Læsetid: 2 min.

'Lystlæsning er et privilegium'

Efter mange år som anmelder nyder direktør for Copenhagen Opera Festival Anders Beyer at læse det, han har lyst til
24. juli 2010

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Lille sorte Sambo til de unge, Madame Bovary til de lidt ældre og Bad Boy of Music til de nysgerrige. Sidstnævnte er komponisten George Antheils rapkæftede selvbiografi, som blandt andet beskriver 1920ernes Paris, hvor Antheil mødte Joyce, Stein, Hemingway, Stravinsky, Picasso og andre personligheder. Bogen tegner en epokes signatur, og den er dejlig respektløs i sit anslag. Det er slet og ret underholdende læsning. Man burde oversætte bogen til dansk og koordinere udgivelsen med en liveopførelse af Antheils Ballet Mécanique, som komponisten skrev til Légers berømte film.

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Det er svært at pege på én bog. Sangbogen De små synger med vidunderlige tekster, tegninger og melodier blev tidlig laset af dagligt brug. Senere H.C. Andersens eventyr, som var sjælerystende læsning for mig. I mit voksne liv vender jeg igen og igen tilbage til Thomas Manns Doktor Faustus, som samler et mægtigt stof til en uafviselig roman med stor slidstyrke. Jeg er ikke medlem af Folkekirken, men jeg læser indimellem i Biblen, fordi der er så meget at komme efter i den bog«.

Hvilken bog er den værste, du har læst?

»Gads Musikleksikon I-II hvis det er tilladt at kalde et leksikon en bog. Fordi den er så fyldt med fejl. Det irriterer mig. Man skal kunne stole på et leksikon. Jeg anmeldte i sin tid udgivelsen i Information, og hovedredaktørerne har vist aldrig tilgivet mig for den anmeldelse. Et leksikon skal i bedste fald være slik for hjernen. Enten skal det være tørt og tjekket eller bevidst fordrejet man må som læser ikke være i tvivl, om det er den ene eller den anden kategori«.

Hvilken type læser er du?

»Jeg arbejdede i to årtier som tidsskriftsredaktør og ni år på nærværende organ som kritiker. Den praksis betyder, at man er faretruende tæt på at blive altædende læser og miljøskadet meningsdanner på samme tid. Nu tager jeg billedlig talt hævn over den tid ved at være ekstremt selektiv. Jeg nyder at gå rundt om en bog i månedsvis og dertil have flere bøger kørende på samme tid. Lystlæsning er et udpræget privilegium, og glæden ved ikke at have en deadline er umistelig«.

Hvornår læser du?

»Jeg bruger en del tid på at rejse i mit arbejde, og det er for mig beroligende at skabe et kontrapunkt til den hektiske verdenstummel med bøger. Fantastisk er det at glemme tid og rum midt i al mulig hurlumhej bøger er gode til at flytte ens opmærksomhed for en stund. Det er så her, at jeg bekender, at jeg nød Stieg Larssons Millennium-trilogi, som efter min vurdering er det bedste lufthavnslæsning, der er udgivet på papir. Jeg voldlæste alle tre bøger med stor appetit«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu