldater ikke roboter og har altså følelser uanset hvor mange år de har været i systemet.
Man mister ikke sin menneskelighed af at være soldat eller at blive udsendt.«

Til gengæld er risikoen for at pådrage sig kronisk og alvorlig psykisk sygdom enorm. Historienhar gang på gang vist, at en meget stor andel af soldater, der har deltaget i krig, simpelthen bliver syge i hovedet af det.

Det er en alvorlig belastning for de soldater det går ud over, men så sandelig også overfor vores velfærdssystem. De hundredvis af veteraner der i fremtiden vil være parkeret på permanent overførselsindkomst på grund af PTSD er en tikkende bombe under vores økonomi og vores velfærdssystem.

Helt galt bliver det, når hæmningsløst populistiske politikere i Danmark og den borgerlige presse med jævne mellemrum advokerer for at veteraner skal rykkes forrest på ventelisterne til velfærdsydelser og behandling i sundhedssystemet. På den måde bliver de i høj grad syge, ældre og andre sårbare grupper i samfundet, der kommer til at betale prisen for politikernes hjernedøde krigsliderlighed.

Heinrich R. Jørgensen

Henning Ristinge:
"Heinrich - påstår du at religion ikke betyder ret meget for talebanbevægeklsen - er det sådan jeg skal forstå det du skriver?"

Næh, Taliban identificeres sig givetvis i høj grad som muslimer, så selvfølgelig betyder det meget for dem.

Det betyder vel lige så meget, som at de er pashtunere? Og at de alle er rundet af samme kultur, hvor patriarkerne er enerådende og kvinderne skjules?

Jeg anfægter derfor Lars' påstand, at der var tale et religiøst baseret oprør.

I praksis viser bevægelsen jo noget andet. Den tog konkret sit udspring ved, at landsbyældsten Mullah Omar i vrede over at nogle vistnok russiske soldater havde skændet et par af byens døtre, sammen med byens andre mænd resolut påtog sig at docere straffen til misdæderne selv. Husker ikke om det var død ved kølle eller reb, med en voldelig død blev det til.

Det var vel erkendelsen af, at man med beslutsomhed og vold kan gøre nogen ved ens situation, der fik bevægelsen til at udvikle sig oprindeligt?

Siden, da bevægelsen var blevet stor og magtfuld, blev ambitionen ændret til, at man kunne og skulle tvinge de mange krigsherrer til retræte, så man kunne indføre et nationalt enhedsregime, så en fred kan sænke sig over regimet. Hvilket jo stort set også lykkedes.

Problemet var blot, for afghanerne og den bestyrtede omverden, at den fredelige tilstand Taliban indførte, var deres landsbykultur, landsbynormer, med dertil hørende landsbytolkning af islam. Talibansk fred og orden var repression og håndhævelse af skægpåbud, musikforbud, piskning og stening som straffekodeks osv.

Jeg anser det for at være et politisk oprør, og ikke et religiøs. Det regime Taliban fik indført, kan vi godt kalde et religiøst (og kullturelt) rædselsregime, men selve oprøret kan jeg ikke se havde meget med religion at gøre. Det kæmpede ikke for deres guds hæder, for en hellig sag eller andet -- de kæmpede for sig selv.

Heinrich R. Jørgensen

Lars Hansen:
"hvis bare vi sender penge og kærlige tanker til Centralasien vil taliban og lignende bevægelser gå i sig selv"

Vi er enige om, at en sådan plan naturligvis aldrig ville virke. Af samme grund var det jo heller ikke det jeg foreslog som et eksempel på en mulig og farbar vej, der kunne være blevet taget for 10 år siden :-)

For det første skulle IMF og andre donerer agere ganske anderledes end de plejer, nemlig insistere på at midlerne skulle komme befolkningen til gode og øges befolkningen velfærd, med investeringer i infrastruktur o.m.a. Regnedrengene plejer jo at have et helt andet fokus, desværre...

