Intensiteten i Danmarks krigsindsats kan aflæses direkte i soldaternes psyke. De sidste ni år har været én lang stigning i alarmerende psykiske efterreaktioner.
Chefpsykolog Vibeke Schmidt har fysisk mærket forandringen i sit arbejdspres. Da hun blev chef for forsvarets psykologer i sommeren 2005, var de danske soldater indsat i relativt fredelige missioner i Kosovo og Irak.
»Det første stykke tid havde jeg vanskeligt ved at se, hvad det lige var, vi skulle lave,« siger Vibeke Schmidt fra sit kontor på Forsvarsakademiet i København.
Men der gik ganske kort tid, før begivenhederne i Irak begyndte at tage fart. Danske soldater blev udsat for en række vejsidebomber, og pludselig skulle Vibeke Schmidt til at sende krisepsykologer til Irak en gang om måneden. Forsvaret var ved at løbe tør for psykologer, Vibeke Schmidt var selv af sted flere gange, og hun måtte også dræne udvælgelsesafdelingen for arbejdskraft.
I dag er antallet af militærpsykologer fordoblet til 22, og dertil kommer omkring 100 mere løst tilknyttede psykologer. I samme periode er andelen af hjemvendte soldater i risikogruppen vokset fra 8-9 pct. til 14-15 pct. De lider typisk af irritabilitet, søvnbesvær og tristhed.
»Risikogruppens størrelse følger robustheden i udsendelserne, når det bliver lidt voldsommere. Afghanistan er en hårdere mission, og begivenhederne sætter et vist aftryk,« fortæller hun.
Vibeke Schmidt synes ikke, at mediernes skarpe kritik af området altid har været helt berettiget. Men der har også været områder, der skulle forbedres, medgiver hun. Nu er Forsvaret kommet op i gear og blevet mere opmærksom på, at soldaterne skal støttes både før, under og efter en udsendelse. Det er de samme seks psykologer, der følger et hold soldater hele vejen, fra de får undervisning i Danmark, over krisehjælp i Afghanistan, til at lette overgangen til hverdagen igen.
Mennesket er fantastisk
Men soldaternes psykiske velbefindende afhænger ikke kun af psykologerne, siger Vibeke Schmidt. Som udsendt krisepsykolog er hun flere gange blevet fascineret af den forandring, der kan ske med et menneske på to dage, efter en kammerat er blevet dræbt eller alvorligt såret. Man skal ikke underkende soldaternes evne til at reparere sig selv, siger hun.
»Mennesket har en fantastisk evne til at tilpasse sig omstændighederne. Det lægger sig et sted i bevidstheden, så man kan leve videre. Det sker mirakuløst af sig selv, uden at man mister sin følsomhed over for andre.«
På samme måde betyder det meget, hvilke omgivelser der venter soldaten efter krigen. Nogle har let ved at komme hjem og glider ind i gammel kammeratkreds, hvor de får naturligt afløb for tankerne. Andre når aldrig at fortælle andet end festudgaven af deres oplevelser, fordi de ikke har nogen, der interesserer sig for dem.
»Langt de fleste kan godt finde ud af at komme hjem. Den største bekymring er den gruppe, som har et dårligt netværk i forvejen og kommer hjem til det samme. Hvis ikke man har nogen familie, så bliver man ensom.«
Mere opmærksomhed
Når man sidder hjemme i Danmark og baserer sine indtryk af krigen på avisartikler og tv-indslag, kan det være svært at forstå, præcis hvad soldaterne har gennemlevet i Afghanistan. I halen på dokumentarfilmen Armadillo fulgte en lang debat, hvor mange var rystede over den måde, danske soldater opfører sig på i krig. Omvendt svarede tidligere udsendte soldater, at folk, der ikke selv har været i krig, bare skal blande sig uden om. Men respekten må gå begge veje, mener Vibeke Schmidt, så det civile Danmark ikke tager afstand fra krigens virkelighed, og de hjemvendte soldater stadig forsøger at fortælle om den.
