Læsetid: 4 min.

At løse et problem med et problem

Det helt store problem i disse problematiske tider er, at det er som om, vores politikere befinder sig lidt for godt blandt problemerne
Det helt store problem i disse problematiske tider er, at det er som om, vores politikere befinder sig lidt for godt blandt problemerne
3. juli 2010

Vi er i den vestlige verden plaget af et hav af problemer, som skyller ind over os fra mange forskellige kanter. Vi er blandt andet konfronteret med diverse naturkatastrofer - nogle af dem forårsaget af naturens luner (som f.eks. askeskyen), andre forårsaget af os selv (fra den globale opvarmning til BP-udslippet, som i skrivende stund stadig plager de amerikanske kyster).

Vi er også konfronteret med den økonomiske krise, der som et mærkeligt sort hul truer med at trække os med ned. Vi er plaget af krige, der ikke vil ende - blandt andet i Mellemøsten - og i forlængelse af disse krige mange voldsomme politiske kampe inden for Fort Europas mure omkring spørgsmål, der drejer sig om indvandring og integration. Vi kan også konstatere, at alle de vanlige problemer - fattigdom, hungers-nød og ustabilitet i den tredje verden - stadig ikke er løst, paradoksalt nok samtidig med at nye 'livsstilssygdomme', som f.eks. fedme, stress og udbrændthed, opstår blandt den vestlige verdens borgere.

Men hvordan forholder vores folkevalgte politikere sig til problemerne? Det helt store problem i disse tider er, at det er som om, politikerne befinder sig lidt for godt blandt problemerne. Det, de gør, er nemlig igen og igen at løse et problem med et andet problem. Eller rettere sagt: Problemet bliver ikke løst, det bliver mødt med præsentationen af et andet problem, som således stjæler fokus fra det oprindelige problem.

Problemet 'Guldbrandsen'

Var det ikke netop det, der skete, i optakten til det store klimatopmøde, COP15, hvor verdens klimaproblemer endelig skulle adresseres? Forventningerne til mødet blev nedtonet til fordel for et åbenbart meget mere påtrængende problem, nemlig 'lømlerne'. Var det ikke også det, der skete, da regeringen i kølvandet på dokumentarfilmen Den hemmelige krig, om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan, i stedet for at tage sig af beskyldningen om udlevering af afghanske fanger til tortur opfandt problemet 'Guldbrandsen'. I alle tilfælde kan man sige, at politikernes metode består i at 'subjektivere' problemet. Enten ved at hive et andet problem frem, som er større, eller - som i det sidste tilfælde - ved at gøre dem, som pointerer et problem, til problemet selv.

Det er i denne forstand, at politikerne kan siges ikke at tage problemerne alvorligt. Det drejer sig ikke om, at de gør for lidt ved problemerne. Det er meget mere dybtgående. For politikeren er det som om, at problemet slet ikke findes, med mindre det er mit (eller mit partis) problem. Og hvis problemet kan subjektiveres, så er det i denne optik netop løst.

Imod denne postmoderne form for politik må vi holde fast i en anden og meget ældre definition af begrebet 'problem' (eller en anden udlægning af problemets ontologiske status). Problem kommer af det græske problema, som betyder det, der foreligger. Problemer er med andre ord ikke bare relative, subjektive størrelser - de har objektiv væren. Et problem er noget, der foreligger, og som bliver ved med at foreligge, insistere, nage. Problemerne findes. Verden er ganske enkelt et problematisk sted. Der var aldrig nogen harmonisk tilstand, hvor mennesket indgik i et symbiotisk forhold til naturen, hvor finanserne ikke var af lave, og hvor alle verdens folkeslag levede i fred og fordragelighed. Fra begyndelsen var verden, som den giver sig for os, et problem.

At løse et problem med et problem er at begynde på en slags problemernes glidebane, hvor problemet aldrig 'kommer til sig selv', men blot forskydes i det uendelige. Det er dog ikke bare, som man måske skulle tro, uden videre politikernes skyld. Hvis verden består af problemer, så revitaliserer politikeren blot konstant verden som problematisk.

Men hvori består så en løsning? Hvad er løsningens ontologiske status? Hvis problemer er det, der foreligger, så er løsninger netop det, der ikke foreligger. Løsninger opstår eller skabes. De er i den forstand unaturlige. Der er tale om uforudsete løsninger, som går på tværs af problemerne, og man kan altså sige, at der består et radikalt misforhold mellem problemer og løsninger.

Hinsides problemerne

Hvis man har et problem, så har man ikke allerede halvvejs en løsning, nærmest tværtimod. Problemer og løsninger er ikke komplementære, de tilhører slet ikke de samme ontologiske registre. Per Højholt fortæller et sted om den franske kunstner Marcel Duchamps metode. Duchamp var ikke interesseret i problemer. Han var kun interesseret i løsninger, rene og skære løsninger. Og er det ikke netop løsninger, som mennesket er i stand til i sine største øjeblikke? Mennesket er netop et særligt dyr, ikke fordi det kan finde på problemer, men fordi det kan finde på løsninger.