For det andet skulle kreditter til køb af militært isenkram være betinget af hvad det skulle bruges til -- og fjenden var og er ikke ydre, men indre.

For det tredje foreslog jeg en humanistisk pendant til et folkemord på pashtunere, ved at tvangseksilere dem til deres eget område, udstyret med fuld selvbestemmelse og en høj mur langs den (nye) pakistanske grænse.

Min pointe er, at der var andre muligheder for hvordan USA og vesten kunne have ageret ifht. Pakistan og Afghanistan for mange år siden, end bombetogter mod Tora Bora og invasion i Afghanistan, for at bringe et stabilt (med rædselsfuldt) regime til fald.

I fald mit "forslag" var blevet gennemført, og havde fungeret, ville det nye Afghani-pashtunistan havde være et talibansk enhedsregime, omgivet af lande med evne og vilje til at forsvare sig selv -- Iran, Pakistan og Kina. Dertil kommer 3 post-kommunistiske lande, med Rusland som bagstopper. Disse tre er i øvrigt også rædselsregimer, hvor despoterne massive undertrykkelse skyldes deres påståede bekendelse til islam. Svjv et falsum i de tre lande.

Mediernes selvcencur er rungende. Jonathan Stanfeld står alene med sine moralske overvejelser. Hvorfor er der ikke indhentet kommentarer fra ansvarlige politikere. Albright svarede til opysningen om at 567.000 irakiske børn, havde mistet livet under sanktionerne, at "det var prisen værd".

Hvad mon en dansk politiker vil svare på Jonathan Stanfeld overvejelser. Det er det der er politisk og journalistisk interessant og svaret kan ændre historiens gang...

Henning Ristinge

De offentliggjorte dokumenterede civile ofre for krigen i irak er mellem 95 og 103 tusind og det er jo ikke børn - det her lyder som den der førkrigspropaganda Saddam lukkede ud vedrørende embakoens ofre - men embarkoen var jo Saddams egen skyld - de ofre bør alle regnes til hans rædselsregime - ud over at omfanget givet er rent opspin - men der hvad angår krigesofre så er det der tal Bill rent nonsens, nå du så henviser til Albright så er det jo Clinton's periode og ikke Bush - så du er vidst ude med det der fantasifulde tal som Saddam fabrikerede hvad angår ofre for den britiske og amerianske embarko - men de ofre skyldes et fascistisk regime - Saddams eget

Henning Ristinge

Ok - ja så havde jeg ret - det var embarkoen vi taler om - men de tral var givet opspin og skulle de ikke være opspin - så bør de medregnes på Saddams forbrydelsesregister - den der artikel er idioti

Henning Ristinge

ok jeg kn se du skriver sanktioner - beklager det overså jeg - men jeg hører til dem der mener at det er dybt beklageligt at man ikke gik direkte til Bagdad og fjernede Saddam i forlængelsen af Goldkrigen - og det indgreb gik jeg i øvrigt også indfor - altså Gulf-krigen - blot mente jeg ikke at man kunne komme tilbage og invadere 10 år efter. Men som sagt er juryen stadig ude og der er meget der tyder på at det Irakiske folk vil ende med at hylde amerikanernes indsats som en befrielse for et rædselsregime og gøre dig og mig til grin

Henning Ristinge

Nej - hvad angår Saddams forbrydelser er der intet der ryster mig - men det ryster mig at folk på venstrefløjen i tiltagende grad er blevet støtter af fascistiske regimer og bevægelser - det ryster mig Bill

Heinrich R. Jørgensen

Der er lavet estimater for antallet af omkomne som følge af invasionen i 2003 og det der fulgte efter, vha. interviews om hvor mange husstandsmedlemmer der er omkommet pga. invasionen. Der er gennemført både i byer, som på landet.

Ganger man det op, får man at dødstallene er i nærheden af 1,3 mio. irakere.

Det er en noget tvivlsom metode, af mange grunde, men desværre kan det jo langtfra udelukkes, at undersøgelsens konklusioner rammer nogenlunde korrekt.

Opgjort iflg. de officielle tal, på registrerede dødsfald ovs., er det registrerede antal ca. 100.000. En metode, der lige så vel kan kritiseres, da landets infrastruktur mildest talt ikke er velfungerende.

Nye og mere grundige estimater burde gennemføres.

Mette Hansen

Henning Ristinge: Fordi man er imod en krig, betyder ikke nødvendigvis, at man støtter fascistiske regimer. .
"Enten er du med os eller også støtter du terroristerne"
Mage til vås skal man lede længe efter!

Lars R. Hansen

Heinrich:

"Jeg anser det for at være et politisk oprør, og ikke et religiøs"

Og sådan kan man da også insistere på at anskue det - selv mener jeg netop islamisme ikke skelner mellem religion og politik - samt at talibans idesystem bedst kan betegnes som retning inden for islamismen.

HRJ:"Min pointe er, at der var andre muligheder for hvordan USA og vesten kunne have ageret ifht. Pakistan og Afghanistan for mange år siden, end bombetogter mod Tora Bora og invasion i Afghanistan"

Naturligvis - der er mange muligheder - men som tidligere nævnt forekommer din etablering af et Storpashtunistan og etniske udrensninger - ikke politisk realiserbar uden USA militært gennemtvinger det over for et atombevæbnet Pakistan.

Videre ville et Talibanregime i Storpashtunistan jo ikke løse problemet med talibans undergravende virksomhed mod regionens stater, udbredelsen af militant islamisme i regionen samt deres støtte til antivestlige terrorbevægelser.

En 'inddæmningspolitik' er ikke velegnet over for den slags asymmetrisk krigsførelse og antivestlige terroranslag.

P.S.

Mullah Omar var - som det fremgår af prædikatet - ikke ældsteråd, men mullah i en madrasa i landsbyen Singesar - hvor han ifg. talibankilder - sammen med 30 af sine talebanere (altså elever) i 1994 befriet 2 unge piger og 2 unge drenge, som den lokale pashtunske krigsherre havde kidnappet og voldtog - russerne har så rigligt på samvittigheden, at vi ikke behøver at give dem skylden for noget de ikke har gjort.

Heinrich,
Disse tal er uhyre vigtige, for de siger meget om den fortælling, der vil præge den menige irakers opfattelse af hvad der foregik...

Ristinge,
Jeg støtter ikke Saddam's diktatur, men jeg går ind for at det irakiske folk selv skal vælte deres leder. Irakerne var et af verdens bedst bevæbnede folkeslag under Saddam styret - så de havde værktøjet - men ikke enigheden.

...men Ristinge din svada mod, mine dødstal og mine formodede profacistiske holdninger, afsporede faktisk mit budskab som er, at de ansvarlige politkere i offentlighed - som en del af den demokratiske proces - skal konfronteres med soldaternes virkelighed...

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

mange tak for at korrigere det med Taliban bevægelses spæde start.

Tjah, hvordan det ville være gået et storafghansk/pashtunsk talibanregime, kan man kun gætte på.

Det er meget muligt at min logik om, at regimet ville have vanskeligt ved at ekspandere sin samfundsorden, pga. stærke og selvbevidst naboer (omend 3 af dem by proxy) er en kende naiv, men i det mindste kunne man glæde sig over at have fået isoleret problemet til én stat.

Så var der jo altid mulighed for at føre krig mod dette éne regime, uden de havde mulighed for at lege kis pus ved at drage sydpå til Pakistan, og uden at regimet kunne forvente opbakning fra noget andet land. De ville være isoleret og hadet, tilmed af deres egen befolkning og omringet af lande der alle havde noget at hævne.

Pointen er, at der var mulighed for at gøre noget andet, end at invadere Afghanistan i 2001 på skrømt, uden at sætte seriøs magt bag.

