Læsetid: 2 min.

Hätila ragulpr på fåtskliaben

Öyvind Fahlström 1928-1976. Sonja Åkesson 1926-1977
24. juli 2010

Skænk jeres børn en skønhed,
menneskeøjne ikke har set;
skænk jeres børn en kraft
at bryde himlens porte op.

Den strofe fra Edith Södergrans Septemberlyran satte Gunnar Björling som motto foran i sin egen Korset och löftet. De udkom i hhv. 1918 og 1925. I Finland. Det var de store utopiers tid, verdenskrig og revolution.

Det blev så som så med skønheden og revolutionen i de følgende år, men krig kom der mere af, og efter den næste stod alt endnu engang på bar bund, et nulpunkt af kortsluttede utopier, der krævede ny strategier, og endnu engang kom de først på svensk.

Det skete i noget, der senere, i tresserne, udmøntede sig i mere eller mindre fuldt udfoldede bevægelser, konkretismen og nyenkelheden, men i 1953 var der højst tale om tendenser.

Ved det litterære årsmøde i Sigtuna formulerede Øyvind Fahlström sit sprogmaterielle manifest. Titlen, der også er titlen på den her klumme, hentede han fra Peter Plys. Det er Ugle der forsøge at skrive:

Hjertelige gratulationer på fødselsdagen.

Barnligt og forsøgsvis også med den kraft, der bryder himlens porte op. En barnlig leg i sproget, med bogstaverne som fri og flytbare billed-elementer. Fahlström blev jo en af tressernes interessanteste billedkunstnere med sin baggrund i poesien. En alt forstyrrende poetisk pirat, der på kryds og tværs af kunstarter og genrer psykedelisk mixede pop og politik med en grundtone af krystalklar humor.

Fahlström var, som helt ung, af den mærkelige estiske eksildigter Ilmar Laaban blevet introducereret til de mørkere sider af surrealismen, Artaud og omegn, og i Hätila ragulpr på fåtskliaben skrev han nu videre:

»Lad os sige farvel og tak til al slags, ordnet eller uordnet, privatpsykologisk, samtidskulturel eller universel problematik. Det er klart nok, at ord er symboler, men det betyder ikke, at de ikke også kan opleves og skabes med udgangspunkt i s p r o g e t som k o n k r e t m a t e r i a l e.«

Derefter talte han om rytme og puls, om at lade lydord danne rytmisk basis for sætninger, eller vokse vildt som ren lyd, som afrikanske eller indiske trommeslagere danner deres melodier:

myky-kyckycky-ckyckycky-koj
myky-kyckycky-ckyckycky-koj.

Sonja Åkesson var hans samtidige. Det er lidt med de to som med Björling og Södergran i 1918 og 1925. Den skramlende og larmende dada med sin »finske sildesalat«, som kritikerne kaldte den unge Björlings digte, op imod den stille og ekspressive inderlighed. Men situationen var en anden.

Sonja Åkesson opdagede først sent i ungdommen, at poesien eksisterede, at digtet, eller hvad man nu vil kalde det, var en mulighed for nyt liv.

At hun på den måde kunne skrive hul i den himmel, der hang lavt og truende over også hende.

Det var sit eget liv, hun skrev. Debutbogen i 1957 kaldte hun Situationer, og i Husfrid fra 1963 parafraserede hun beatdigteren Lawrence Ferlinghetti, der i et langt digt havde beskrevet sin egen hverdag i San Francisco. Det er nyt og det er enkelt:

Jeg løb ud i den tidlige skumring
og ville strække hånden
gennem himlen
men skyndte mig hjem igen
for ikke at brænde kartoflerne på.
Jeg ser en lighed mellem mig
og kartofler.
Ved det mindste kælderlys disse famlende stængler.
Men pas på med stød.
Pas på med kulde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu