Læsetid: 5 min.

'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
Da vi gik i krig i Irak, ville folk gerne have, at børnene begyndte at vinke, når de så Dannebrog, og at alle i landet elskede os. Det er sådan, det har været i vores tid i FN-missioner, men sådan er det ikke længere. Nu er vi fjenden i Afghanistan, siger Søren Espersen.

Da vi gik i krig i Irak, ville folk gerne have, at børnene begyndte at vinke, når de så Dannebrog, og at alle i landet elskede os. Det er sådan, det har været i vores tid i FN-missioner, men sådan er det ikke længere. Nu er vi fjenden i Afghanistan, siger Søren Espersen.

Sigrid Nygaard

24. juli 2010

Hvis vi havde vidst på forhånd, at det ville koste 33 danske soldater livet, ville vi så have sendt soldater i krig i Afghanistan?

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen stopper op et øjeblik, inden han fortsætter sin tankerække.

»Det ved jeg ikke. I Danmark har vi en utrolig tendens til at gemme det ubehagelige væk.«

Søren Espersen var selv med til at træffe beslutningen om at gå ind i den farlige Helmand-provins i 2006. Information møder ham på hans kontor i Folketinget for at spørge til, hvordan man træffer beslutninger, der kan koste andre livet. I 2006 vidste de ikke helt, hvad de gik ind til. De kunne ikke vide det, siger Søren Espersen. Folketinget fik at vide, at Helmand var en farligere mission, og at vi risikerede at komme i direkte kamp. Men et estimat over dræbte soldater fik de aldrig.

»Jeg mener, politikerne skal have kniven for struben og have prisen at vide,« siger han og henviser til systemet i Storbritannien. Da britiske soldater gik i krig for Falklandsøerne, fik parlamentet at vide, at det ville koste 800 millioner pund og anslået 800 britiske soldater livet, fortæller Søren Espersen. Sådan burde det også være i Danmark.

»Er vi parate til at tage sådan et ansvar? Det er vi jo ikke. Der ville vi skide i bukserne alle sammen, inden sådan noget overhovedet kom op. Vi behøver ikke tage det ubehagelige valg om prisen for krig, for det hele ligger inden for rammerne af forsvarsbudgettet. Det er ansvarsforflygtigende.«

Fremskudt Dannevirke

Det handler om at gøre os klart, hvad vi går ind til, og ikke så meget, hvor mange dræbte vi kan tolerere. Når Søren Espersen er ude at tale for skoler og andre forsamlinger, får han tit spørgsmålet om, hvor mange soldater der skal dø, før vi trækker os ud af Afghanistan. Men det giver ikke mening at svare. For hvorfor skulle man kunne acceptere 218, hvis man ikke kan acceptere 219 dræbte soldater, argumenterer han.

»Det er en ubehagelig beslutning, for vi ved, at den har konsekvenser. Men sådan er det med alle valg, vi foretager. Det vigtige er, at vi stadig har unge, som er parate til at gøre det, de skal, og så har vi de pårørende og en befolkning, der bakker dem op.«

Søren Espersen er overbevist om, at den danske befolkning også vil være klar til at sende soldater ud til den næste krig, selv om det vil koste flere livet. For folk ved godt, at vi bekæmper terrorisme ude i verden for at forhindre, at den kommer hertil, mener han.

»Med sådan et nationalromantisk udtryk, så føler folk, at soldaterne derude går vagt for Danmark. Nogle har kaldt det et fremskudt Dannevirke, og det er måske lige friskt nok, men det er ikke helt tosset.«

Danmark er ikke længere et lille land. Sommetider får Søren Espersen mails fra gamle hærfolk, hvor de fortæller, hvor flove de var over fodnotetiden og Danmarks fodslæbende NATO-medlemskab. Nu kan man ranke ryggen, skriver de, og sådan mener Søren Espersen også, de unge har det.

»Vi har haft en lang periode, hvor vi har fået tudet ørerne fulde med, hvor små og ligegyldige vi var. Men med alle de nye småstater, der er kommet, er Danmark blevet sådan en pæn mellemstor europæisk stat. Så vi har ikke længere den lilleputfornemmelse.« Han kalder det selv et mysterium, at folk bakker op om krigen i Afghanistan i så stort tal, når vi samtidig får så relativt mange dræbte og sårede hjem. Men stoltheden over at gøre en forskel nu kunne være en del af forklaringen.