»Hvis man har været der, kan man i højere grad fornemme diesellugten og støvet, men vi bliver nødt til at leve med, at vi har ikke vores liv på videofilm. Vi bliver nødt til at leve i ensomhed med de oplevelser og den erfaring, vi har. Sådan er livet. Så må vi formidle det så godt, som vi kan, og håbe på, at de, der skal modtage det, respekterer, at der er noget, de måske ikke helt forstår.«
Generelt føler hun dog, at også det civile samfund er begyndt at tilpasse sig krigen. Forsvarets psykologer mærker en stigende positiv omsorg i form af henvendelser fra hjemmeplejen, kommuner, skoler, politiet og Falck, fordi de får kontakt med tidligere udsendte soldater og gerne vil vide mere om, hvordan de skal håndtere situationen.
Medieopmærksomheden har ændret karakter i samme positive retning, mener hun.
»Selvfølgelig er der stadig kritik af, om vi nu gør nok. Men fokus har ændret sig til at se på veteranpolitik, og hvad vi skal gøre for fremtiden. Det, synes jeg, er enormt positivt og fremadskuende. Vi har en fælles opgave.«
Giver det mening?
Den offentlige debat efter Armadillo-filmen tog ikke den drejning, Vibeke Schmidt havde forventet. På baggrund af filmen forsøgte Carsten Jensen i et længere essay i filmmagasinet Ekko og i flere avisinterview at sparke en politisk debat i gang om meningen med krigen, men den kom aldrig.
»Det var interessant og tankevækkende, at det rent faktisk ikke lykkedes,« siger Vibeke Schmidt og understreger, at hun kun udtaler sig ud fra sin egen personlige undren. Hun ser det som et udtryk for, hvordan vi forholder os til krigen og dens konsekvenser. »Vi er ekstremt optagede af, hvordan vi kerer os om hinanden. Vi er optagede af individhistorier, af de sårede og af det psykiske velbefindende. Man interesserer sig for krigen, men ikke for det politiske spørgsmål, at Danmark engagerer sig i en krig langt fra vores egne grænser, eller for perspektivet for succes eller fiasko.«
Civilbefolkningen interesserer sig for krigen, som den interesserer sig for den hjemlige samfundsdebat, mener hun. Det handler om efterløn, ældrepleje og skolesystemet. På samme måde handler det om pigeskoler i Afghanistan og kvinder, der gør en indsats. Vi har opmærksomheden rettet mod dem, der er mest sårbare, siger Vibeke Schmidt og betoner i samme åndedrag, at hun bestemt ikke har noget imod det.
»Det er bare meget dansk. Jeg tænker, det er en del af vores nationalkarakter. Vi er meget omsorgsfulde over for hinanden. Derfor løber vi ikke af pladsen, for vi har forpligtet os over for nogle mennesker. Men der er ikke nogen politisk diskussion, om det giver mening i det hele taget.«
Dengang i 00'erne
Seneste artikler
For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget
27. juli 2010Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'
24. juli 2010Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'
23. juli 2010Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Fremragende observationer og betragtninger.
Andet er der vist ikke at sige eller tilføje?
....Jo i høj grad, Heinrich, at det for en del af os er tale om en ulidelig række af llirum-larum og ligegyldigheder - bortset fra at :
"Da hun blev chef for forsvarets psykologer i sommeren 2005, var de danske soldater indsat i relativt fredelige missioner i Kosovo og Irak.
»Det første stykke tid havde jeg vanskeligt ved at se, hvad det lige var, vi skulle lave,« siger Vibeke Schmidt fra sit kontor på Forsvarsakademiet i København."
...rejser for mig stærk tvivl om konen overhovedet nogensinde skulle have været ansat som psykolog i militæret, - og da slet ikke "chefpsykolog" da hun tydeligvis ikke har begreb skabt om, hvad en militærpsykologs opgave burde gå ud på, -
samt at der rent faktisk har været udsendt soldater i for særdeles traumatiserende missioner, før hun Schmidt blev ansat i 2005.
"Som udsendt krisepsykolog er hun flere gange blevet fascineret af den forandring, der kan ske med et menneske på to dage, efter en kammerat er blevet dræbt eller alvorligt såret. Man skal ikke underkende soldaternes evne til at reparere sig selv, siger hun."
For mig sætter dette kun i skrap relief, hvor ringe viden og kendskab , Forsvarets psykologer reelt har til psykologi i en kampzone - og personligt finder jeg det horribelt, at psykologtjenesten ikke har sørget for at sende medarbejdere til USA og UK for at tilegne sig bare lidt af den enorme viden, som militærpsykologerne må have opbygget i disse lande.