Henning Ristinge

Det var ikke nogen svada mod dig Bill, men det der tal holder næppe en meter og - selvom det gør er det så Saddams forbrydelse ikke andres

Ellers var jeg imod Irak invasionen af præsist samme grund - samt en mere - jeg mente at skulle man gøre4 det måtte man også være forbredt på at det ville betyde en deling af Irak og at der ville komme et kurdistan ud af det. Men jeg er villig til at erkende at jeg muligvis har taget fejl.

Mette Hansen
Det jeg hentyder til er at man på dele af venstrefløjen synes forberedt på at forsvare hvad som helst, så længe men ikke ender på samme side som USA - men virkeligheden er at USA some tider har ret og somme ider er endt med at forsvare den rigtige sag - de religiøse islamistiske bevægelser er en form for fascisme - de er en af de mere alvorlige trussler mod fred i verden - og skal derfor bekæmpes - her er jeg til en forandreing enig med USA - omend kritisk enig

Men der synes at være en tendens på venstrefløjen der per automatik siger at uanset hvad USA bedriver - så skal vi andre sige og gør det modsatte

Det betød bl.a. at man kunne finde flere kendte venstrefløjspersoner der støttede den islamiske revolution i Iran

Men hvad - der var jo også mange som mente at man ukritisk skulle støtte Sovjet og som den dag idag ikke vil erkende at det regime under Stalin rent faktisk var lige så forbryderisk som Hitlers nazisme

Niels Mosbak

Henning Ristinge

"Formålet Mosbak var ikke at indføre demokrati, men derimod at fjerne et fascistisk regime som var blevet en alvorlig trussel mod verdensfreden..."

Jeg ved ikke om det er undgået din opmærksomhed, men begrundelserne for at "gøre en forskel" har skiftet, omend de alle er lige idiotiske.

Hvad er "en trussel mod verdensfreden"???
Det må nødvendigvis være krigsførende nationer, medmindre krig er fred.

Den nation der har ført flest krige i nyere tid, en nation der er grundlagt på et folkemord på de oprindelige folk, en nation der har støttet allehånde fascisme og diktaturer, skulle altså påstår du, kæmpe for et fuldstændigt intetsigende begreb som "verdenfreden"?

Fred i hvilken del af verden???

Og iøvrigt er den der fikse ide med Nato's musketer-ed, blot en dårlig undskyldning for at se om Nato kunne opnå, hvad ingen andre nationer har kunnet - undertvinge sig Afghanistan.

Det har de ikke kunnet, og kommer heller aldrig til, som så mange før dem.

Nato har lidt nederlag, og den erkendelse er svær at nå til i gangene på Christiansborg, men jo før den indtræffer, desto flere menneskeliv vil blive sparet - både blandt den afghanske befolkning og danske soldater.

Henning Ristinge

Hvad er “en trussel mod verdensfreden”???

har jeg svaret på i tidligereinlæg - islamisk fascisme er en trussel og den særlige trussel vil blive virkelig farlig hvis taleban vinder i Afghanistan og i Pakistanb - - vivil dermed have fået et et atmvåbebevæbnet styre af religøse der drømme om at begår selvmord for Allah og om at fuldføre Allahs store plan om Amagedon

Lars R. Hansen

Heinrich:

"Pointen er, at der var mulighed for at gøre noget andet, end at invadere Afghanistan i 2001" - bestemt. Det jeg medgav jo også tidligere, hvor jeg så blot også udtrykte min tvivl til dit konkrete forslag til en alternativ politik.

Ristinge:

"Men der synes at være en tendens på venstrefløjen der per automatik siger at uanset hvad USA bedriver - så skal vi andre sige og gør det modsatte"

Ja - det er et ikke bare besynderligt, men også bedrøveligt fænomen.

Mosbak:

"Nato har lidt nederlag" - i så fald er der jo ikke mere at diskutere - og den væbnet konflikt må så være afsluttet.

Olav Bo Hessellund

Lars Hansen (har været ude og nyde det gode vejr, derfor det sene svar):
” Han reagere emotionelt og ulogisk på pigens død - det er selvfølgeligt forståeligt, men bestemt ikke opløftende.” - og ”Hvad er dit erfaringsgrundlag?”