Hvis vi i dag skal adressere klimaproblemet eller finansproblemet, så må vi forstå, at problemerne er så grundlæggende, at de ikke kan løses som problemer. Vi kan ikke begynde med problemet, så ender vi bare i slagsmål om, hvem der har det største problem, eller alternativt i små justeringer og små prioriteringer, som ikke udvirker noget. Vi må begynde med løsningen. Løsninger som f.eks. radikalt at nedsætte vores forbrug eller radikalt at regulere den løbskløbende kapitalisme virker netop destruktive, unaturlige, af en anden verden. Det er derfor, de er løsninger.

CVA er et sted for tænkning, som har eksisteret siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen 'hvis du vil vide det modsatte', ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aristoteles logiske system :

De fire muligheder, og tre trins argumentation :

De fire muligheder :

1 : noget er godt
2 : noget er noget lort
3 : Alt er godt
4 : Alt er noget lort

Tre trins argumentation :

To ting jeg ved, til oplysning om en ting jeg ikke ved.

1 - der er hud på min finger 2 - der hud på min panden - min finger bliver våd, altså er der huller i min hud, så vandet (døbt sved) kan komme ud.

Og selvfølgelig et varmt ønske om problemknækkernes forsatte vilje til at ikke skabe symboler, som i det sorte europas tid, hvor en rose skam ikke var en rose for de religiøse, men en stærk symbolik for alt andet end det biologiske fænomen der skød op af jorden.

Sanse, forstå, begå, se, høre, tænke, føle, mærke, handle.

Logik

Andreas Trägårdh

Verden er ikke "bare" problematisk i sig selv. At løse en konfligt med en ny konfligt der imod, er at skabe et problem.

Andreas Trägårdh

,.. og det er løsningen (uanset hvilken) der er selve problemet. Vi må lære at forholde os til konflikten (og forlade løsningen), den tager nemlig aldrig slut.

Skal lige tilføje, at i mit tre trins argumentations-eksempel er det selvfølge vigtigt, at fører fingeren til panden, ellers virker det ikke efter hensigten.

: )

Man kunne frygte at netop disse små fejl har ført til problemer fordi "tolken" manglede hovedet ; )

Begynde med løsningen - På hvad? eller måske mere korrekt hvorfor?

En løsning fordrer et problem eller i det mindste, at noget er blevet problematiseret, ellers mister løsningen det meste af sin semiotiske mening. F.eks 4 er løsningen på problemet 2+2 osv.

Ellers glimrende analyse ;-)

Steen Engholm

2 + 2 = 4 er et udsagn, og til nød er 4 den formaliserede løsning .
CVA's løsning på udsagnet 2 + 2 = 4 må siges at være ukendt, men det er heller ikke noget problem .

Fin artikel synes jeg .

Peter Hansen

Hele det finansielle problem åbenbarer, hvorfor kapitalismen er passé: vi er hinsides mangelsamfundet, vi kan producere mere end tilstrækkeligt, ovenikøbet med ganske lille arbejdsstyrke. Kapitalismen tager ikke højde for dette, men efterlader os med en mangel på - penge. Der er ikke længere sammenhæng mellem vareudbud og købsmulighed. På én gang bliver varerne i det gældende system for dyre og for billige: varernes mængde tilsiger billigere priser, men pga. den enkelte producents indtægtsbehov og købsmuligheder må prisen sættes højt, og på den anden side for billige, fordi også producentens indkøbsmuligheder burde være bedre, end indtægten tilsiger.

Steen Engholm

@Peter Hansen
Min ide om kapitalisme er at det drejer sig om kapitalakkumulation . Mangelsamfund har jeg ikke tjek på, men du peger jo på det der med at få producerer meget ?!? Det er vel materielle mangler der mangler eller ikke mangler, så . Eksistensen af et sådant samfund må defineres ud fra hvad der kan mangles . Hvordan forholder en sådan definition sig til distribution ?

Eksempelvis efter pestens hærgen i 1300-tallets Europa, der kunne man tale om mangelsamfund, fordi infra-strukturen brød sammen . Det samme kunne man også sige om de germanske stammefolks samfund, mere fordi der aldrig havde været nogen infrastruktur - alt relativt selvfølgelig . Derimod de store folke-konglomerater i Mesopotamien og Ægypten kunne måske bare have distribueret lidt bedre for virkelig ikke at være mangelsamfund . Eller hvad med et globalt perspektiv ? Lever vi i et globalt mangelsamfund, fordi ikke alle kan få til dagen og vejen ? Er det ikke bare et distributionsproblem ? Med andre ord, hvad er sammenhængen mellem den oprindeligt af Marx fremførte ide om kapitalisme og det ikke helt veldefinerede etnografiske begreb mangelsamfund .

Forsåvidt at kapitalisme er inherent i det historiske, og fortrinsvis europæiske, og produktive samfund, nuvel , så er dagen idag betegnende ahistorisk og multikulturel, men til slut også stadig produktiv . Overproduktiv ovenikøbet . Men det er kun til forvirring at tiden lige nu er ahistorisk ; systemisk set er tiden lige nu historisk . Multikulturalitet kan der sættes spørgsmålstegn ved - indenfor det systemiske syn at tiden er historisk - men en europæisk monokultur er vel efterhånden svær at få øje på . Produktion er der stadig overordentlig meget af .

Kapitalismen som vi kender den er måske forbi .