Vibeke Schmidt:
»Selvfølgelig er der stadig kritik af, om vi nu gør nok. Men fokus har ændret sig til at se på veteranpolitik, og hvad vi skal gøre for fremtiden. Det, synes jeg, er enormt positivt og fremadskuende. Vi har en fælles opgave.«
En fælles opgave!? Næh nu må jeg både bede om mine himmelblå og melde hus forbi!
Hvorfor er det lige at hele samfundet skal føle sig forpligtet til betale den enorme regning for de uansvarlige og umoralske handlinger som nogle få har truffet?
Anders Fogh Rasmussen fik Danmark med i krigen i Irak ved at stå og lyve fra Folketingets talerstol.
Anders Fogh Rasmussen påstod at Irak besad masseødelæggelsesvåben og at det ikke var noget han troede, men noget han vidste. Og sådan har magthaverne i årevis skamløst løjet og fordrejet sandheden om NATOs kolonikrige. Er det ikke dem der har løjet danskerne i krig der skal betale regningen?
Politiken har beregnet at Danmark, Tyskland, Storbritannien og USA tilsammen har brugt 1925 milliarder kroner på at føre den efterhånden ni år lange krig i Afghanistan.
Skulle Anders Fogh Rasmussen ikke have fortalt os hvad prisen ville være INDEN han meldte Danmark ind i amerikanernes ulovlige angrebskrige?
Jeg er død træt af at få tudet ørerne fulde om at krigsindsatsen og støtten til veteranerne er en fælles opgave.
Jeg vil i lighed med en lang række andre af mine landsmænd ikke have lod og del i regeringens plyndringstogter i udlandet, og jeg kan ved Gud ikke se hvorfor jeg som skatteborger skal være tvunget til at bidrage med at finansiere galskaben.
Var det ikke en idé, hvis krigsopviglerne selv betalte for deres dumheder? Det kan aldrig blive en ”fælles opgave”.
Krigens virkelighed kender vi ikke, men de løgne, som krigen blev erklæret på, da stormagtsdrømmene dampede op fra oraklet i Delfi. Virkeligheden er krum og grum, måske ved at erkende, at vi lever på løgne, kan vi tage afghanerne alvorligt og forstå, hvorfor de kæmper imod os. Indtil da ofrer vi gerne vores børn på skammens alter, og ser dem først bagefter lemlæstede på krop og sjæl. De døde er glemt, det er virkeligheden. Hver eneste krig har haft sine egen love, der altid har brudt fredens love.
Tjha, jeg mener stadig artiklen er en meget vedkommende og fin analyse af danskernes syn på sig selv som krigsførende nation ... noget af det bedste jeg har læst om emnet. De 2/3 dele af danskerne, der er tilhængere af krigen har været mig en gåde. Artiklen giver mig en mulig forklaring...
...og iøvrigt mener jeg at udenrigsministeriet af pædagogiske årsager bør omdøbes til handelsbalanceministeriet.
Vi slap af med Fogh - at vi gik foran - slog alle rekorder m.h.t. antal ofre sammenlignet med befolkningens størrelse, var utvivlsomt en vigtig grund til at han fik NATO jobbet.
Han bliver næppe fyret fordi vi nedtrapper vort engagement til et mere normalt niveau.
På den ene side er det måske ikke så heldigt, at muhammed-tegningernes hjemland går foran når det gælder om at slå flest mulige muslimer ihjel.
Vi nøjes ikke med at tage pis på dem - vi slår dem også ihjel.
På den anden side - måske tapper de lejlighedsvise meddelelser om danske ofre noget af den muslimske hævntørst. På den måde kan de danske ofre måske være med til at mindske risikoen for terror mod civile her i Danmark.
I hvert fald sagde en amerikansk officer, at muligheden for at dræbe amerikanere i Irak, fik en masse terrorister til at rejse til Irak. I stedet for at lave terroraktioner andre steder.
Måske fungerer den danske tilstedeværelse i Afghanistan på tilsvarende vis som lynafleder.
Måske har hver eneste dansk soldat, der mistede livet i Afghanistan reddet 100-vis af danske metro-passagerer.
Spørgsmålet er bare om den holder på den lange bane.