Sådan kan man selvfølgelig vælge at se på det, når man sidder derhjemme i bekvem afstand fra åstedet og tilsyneladende ikke evner at se det enkelte, konkrete menneske som andet end et tal i en lang række af andre tal – og mener at være i stand til at danne sig et dækkende og rimeligt sandfærdigt overblik over begivenheder, der udspiller sig mange tusinde kilometer borte i et område af verden, de færreste danskere kender til.

Gætter på, at du vil få svært ved at få pigens forældre overbevist om relevansen af din måde at anskue tingene på. Ja, vil endog tillade mig at gå ud fra, du næppe ville betragte sagen på denne måde, hvis det var dit eget barn, der var blevet skudt – det vil jeg i det mindste håbe for din egen og dine nærmestes skyld.

Ang. dine øvrige bemærkninger om de velsignelser, Vesten skulle have bibragt Afghanistan blot dette (de lyder i øvrigt i mine ører som et ekko af Helge Adam Møllers fraser):

Selvom nogle afghanere har fået mere sundhed og mange afghanske piger har fået adgang til uddannelse, tvivler jeg på, at det er sådanne ting, der vil være afgørende for, om Afghanistan udvikler sig til et demokrati, der vel at mærke er holdbart i det øjeblik, NATO-styrkerne trækker sig ud af landet. Her er tidsperspektivet helt afgørende. Mit skøn er, at NATO vil trække sig ud indenfor en overskuelig fremtid, d.v.s. inden udløbet af Obamas præsidentperiode, da ingen præsidentkandidat efter min vurdering vil have en chance for at blive valgt, hvis han/hun fortsat støtter amerikanske troppers tilstedeværelse i Afghanistan. Taliban og de forskellige indbyrdes stridende afghanske røverbander har et helt andet tidsperspektiv end vi i Vesten. At skulle vente ti år spiller ikke den store rolle for dem. Såvidt jeg kan bedømme sagerne ligenu, så er momentum p.t. på Talibans side.

Det overses desuden ofte i debatten herhjemme, at konflikterne i Afghanistan har flere udløbere til og er flettet sammen med konflikter i hele regionen: Pakistan, Indien/Kashmir, Iran - og med tiden let kan få udløbere også til Kina. Gad vide hvorfor, jeg kommer til at tænke på historien om musen og elefanten, når jeg funderer over den officielle danske holdning til Afghanistan? Kan kun give Carsten Jensen ret, når han karakteriserer dansk udenrigspolitik de sidste 200 år som en sær blanding af selvovervurdering og mangel på realitetssans.

Til dit spm. om min militære erfaring: Jeg har aftjent alm. værnepligt, dog uden at have været i krig. Men har personligt haft krig tæt inde på livet via min far, som i samtlige 45 år han overlevede anden verdenskrig, led af eftervirkningerne af sin krigsdeltagelse fra okt. ’43 til nogle dage efter krigens officielle ophør den 5. maj ’45, hvor han deltog i nedkæmpelsen af snigskytter i Kbh.s gader, og hvor hans makker blev ramt af en fuldtræffer affyret af en af de tilbageblevende danske nazi-støtter.

Det, jeg selv oplevede i min forholdsvis korte”karriere” i det danske militær kan kort sammenfattes således: et kolossalt spild/sløseri med ressourcer, både materielle og menneskelige ressourcer – et spild, som ville være totalt uacceptabelt i enhver anden sektor udenfor Cirkus Mili, offentlig som privat sektor. Desuden erfarede jeg mere end én gang, at hvad der er sandt og forkert ikke er et spørgsmål om sund fornuft ejhellder, når de var underbygget af argumenter, men det handlede ganske enkelt om hvilken rang, man havde. Et mere skadeligt og fordummende system for udvikling af menneskets iboende potentiale for kritisk og rationel tænkning har jeg heldigvis ikke oplevet hverken før eller siden.