Besættelsesstyrker

Samtidig har vi fået et mere realistisk forhold til omverdenen, mener han. Da vi gik i krig i Irak, ville folk gerne have, at børnene begyndte at vinke, når de så Dannebrog, og at alle i landet elskede os. Det er sådan, det har været i vores tid i FN-missioner, men sådan er det ikke længere. Nu er vi fjenden i Afghanistan.

»Jeg tror, de fleste afghanere betragter os som fjenden. Der er selvfølgelig også nogle, der er glade for, at vi er der. I de landsbyer, hvor vi patruljerer, vil de meget nødigt have, at vi tager af sted, for så får de Talebans straf at føle bagefter for at have samarbejdet. Men langt de fleste afghanere betragter os som besættelsestropper. Det har folk accepteret.«

Et af vendepunkterne i indstillingen kan have været krisen efter karikaturerne af profeten Muhammed, hvor det danske flag pludselig blussede op i gaderne i flere muslimske lande på linje med det amerikanske og det israelske flag.

»Det tror jeg var det største kulturchok. Vi kunne ikke forstå, hvordan de kunne brænde vores flag; det var jo så smukt et flag, og de ved jo, at vi er demokrater og gode mennesker. Sådan noget som det, vi oplevede, det ligger i baghovedet hos folk, og det kan være med til, at de synes godt om, at vi er der. Vi skal ikke lade os skræmme af dem, og vi skal kæmpe for vores værdier.«

Utrolige hensyn

Vi har en af de meste moralske hære i verdenshistorien, mener Søren Espersen. Han har flere gange besøgt styrkerne i Irak og Afghanistan, og det har slået ham, hvor utroligt store hensyn danske soldater udviser. Han har selv oplevet, at danskerne havde opdaget en Taleban-stilling, som man sendte et lille dronefly ud for at se nærmere på. Flyets kamera fik øje på en dreng, der sad og legede foran Taleban-krigerne, og derfor undlod man at angribe, fortæller Søren Espersen.

»Tænk engang sådan en moralitet i krig. Og samtidig er folk sure over, at det tager så lang tid. Det må være frustrerende for vores soldater at få at vide, at de er ineffektive, og det går for langsomt, når det er, fordi de kæmper med armene bundet om på ryggen.«

- Skal vi være mere kyniske, når vi fører krig?

»Så kunne vi da være færdige på langt hurtigere tid. Det er et af krigens dilemmaer, for man kan ikke tabe mediekrigen. Det er jo nogle utrolige hensyn at tage i krig, og det er godt, at vi gør det. Men der koster også danske soldaters liv. Så alting har en konsekvens.«

Serie

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
  • 'Det er dem derhjemme, der er normale'

    22. juli 2010
    Når man er i krig, lever man i en parallelverden, og skiftet til den danske hverdag er brutalt. Forfatter og officer Anne-Cathrine Riebnitzsky kommer aldrig til at se på Danmark som før, og hun frygter for de soldater, der ikke har forstået, at det er dem derhjemme, der er normale
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Når Espersen fremhæver den hjertegribende episode, der indleder afsnittet "Utrolige hensyn", er det så fordi han tror, at det er det mest typiske for, hvordan krigen er?
Jeg tvivler ikke på, at han refererer episoden korrekt; sådanne episoder forekommer jo.
Det interessante er, at det netop er den episode, der er udvalgt til at karakterisere krigsførelsen som helhed.
Er Espersen så naiv eller kynisk propaganderende?

(Det minder om episoden i "Matador", hvor Sofus betjent advarer Røde under politiaktionen mod kommunisterne. Den kommer let til at stå i folks øjne som typisk, selv om den var ekstremt atypisk.)

Thorsten Lind

40 gange optræder ordet "Vi" i artiklen...
Tal for dig selv Hr Espersen,
JEG deler ikke DINE krigsfantasier........!
(...og dine værdier er ikke mine - tak! )