@Peter Pedersen
Skulle militærpsykologerne ikke hellere sendes til Israel. Israel har jo været i krig lige siden nationen blev oprettet. Israelske militærpsykologer må jo ha en stor efaring med krig og det den gør ved soldater under krigshandlinger og efter.
Og ja, som Vibeke siger: "Det er tankevækkende at der ikke er mere debat om vores deltagelse i Afgh. krigen."
"...Men der er ikke nogen politisk diskussion, om det giver mening i det hele taget.«"
Det må være ekstremt svært for den almindelige borger at vide om det giver mening, da det er så som så med charterrejser til Afghanistan henholdsvis Irak.
Information omkring succes og fiasko bæres frem fra hver sin side i folketingssalen, og ikke overraskende betoner dem der i sin tid sendte soldaterne afsted de positive virkninger, og omvendt.
Et relevant spørgsmål er også i hvor høj grad de allierede kan frakaste sig deres ansvar for krigens uskyldige ofre, krigsforbrydelser osv. under henvisning til at situationen havde været endnu værre dersom eks. Sadam havde ledet landet.
Debatten herhjemme er jo bevidst ansporet på netop veteraner og andet. Så den virkelige tragedie ikke kommer til kort i medierne. Nu vi er inde på lynafledere.
Meningen med krigen er jo indlysende.
Alt man skal er at kigge på landkortet, så falder brikkerne på plads, men for pressen er jorden vist nok stadig flad.
Per Thomsen:
Visse folk mener jo også at det er langt henne i vejret at DE skal være med til at betale for at folk kan få en uddannelse, tage på sygehuset, få bistand og pension. Der er vi bare heldige at vi lever i et samfund hvor vi tager hånd om hinanden, og allesammen er med til at betale for det fællesskabet har besluttet.
Jeg kan ikke se hvorfor det heller ikke skulle gælde i det her tilfælde.. Du mener måske at veteranerne skal smides ud af samfundet, og klare sig selv? En smule usolidarisk vil jeg mene...
Peder Pedersen
"For mig sætter dette kun i skrap relief, hvor ringe viden og kendskab , Forsvarets psykologer reelt har til psykologi i en kampzone - og personligt finder jeg det horribelt, at psykologtjenesten ikke har sørget for at sende medarbejdere til USA og UK for at tilegne sig bare lidt af den enorme viden, som militærpsykologerne må have opbygget i disse lande."
Vi er for en gang skyld enige Peder Pedersen, jeg forstår heller ikke hvorfor man ikke trækker på de betydelige erfaringer der findes, men fortrækker at genopfinde den dybe tallerken.
Emil Arenholt: næ nej de skal da behandles ligesom andre , der lider af ptsd: lykkepillebehandling og maximalt pres på, så de kan se at komme i arbejde hurtigst muligt!
Emil Arenholt:
."Du mener måske at veteranerne skal smides ud af samfundet, og klare sig selv?"
Næh, men det var måske på sin plads med nogle private forsikringsordninger, når man vælger en branche og et levebrød, hvor alle ved, at risikoen for at miste arme eller ben eller for at blive kronisk syg i hovedet er enorm?
Hvorfor skal den risiko væltes over på alle os andre?
Gad vide hvad det er for et samfund Per Thomsen gerne vil leve i?
Skal skrældemænd, der selv har valgt deres job, så udelukkes fra ryg-behandlinger på hospitalerne også?
Folkepensionen kan vel også afskaffes? Folk kan bare sørge for at finde et job, som giver nok til at de kan spare op til alderdommen.
Folk, der har valgt at få børn, skal selv betale for uddannelsen af dette afkom?
Hvad enten man er enig i beslutningen eller ej, har et flertal i folketinget bestemt at Danmark skal være en del af besættelsesstyrken i Afghanistan.
Når så de krigere folketinget har besluttet at sende i krig, så bliver såret må det da være landets opgave at reparere disse skader.
Skraldemændene har også selv valgt deres arbejde.
PS; Jeg troede ellers at Per Thomsen var venstreorienteret og derfor gik ind for solidaritet.
Jeg vil meget gerne støtte op om de danske soldater i Afghanistan. Dilemmaet er, at man ved at støtte soldaterne kommer til også at støtte krigen. Dog tror jeg, at følgende simple forslag kan være en løsning.