Hvis vi anskuer sagen fra et biologisk synspunkt, kan man efter min opfattelse beskrive den militære træning og uddannelse således, at det handler om at aktivere og optimere brugen af menneskets lillehjerne – den del af hjernen, hvor instinkter som sult, tørst, søvn, sex og aggressioner/underkastelse samt evnen til koordinerede hurtige, lynsnare reaktioner holder til: krokodiller og slanger er rene eksempler herpå, da de ikke har noget, der svarer til andre levende væseners storhjerne.

Storhjernen derimod - som har nået sin foreløbige kulmination i mennesket i evolutionens løb - er karakteriseret ved alt det, som antikkens grækere sammenfattede i begrebet logos: sprog, tænkning, evnen til at forholde sig kritisk overfor tradition og normer - idet disse evner baserer sig på empiri og rationel reflektion. Disse egenskaber kommer ikke til udfoldelse af sig selv, men kun, når de trænes og udvikles.

Uddannelse har - set fra magthavernes synspunkt - altid været et tveægget sværd. Propaganda og indoktrinering derimod ved magthaverne instinktivt, hvad er, for her aktiveres lillehjernens fulde potentiale gennem gruppepres/social udstødelse, masseoptrin, demagogi, symboler m.m. - alt sammen redskaber, der kobler brugen af storhjernen fra. Det er ingen tilfældighed, at alle store kulturer i historiens løb har klaret sig glimrende, selvom højst et par procent af befolkningen var trænet op til at besidde de særlige evner, mennesket kan trænes op til ved at udvikle storhjernens potentiale og derved danne sig en selvstændig opfattelse af verden og dens indretning - det har været forbeholdt en meget lille del af befolkningen, og er det stadig er i store dele af verden.

Jeg ved udmærket, at der foregår mange aktiviteter i militæret under betegnelsen uddannelse. Men langt det meste er, såvidt mine erfaringer rækker, opøvelse i rene færdigheder, som naturligvis er uhyre nyttige i krig, men der er ikke tale om indsigter eller erkendelser, der beriger og udvikler det særlige menneskelige potentiale, vi som art besidder og ingen andre arter mig bekendt besidder (her citerer jeg indirekte nogle ord af Karen Blixen, jeg desværre ikke husker referencen til).

Den træning og uddannelse militæret tilbyder, står i mine øjne i greel modsætning til udviklingen af de unikke potentialer, mennesket besidder.

Henning Ristinge

Bill Atkins - religion og religøse bør ikke vinde noget progressivt menneskes hjerte - kun via rationel skeptisisme og anti-teism har vi en mulighed for at redde os fra sikker undergang - hvad kultur og mad angår - har muslimsk invandring været et stort plus for bl.a Danmark - multikultur er i det hele taget vejen til det bedste køkkenet kan byde på.

Niels Mosbak

Lars Hansen

"“Nato har lidt nederlag” - i så fald er der jo ikke mere at diskutere - og den væbnet konflikt må så være afsluttet."

Med den åndelige kadence der er i Forsvarskommandoen, går der nok lidt tid endnu inden de har fattet det - men lad os nu se - i løbet af et års tid er vi i gang med en "ærefuld" tilbagetrækning.

De højresnoede er ikke i stand til at opsplitte begrebet 'amerikansk udenrigspolitik' i eksv. begreber som 'social indsigt' og 'militaristisk overgreb'. For dem er amerikansk politik et fed - Det er A-m-e-r-i-k-a-n-s-k...

Henning Ristinge det er da ikke religion og det religøse der vinder vores hjerter - det er fornuften. Sarialån er gennemskuelige og halaøkologi kan mønstre ca. 2 mia. forbrugere.

Lars R. Hansen

Hessellund,

så din erfaring begrænser sig til en aftjent værnepligt - engang i det forrige årtusinde - det tænkte jeg nok var tilfældet.

åh, jeg glemmer hele tiden hvorfor jeg skrev her på tråden:

De ansvarlige politkere skal i offentlighed - som en del af den demokratiske proces - konfronteres og forholde sig til soldaternes virkelighed…

Sider