Danske soldater i Afghanistan skal have et skattefrit risikotillæg på 100000 kr/uge
Niels Østergård:
»Hvad enten man er enig i beslutningen eller ej, har et flertal i folketinget bestemt at Danmark skal være en del af besættelsesstyrken i Afghanistan.«
Vi har mig bekendt ikke haft nogen folkeafstemning om Danmarks krigsdeltagelse. Desuden har befolkningen ikke fået det der ligner skyggen af reel information om kolonikrigene og den militaristiske udenrigspolitik.
Tværtimod er befolkninge af den monopoliserede og regerigskontrollerede presse i årevis blevet stopfodret med løgne, manipulationer og anden krigspropaganda.
Derfor har den danske krigsdeltagelse ikke skyggen af demokratisk legitimitet.
Det er simpelthen uartigt, når man nu forsøger at tørre ansvaret for krigene og forbrydelserne af befolkningerne ved at ævle om demokrati.
Hvis George W. Bush kolonikrige skulle være udtryk for demokrati og hvis regeringens følgagtighed overfor de amerikanske cowboys skulle være en ”fælles sag”, så er min moster gul, har fire hjul og er en bybus i Århus.
De der påstår at NATOs neokoloniale excesser skulle være et udslag af transparente og legitime demokratiske processer i medlemslandene gør simpelthen begrebet demokrati til en absurd og meningsløs karikatur af sig selv.
Emil Arenholt:
»Der er vi bare heldige at vi lever i et samfund hvor vi tager hånd om hinanden, og allesammen er med til at betale for det fællesskabet har besluttet. «
Ja, det er sandelig et stort privilegium at leve i et land, hvor regeringen har foræret statskassen til bankerne og finanssektoren, fordi de nålestribede ludomaner ved et uheld var kommet til at spille deres egne penge op i den globale kasinoøkonomi. Og det er naturligvis noget vi alle sammen har besluttet.
Næh, I Danmark er det ikke ”os allesammen der er med til at betale for det fællesskabet har besluttet”. Danmark er et klassesamfund, og det er altid de svageste, der betaler mest i Danmark.
Og det er naturligvis også de svageste der kommer til at betale for de mange fysiske og psykiske krigsinvalider, fordi det først og fremmest er de svageste, der bliver skubbet bagerst i køen til sundhedsvæsnet og til andre velfærdsydelser.
Det er som bekendt blevet en mærkesag for TV2 og de mest populistiske politikere i regeringen, at veteranerne skal have privilegier og særbehandling i det offentlige hjælpesystem, og det skal såmænd ikke vare længe før det bliver gængs praksis.
Det er overhovedet ikke tankevækkende at der ikke er mere debat om krigen. Det er jo ikke sjovt at tænke på alt den lidelse krigen forvolder og slet ikke hvis man selv har været med til at stemme den igennem (jeg har ikke). Fænomenet kaldes coping eller mestring og går ud på at friholde organismen for stress under stressende forhold. En ofte benyttet starategi i den forbindelse er at filtrerere indkommende information og om nødvendigt lyve for sig selv. Det sker hele tiden i større eller mindre målestok. På et eller andet tidspunkt vil virkeligheden dog altid slå igennem. Men i mellemtiden kan man reorganisere sine tropper og forberede sine forklaringer eller som det ofte bliver: efterrationaliseringer.
Per Thomsen,
Det var da noget af en shoppetur til floskelautomaten, du der har været ude i.
At den så ikke giver noget svar er tilsyneladende ligegyldigt. Kun flosklerne står tilbage i al deres selvmodsigelse.
"Tværtimod er befolkninge af den monopoliserede og regerigskontrollerede presse i årevis blevet stopfodret med løgne, manipulationer og anden krigspropaganda." Skriver Per Thomsen.
Tja, det har han måske ret i?
På den anden side mener han at de arme unge mennesker, der falder for disse løgne, som de er blevet stopfodret med, bare kunne have været smartere eller klogere. Og derfor selvfølgelig ikke skulle have meldt sig til krigen.
Nu hvor de har været så snotdumme at falde for denne bastante propaganda, må de også selv tage ansvaret for deres eventuelle uheldige skæbne.
Altså skal de nægtes adgang til hospitaler og anden behandling.
I følge denne logik skal der vel heller ikke være gratis behandling af rygere, eller overvægtige. De kunne jo også bare lade være med at falde for propagandaen for en usund livsstil.
Folk med stress bør heller ikke behandles gratis. De kunne bare have slappet af i stedet for at falde for propagandaen om materialismens lyksaligheder.
Jo, Per Thomsen går ind for ægte solidaritet, med private sundhedsforsikringer og vel i konsekvens af dette også for privathospitaler i endnu højere udstrækning end hidtil.
Samtidig kan jeg forstå at folkeafstemninger også står højt på den Thomsenske agenda.
Med den forestiller Per Thomsen sig at der vil blive sagt nej til krigsdeltagelsen. Han forestiller sig altså at befolkningen vil gennemskue løgnene, manipulationerne og krigspropagandaen.
Dette uagtet at meningsmålinger gang på gang har vist at der er flertal i befolkningen for besættelsen af Afghanistan.
Med andre ord har et flertal af befolkningen ikke gennemskuet løgnene og manipulationerne.
Hvordan Per Thomsen så forestiller sig at et flertal ville stemme imod krigen ved en eventuel folkeafstemning fortoner sig i det uvisse.
Men de arme soldater burde selvfølgelig have været klogere.
I Per Thomsens ideal-verden havde det måske været sådan.
Jeg mener dog at det er mere relevant at forholde sig til virkeligheden end til Per Thomsens drømme-verden.
PS; Og nej! Jeg er absolut ikke tilhænger af besættelsen af Afghanistan eller andre lande.
Niels Østergård opstiller en falsk modsætning, og påstår at den kendetegner mine holdninger. Østergård påstår at jeg på den ene side har påstået at befolkningen består af hjernevaskede robotter der ikke kan tænke selv og derfor ikke kan drages til ansvar og at jeg på den anden side meget inkonsekvent gør en undtagelse med soldater, og mener at de skal holdes til ansvar for deres handlinger.
Det er imidlertid en falsk dikotomi som helt må stå for Østergårds egen regning.
Der er ikke tale om et enten/eller men om et både/og. Sandheden er jo at befolkningen i meget høj grad er påvirkede af massemedierne, men det er jo ikke ensbetydende med at vi alle er viljeløse robotter, der automatisk og blindt må følge magthavernes propaganda.
Derfor har vi alle et personligt ansvar for de valg vi træffer, selvom vi bliver påvirket af regeringens løgne og manipulationer, og det gælder naturligvis også for de personer, der væger at blive professionelle soldater.
Fin artikel.
Blot den bemærkning, at "klassisk storpoitisk tankegang" (af typen Metternich, Kissinger, Talleyrand o s v) næppe er en naturlig del af det danske kulturelle arvegods - danskere tænker - som antydet i artiklen - nok mere i at hjælpe nogen, der er er i nød ( demokrati, pigeskoler og kvindeforhold i Afghanistan o s v) - og det er vel forenklet sagt vores legitime politiske begrundelse ? ( - det med råstoffer og geopolitiske balancer er vi novicer i ?)
Per Thomsen,
Ja, du har ret i at vi alle har et ansvar for de valg vi træffer.
Alligevel træffer vi mennesker gang på gang de forkerte valg.
Vi ryger og vi drikker mere alkohol end godt er. Vi æder for meget og for fedt. Vi motionerer for lidt. Sågar er der nogle, der vælger at melde sig til diverse krige.
Alle disse valg bliver truffet af forskellige årsager og med forskellige undskyldninger.
Alle disse valg bliver truffet i overensstemmelse med de legale retningslinjer, der er sat for samfundet.
Vi kan diskutere det rigtige/forkerte i at folketinget beslutter at sende unge mennesker i krig. Men når beslutningen er truffet vilbefolkningen (et flertal ihvertfald) betragte disse beslutninger som legale og demokratiske.
Akkurat som et flertal har besluttet at det er legalt at ryge, drikke og æde, som vi lyster.
At du mener at mennesker, der har truffet de forkerte valg skal udelukkes fra hospitalsbehandling osv er selvfølgelig helt legalt.
At jeg ikke er enig med dig omkring dette er også helt legalt.
Fordi regering (og medie) ikke lader os komme (alt for) tæt på krigen virkelighed...
Niels Østergård:
»Vi ryger og vi drikker mere alkohol end godt er. Vi æder for meget og for fedt. Vi motionerer for lidt.«
Ikke for noget Østergård, men synes du ikke selv, at i burde tage jeres livsstil op til kritisk revision?
Per Thomsen,
Nu er det jo kun eks-soldater du ikke mener skal have ret til hospitalsbehandling mm.
Så VI drikker og æder lystigt videre....
Vibeke Schmidt anser vel sig selv for at have forstand på den psykologiske virkelighed af krig. Måske kunne psykologer forlods undersøge, hvad der foregår i hovedet på dem, der erklære krigen. At starte krigen, véd vi fra skolegården, kræver blot et ord, mens det at standse den koster, som chefpsykogen skriver, blod, sved og tårer. Helte har vi nok af, både dem på vores side og dem på de andres side (Anders Lassen og hans gode ven, Axel von der Bussche, er et af mange eksempler, som jeg erindrer - spændende som ind i helvede).
Krigen har to parter, kaldet modstandere.
Den politiske virkelighed bag krigen er faka, men kan bestrides ved fortolkninger, at lederen af partiet Venstre erklærede krigen mod iraqerne, siden overgået til krigen imod afghanerne, ligesom partiet Venstre i 41 foranledigede oprettelsen af Frikorps Danmark.
De frivillige soldater kæmpede, psykologisk set, ligesom vore dages frivillige heltemodigt under dannebrog, og kendte kulturpersoner var stolte over at sende deres sønner til Østfronten. så vidt jeg husker, bl,a, Valdemar Rørdam, Karl Bjarnhof og Oluf Høst.
Det er krigens fakta, der har en lang optakt, dengang 30'erne, hvor en stor del af det bedre borgerskab (og endnu flere fremtrædende personer) sympatiserede med nazismen og derfor opfordrede/forledte mange unge til at melde sig som frivillig soldat for Danmarks sag. Først bagefter gøres psykologiske overvejelser, men kan de / skal de forhindre krigen?
Per Thomsen, du er i en uskøn blanding både asocial og udemokratisk.
"På baggrund af filmen forsøgte Carsten Jensen i et længere essay i filmmagasinet Ekko og i flere avisinterview at sparke en politisk debat i gang om meningen med krigen, men den kom aldrig."
Jeg ved ikke hvilken mening med krigen der efterlyses, men jeg faldt lige over:
"The Enemy Within
by Gore Vidal
London, 27 October 2002
The Observer"
http://www.lawyersagainstthewar.org/articles/vidal.html
Der kan man måske finde lidt mening.
Per Thomsen,
der satte Niels Østergård dig vist til vægs.
"Vi er optagede af individhistorier..."
Ja, lige præcis. For år tilbage forsøgte jeg at sende en kronik om et emne ind til et stort dagblad. Jeg fik det svar, at jeg skulle skrive en personhistorie i stedet for at skrive om generel faglig viden om emnet.
Medierne interesserer sig ikke for principdiskussioner - derfor får vi dem ikke. Heller ikke på det politiske område.
En af mine bekendte har erklæret sig som medlem af det-går-nok-partiet. Det er mit indtryk, at dette parti har rigtigt mange medlemmer i Danmark.
Niels Østergaard skriver: "PS; Jeg troede ellers at Per Thomsen var venstreorienteret og derfor gik ind for solidaritet."
Som alle andre selvudnævnte repræsentanter for "godhed" og "solidaritet" gælder denne "godhed" og "solidaritet" kun når man skal punke højrefløjen for deres "ondskab". Når disse repræsentanter for "godhed" og "solidaritet" selv begynder at handle eller måske ligefrem begynder at få magt (som det er set i USSR, Kina, Campodija, Østeuropa osv) så ser man den samme "ondskab" som højrefløjen har vist.
Så derfor kommer det ikke som en overraskelse at Per Thomsen ikke ønsker at hjælpe krigsvetaraner. Han er ikke et hak bedre end sine politiske modstandere.
Damen virker sludrevorn og komplet bevidstløs hvad angår hendes egen profession såvel som opgaven og de politiske forhold og konsekvenser af samme. Men ingen af disse forhold er naturligt uvedkommende for motivation såvel som det mentale velbefindende af hendes klienter.
http://www.youtube.com/watch?v=sKAOUvSDHqE
Teksten kommenterer sig selv.
Mikael Petersen:
»Per Thomsen, der satte Niels Østergård dig vist til vægs.«
Ja, det fremgår jo tydeligt af de anbefalinger der blev givet til de enkelte kommentarer.